Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

63Likes
74Kommentarer
5498Visninger
AA

6. Femte kapitel

Scarlett

  Jeg betragtede de hansker, Owen havde hjulbet mig på med. De var af et blødt og alligevel stærkt stof. Det skarvede dog ikke, hvilket var en lettelse. Jeg knyttede mine lange krogede fingre for at være sikre på, at de sad, som de skulle.

  Jeg lagde armene på kryds og hænderne på mine skuldre. Jeg brød mig virkelig ikke om, at jeg kun var iført en tanktop, så man rigtig kunne se min ranglede og udsultede krop.

  ”Owen, jeg har virkelig ikke lyst til det her,” mumlede jeg med en rystende og usikker stemme. Jeg havde ikke følt mig usikker længe. Min ranglede krop gjorde mig dog utilpas imellem alle de menneske, der gav mig vrede og undrende blikke. Hørte jeg virkelig til her?

  ”Kom nu Scarlett. Du passer dit – de passer sit, okay?” Han åbnede en jerndør ind til et lokale, der var så enormt, at jeg ikke kunne holde et ’Wow’ inde. Vi skulle føres ned af en trappe, inden vi var nede på selve træningsstedet. Til højre var en glasfacade ind til et træningsrum med vægte og løbebånd. Til venstre var en skydebane, hvor folk med høreværn om ørene var i gang med at prøve forskellige skydevåben af. Herfra kunne jeg se en pige på vores alder, der var i gang med at undervise 5 børn på omkring de 9 år i at håndtere en pistol. Hele det miljø fik mig til at smile en anelse. Midt på den store plads var der gjort, så man kunne deltage i nærkampe, kaste med forskellige våben og bagerst i lokalet stod et bundt yngre mænd og spillede en basketkamp.

  ”Så hvor starter vi? Hmn, din krop skal genoptrænes. Vi går i træningscenteret”. Owen trådte ned af trappen til pladsen, jeg kiggede jaloux på. Jeg gad ikke træne på maskiner. Det var så kedeligt, som det kunne blive. Især når man var placeret i en krop, det var så svag som rådne kviste.

  Jeg mumlede irriterende over de ting, Owen fastgjorde til mine lår og arme. Han forklarede mig, at det var en maskine, der stimulerede mine lår, mave og armmuskler. Jeg lå ikke behageligt. Hvorfor skulle jeg også dette?

  ”Så virker den?” Min stemme var stærkt anspændt, hvilket irriterede mig. Jeg trykkede læberne sammen og kiggede spørgende på Owen, der nikkede.

  ”Ja, det gør den. Jennowitz siger, at vi skal have stimuleret dine muskler nok til, at du kan begyndte at løbe på et løbebånd, uden at du bukker sammen. Derefter kan vi for alvor begynde din genoptræning.” Han trommede med pege- og mellemfingeren ned på maskinen, imens han smilede beroligende, hvilket havde en effekt.

  ”Okay. Jeg går ind og crosstrainer lidt, imens du ligger her. Jeg giver dig 20 minutter og for at du ikke keder dig, kan jeg lige tænde for TV’et derhenne.” Owen nikkede en anelse og tændte for en fladskærm, som jeg ikke havde bemærket. Derefter gik han.

  TV’et viste en dokumentar om, hvordan Europa havde været kaotisk for 100 år siden, da miljøet var vores største trussel. Det var enormt kedeligt.

  Jeg blev afbrudt af en banken på døren. Jeg kunne lige vende ansigtet og kigge over mod døren til det lille rum, hvor maskinen befandt sig. Døren åbnede sig og Ash stak hovedet ind af døren.

  ”Kan du mærke fremskridt?” Han hævede et øjenbryn uden rigtig at vise, om det egentlig interesserede ham.

  ”Ud over virkelig ømme lår? Nej, ikke rigtigt.” Jeg ville have trukket på skulderen, hvis jeg altså kunne. I stedet kiggede jeg blot ham. Jeg gad ikke engang skære en grimasse.

  ”Aha”. Han trådte ind af døren og lukkede den efter sig. Han trådte hen til maskinen, hvori jeg lå. Han lænede sig ind over mig, og placerede hans hånd på kanten af den briks, jeg lå på. Han lagde vægten på armen, så jeg rigtig kunne se musklerne i hans arm, der spændtes.

”Jeg skulle hilse fra Owen og sige, at du er færdig nu. Vi ville rigtig have dig på et løbebånd. Det venter vi dog lidt med. I stedet skal du følge med mig til undervisning, okay?” Fra afstanden mellem hans ansigt og mit, kunne jeg rigtig se hans kæbe, der blev anspændt. Var det virkelig så ringe at være i rum med mig? Jeg kneb øjnene lettere sammen og nikkede:

  ”Fint.”

