Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

63Likes
74Kommentarer
5528Visninger
AA

16. Femtende kapitel

Scarlett

Jeg bed tænderne sammen over den svage smerte, der summede i mit lår, som jeg holdt speederen i bunde. Jeg var virkelig uden for bygningen, og denne gang ville jeg være sikker på, at jeg kunne huske den. Jeg betragtede hver en omgivelse, som jeg kørte ned af vejen, der trods sin rå asfalt ikke kunne mærkes, som man sad i bilen. I bakspejlet kunne jeg se den sorte Hummer, som Ash befandt sig i. Jeg vidste, at Owen og Archer var i en bil et eller andet sted bagved. Jeg justerede på bakspejlet, så jeg i stedet kunne betragte mig selv.

Jeg havde en tæt blonde paryk på, der var lavet af ægte menneskehår, så det så mest realistisk ud, hvilket jeg fandt ret klamt. Jeg havde endda fået farvet øjenbrynene. Mine læber var stærkt rosa og mine øjenvipper længere end, hvad de naturligt kunne være. De havde fået lagt makeuppen på en måde, der gjorde mit ansigt smallere. Jeg var i hvert fald svær at genkende. Jeg var iført en tætsiddende sort kjole med rhinsten på skuldrene og næsten meterlange stiletter, der ikke gjorde det let at sidde bag rattet. Owen havde endda tilladt sig at fløjte, da han havde set mig inde i garagen, hvor vi fik de sidste ting på plads.

”Du skal ned her til venstre og efterfølgende følge vejen indtil, at vi ender i udkanten af byen,” fortalte Archers stemme mig. Jeg sænkede farten og fik drejet fra. Jeg havde siden fået af vide, hvad byen hed: Liverpool. Det havde forklaret vandet og de faldende bygninger. Eftersom Liverpool ikke oprindelig havde været en del af imperiet for mange år siden, havde Callfax heller ikke vist meget interesse i byen. Men det gjorde ikke om på, at han stadig havde militæret her.

Efter at have fulgt vejen ud af byen, endte vi på et større område af marker, hvor der lå en lille bar. Igennem bilen kunne jeg allerede høre musikken, der slog i takt til slagene i mit bryst. Det var så længe siden, at jeg havde deltaget i sådan noget. Et svagt smil krusede på mine læber, da jeg betragtede mig selv i bakspejlet. Da bilen holdt parkeret, trådte jeg ud.

Jeg gjorde mit bedste for ikke at vakle på stiletterne, eftersom det var længe siden, at jeg sidst havde haft dette helvede på fødderne. Hvis jeg måtte have indtaget alkohol, havde det jo været meget lettere. Men jeg havde sværget på at være ædru, så jeg bedst muligt kunne koncentrere mig om de andre. Det gjaldt dog ikke Archer og Owen. Jeg havde en anelse om, at de mente, at jeg ikke kunne fokusere mig, når jeg var beruset.

Jeg trådte ind af dørene og blev mødt af en tung luft, der mest bestod af røg og sved. Folk stod allerede og dansede tæt op af hinanden uden rigtig at vide, hvem de faktisk dansede med. I det fjerne hørte jeg en lyd af en person, der kastede op. Selv havde jeg fokus på baren. Da jeg fik mast mig igennem et par med tungerne nede i halsen på hinanden, fik jeg sat mig på en barstol. En bartender med store tatoverede overarme og gedeskæg havde spurgt, hvad jeg kunne tænke mig. Jeg kunne godt tænke mig en øl, havde mine tanker trist sagt til mig selv. Hvad jeg måtte få var vand, så det bestilte jeg.

”Der er mange mennesker i aften, hva?” Manden ved siden af sad med ryggen til mig, så det tog lidt tid før, jeg forstod, at det var henvendt til mig. Han vendte sig om med et smil på læben:

”Du er vidst ny her.”

”Ja, jeg er lige flyttet hertil,” sagde jeg og prøvede med et oprindeligt smil. Jeg håbede, at han ville ligge samtalen her. Jeg var på mission. Jeg havde ikke tid til at snakke. Det ville bare fjerne fokusset. Jeg kiggede derfor ud over mængden af mennesker.

”Er din fyr her et eller andet sted?” Da jeg kiggede på ham igen, blinkede han til mig. Jeg måtte indrømme, at han var køn. Jeg ville gætte på, at han var i start-20’erne. Han havde grønne øjne ligesom Ash, men disse var mere grumsede end klare. Hans skægstubbe var blevet den takt for lange, hvilket gjorde, at de kradsede. Men hans bronzehår gjorde ham da nuttet. Jeg måtte ryste på hovedet for at samle tankerne og fokusere. Jeg var her ikke for at kigge på fyre. I øvrigt måtte jeg holde fast i det lille spinkle håb om, at Ash faktisk følte noget for mig.

