Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

63Likes
74Kommentarer
5509Visninger
AA

5. Fjerde kapitel

Scarlett

  Jeg stod iført udelukkende en sort tanktop og rødbrune uldne shorts, da Ash rakte mig sengelinned. Jeg kastede et lettere irriteret blik ned på den luftmadras, der skulle være min seng. Jeg var gået med til dette ind til videre: at blive en af dem. Det var i hvert fald, hvad jeg havde sagt dem. Et sted at sove var bedre end gaden. Jeg anede heller ikke, hvor min far var. Jeg ville søge efter ham, når jeg var i stand til det. I denne tilstand kunne jeg stort set intet. 

  ”Jeg er ked af, at du må gå i seng uden mad. Jeg magter dog ikke at følge dig derned, og jeg har svoret, at jeg skal holde øje med dig firetyve syv. Owen kommer op med en bakke lidt senere.” Ash gik ud på toilettet, der hørte til værelset og lod mig stå herinde alene. 

  Jeg kiggede rundt i værelset, som jeg tideligere havde været i. Jeg kiggede jaloux på den bløde seng og mærkede indvendigt, hvordan det ville være, hvis jeg igen lå i den. Jeg savnede allerede det stykke af himmelen nu.

  Jeg smed linned på kanten af luftmadrassen og satte mig midt på luftmadrassen, så luften ikke blev trykket over i den anden side. Så satte jeg mig foroverbøjet med albuerne på mine knæ og derefter med hænderne på mine kindben. Den her dag havde været så ufattelig anderledes. Jeg kendte stadig ikke meget til stedet. Jeg havde hørt, at Owen omtalte stedet som en ’soldier-base’. Han snakkede om det, som var der flere. Hvorfor havde jeg aldrig hørt om stedet før? Det lød til, at de kæmpede for det sammen, som min far og jeg havde gjort. Stedet bestod af ’Soldiers’ der var trænet fra, at de var helt små. Det var kun Ash, hvis forældre ikke levede her. Hvordan kunne man bo selv samme sted i så lang tid? Fra man var spæd til man blev så gammel, at man ikke længere kunne være en soldier, skulle man bo imellem de selv samme mennesker. Jeg kunne ikke forstille mig, hvordan det ville være.

  ”Hey, Scarlett. Jeg lægger mig til at sove nu. Når Owen kommer banker han 3 gange. Bankes der anderledes, låser du ikke op, okay? Gider du ikke også spise dæmpet, når du modtager maden. Jeg magter ikke at skulle sove ringe i nat. Det har jeg gjort de to forgående nætter.” Ud af badeværelset kom Ash iført knælange sorte boxershorts og en grå tanktop, der fik hans mave- og armmusker til at træde meget frem. Det svin kunne for alt i verden ikke være så køn. Det var ikke fair.

  ”Mh-hm,” sagde jeg med en stemme, der var meget tung af attitude. Jeg fik lavet et nogenlunde ligeglad blik og kiggede ned på sengelinned. Jeg skulle få fundet ud af, hvordan man betrak dynen og puden. Lagnet kunne da ikke være så svært? Tøvede gik jeg i gang.

  Jeg lå med hovedet mod væggen, der lå en halv meter fra mig. Jeg lod en masse tanker løbe igennem hovedet. Jeg oprettede en plan. Jeg ville trænes op. Jeg ville blive sund og stærk. Når det var sket, ville jeg stikke af. Jeg kunne stjæle en bil og køre, indtil jeg nåede en af de barer, som min far havde fortalt mig, at han kunne findes på, hvis vi blev væk fra hinanden, da jeg blot var 10. Skete det ikke, ville jeg handle på egne ben. Callfax skulle stadig nedlægges.

  Det var svært at koncentrere sig, da Ash snorkede mere, end han trak vejret. Jeg kunne hele tiden høre, at han vendte sig i sengen, som lå han ikke ordenligt. Imellem hans snorken kunne min knurrende mave høres. Mon Owen ikke snart kom med mad. Jeg var så ufattelig sulten.

