Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

63Likes
74Kommentarer
5502Visninger
AA

19. Attende kapitel

Scarlett

Jeg lukkede døren efter mig og prøvede at guide mig frem til luftmadrassen igennem værelset, men den var ingen steder at se. Havde jeg misset den i mørket? Jeg begyndte at gå i små cirkler og endte nu ved sengens kant, hvor jeg førhen havde passeret madrassen. Måske havde han rykket den?

”Ash?” Min stemme rystede svagt, da jeg skingert spurgte efter ham i mørket. Mest af alt ville jeg blot tænde lyset, men jeg ville ikke vække ham, hvis han lå og sov. Så jeg bandede i stedet lavmeldt, da der intet svar kom. Var det mig, eller var her koldt? Pludselig syntes jeg, at temperaturen i lokalet var faldet flere grader. Jeg bed mig i underlæben og prøvede at koncentrere mig. Hvor var den forbandede luftmadras?

Jeg stoppede i mine bevægelser, da jeg mærkede noget koldt i min nakke. Det havde føltes som et vindpust, hvilket var umuligt. Her var jo ingen vinduer. Jeg knyttede hænderne ned langs siden og vendte mig om, men der var intet at se. Fantasien måtte spille puds med mig. Jeg begyndte så at falme rundt i mørket igen, indtil min tå sparkede til sengekanten. Stønnede stoppede jeg op og bukkede mig forover.

Der mærkede jeg to hænder der tog mig på hoften, og da jeg rejste mig op for at vende mig om, blev en stærk hånd lagt for min mund. Fuck. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, og jeg prøvede ihærdigt at skrige igennem hånden, men ikke en lyd slap ud. Så i stedet begyndte jeg at fægte med arme og hænder, hvilket heller ikke ligefrem var let, da den anden hånd hurtigt fik styr på mine arme.

”Scarlett, det er bare mig,” hviskede en velkendt stemme i mit øre, og jeg slappede af. Ash. Han havde fandme skræmt livet af mig! Jeg ville til at skælde ham ud, men så huskede jeg hans øjne tideligere, og jeg sukkede. Jeg vendte mig om, og ved at fokusere, kunne jeg ane kanten af de dybe grønne øjne fra den første dag.

”Du skræmte mig,” hviskede jeg. Jeg mærkede hans hånd, der fumlende fandt min i mørket, og han klemte den for at fortælle, at alt var i orden.

”Det var ikke min mening,” mumlede han og tog hånden op til hans læber, hvor han blidt kyssede den. Skete det virkeligt? Hvornår var Ash blevet venlig? Jeg tog mig selv i at stå med åben mund, og jeg lukkede den derfor. Det faktum, at Ashs læber pt. var placeret i mod min hånd fik mit hjerte til at slå så hurtigt, at det brød stilheden, der var over lokalet.

”Hvor er luftmadrassen?” Jeg prøvede at trække samtalen over på noget andet. Jeg kastede et tomt blik ud i mørket mod det sted, hvor jeg var sikker på, at luftmadrassen havde været, da jeg forlod lokalet for en halv time siden.

”Jeg fjernede den,” sagde han blot. Ingen forklaring på hvorfor. Jeg huskede mig igen på, at dette ikke var min dag. Jeg ville ikke være egoistisk, så jeg valgte at godtage hans korte forklaring. Jeg spurgte derfor heller ikke ind til, hvor jeg så skulle sove.

”Du skal vide, at jeg er ked af, hvordan jeg har opført mig over for dig. Jeg ved ikke, hvad der er gået af mig,” hviskede han. Jeg kunne dog stadig skildre ordene fra hinanden, hvilket måtte betyde, at han var tæt på. Jeg sagde intet. Jeg skulle ikke sige noget. Jeg bed mig i læben og sank mundvandet, der hobede sig op i min mund. Jeg måtte ikke være egoistisk i dag.

En bevægelse fra ham rykkede os over på seng, hvor jeg blev placeret med ryggen mod sengelinned. Så lagde en vægt sig over en krop, hvilket fik mine muskler til at spændes.

”Jeg håber, at det er noget, jeg kan gøre om på,” mumlede han. Jeg åbnede munden for at sige, at han var tilgivet, men jeg huskede mig på mine ord og lukkede den igen. Jeg mærkede hans hånd, der kørte igennem mit hår, som han lagde sig oven på mig. Mine tanker sværmede rundt i hovedet, og det blev ikke bedre, da han pressede hans læber imod mine, der i dag smagte en del af salt. I et splitsekund fortalte min hjerne mig, at dette var en dårlig idé. Jeg var egoistisk. Jeg udnyttede ham, som han var påvirket. Men kysset blev heftigere, og mine tideligere tanker forduftede. Jeg nåede slet ikke at overveje, om han måske snart ville trække sig væk og sige, at dette var forkert.

