Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5606Visninger
AA

26. Femogtyvende kapitel

  Jeg kørte en hånd igennem håret og begyndte at tromme tommel-og pegefinger imod mit knæ, da jeg slet ikke kunne tænke, og alligevel var mit hoved ved at eksplodere af spekulationer. Jeg lænede mig frem og prøvede at trække vejret ned igennem mine ben. 

  "Hvad foregår er der her?" brummede Callfax, som han igen begyndte at gå. Hans skridt brød tavsheden, der lå over den store sal. 

  "Spørg mor, for jeg er sikker på, at hun har den helt rigtige forklaring," afbrød Lionel og pegede på den rødhårede kvinde, der i følge Lionel var min mor. Hun lignede ikke min mor. Var det sandt? Hvad ville min far med hende? Nej, det måtte ikke være sandt. 

  "Hvem er hún?" Callfax pegede med en dirrende finger i min retning, som hadet oplyste hele hans ansigt og fik ham til at se så skræmmende ud, at hele min kroptemperatur faldt 10 grader. 

  "Hun er min datter," peb den rødhårede kvinde, som hun stod og rystede. Hun greb fat på Lionels overarm i håbet på støtte, men Lionel viftede hendes hænder væk. 

  "Din datter?!" hvislede Lionel og trampede over til mig, hvor han tog et hårdt tag om min kæbe, der stadig gjorde ondt fra tidligere, hvor Lionel også havde haft fat. Jeg gjorde et hulk i smerte. 

  "Det er ikke, som du tror," græd kvinden og løb over gulvet, som hun prøvede at rive Callfax fra mig. Hvordan kunne den kvinde være min mor? Hvordan kunne min far havde haft noget kørende med en så følsom og svag kvinde? Spørgsmålene hobede sig op i mit hoved, og de var ikke til at svare, som jeg prøvede at kæmpe imod Callfax. 

  "Hvad er dit navn?" Brummede Callfax. Hans grå øjne stirrede tryllebundet ind i mine, og uanset hvad jeg gjorde for at bryde kontakten, var mine øjne fangede som en bambi, der stirrede direkte ind i et par forlygter. 

  "Scarlett," hostede jeg, og gav op. Jeg slap spændingen i min kæbe og prøvede at acceptere min position. Med mindre Hayley og Archer på magisk vis kom og reddede mig, så var jeg trådt godt og grundigt i spinaten. Hvad værst var, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Ash, der sad bevidstløs ved min side. Callfax drejede mit hoved henimod hans slappe krop. 

  "Er det din kæreste?" spyede han. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, for var svaret mon ja? Jeg bed mig i læben og undlod at svare. I stedet begyndte tårene at falde tavst ned over kinderne. 

  Så slap han min kæbe og jeg begyndte lettet at trække vejret, som han vendte ryggen om. Lettelsen blev dog hurtigt erstattet af en frygt. Betød dette, at der ville ske noget værre nu? Jeg kiggede forskrækket på Lionel, der stod anspændt og kiggede på hans far, imens hans mor grædende stod imellem dem og prøvede at finde ud af, hvem hun skulle bede om tilgivelse til. 

  "Hvorfor fortalte du mig intet, Lionel? Du har tydeligt vidst besked længe," hvæsede Callfax og trådte i hurtige trin over til sin søn. I luften løftede han sin hånd, og som han nåede sønnen, lod han den glide over Lionels kind, så et rødt mærke stod tilbage. 

  "Jeg var ikke sikker," prøvede Lionel. Han lod til at ignorere slaget fra sin far. 

  "Du kunne i det mindste havde fortalt, hvad du troede. Stoler du ikke på din egen far?" Callfax lød til at være godt og grundig skuffet over sin søns opførsel. Jeg sad med åben mund og betragtede scenariet, som jeg nu følte mig som en tilskuer. Kunne jeg tage øjeblikket og stikke af? Jeg kiggede sukkende ned på Ash og besluttede mig for at blive, hvor jeg sad. Jeg tog hans hånd og klemte den imellem mine. Vi måtte holde ud lidt endnu. 

  "Jamen, hvad hvis mine ord ikke var sande? Vi kan ikke bare gå og slagte befolkningen!" fortsatte Lionel og slog hænderne ud for at forsvare sig selv i sine udsagn. 

  "Men de viste sig at være sande. Hvordan fandt du overhovedet ud af det?" Jeg kunne se Callfaxs hænder knytte sig ned langs siden, som han stod anspændt og snakkede med sin søn. 

  "Det begyndte at give mening. Jeg mødte den her pige Jennifer, som gav mig masser af oplysninger. Hun snakkede om en Jonathan Summers, der havde været med til at skabe Soldier, og så huskede jeg mors historier om denne mand, hun tit havde mødt. Jeg fandt så ud af, at der også var en datter ved navn April Summers, og vi fandt billeder af hende som barn, hvor hun lignede mor på en prik. Der stod dog, at denne April var død i brænd med sin far for 19 år siden. Mærkværdigt, hva? Men Scarlett der sidder derover har et identisk fingeraftryk. I øvrigt har hendes far, Jonathan Summers, taget dæknavnet Aaron Jones. Ringer der en klokke?" Jeg kunne se Lionel hæve et øjenbryn, som han forklarede. Jeg åbnede munden endnu mere. April?! Var det mit navn? Mit hjerte begyndte at banke hårdt i brystet, som jeg prøvede at finde en logik i, hvad han fortalte. Havde Jennifer været hans sammensvorne. Hvorfor havde han så slået hende ihjel? 

  "Aaron Jones sidder tilfældigvis i bygningen," brummede Callfax. 

