Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

63Likes
74Kommentarer
5536Visninger
AA

25. Fireogtyvende kapitel

Varevognen tøffede op af en lille bakke imod en bom, hvor der i et hus ved siden af sad 2 mænd og læste i morgendagensavis. Vi parkerede bilen foran bommen og rullede vinduet ned, så vi kunne stikke dem papirerne på gyldighed, så vi ikke blev taget som fupmagere. En af mændene besluttede sig for at lægge avisen og træde ud til os. Han stak hovedet ind af vinduet og smilede stort over hele 5-øren, som var han i godt humør.

”Go’ morgen i to og glædelig Germania-dag. Hvad har I med i dag?” smilede han fortsat. Ash hoppede ud af bilen og lod den stå i tomdrift, som jeg fandt papirerne frem og sprang ud af den anden side. Ash åbnede dørene ind til bagagerummet, hvor kasser var stavlet fra bunden til loftet med frugt. I to af kasserne havde vi gemt kufferterne, men det var ikke at se.

”Er det de samme æbler som sidste gang, for de smagte afskyeligt,” brummede den anden mand ud igennem den åbne dør. Den første mand rystede undskyldende på hovedet.

”Det er det, desværre. Men vi skal nok notere det ned,” sagde Ash højt og smilede venligt til manden i huset. Ashs smil virkede så ægte, som det kunne spilles. Jeg havde via. kursuset med mikroudtryk lært, at man smiler mest med øjnene og ikke læberne. Det virkede Ash også til at have lært.

”Og må vi se papirerne?” Jeg stak ham papirerne og han kiggede dem igennem, imens han fortsat smilede. Han stak han mig dem igen, og jeg smilede oprigtigt til ham, da han virkede til at være en venlig sjæl, der burde have et bedre job end arbejde for Callfax:

”Det var så alt. Fortsat god dag. Vi ses mandag.”

”Ja, det gør vi da,” smilede Ash og vi satte sig igen ind i bilen, som bommen blev trukket op. Vi fortsatte resten af vejen op af bakken indtil, at vi holdt foran det kolo-enorme ”palæ”, der mere lignede et slot i mine øjne. Vi sprang ud af bilen og begyndte at tage kasserne op i favnen. Da vi kun kunne bære 3 af gangen, ville det gå lidt tid inden, at vi tog kufferterne og for alvor gik i gang.

”Åh, hvor lækkert. Vi var faktisk lige løbet tør for melon!” udbrød manden, der stod i døren. Han stillede ingen spørgsmål men åbnede blot for døren, så vi kunne komme ind. Da vi ikke ville spille amatører, havde vi på forhånd været inde og nærstuderer det sted, hvor vi skulle sætte frugten, så vi fulgtes ned af en grå gang med farverige malerier til køkkenet, hvor der duftede af madretter fra hele Germania. I et lokale ved siden af, var der lagring med blandt andet frugten, så der placerede vi kasserne. Vi gik derefter ud igen og hentede den næste portion, hvor kufferterne heller ikke gemte sig. Først den sidste gang tog vi kasserne, der nu også var tungere. Kufferterne lå i nederste kasse, så man ikke kunne se dem for de andre, der lå ovenpå. Jeg gjorde mit bedste for ikke at ligne en, der anstrengende mig. Da vi var halvvejs nede af gangen, kiggede vi tavst rundt for at tjekke, om der var nogle at holde øje med os. Til vores held var der ikke, så vi satte lynhurtigt kasserne ned og fik fundet kufferterne frem. Så løb vi imod elevatoren, der lå midt inde i det enorme hus, som jeg kun kunne finde rundt i via. Ash, der virkede til at kende stedet.

”Vi er inde,” hviskede Ash igennem sin mikrofon og min øresnegl fangede det.

”Great. Jeg har hacket mig ind på kameraerne og ingen har fattet mistanke endnu,” sagde Lennox tilbage:

”For resten var det med frugten ikke jeres bedste move. Når de ser kasserne, vil de straks slå alarm.”

”Hul i det, vi er inde,” hvæsede Ash lavt, imens han fortsat løb med kufferten i favnen.

”Vi er ved bommen nu,” sagde Hayley. De skulle medbringe kødvarer og de var igennem på sekunder, hvis frugtkasserne endnu ikke var opdaget. Jeg gav Lennox ret i, at det var dårligt placeret. Hvis kasserne blev opdaget, var Hayley og Archer virkelig på røven. Jeg måtte holde fast i min gode fornemmelse.  

