Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5598Visninger
AA

3. Andet kapitel

  Ash

  I det samme kom en masse mennesker løbende imod os og skudende hang om ørene på os. Vi havde trådt hen foran pigen, så vores ben bedst muligt beskyttede hende for mulige skud. Hun måtte ikke blive ramt. Det var vigtigt. Mænd fald på stribe. For mig kunne det ligeså godt være en film. Jeg følte på ingen måde, at jeg selv stod med pistolen i hånden og var herre for gerningen.

  "Ramt," råbte Jennifer bag mig i et irriteret tonefald. Hun stoppede dog ikke med at sende en regn af patroner efter mændene. Det var ingen hemmelighed, at Jennifer var meget bedre med en pistol, end jeg var.

  "Er du OK?" Jeg fortsatte med at skyde, imens jeg trak endnu en pistol op af lommen. Hvorfor ikke bruge 2 pistoler, når man havde begge hænder til rådighed? Jeg kunne godt lide stødet, som pistolen afgav. Det fik mine armmuskler til at spændes af ren adrenalin.

  "Det ramte mig i maven. Jeg tror ikke, det ramte noget," sagde hun imens hun fortsat skød. Jeg nikkede svagt og mærkede selv en kugle, der gnavede sig ind i mit lår. Det var så tæt på, at det havde ramt pigen direkte i hovedet. Jeg gispede både af smerte og af lettelse. Derefter bed jeg tænderne sammen og smed den ene pistol på gulvet, så jeg kunne lade den anden, der var løbet tør.

  "Hey Ash. Hvor fanden er I?" Denne gang talte Hayley i mit øre. Hendes stemme var i forhold til Jennifers mindre rolig og mere rasende. Jeg kunne forstille mig, at hendes mørkebrune hår strittede direkte ud i luften af bare raseri.

  "Ud fra salen løb jeg ned af en gang og derefter til venstre. Vi befinder os for enden af denne gang. Vi er lige foran en elevator," sagde jeg og begyndte igen at skyde. Jeg ramte en mand lige i brystet, der var kommet forholdsvist tæt på. Hans mund udstødte en klam lyd og derefter hang hans blod op af væggen. Det burde påvirke mig. Det gjorde det ikke.

  "Vi er på vej. I skal snart ud. Ellers bliver vi fanget. Snart lukker porten og bilen kan ikke komme ud." I det samme kunne man høre skud, der rungede igennem væggene. De tilhørte pistoler med langt mere kraft end dem, Jennifer og jeg havde i bælterne. Ingen længe var Jennifers side fyldt med døde mænd. Der kom ikke flere.

  "Ash. Du samler pigen op, så tager jeg din side," sagde Jennifer og kastede kort et blik over skulderen i sin tideligere retning for at være sikker på, at der ikke kom flere. Så trådte hun over pigen, som jeg dernæst samlede op. Hun skød 2 mænd fra min side.

  Derefter gik det stærkt. Vi løb så hurtigt vi kunne. Jeg kneb læber og øjne sammen af smerte, hver gang at mit ramte ben fik vægten. Jeg havde lagt min pistol, så jeg var ubevæbnet. Derfor måtte Jennifer bedst muligt beskytte både min front og min ryg. Heldigvis kom der ikke flere.

  "Jeg sagde jo, at vi var på vej," sagde Hayley, da hun åbnede en jerndør. Havde vi ikke hørt hendes stemme, havde vi overset, at den var åbnet. Jeg mærkede en kroget hånd, der tog fat på overarmen og trak mig ind i lokalet. Jeg kneb øjnene sammen, da jeg så, det var Archers. Jeg trak hurtigt overarmen til mig og gav mig i stedet til at få et overblik over lokalet. Vi befandt os i et laboratorium af en art. Hvad mon her foregik?

  "Vi har ikke lang tid endnu. Den bedste mulighed er at smadre et vindue," fortalte Archer. Jeg kneb øjnene sammen. Jeg havde aldrig brudt mig om Hayleys kæreste, selvom vi nu i 2 år havde været på samme team.

  "Fint," sagde Jennifer, der lige nu stod op af døren og lyttede efter. Hun drejede en lås om og gik hen mod vinduerne, hvor der foran stod en lang række borde. Hun tog en høj skammel på vejen og svang den igennem luften, så benene ramte glasset. Ruden blev med det samme knust. Hun bankede stykkerne af, der hang og virkede faretruende. Vi kunne ikke have, at vi rev os på stykkerne, imens vi sprang ud. De andre sprang ud af vinduet. Jeg betragtede pigens udtryksløse ansigt, imens jeg ventede på, at det blev min tur. Jeg trak hende længere op i min arme og kravlede med besvær op på bordet og hævede hende ud af vinduet, hvor Archer tog over. Derefter kravlede jeg selv ud. Jeg åndede den friske luft ned i mine lunger og gispede let.

  Ingen længe kunne vi se 2 lygter, der stod i kontrast til alt mørket. De kom nærmere. Siden på bilen blev åbnet og Owens ansigt kom til syne. Han havde som altid sit drengede smil på læben, der fik hans Mohawk til at ligne en glorie. Vi sprang ind i ladet på den hvide VW varevogn og satte os op af væggen.