***

  Jeg vågnede svagt, da det bankede på døren. Jeg anede ikke, hvor mange gange det var sket, men bankene var ikke 3. For hvert slag blev de mere hidsige. Jeg kastede et blik over på Ash, der fortsat snorkede højt. Han sov dog rolig nu. Jeg satte mig op, hvilket gjorde, at hele sengen bølgede og larmede enormt. Jeg bed mig let i underlæben og satte fødderne mod det kolde gulv, hvilket sendte kuldegysninger op igennem mine ben. Da jeg rejste mig op, kunne man høre, at mit knæ højt fremstammede et knæk.

  ”Det er ikke Owen.”

  Hvis ikke det var fordi, jeg var så svag og træt, havde jeg hoppet en meter op i luften, da Ash’ stemme brød igennem tavsheden. Han satte sig op og bad mig lægge mig ned igen. Jeg tøvede, men gjorde, som han sagde. Jeg betragtede hans skygge fra luftmadrassen, da han gik igennem værelset og hen til døren, hvor han ført låste den op og derefter åbnede.

  Det skarpe lys fra gangen fik mig til at knibe øjnene sammen og kigge ind i den del af værelset, der var mest mørklagt. Jeg lyttede dog til Ash, der snakkede lavt med personen på den anden side af døren.

  ”Jeg er ked af det på dine vegne, men vær sød overfor dig selv og lad være med at snakke om Jennifers død. Vi venter til i morgen, hvor du har fået en god søvn. Tag eventuelt noget sovemedicin. Du har ikke tid til at side og halvsove.”

  ”Tak for din medmenneskelighed, Ash”. Hendes stemme hvæsede og knækkede derefter over. Der var ingen tvivl om, at hun var træt.

  ”Hayley, vi snakker om det i morgen.” Man kunne høre hendes stemme tøve, da Ash gentog det. Derefter fodtrin og så lukkede Ash døren igen.

  ”Din mad stod derude. Jeg går ud fra, at den er kold nu.” Ash gav den til mig uden at værdige mig et blik og gik derefter i seng igen. Jeg sukkede og kneb øjnene sammen for at se, hvad det var, der lå på tallerkenen. Det var svært at skældne imellem risene og kødstykkerne. Jeg fandt plastikbestikket og begyndte med besvær at spise. Jeg var fandme ligeglad med, at det var koldt. Det var mad og ikke bare mad. Det var rigtig mad. Jeg ignorerede alt den mad, der landede i sengen. Da jeg var færdig, fokuserede jeg mest på, at jeg fik en god nattesøvn. Jeg ville se, hvad for et sted, det her var.

 

Jeg trådte ind i kantinen og kiggede rundt med et anerkendende nik. Rummet var oplyst af vinduer og var i forvejen hvidt. Hvide vægge, lysebrunt trægulv og hvide borde samt stole, hvorpå der var sat plastikblomster i vaser.

  ”Velkommen til kantinen, Scarlett. Jeg vil råde dig fra at spise deres kylling. Min mave har aldrig kunnet lide det og deres ris er aldrig færdigkogte. Ellers smager det lovende. Du skal huske, at ingen af os er kokke. Vi skiftes i køkkenet til at lave mad til nok hundrede og halvtreds mennesker.” Owen slog endda armen ud for at præsentere lokalet, der åbenbart stod ham nært. Han var den eneste, som der sagde noget. De andre stod tavse i et øjeblik og gik derefter hen til et bord, der stod op af et af vinduerne.

  ”De bliver helt OK igen. De er ret påvirket over, hvad der skete i går. Jennifer var en virkelig sej pige. Du vil have kunnet snakke godt med hende.”  Owen gik hen til stedet, hvor man kunne vælge imellem en smule mad. Jeg holdt mig efter ris og kylling, eftersom min krop i forvejen havde det forfærdeligt. I stedet tog jeg noget, der lignede en baconsvøbt oksebøf og nogle lune Barbecue kartoffelbåde. Vi gik derefter begge hen til bordet, hvor de andre sad og kiggede ud af vinduet. Jeg begyndte at spise i tavshed.