Endelig nåede vi vores elevator og Hayley havde ret i, at der ikke var mange mænd på posten i dag. Da elevatoren var ubemandet, trykkede vi på knappen, der fortalte elevatoren, at vi skulle ned af. To sekunder efter åbnede dørene og vi trådte ind til elevatormusik i spejle, der omringede os.

”Hvilken etage ønsker du at skulle af på?” spørge en stemme,

”-3,” svarede Ash, der stadig havde fuldkommet styr på, hvilken etage vi skulle af på. Da han havde sagt det, satte elevatoren i bevægelse og 2 sekunder efter åbnede dørene til en kold kælder, der virkelig lignede den, jeg selv havde befundet mig i.

”Kender du cellens nummer?” spurgte jeg Ash. Han trak på skulderen og endte med at ryste på hovedet. Jeg nikkede og vi besluttede os for at dele os op, så vi hurtigt kunne finde ham. Da jeg ikke længere havde nogen undskyldning for at løbe rundt hernede, trak jeg min pistol ud af buksebenet og ladede den, så den var klar. Derefter begyndte jeg at småløbe ned af gangen, som jeg kiggede på alle fangerne, der virkede til stadig at sove. De fleste var dog nogle, der så rigtig kriminelle ud med tatoveringer ned af armene og kronragede hoveder.

”Hvad glor du på?” tillod en af dem endda at spørge, men jeg svarede aldrig, som jeg allerede var 2 celler nede.

Jeg stoppede ved enden og sukkede, da jeg stadig ikke havde set min far. Var der en gang mere? Jeg bed mig i læben og sukkede.

”Har du fundet ham?” spurgte jeg Ash, men Ash svarede ikke. Det måtte betyde, at han ikke havde. Jeg nikkede for mig selv og gik tilbage til elevatoren i mine egne tanker. Da jeg kiggede op, stod Lionel med Ash i favnen og en pistol peget imod Ashs tinding. Hans maske var flået af og lå nu på jorden.

”Du leder efter din far, ikke? Jeg må skuffe og sige, at han allerede er blevet hentet af min far, der har andre planer. Men det betyder ikke, at dit skema er fyldt, vel Scarlett? Jeg tænkte på at invitere jer på middag, hvis det er i orden,” smilede Lionel og trykkede på elevatoren, så dørene sprang op. Jeg havde forventet soldater derinde, men den var tom. Derfor trådte jeg tøvende ind i den med Lionel uden at svare.

”Jeg hørte i øvrigt, hvad der skete med kære Felx. Hils Hayley og sig, at det var en personlig hilsen fra min far og ikke jeg,” fnøs Lionel, som han strammede grebet om pistolen. Ash stod hidsigt og prøvede at samle tankerne, som han gjorde det bedste i ikke at bevæge sig, så det endte med en kugle for tindingen.

”Hvad vil du gøre ved os?” hviskede jeg og knyttede næverne hårdt ned langs siden.

”Gider du ikke at tage det grimme kostume af? Jeg har aldrig brudt mig om vores catering-firma, og endnu værre er, at I direkte cosplayer dem. Hvor latterligt er det ikke lige?” Da jeg ikke svarede, rev han den selv af.

”Åh, var det dig Scarlett? Det havde jeg aldrig gættet. Kom følg med,” smilede han, som elevatoren igen holdt i stueplanen. Da vi tydeligt intet valg havde, fulgte vi selvfølgelig med. Jeg gjorde et sidste blik på masken, der lå i elevatoren. Derefter gik vi imod den modsatte retning end den, vi var kommet fra. Vi endte i en stor sal, hvor der for enden var to stole. Det måtte betyde, at han havde planlagt det her.

”Du vidste det allerede,” hviskede jeg, som han skuppede os ned at side.

”Selvfølgelig. Jeg er en meget gæstfri person, og det er lettest at gøre en gæst godt, hvis man ved, at hun eller han kommer på forhånd. Har I lyst til noget at drikke? Jeg ved, at I ikke må drikke alkohol, men så kan jeg vel byde jer på noget lækkert hyldebærsaft?” Han smilede og trak pistolen væk fra Ashs hoved. Han stak mig et stort smil og som jeg troede, at han ville lade Ash være, slog han enden af pistolen så hårdt imod Ashs tinding, at han øjeblikkeligt besvimede.

”Altså hyldebærsaft?” fortsatte han og kaldte på en tjener, der hurtigt løb ud med sådan et udtryk, at hun ville have stukket halen imellem benene, hvis hun havde været en hund.