   Ash fik mig ud af maskinen og hjalp mig på mine ben, der nu var så trætte, at jeg faldt sammen med støtte ind mod ham. Jeg bandede indvendigt, da jeg kejtet fik armen om Ashs skulder. Han trak en arm ind under min modsatte armhule, så jeg bedre var støttet. Jeg undgik at kigge ham i øjnene, da jeg følte mig hjælpeløs. Det var akavet.

  Støttende til Ash gik vi sammen ud af træningslokalet og over til trappen, hvor vi i et meget langsomt tempo fik os kæmpet os op af trinnene. Jeg fokuserede på muren frem for hans ansigt. Det virkede blot bedre.

  ”Hvad er det for noget undervisning?” Min stemme var i den bedst mulige kolde og ligeglade tone, jeg kunne fremstamme lige nu. Det lød lovende.

  ”Det er ikke noget, der vil interessere dig. Du kan vente og se.” Min pande røg i vejret, da han fuldkommen ligeglad sagde det. Jeg fnøs og vendte så blikket på ham for at se, hvordan fanden han kunne blive ved med at snakke i den tone.

  ”Hvad er dit problem?” Jeg trykkede læberne sammen og fugtede dem indvendigt med tungen, imens jeg stirrede på Ash med et anstrengt blik. Han stoppede tøvende på trappen.

  ”Mit problem?” Han hævede øjenbrynet og åbnede munden på en måde, der fik det til at se ud som, at han overhovedet ikke anede, hvad fanden jeg plaprede om. Måske fordi han i virkeligheden ikke anede, hvad jeg faktisk snakkede om.

  ”Du er så fandens ligeglad. I hvert fald når du taler til mig.” Jeg samme det sammenbidt, imens jeg holdt hans blik med sammenknebende øjnene, imens vi tavse stod på trappen.

   ”Har du bemærket dig selv, Scarlett? Du er ikke en skid bedre. Jeg behandler dig, som du ønsker at blive behandlet, okay? Jeg har for resten ikke tid til at stoppe. Vi har travlt.” Han rystede på hovedet lod hans arme slippe min krop, så jeg nu hang hjælpeløst i gelænderet.

   ”Orh, ja. Tak. Det her gør kun det hele bedre,” vrissede jeg imens jeg følte, at mine øjne sendte lyn i hans retning. Han rystede blot på hovedet, så hans brune hår dansede som en glorie om hans kønne ansigt. En forbandet glorie, der hørte til i helvede!

 ”Du holder din kæft resten af vejen. Så støtter jeg dig ned til lokalet.” Han gav mig et advarende blik og gik tøvende ned til mig, hvor han med et irriteret ansigt lagde armen om mig igen. Denne gang stirrede jeg vredt ind i væggen, da vi gik resten af vejen op af trappen.

 ***

  Jeg stirrede rundt i klasselokalet, der lignede dette, jeg i går havde befundet mig i. Der lå dog intet lig, hvilket fik mig til at falde en smule ned. Det holdt dog kun i to sekunder. Efter de to sekunder, farede en flok 12-årige børn ind i klassen. Ash måtte havde lavet en joke, som jeg ikke forstod. Jeg kunne for fanden ikke undervises blandt 12-årige. Det nægtede jeg!

  Jeg satte mig tøvende ned på en stol og bandede lavt for mig selv, da selv mine baller var pænt ømme. Jeg pressede læberne sammen og fokuserede på tavlen, der lige nu var ren for notater. Ash satte sig ved siden af mig og sørgede for, at der var en god afstand imellem os.

  ”Er du meget bag ud med undervisningen, siden du deltager med 12-årige?” Jeg lagde bedst muligt et hånende udtryk i munden, imens jeg spydigt sagde kommentaren.

  ”Jeg kan godt skride igen. Jeg er her for din skyld. Jeg har måttet droppe dagens træning, fordi vi bedst muligt ønsker, at du får lært dette, vi har lært igennem årene. Hvis du skal være negativ, så skrider jeg.” Hans stemme lå i rolige folder, imens han kiggede over mod døren. Jeg vidste ikke, om han ventede på, at en skulle træde en af døren, eller om det var det digitale ur over døren, der havde hans opmærksomhed. Øjenkontakt nægtede han i hvert fald. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til kommentaren, så jeg tiede stille.

  Ind af døren trådte en kvinde, der lignede et spøgelse. Hun var i hvidt fra top til tå. For ikke at snakke om, at hun også lignede et lagen i huden og havde satinblondt hår, der var sat op i en stram hestehale. Kun hendes isblå øjne stod i kontrast til resten af hendes udseende. Hun lignede ikke personen, man skulle op og toppes med. Hendes øjne lod sig søge rundt i lokalet og kort efter, tiede hele klassen.