  "Er det hende?" spurgte Owen, da han lukkede for bilen og satte sig ned ved siden af Jennifer, der havde fundet noget at trykke imod hendes mave. Man kunne tydeligt se, hvor hurtigt de hvide stof blev farvet rødt. Jeg nikkede.

  "Har I en tang?" Mumlede jeg. Med det samme greb jeg den lille metaltang, Hayley havde kastet igennem luften. Jeg rettede ud på mit ben og fandt stedet, hvor kuglen havde gnavet sig ind i benet. Til mit held havde mine bukser været så tykke, at de havde taget det meste af farten fra kuglen. Jeg kunne derfor blot pille kuglen ud med mine fingre. Der skulle dog ikke bakterier i såret, så jeg tog den med tangen og bed tænderne sammen, da jeg mærkede det iskolde metal mod mit kød. Kuglen landede 2 sekunder efter på gulvet, hvor den trillede ned i den anden ende, da bilen satte i fart.

  "Er hun uskadt?" Hayleys tonefald fik det til at lyde som, hun var en vigtig vase, der ikke måtte gå i stykker. Det var hun i princippet også. Det var bare ikke let at se, når hun udelukkende var af ben og skind.

***

Scarlett

  Jeg var død.

  Det kom fuldkommen bag på mig, at himmelen eksisterede. Jeg var ikke kristen. Der var stort set ingen længere, der var tilhængere af en tro. Det var for længe siden bevist, at alting hang sammen med videnskab. Derfor kom det også bag på mig, at jeg lige nu lå og dasede på en sky. Den var så blød, at jeg ikke tænkte på andet end det faktum, at jeg lå godt. Jeg kom i tanke om solen. Jeg havde ikke set den længe. Mon jeg var tættere på den nu? Jeg åbnede øjnene.

  Værelset var mørkt. Jeg måtte knibe øjnene sammen for, at jeg kunne ane et omrids, der måtte tilhøre en dør. Hvor var jeg? Jeg var for træt til at sætte mig op, så jeg blev liggende og kiggede blot ud i det fremmede værelse. Jeg havde heller intet imod at ligge i denne seng. Den var fantastisk blød. Havde jeg ligget på i en feltseng, ville jeg stensikkert også være mere end tilfreds.

  Efter et par minutter, hvor jeg næsten var faldet i søvn igen, valgte jeg at sætte mig op på albuen, hvilket fik mig til at skære tænder. Hele min vægt lå på denne albue. Jeg valgte derfor at trække min overkrop op, så jeg lå med ryggen mod sengegærdet, hvilket var bedre.  Jeg stirrede stadig ud i rummet og prøvede at samle tankerne. Hvordan var jeg endt her? Det sidste jeg huskede var fremmede, grønne øjne, efter jeg var trukket ud af min celle. Det var ikke svært at regne ud, at jeg ikke længere befandt mig i samme bygning. Men hvor jeg var, og hvorfor jeg var her, havde jeg ingen anelse om.

  Mine tanker blev afbrudt af min mave, der rumlede. Jeg var god til at ignorere den slags. Det havde jeg gjort i 5 år, hvor jeg havde levet på brød og vand. Jeg lagde hovedet på skrå og bemærkede en bakke, der stod på sengebordet ved min side. Selv i mørket kunne jeg se den hvide væske, der lå i glasset. Det tog mig 20 sekunder at regne ud, at det var mælk. Hvorfor havde personen ladet glasset stå? Var det til mig? Jeg langede i rystende bevægelser ud efter glasset og tog i et rystende greb fast om det. Jeg kunne allerede fornemme de gyldne dråber på tungen, inden jeg fik hældt væsken ned i halsen. Da det rørte min tunge, gispede jeg lavt. Jeg havde glemt, hvor meget jeg elskede mælk.

  Ingen længe var glasset tømt og lå nu ved min side i sengen. Jeg havde kvalme. Jeg huskede, at min far havde fortalt mig, at mælk var noget, menneskene i generationer havde vendt sig til at drikke. Havde ens krop ikke fået mælk fra en tidelig start, ville kroppen ikke kunne tåle det. Det var, hvad der skete med mig nu. Til mit eget held kastede jeg dog ikke op.

  Jeg kunne ikke blive liggende her. Jeg ville vide, hvor jeg var. For hvor var jeg? Uanset hvad vidste jeg, at jeg måtte væk. Derfor svang jeg kejtet benene ud over kanten. Det gik så stærkt, at jeg i det næste øjeblik lå på gulvet. Bandene fik jeg trukket mig op med støtte fra gærdet. Jeg satte mig på kanten af sengen og overvejede, hvad mine muligheder ville være. Jeg manglede et våben.

