Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

63Likes
74Kommentarer
5512Visninger
AA

12. Elvte kapitel

Scarlett 

  Jeg sad og trommede fingrene ned i bordet, imens jeg drak af mit lille glas øl. Den velkendte smag for delte sig i min mund, og jeg slappede efterhånden mere og mere af. Vi var samlet efter racerløbet, der ikke ligefrem var endt i en succes – eller, det var der delte meninger om. Archer havde hørt historien, og han havde som det første spurgt mig, om jeg havde det fint. Da jeg havde svaret ja, havde han forslået, at jeg nok alligevel skulle opsøge en læge. Det havde Owen gjort, for han var ikke stoppet med at kaste op. Det viste sig dog, at det mest skyldes en influenza. Efter et par stærkere piller, sad han her nu. Han virkede dog ret høj.

  ”Det værste man nogensinde kan gøre, er ikke at melde sig ind i Soldier. Jeg advarer jer alle nu: kør aldrig med Scarlett!” Fortalte Owen, imens han fægtede med armene for at lægge tryk på, at det var ALDRIG. Jeg rystede på hovedet, imens jeg lo en anelse.

  ”Så du snakkede om en revanche?” Sagde Ash og sænkede sit store ølkrus. Der skulle ikke meget til, før han blot blev en anelse mere imødekommende.

  ”Sandt,” nynnede jeg og satte mit skuffende krus. På grund af episoden tidligere, måtte jeg stadig holde mig til de små rationer.

  ”Så bliver det sgu uden mig,” hvæsede Hayley. Hun vendte hovedet mod udsigten af det falske vindue i baren, som hun betragtede ’bygningerne’.

  ”Jeg er heller ikke frisk,” sagde Owen halvkvalt. Han havde svært ved at fokusere på hans øl, og det endte med, at Archer tog den fra ham. Archer sad selvfølgelig og drak en kop te.

  ”Måske skulle vi også vente til, at Scar faktisk kan køre bil. Ellers ender det jo med massere af smadrede biler, eftersom hun aldrig vil vinde,” sagde Ash. Der var det igen. Scar. Mit hjerte begyndte at slå hårdt inde i brystet, og jeg fik et større smil på læben. Det virkede ikke selv til, at han bemærkede det, men hver en lille detalje inde i mig tog imod det. Jeg lænede mig automatisk tættere på bordet, hvilket Hayley fangede med et hævet øjenbryn, da hun havde fjernet blikket fra ”vinduerne” igen. Jeg var dog nok beruset til ikke at reagere på det.

  ”Så, jeg tror, at jeg går til køjs. Det er ikke ligefrem fordi, at lægerne anbefalede det her. I ved – medicin og alkohol. Tjek lige om jeg er i live, ikke? Ellers kommer jeg fandme og hjemsøger jer. Især dig, Hayley,” begyndte Owen, da han rejste sig op. Ash rejste sig også op, da han mente, at Owens balance nok ikke kunne nå hele vejen hen til elevatoren og oven på. Jeg mumlede et hej, da de gik, og så blev der ellers lagt en tavshed over lokalet.

  Jeg nippede igen til øllen og satte den ellers på bordet. Det var ikke ligefrem let at få en samtale op at køre. Jeg var selv ringe til det, og det virkede til, at Hayley og Archer var endnu værre. Et tavst par. Kort strejfede tanken mig, om de også var stille i sengen. Det var helt klart alkoholen, der snakkede nu. For ikke at mumle et eller andet åndsvagt, skubbede jeg i stedet en hårlok om bag øret, hvilket bare var et lille skridt tættere på dengang, hvor det altid hed hestehale. Jeg bemærkede, at jeg ellers siden altid havde fortrukket håret ned over ansigtet.

  ”Woa. Måske skulle du få kigget på den der skramme,” sagde Archer, der åbenbart havde bemærket noget, min hårlok havde skjult. Han rakte ud efter stedet ved min kind og stoppede hans pege-og langefinger få millimeter fra min hud inden, at den blev mødt af en skulen fra Hayley. Så trak han svagt hånden til sig selv, og mumlede undskyldende.

”Måske skulle jeg få det tjekket,” sagde jeg til sidst. Jeg rejste mig op og mærkede først nu, hvor meget alkoholen havde af effekt på mig. Jeg bed tænderne sammen og tog fat om ryglænet.

  ”Skal jeg følge dig derhen?” Archer stod automatisk op, og det virkede denne gang ikke til, at Hayleys blik havde nogen effekt på hans handling. Jeg magtede dog ikke en jaloux kæreste, der ikke kunne tåle lidt venlighed, så jeg rystede på hovedet og stak mit bedste smil, der fik ham til at sætte sig ned tøvende igen.

  I starten vaklede jeg meget, men efterhånden fandt jeg fodfæstet ved lidt støtte fra væggen. Jeg gik ned af gangen der efterhånden var mennesketom. Jeg havde ærlig talt ingen anelse om, hvor lægerne befandt sig, hvis de endelig havde nogen. Jeg passerede dog en yngre dreng iført en gipsarm og en pige i en kørestol, så helt forkert var jeg ikke på den.

  ”Scarlett?” En råben stoppede mig, så jeg kiggede mig træt over skulderen og blev mødt af Maya med et stort smil på læben. Jeg trak selv svagt op i den ene mundvige og mumlede noget uklart, der vidst skulle have været et ’hey’.

  ”Hold kæft. Nogen har vidst drukket. Jeg hørte om episoden på banen i dag. Er du okay?” Hun smilede fortsat. Hendes kridthvide tænder stod fuldkommen i kontrast til hendes sydamerikanske kulør.

