Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

63Likes
74Kommentarer
5503Visninger
AA

22. Enogtyvende kapitel

Kapitel 21

 

Jeg kiggede rundt med måbende øjne, imens Ash bredte tæppet ud over det græsstykke, han havde spottet på lang afstand. Vi befandt os i en park, som jeg ikke havde kendskab til. Jeg troede ellers, at Soldier-bygningen ikke kunne rumme mere. Da Ash begyndte at fumle med nogle flasker og glas, satte jeg mig ned og samlede benene under mig.

”Hvorfor er jeg ikke blevet vist for stedet noget før?” smilede jeg.

Ash lagde flaskerne og satte sig ved siden af mig. Så placerede han blidt hans store håndflader på hver side af mine kinder og trak mit ansigt ind til hans i et dybt kys:

”Jeg håbede på, at stedet skulle være noget specielt.”

”Men seriøst – en park?!” Jeg stak hænderne ud i vejret for at vise min entusiasme, eftersom de fleste stadig eksisterende parker var fyldt med ukrudt og hærværk. Den her park var fyldt med grønne træer, passede plæner, søer og blomster. Hvis jeg ikke tog fejl, kunne jeg også høre fugle kvidre, men den del var jeg sikker på, var teknologisk:

”Hvorfor lige en park?”

Han lo og slap mit ansigt. I stedet begyndte han at pakke den kurv ud, han havde navngivet som en picnic- kurv ligesom, at vi også var på picnic. Jeg havde aldrig hørt om det navn før, men det lød godt på tungen:

”Vi har brug for at være et sted en gang imellem, hvor vi bare kan slippe krigen og nyde hverdagen.”

”Og svaret er en park?”

”Ja, hvorfor ikke? Vejret er jo altid godt!” Han lo fortsat med et smil på læberne. Hvor elskede jeg dog bare det smil højt. Det var så afslappet, og det klædte hans ansigt en del. Det fik mit hjerte til at banke hårdere i brystet.

Jeg sparkede mine støvler af og trak derefter de matchene sorte sokker af, så jeg sad i bare tæer, som jeg ud af øjenkrogen kunne se andre gøre. Vi var ikke de eneste, der var på picnik. Ikke andet end 15 meter væk sad et voksent par og snakkede over et glas vin, imens deres børn jagtede hinanden op i træerne. Kvinden strakte rigtig benene og lod næsten hendes tæer længes efter den ”friske” luft. Hun var iført en rød kjole, og kiggede man ikke på hendes muskuløse krop, havde man ikke gættet, at hun var en Soldier.

Ash stak mig en sandwich magen til den, han selv sad med. Inden havde vi været inde i kantinen for at hente drikke- og madvare, der blev puttet ned i kurven. Jeg havde fået en termokande, som jeg senere havde fyldt med kakao, hvilket havde taget så lang tid, at Ash var blevet utålmodig. Jeg havde dog leet en del og drillet ham med, at jeg senere også skulle lave en kande te.

Jeg pakkede madpapiret af og krøllede det sammen. Så begyndte jeg at spise, imens jeg blot nød stilheden imellem os. Parken var ufattelig godt lavet. Lukkede man øjnene, ville man tro, at man ikke befandt sig midt inde i en bygning men ude i det fri. Man skulle bare ikke kigge op i loftet, hvor utallige lamper sad.

”Har du så nogle opdateringer på, hvordan det går Hayley og Archer med planlægningen?” spurgte jeg, imens jeg fortsat tyggede på et stykke sandwich med tomat og kylling.

”Det går fint. Lad os ikke snakke om missionen i dag, Scarlett. Jeg har bare brug for en fridag og gerne i dit selskab,” fortalte Ash, som han også kom igennem hans sandwich. Havde jeg nogensinde nævnt, hvor hurtigt han spiste? Da jeg havde fået taget 3 bider af min, havde han allerede fisket sin næste op. Madpapiret blev krøllet sammen og smidt ved de andre sammenkrøllede papirer. Jeg nikkede til hans kommentar, imens jeg smilede for at forsikre ham om, at jeg forstod ham.

Jeg kravlede hen over for ham for at fiske termokanden med kakao op, som jeg så derefter skænkede op i to glas.

”Jeg tror aldrig, at man før har haft kakao med på picnic,” lo Ash.

”Du må vise mig den picnik-regelbog, før jeg ved, hvad fanden der er rigtig og forkert,” vrissede jeg drilsk og førte koppen op til læben, hvor jeg derefter drak de længselsfulde magiske dråber.

”Jeg tror ikke, at der eksisterer sådan en bog,” fnøs han og drak selv af sin kakao, trods han ikke rigtig viste interesse i den magiske eliksir.