  ”Godeftermiddag elever. Dagens undervisning kommer til at omhandle efterforskning. Måske gemmer der sig en fremtidig efterforsker inde i nogle af jer? Jo, vi må ikke glemme, at der er en ny elev herinde. Scarlett Jones.” Der var kun få elever, der vendte øjnene imod mig, da hendes isblå øjne faldt på mit ansigt. De resterende havde stirret på mig i længere tid, hvilket jeg godt forstod. Det var ikke hver dag, der kom en 8 år ældre elev i ens klasse. Jeg vidste ikke, om jeg skulle fremstamme et hej, så jeg gjorde intet. Jeg gav dog blot kvinden et koldt blik igen for at fortælle, at hun skulle fortsætte. Hun tøvede og snakkede igen med en hævet stemme:

  ”Efterforskning folkens. Jeg er sikker på, at I kender de instrumenter, vi efterhånden bruger til at finde ud af, hvad der sker. Det vil jeg ikke lægge vægt på. Efterforskning indenfor Soldiers handler mest af alt om DNA. Har vi ikke elektroniske midler ved vores hånd, der kan hjælpe os i at identificere personer, må vi gå til andre midler. Kan I hjælpe mig?”

  Langt de fleste elever i klassen rakte hånden op, som var de robotter. Jeg havde troet, at deres udtryk i ansigterne ville være rædselsslagende for at sige noget forkert eller ivrige efter at sige det rigtige.  Deres ansigter viste dog intet. Kvinden tog en pige med fregner drysset ud over hele ansigtet og rødbrunt hår i lange krøller.

  ”Mrs. Pillsburg. Jeg mener, at man kan bruge tusser eller læbestifter til at tage fingeraftryk. Man maler bare hen over blommen og trykker derefter af på noget, hvor det så kan sidde fast.”

  ”Det er sandt. Sidder det i stedet på ting, kan man f.eks bruge tape”, sagde en dreng med brede kæber, der tog over.  Læren stod og nikkede, imens alle eleverne begyndte at komme med bud på, hvad man også kunne gøre.

 

  ”Newton.” Hendes tone var hård, imens hun stod og kiggede ned på en lyshåret dreng, der var iført firkantede briller. Hun gik helt hen til ham, så man kunne høre stiletterne slå mod gulvet, eftersom hele klassen holdt på vejret.

  ”Har du tænkt dig at deltage i undervisningen for en gangs skyld?” Herfra kunne jeg se de mærkelige tegninger, der lå på drengens bord. Han lagde beskyttende armen om tegningerne, da hun lænede sig ind over bordet.

    Drengen blev næsten mere hvid i hovedet, end hvad Pillsburg var, hvilket jeg troede var umuligt.

   ”Nej.” Han pressede læberne sammen og kiggede ned på papiret, hvilket kun gjorde hende vred. Man kunne ligefrem se farven stige op i hendes ansigt og ud i hendes kinder. Hun rev tegningerne fra ham og krøllede dem sammen. Derefter landede de på gulvet, hvor de blev liggende.

   ”Tag dig sammen og lyt efter, okay? Du er fandme en skuffelse for os alle sammen, når du ikke engang hører efter. Jeg ville ikke sende dig ud på missioner. Du ender sgu ikke med en fremtid her, hvis du ikke snart tager dig sammen.” Hun prikkede en finger ned i bordet, imens hun lænede sig helt ind over det, så drengen ikke kunne andet end se hende i øjnene med rædsel malet i øjnene. Det overraskede mig ikke, da hun derefter stak ham en lussing, der rungede ud i hele rummet.

  ”Kan vi tage den her diskussion senere, mor? Du giver mig ikke et andet valg end at lytte, når du for fanden har ødelagt mine tegninger. Tak for det.” Han havde åbenbart fået modet tilbage, da han spyede det ud og derefter lagde armene på kors. Kvinden nikkede og begyndte igen at snakke omkring efterforskning og DNA. Resten af klassen bød igen ind, som intet var hent. Den kvinde var en kælling. Det havde jeg allerede bestemt nu.

  ”Hvordan fanden kan man holde hende ud som sin mor?” Jeg hævede et øjenbryn og lænede mig over til Ash, så jeg lavmeldt kunne spørge ham om det. Jeg var dog stadig vred på ham, så jeg skænkede ham ikke en blik.

  ”Jane er en sej kvinde. Hun er mor til Hayley og Jennifer. Man kommer ikke igennem de yngre årgange, hvis man ikke kan klarer ’Mrs. Pillsburg’. Det meste er skuespil. Vi skal gerne kunne klare den slags mennesker, når vi bliver ældre. Det er en del af træningen.” Han lagde et tryk på ordet ’Mrs. Pillsburg’, så jeg forstod, at denne kvinde var mere opdigtet end ægte. Var hele stedet sådan? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...