  ”Sådan da. Archer har lige sendt mig mod lægen, men sandheden er, at jeg ikke aner, hvor fanden den ’læge’ er.” Jeg rystede på hovedet og lænede mig op imod væggen, imens jeg lyttede på Mayas latter.

  ”Jeg skal også derned. Eames slog fortanden ud på en af sine elever, som han træner her sidst på aftenen. Forfærdeligt, ikke? Vi har ikke nogen tandlæger pt, så vi må prøve at få det bedøvet til smerten stopper. Så blev jeg også lige fanget af Ash, der ville have mig til at hente nogle flere piller til Owen,” himlede hun, imens hun fortsatte på sin prædiken. Det virkede ikke til, at hun havde i sinde at stoppe, og det fandt jeg rart. Jeg hadede akavede situationer og Maya virkede omvendt til, at hun ikke kunne lide at konkurrere med folk, der snakkede lige så meget som hende. Det fik mig til at slappe af, og sammen gik vi ned mod stuen.

***

  ”Jeg er ked af, at du skulle lappes sammen, Scarlett. Men det var da flot, at du kunne holde ud,” sagde en kvinde med kornbrunt hår, der hang i fedtede tjavser ned over hendes skulder. Hun havde dette typiske pædagogiske smil på læben, som jeg ikke kunne udstå:

  ”Maya er gået, men jeg kan godt følge dig tilbage, hvis det er. Maya sagde, at din stedsans ikke var den bedste angående bygningen.”

  ”Jeg klarer den,” bed jeg af hende. Jeg ønskede ikke, at jeg skulle udtale det sådan, men det var sagt og det kunne ikke rettes på. Hendes smil stivnede en anelse og hun trådte tilbage for at studere min kind, der nu først og fremmest var renset for derefter at blive syet. Min tot havde åbenbart gemt på det blod, der stadig var friskt. Det hang også i mit hår, så det første jeg skulle i morgen var at tage et bad. Nu havde jeg bare lyst til at tage en lur.

  ”Så her er lidt smertestillende. Tag ikke for meget. To piller burde være nok.” Hun gav mig et rødt pilleglas i hånden, og skuppede mig derefter direkte ud af lokalet. Så meget for én kommentar. Jeg fnøs og begyndte at gå tilbage.

 

  Jeg åbnede døren ind til værelset og gik direkte ud på badeværelset uden at skænke Ash et blik, der befandt sig et sted ovre i sengen. Jeg lukkede forsigtigt døren efter mig, så jeg ikke larmede. Det var trods alt hans værelse og ikke et delings et. Mon jeg nogensinde ville få mit eget værelse herinde? Jeg stod jo kun i vejen for Ash og hende pigen, jeg ikke kunne huske navnet på. En knude samlede mig i min mave, og jeg gik sukkende over til vasken, hvor jeg med rystende hænder begyndte at få blodet ud af mit hår, imens jeg forsøgte på ikke at røre mit sår.

  ”Hvad så?” Mit hjerte stoppede fuldkommen, da jeg hørte den stemme, der var roligere end, hvad den nogensinde havde været, når det var henvendt til mig. Jeg vendte mig chokeret om og opdagede Ash, der stod meget tættere på end, hvad jeg kunne klare.

  ”Jeg hørte, at du havde slået hovedet. Er du okay?” Modsat Archer trak han ikke hånden tilbage. Han rørte svagt ved min syning, og selvom det gjorde ufattelig ondt, klagede jeg ikke. Hans fingre bar blot en ganske svag berøring, men det føltes som, at de brændte ind igennem min hud. Flammerne virkede dog behagelige. Jeg vidste, at jeg burde trække mig fra ham. I stedet lukkede jeg blot øjnene i et kort øjeblik og mumlede: ”Mhh.”

  ”Jeg fik aldrig ønsket dig tillykke med pladsen, Scarlett.” Scarlett. Noget blev ødelagt inde i mig. Bare i et lille sekund. Min kind blev kold, da han langsomt fjernede hånden fra min kind. Han s ansigt lå i en mere afslappede udgave af, hvad det plejede at være, men seriøsiteten var der stadig.

  ”Tak,” tøvede jeg og prøvede at tyde hans ansigt, men da jeg intet svar fik, valgte jeg at gå ind og finde noget behageligt at sove i. Jeg nåede dog ikke ret langt inden, at hans hånd fandt min. Jeg nåede kun at løfte blikket inden, at hans læber var mod mine. Jeg var så forfærdet, at jeg ikke lyste med det samme. Så svarede mine læber igen. Heldigt – for min hjerne var fuldkommen i koma. Hvorfor fanden kyssede han mig? Vi gik over det kølige badværelsesgulv uden at afbryde kysset, indtil mit hoved hårdt slog mod væggen. Jeg kom med en klagende lyd og jeg mærkede hans læber, der rystede svagt af en latter. Han lo faktisk.

  Efter godt et minut flyttede han endelig hans hoved og betragtede mig derefter med et uklart syn. Han var åbenbart mere beruset end, hvad jeg lige havde fanget. Det var kun i et sekund. Så fandt hans grønne øjne igen gennem tågen og hans afslappede ansigt blev alvorligt. Jeg bemærkede, hvordan hans kæbe begyndte at spændes mere og mere. Det værste var dog, da han åbnede munden og snakkede:

  ”Det skulle jeg ikke have gjort.”

  Jeg gik i stå. Fuldkommen. Hver en del af mig lystrede ikke, da han derefter gik ud af det lille badeværelse uden at kigge tilbage. Han lukkede døren efter sig, og der stod jeg så – mere forvirret end nogensinde. Det var måske en løgn, at jeg var fuldkommen i stå. For mit hjerte slog så hårdt i mit bryst, at det snart ville eksplodere. Hvorfor kunne jeg ikke bare gå i stå? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...