”Ikke her. Men han eksisterer,” endte jeg med at sige, imens jeg smile. Jeg lyttede halvt til nogle større mænd, der havde fået lidt for meget øl. De slog hele tiden en latter op, og snakkede om alt andet end Jennifer. Jeg bed tænderne sammen og nippede til glasset med vand.

”Helt ærligt. Man går i byen og må nøjes med vand? Det er tragisk,” flirtede manden. Han rykkede sig endda tættere på, hvilket resulterede i, at jeg rigtig kunne lugte hans cologne. Hvad fanden skulle jeg gøre?

”Jeg klarer mig fint på vand. Jeg hader at være uklar i hovedet,” smilede jeg. Jeg rejste mig op og smilede fortsat, da jeg undskyldende sagde, at jeg ville gå på toilettet. Jeg tog den lille taske, jeg mere ville kalde for en pung, og satte mod døren med en kvinde på. Til mit held var der tomt, da jeg nåede der ud. Jeg ignorerede den klamme lugt af pis blandet med opkast og gik ind i den bås, der lå længst nede. Så lagde jeg fingeren op til øret og talte til Ash:

”En eller anden fyr bliver ved med at snakke til mig, hvilket kun distraherer mig. Hvad gør jeg?”

”Er han lækker?” fik jeg igen. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Derefter sukkede jeg og spurgte igen:

”Hvad gør jeg?”

”Det ved jeg sgu intet om. Jeg oplever normalt ikke, at andre drenge lægger an på mig, vel? Ignorer ham. Han er nok fuld,” fnøs Ash igennem mikrofonen.

”Jeg prøver,” tøvede jeg. Jeg slap fingeren fra mikrofonen og trådte ud af båsen. Af ren vane gik jeg hen og vaskede fingre, hvilket viste sig som en fordel, da to virkelig berusede piger i sekundet efter trådte ind. Jeg fandt noget papir og fik tørret hænderne, inden at jeg igen var ude af toilettet. Jeg lænede mig op af muren, da jeg nu befandt mig meget tæt på nogle yngre mænd, der kunne ligne den kriminelle type.

”Jeg ved det sgu ikke. Han har været så hemmelighedsfuld på det seneste. Jeg er sgu begyndt at tro, at han faktisk havde følelser for hende tøsen,” fnøs en lyshåret mand med et ar tværs ned over det ene øje.

”Hvorfor fanden have følelser for så naiv en tøs? Håret signalerede sgu da, at hun havde mangel på hjerneceller,” spyttede en anden mand ud, og så lo de alle. Jeg kunne godt fange, at de snakkede om en lyshåret. Jennifer havde været lyshåret, kunne jeg huske. Jeg trådte derfor lidt tættere på, så jeg bedre kunne høre, hvad de sagde.

”Der var du,” sagde en velkendt stemme, og derefter blev mit håndled grebet af en hånd. Jeg vendte mig om og kiggede på manden fra tideligere:

”Jeg troede, at du prøvede på at stikke af. Vi var jo midt i en snak. Lad mig købe en drink til os.”

”Jeg vil ikke drikke,” sagde jeg. Eftersom at jeg dog ikke var overbevist om det, lød min stemme heller ikke sådan.

”Den må du lidt længere ud med. Jeg tror, at jeg har fattet den. Nogen har bollet dig tyk, ikke?” Han smilte på en måde, som det morede ham. Han blinkede endda igen.

”Jeg er ikke gravid,” sukkede jeg og fik vredet min hånd ud af hans greb. Jeg gik op mod baren igen og han fulgte efter. Hvorfor fanden kunne han ikke lade mig være?!

”Så har du jo intet imod at gå ud bagved, vel?” Smilet lå stadig på hans læber og han tog min hånd.

”Det kan du tro, at jeg har.” Jeg trak min hånd til mig selv og fortsatte mod baren. Jeg mærkede hans hånd, der lagde sig på min skulder. Derefter lød hans stemme lige ved mit øre:

”Det er jeg sikker på, at du ikke har.”

Måden hans stemme havde ændret sig på, fik mig til at stivne. Han lød ikke længere drilsk. Mere afslappet og alvorlig. Jeg vendte mig om og bemærkede først nu, hvor tæt på han egentlig stod.

”Hvem er du?” hviskede jeg.

”Noget siger mig, at du ikke kun er her for at feste i aften. Elendigt skuespil må jeg sige.” Blommen af hans finger kærtegnede min kind. Jeg var fuldkommen stivnet:

”Så vær venlig at komme med ud bagved. Hvis du er venlig, gør jeg dig intet.”

Gør dig intet, lød ikke længere som noget, der omhandlede sex. Jeg var begyndt at tænke i andre baner nu, der gjorde mig mere nervøs. Jeg pressede læberne sammen og kiggede ud over baren i håbet på, at jeg ville kunne finde Archer og Owen. Men de var ikke at se. Indvendigt bandede jeg, da han tog min hånd igen og førte mig med bagud.

Hvis jeg dog bare havde genkendt ham.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...