 

  Jeg bemærkede skuffen, der sad i det sengebord, hvorpå bakken stod. Det kunne være, at idioten der havde lagt mig her, havde et våben gemt deri? Jeg lænede mig en anelse forover og stønnede lavt, da mine ribben klagede. De skulle for alt i verden ikke stå i vejen for min flugt. Jeg skulle bare ud nu. Til mit held fandt jeg en lille sort pistol, der ikke så svær ud at udnytte. En Glock. Ved dens side lå 2 magasiner. Jeg tog det ene og slog det op i pistolen og lagde derefter pistolen og det andet magasin. Så rejste jeg mig forsigtigt op og kunne til min egen overraskelse stå, hvis jeg blot koncentrerede mig om at balancere rigtigt.

  Jeg tog et skridt og mine knæ bukkede sammen, som var de tynde grene, som en person knækkede over. Jeg ville dog ikke stoppe min plan. Derefter begyndte jeg langsomt at kravle igennem værelset og hen til den nærmeste dør, der sad op af en sidevæg fra sengen. Jeg trak mig op ved hjælp fra håndtaget og åbnede døren. Med støtte fra dørkarmen stod jeg og betragtede klædeskabet, der var stort. Det var på størrelse med værelset. Mon her også var et toilet?

  Jeg rystede tanken af mig og trådte med et meget forsigtigt skridt ind i lokalet. Jeg blev på benene. Lettende tog jeg endnu et skridt og var stadig på to ben. Efter fem skridt var jeg henne ved en stol, der stod placeret midt i skabet. På stolen hang en jakke over ryggen, der tydeligvis var for lille til at klæde en mand. Sammenfoldet ovenpå et par armymønstrede bukser, lå en sort tanktop. Ved foden af stolen stod et par militærstøvler, der ville gå til lige under knæene. Det var virkelig en underlig påklædning. Jeg kunne nu regne ud, at disse mennesker havde et militæragtigt job.

  Jeg kiggede ned af min nutidige påklædning. Jeg var iført en stor grå T-shirt, hvorpå der stod: ”I’ll fight for free burgers”, hvor der underneden var printet en sort-hvid burger. Jeg himlede med øjnene og trak T-shirten over hovedet. Nu kom blonderet sort undertøj til stede. Hvordan fanden var jeg kommet ned i dette?! Jeg bed tænderne sammen og trak i irriterende tag tanktoppen ned over kroppen. Jeg kunne regne ud, at den ville fremhæve mine udsultede ribben. Derfor var jeg taknemmelig over, at bukserne var en anelse posede og derfor ikke fremhævede mine ben. Det var sgu altid noget. Jeg satte mig ned på stolen, og fik med besvær støvlerne på, der var et nummer for små. De var dog bedre end bare tæer. Jeg tog jakken og lynede den op til brystet, så den var åben, resten af vejen. Af ren gammel vane skuppede jeg ærmerne op til albuerne. 

  Kort efter befandt jeg mig på en lang gang, efter jeg havde trådt ind igennem værelset igen og hen til den dør, jeg havde bemærket da jeg vågnede. Så langt som jeg kunne se, var der ens døre. Uden for den dør, hvor jeg stod, stod 0029 på en sølvplade over navnet ’Ash’.  Ash var et mandeligt navn, ikke? Jeg rystede på hovedet og mindede mig selv om, at jeg skulle ud. Jeg havde lagt Glocken i min hånd, så jeg kunne skyde med det samme, hvis der kom nogle. Derefter begyndte jeg langsomt at gå, hvilket ikke var lydløst. En smertende stønnen undslap min mund, hver gang jeg tog et skridt. Derfor bruge jeg min venstre skulder som støtte mod en væg, så det kunne blive en anelse mere smertefrit. Efter 3 minutter nåede jeg enden af gangen og stod nu ved en elevator, der lignede det fængsel, som jeg kom fra. Var jeg overført til en anden bygning? Jeg bed mig i læben og trykkede på pilen, der kaldte elevatoren ned eller op til mig. Efter blot 20 sekunders venten, åbnede dørene sig. Jeg gispede af lettelse, da elevatoren var tom. Jeg trådte ind i elevatoren og kunne til min lettelse se, at huset blot var på 2 etager, hvor jeg befandt mig på den øverste. Jeg trykkede derfor, at jeg ville ned. Andre muligheder var der jo ikke.

  Elevatoren åbnede ud til det, der lignede enhver lounge på et dyrbart hotel. Jeg kunne se skydedøren, der befandt sig 30 meter længere henne i lokalet. Imellem var der en disk, hvor en kvinde med løst hår og store læber sad og snakkede med en fragtmand. I en sofa sad en dreng på de 15-16 år og lyttede til musik, imens han læste et blad, og ved hans side sad en 4-årig pige og malede i en malebog. Ellers gik voksne og unge mennesker igennem loungen og førte lave samtaler, som var det normalt at gøre. Hvad fanden var dette for et sindssygt sted? Jeg stak pistolen ned i min bukselomme og trak jakken ned, så den dækkede stykket der stak op. Så kastede jeg mit lange hår ned over halsen, så det bedst muligt skjulte, hvor tynd jeg så ud. Måske kunne jeg smelte mig ind imellem alle disse mennesker?

  ”Havde du brug for noget frisk luft, Scarlett?”  Spurgte en mandelig stemme. Ejermanden havde ufattelig grønne øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...