Det øjeblik kom dog ikke. I stedet mærkede jeg hans stærke hænder, der flyttede sig fra mit hår til mine arme, hvor han begyndte at befri dem fra ærmerne på den jakke, jeg havde taget over kjolen. Jeg var taknemmelig for, at jeg lå blødt i hans seng, for let var han ikke. Da ærmerne var befriet fra mine arme, havde jeg lettere ved at finde hans ansigt med hænderne i mørket. Han havde dog ikke samme planer. Han lænede sig op, og trak mig med uden at afbryde kysset, som han nu begyndte at lirke min kjole op over hovedet, hvilket var lidt af et projekt. Så måtte jeg jo blot spille med, fortalte jeg mig selv og fik hans T-shirt af. Da jeg kun sad i undertøj og ham i bukser, lagde han os ned på sengen igen. Hans læber forlod mine læber kolde, som de rykkede sig ned over min hals i stedet. Jeg mærkede ham endda lave et sugemærke et enkelt sted i hulningen mellem hage og hals. Jeg kunne ikke meget andet end lukke øjnene og nyde dette, som det var. Hvor håbede jeg bare, at det ikke blev til en kold afvisning i morgen.

 

***

Jeg åbnede øjnene, da noget lavede en dunkende lyd. Der var stadig fuldkommen mørkt i lokalet, og jeg kunne regne ud, at lyden ikke stamme fra Ash, da han lå trykket ind til mig med afslappede vejrtrækninger. Den dunkende lyd kom igen.

”Hvordan våger du at kigge sådan på hende?” Råbte en stemme indefra, som jeg svagt genkendte som Hayleys. Jeg bed mig i læben og lukkede øjnene. Jeg hadede skænderier, og endnu værre hadede jeg at overvære dem.

”Hvorfor er du sådan? Slap dog af,” råbte en stemme tilbage. Archer. Jeg bed mig i læben, og spidsede automatisk mine øre, trods jeg vidste med en mavefornemmelse, at jeg burde lade være. Hvem var det, som de snakkede om?

”Hvorfor hende?” Den kvindelige stemme skreg nu direkte. I en skinger tone hvilket måtte betyde, at hun græd:

”Hvad har du imod mig?”

Stemmerne sank og jeg kunne ikke længere tyde ordene. Jeg måtte ryste samtalen ud af mig. Hvorfor interesserede det mig overhovedet? Hayley og jeg kunne jo slet ikke sammen, og Archer.. ja.

Jeg mærkede Ashs arme stramme sig om mig, hvilket måtte betyde, at han også havde lyttet til skænderiet. Jeg mærkede et blidt kys bag øret, der fortalte mig, at alt kunne være lige meget, for jeg lå her. Lå i Ashs arme. Havde sovet i Ashs arme. Havde gjort det i hans arme.

Mon han også havde lagt sådan med hende pigen fra baren? Jeg trykkede øjnene sammen og lukkede tanken ude. Nu var jeg egoistisk igen. Jeg måtte for alt i verden ikke være egoistisk. I stedet huskede jeg på de ord, Maya havde sagt til mig.

”Ash har mere brug for dig, end hvad jeg har,” havde hun sagt, og lige meget hvor meget jeg hadede det, vidste jeg, at hun havde ret.

For at bryde tavsheden der lå over rummet og den akavede tanke fra min side af, begyndte jeg at gruble på, om jeg skulle trøste Ash. Altså ikke bare gøre som han ønskede – men snakke med ham: trøste ham.

”Hvor længde har Owen og dig været venner?” endte jeg med at hviske. Jeg vidste, at Ash nok ville hade mig for at spørge ind til ham, men jeg havde af min far lært, at sorgen kun er hårdest at bære, hvis man ingen har den at bære med. Så jeg måtte lytte til min fars ord.

”Siden jeg kom hertil som 4-årig. Dengang rendte vi rundt med legetøjspistoler i gangene og skød på hinanden,” fortalte han med en tør stemme. Jeg forstillede mig Ash som fireårig. Med mørkebrunt hår og to manglende fortænder, og selvom stemningen var trykket, fik det et svagt smil frem på mine læber.

”Har I altid været Soldier-makkere?” Hviskede jeg.

”Var,” sagde han blot, og jeg nikkede svagt, selvom han ikke ville kunne sige det i mørket.

”Var I altid soldier-makkere?”

Han svarede dog ikke. I stedet kyssede han mig blot bag øret igen, og så slap hans hænder mine. Jeg sukkede svagt og blev liggende, som hans dyne nu også flyttede sig fra mig. Jeg kunne nu for alvor mærke, hvor køligt her var. Jeg lukkede øjnene hårdt i og hviskede:

”Jeg håber, at du tør åbne op en dag, Ash. Du kan ikke holde alt inde.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...