  "Hvilket betyder, at manden mor har været dig utro med, stadig er i live," smilede Lionel tilfreds. Jeg kunne se Callfax krop blive spændt endnu mere. 

  "Ikke meget længere," brummede han og vendte sig om. Så gik han ud af salen, og tavsheden blev igen brudt af kvindens gråd. Hvis jeg dog bare kendte navnet på hende: Min mor. 

  "Lionel, du kan ikke lade ham gøre det!" græd hun og prøvede igen at tage fat i armen på ham. Jeg åbnede munden for at gøre mig enig i hendes ord, men intet kom ud. Det gik op for mig, at Callfax ville slå min far ihjel. Tårene begyndte at løbe ned af mine kinder og jeg slap Ashs hånd for at rejse mig op og gå hen til Lionel. 

  "Du kan ikke gøre det. Min far var en god mand," hviskede jeg og ignorerede min mor, der grædende delvist distraherede Lionels grønne øjne fra at kigge fast på mig. 

  "Hvis han havde været en god mand, havde han ikke ødelagt denne familie," sagde Lionel fast. Jeg kiggede på min mor, og sagde: 

  "Det er vidst en andens skyld." 

  Jeg ville sige noget mere, men dørene sprang op igen og min far blev trukket ind af 2 vagter. Han var så tynd, at han ikke selv ville kunne gå. Det brune hår hang i fedtede lange tjavser, som var de ikke blevet klippet siden sidst, jeg så ham. Hans brune øjne kiggede beruset rundt uden rigtigt at fange nogle af omgivelserne. Han gjorde i hvert fald ingen reaktion, som hans blik faldt hen over mig. Det gjorde mig dybt såret, at han ikke kunne genkende mig. 

  "Tak for også at have ødelagt min familie," hviskede jeg til Lionel, før jeg vendte mig om, da det blev for meget. Jeg lod tårene falde åbent fra mine kinder, som jeg gemte ansigtet i hænderne og satte mig på stolen igen. Hvis Ash bare havde været vågen. Jeg savnede mere end nogensinde, at han ville lægge armene om mig og fortælle, at alt ville blive okay. Jeg havde en stor fornemmelse af, at enden var nær. 

  Jeg betragtede igennem mine fingre min far, der med besvær blev sat på knæene. Hans hoved hang slapt, og han gjorde intet modstand, som hans hænder blev bundet sammen på ryggen. Så gjorde den første soldat en bevægelse og sparkede min far hårdt i kinden, så min far begyndte at hoste blod op. Jeg skreg, da jeg følte smerten selv. Det virkede også til, at min mor havde det på samme måde, for hun begyndte at hulke. En anden soldat placerede min far i stillingen, som han sad før, og derefter slog han ham bevidstløs med et uppercut-slag direkte i hagen. Jeg begyndte at græde højlydt, og jeg gjorde intet forsøg på at skjule det. Jeg betragtede Callfax med et tilfreds smil, som han trådte hen og lagde armen om sin kone. Jeg kunne ikke høre, hvad han sagde til hende, men jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var søde ord. Da soldaterne havde slået og sparket på min far i minutter, begyndte de at kede sig, og en af dem trak en pistol. Der skreg jeg for alvor og sprang op af stolen. Jeg satte i løb mod min far, men jeg mærkede stærke hænder, der greb mig bagfra og trak mig ind i et tæt favntag. Det føltes næsten trøstende, som jeg over Lionels skulder kunne se pistolskuddet der tog af og ramte min far i tindingen sekunder efter. Den sidste skulder jeg havde løst til at græde ud ved var Lionels, men jeg havde ikke andre, så da min fars livløse krop faldt til jorden, gemte jeg hovedet i hans skulder. Jeg mærkede hans stærke arme, der tog et tættere tag om mig, som han rent faktisk trøstede mig. 

  "Jeg er ked af, at det skal ske på denne måde, men jeg har brug for min egen hævn," mumlede Lionel i mit øre. 

  "Nå, det var da meget underholdende," lo Callfax og klappede i hænderne. Han trådte fra sin kone med et stort smil og kiggede igen rundt i salen: 

  "Hm, den skal ikke ødelægges, vel? Hvad skal vores store finale være?" 

  Min kæbe blev spændt, da jeg så hans blik falde på Ashs livløse krop. 

  "Bed ham om at stoppe," græd jeg, som Lionel endnu ikke havde sluppet min krop. Da han intet gjorde, begyndte jeg at slå ham i brystet i håbet på, at han ville slippe mig, men der skete intet. 

  "Nej, nej!" skreg jeg, som Callfax personligt tog fat i Ashs arm og trak ham op. Han hev den livløse krop tværs over gulvet og hen til det sted, hvor min far lå. Så blev smilet om hans læber endnu større. 

  "Hvad er tilfældigheden lige? Selveste Ashton Delso!" 

  "Jeg tror ikke, at dette er noget for dig," mumlede Lionel og begyndte at trække mig over mod den nærmeste udgang. Jeg bed mig i læben og kiggede forstenet mod stedet, hvor Ashs livløse krop blev placeret. Jeg tænkte ikke på, hvordan Callfax kendte hans fulde navn og hvorfor. Jeg var bare i chok. Mine ben fungerede næsten ikke, og det var en kamp at få mig over til døren. Da vi var meter derfra, kunne mine ben ikke længere, og jeg tav, som jeg stod og kiggede. Jeg betragtede Callfax, der tog pistolen ud af hånden på den soldat, der havde slået min far ihjel. Jeg så sikringen blive trykket ind og derefter fingeren, der lagde sig om aftrækkeren. Så kunne mine hjerne ikke mere, og jeg besvimede i Lionels favn. 

  

 

 

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...