  ”Kan vi for fanden ikke se på noget andet end de kvidrende fugle, der har det så fandens godt?” Hayleys irriterende stemme skar igennem tavsheden.  Der var ingen af de andre, som reagerede, så hun trykkede blommen på sin pegefinger ind mod ruden og trak den hen mod venstre. Hvad fanden skete der lige for hende?

  Et nyt billede af en park i regnvejr kom frem. Hun sukkede lettere men lod billedet sidde. Så begyndte hun at gnaske i sin sandwich, hvilket overhovedet ikke var lydløst. Der var ikke meget at snakke om.

  ”Hvordan kunne det lade sig gøre?” Jeg pegede mod ruden med et hævet øjenbryn.

  ”Det er elektroniske skærme. Ligesom computer og fjernsynsskærme. Der er ingen vinduer i hele bygningen, eftersom vi befinder os i det, der skal ligne en gammel lagerbygning. Skærmene får os til at føle os hjemme.” Archers kølige stemme gjorde, at han lød fuldkommen ligeglad med, hvad han sad og fortalte. Jeg nikkede, som det virkede interessant. Det gjorde det ikke rigtigt. Jeg havde udelukkende spurgt, så jeg kunne oprette en samtale.

  ”Hvis du vender hovedet en anelse, kan du se, at de ved nabobordet har et billede af en japansk inspireret have.” Owen gjorde et kast med hovedet i retningen af bordet, hvor to piger med asiatiske udseender sad og spiste nudler, imens de afslappet snakkede sammen.

  ”Er her mennesker fra hele verden?” Jeg hævede et øjenbryn og kiggede fortsat på pigerne, der ikke havde bemærket, at vi kiggede på dem. Det var sjældent, at man så asiater. De fleste var døde i murbrokkerne af det, der i gamle dage var asien. Da Callfax meldte krig, prøvede han at slå de folk ihjel, som han ikke brød sig om. Det gik meget ud over asiater og amerikanerne, der begge var gode til at håne over deres fremskridt og værdier. De riges land, der dengang hed Afrika, fik han aldrig smidt en eneste bombe i.

  ”Det halve. De fleste er mennesker, der bor i Europa. Der er dog ingen fra De riges land, som bor her. Selvfølgelig med undtagelse af Jennowitz.” Ash snakkede i den samme kolde tone, som Archer gjorde. Det fik noget til at koge inden i mig af bare vrede. Hvordan kunne han blive ved med denne fandens tone? Han værdigede mig ikke engang et blik, da han snakkede.

  ”Hvordan kan man vælge det her sted frem for De riges land?” Jeg stirrede forvirret på hele gruppen, der alle trak på skulderen. Vidste de det ikke? De Riges Land var ikke det rigtige navn, men vi omtalte landet under dette navn, da det var fyldt med succes og rigdom. Stort set alle havde få penge her, så De Riges Land var en fjern drøm. Landet hed rigtig Eutopia.

  ”Jennowitz fortalte mig, at vi holder en kort samling i morgen, hvor vi siger farvel til Jenna. I kommer, ikke?” Hayley brød tavsheden med en mumlen, imens hun kiggede ned på sin sandwich, der lå imellem hendes hænder. Det så ikke ud til, at hun ville spise resten.

  ”Selvfølgelig. Jenna fortjener et farvel.” Ashs stemme kom bag på mig. Han lød.. venlig? Jeg bed tænderne sammen og kiggede igen mod vinduet for at virke ligeglad. Jeg kendte ikke denne ’Jenna’ eller Jennifer.

  ”Der er træning om fem minutter. Vi bør nok gå nu.” Owen rejste sig op og kiggede på mig med et blik, der fortalte, at jeg også skulle med.

  ”Fint.” Sagde jeg og rejste mig også op. De resterende tre blev siddende, da Owen fulgte mig ned igennem gangsystemet og hen til det sted, hvor træningen fandt sted. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...