”Så lav en,” fnøs jeg. Hans afslappede smil var bare så sødt, at alt lige nu falmede og blev til tåger. Jeg huskede tilbage til, da jeg ankom til stedet. Hvordan kunne han have skjult det smil? Han var som kysset af engle. Jeg satte mit glas ned og lænede mig ind over ham, for at kysse ham blidt.

”Så bliver det senere,” mumlede Ash på mine læber, hvilket fik mig til at le, da jeg allerede glemt alt om den ’picnic-regelbog’.

Da jeg trak mine læber fra hans, lagde han sig ned på maven og bad mig give ham massage, eftersom en muskel havde sat sig fast efter dagens træning. Tøvende satte jeg min egen kop og begyndte så at massere hans bare ryg, imens jeg betragtede markeringen af alle hans muskler. Bare fra ryggen kunne man gætte sig til, at han var muskuløs. Jeg havde aldrig rigtig masseret nogle og vidste derfor heller ikke, hvor man rigtig skulle trykke, og da jeg endelig fandt stedet, trykkede jeg åbenbart for hårdt.

”Du er en elendig massør. Ved du godt det?” brummede Ash, som han lå med hovedet mast ned i tæppet. For at irritere trykkede jeg kun endnu hårdere.

Da jeg havde masseret ham i noget, der havde føltes som en evighed, mente han, at jeg også fortjente en tur. Jeg fandt det upassende at ligge i BH, men Ash forsikrede mig om, at folk i parken var van til den slags. Han fortalte, at det endda ikke var unormalt at se folk have sex ude i det åbne her i parken, og så havde jeg ikke flere argumenter.

”Jeg har egentlig villet spørge længe, men hvordan har du det med de ar, du har fået?” spurgte Ash, som han masserede mig, og jeg måtte sige, at det føltes skønt. Da han spurgte, spændte jeg nervøst kroppen, da arene mindede mig om min tid nede i cellen, hvilket ikke var noget, jeg på nogen måde var stolt af.

”Jeg har ikke rigtig tænkt over det,” indrømmede jeg mumlende, som jeg lænede kinden mod min underarm. Jeg lå med lukkede øjne, da jeg mest af alt blot ville udnytte tiden.

”Blev du pisket længe?” fortsatte Ash, der ikke havde i sinde at droppe emnet. Det var vel pay-back fra den nat, hvor jeg havde udspurgt ham omkring Owen.

”Ja og nej. Nogle gange kunne gå der måneder imellem piskningerne. I starten var det meget sjældent, men efterhånden blev det oftere, som jeg også blev ældre og mere modstridende,” mumlede jeg og huskede tilbage til den åbne sal, hvor jeg ufattelig mange gange havde fået skrig til at runge mellem væggene. Jeg pressede øjnene hårdere sammen.

”Jeg er ked af, at vi ikke fik dig ud før,” hviskede Ash og stoppede med at massere mig. Jeg rullede rundt og kiggede på ham med et spørgende blik. Hvad mente han med det?

”Noget før? Kunne I havde reddet mig noget før?”

”Nej. Jennifer kom en dag hjem og fortalte om et anonymt tip, der hed, at den gamle Soldier-chefs datter var fanget i et fængsel i Mamucium. Det var vores pligt at få hende ud. Altså dig,” smilede Ash og bukkede sig ned for at kysse mine læber. Jeg trak dog hovedet væk fra hans, da mit hoved pt. fokuserede på andre ting.

”Anonymt tip? Så I anede intet om min eksistens for Jennifer på mystisk vis kommer hjem og fortæller, at hun ved, hvem jeg er, og ligefrem hvor jeg befinder mig? Var det ikke Jennifer, der ifølge Lionel har haft noget kørende med ham?” Jeg skubbede mig op at sidde med en spørgende rynke i panden:

”Lionel vidste, hvor jeg var. Han sagde, at grunden til at min far blev fanget, var, at han prøvede at redde mig. Lionel havde noget kørende med Jennifer. Han fortalte, at han havde vendt hende imod jer! Kan du ikke se, hvad det betyder?”

Ash lignede et spørgsmålstegn, som jeg begyndte at fortælle det.

”Det anonyme tip må være fra Lionel. Det må være en del af en plan. Ligesom det smil han havde på læben efter kaosset på baren. Det er en fælde. Det må det være!”

 Ash rejste sig op og kørte en hånd igennem håret, som han åbnede munden for at sige noget. Der kom dog aldrig andet ud end bandeord. Til sidst bøjede han sig ned og stak en hånd ud, jeg tog imod.

”Jeg tror, vi må droppe den her fridags-idé.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...