”Du er sindssyg,” skreg jeg. Jeg turde dog stadig ikke flytte mig, så jeg blev siddende.

”Åh, kære Scarlett. Jeg er mange ting, men sindssyg er jeg ikke. Det burde du vide bedre end nogen anden. Jeg ligner min mor på mange flere områder end jeg ligner min far,” fortalte han og hævede et øjenbryn, som han forventede noget af mig. Hvad snakkede han om?

”Hvor er min far?” spurgte jeg i stedet?

”Det vælger jeg ikke at svare på. Lyt nu til, hvad jeg for fanden har at sige, for det betyder hundrede gange mere end din tåbelige far,” hvæsede Lionel.

”Min far er ikke tåbelig og sig, hvor han er!” skreg jeg.

”For ellers? Hva?” Han tog fat i min kæbe med en hånd, der var så stærk, at jeg begyndte at græde i smerte.

”Lionel?” En kvinde brød scenariet og Lionel slap straks mit ansigt og tørrede i stedet hænderne af i sin T-shirt. Jeg kendte godt kvinden. Det var Callfax’ kone. Hende med det rødbrune lange krøllede hår og ufattelig lange øjenvipper, der var gemt bag grønne øjne som Lionels. Hun var i dagens anledning iklædt en rød kjole og en gylden kappe, der rigtig fremhævede hendes lange hals.

”Undskyld, mor. Jeg troede, at du var sammen med far,” mumlede Lionel og lignede pludselig tjeneren fra før.

”Hvem er det her, og hvorfor er den ene bevidstløs?” Hun satte strengt hænderne i siderne og lignede pludselig en drage, der var klar til at spy ild når som helst og hvor som helst:

”Det er din fars værk, ikke? Og så i dag? Jeg fatter det ikke!”

”Mor, det her er mit værk. Ser du, jeg har en overraskelse til dig,” prøvede han og trådte væk fra stolen, hvor jeg sad, og gik hen til hans mor, hvor han bedende lagde hænderne sammen i en samlet næve.

”En overraskelse? Jeg gider ikke have noget gørende med de små Soldier-hvalpe, der tror, at de kan ødelægge os. Kan du ikke på bare slå dem ihjel og spare mig for showet. Du ved, hvad jeg tænker om det her,” sagde hun med en dirrende stemme.

”Mor. Det er vigtigt. Jeg har brugt måneder på at lokke dem her, så jeg kunne vise dig det! Se på pigen, mor, se på hende!”  Pigen? Var det mig, som han talte om.

”Jeg kan ikke..” begyndte Mrs. Callfax og rystede på hovedet, som hun vendte sig om og tog sig til panden.

”Skal jeg så selv sige det? For jeg ved, hvad der skete mellem dig og Jonathan Summers! Jeg ved, at du var min far utro, og jeg ved, at hun kom ud af det!” Råbte han og pegede direkte på mig. Jeg åbnede munden for at sige noget, men sandheden var, at jeg ikke anede, hvad fanden jeg skulle sige. Jeg ville rejse mig op for at sige noget imod, men jeg turde ikke. Så jeg bliv siddende og trak benene op til mig.

”Du skal ikke råbe. Hvis du råber, hører han det, Lionel,” hviskede hun.

”Og hvad så? Var det fordi, at far ikke var god nok? Var der noget i vejen med mig?!” Råbte Lionel fortsat og pegede nu på sig selv.

”Lionel,” græd hun og prøvede fortsat at få ham til at falde ned. Jeg kunne ikke fatte, hvad der skete for næsen af mig. Var hun min mor? Var jeg en Callfax?! Jeg mærkede min næse rynke, da det gik op for mig. Det måtte betyde, at Lionel var min bror. Nej, nej, nej. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg kunne ikke klare det.

”Ikke nok med, at du var os utro. Det var med en af dem? Hvordan fanden kunne du gøre det?”

”Lionel, fald ned. Jeg beder dig. Vi kan snakke om det. Alle sammen. Hun er ved at få et panisk anfald. Lionel. Kig på mig.”

”For det er sund fornuft at kigge på en løgner og en bedrager? Jeg troede, at du var den person, der skulle lære mig forskellen på godt og ondt – rigtig og forkert. Du kan ikke engang selv finde ud af, hvad det betyder?”

”Lionel, vær sød,” græd hun.

I det samme sprang døren igen op, og denne gang var det for meget. Selveste Callfax trådte ind med en brysk stemme, der arrigt spurgte, hvor hans familie blev af. Han stoppede dog midt i sin gang og lod blikket glide over mig. Jeg var dødsdømt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...