At elske er at tilintetgøre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Året er 2213. Maya skriver dagbog, en dag ændre hendes hverdag sig brat. Hendes lidt skøre onkel er opfinder og får opfundet en eliksir, der kan føre ham til fortiden (det vi kalder nutiden). Men af en eller anden grund bliver han byttet ud, så en dreng ved navn Mads dukker på i år 2213. Maya og Mads udveksler hver især informationer om den verden, de lever i. Bare med 200 års mellemrum.
Maya får en helt særlig følelse sammen med Mads, men kan det lade sig gøre, at være forelsket når de slet ikke opbrindligt er bestemt til at leve sammen.

2Likes
3Kommentarer
446Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Dagbog, du ved, hvordan min dag går, men i dag blev den speciel fra de andre. Det begyndte, da jeg tog over til onkel Ethan. Han har alle sine eksperimenter i kælderen. Da han gik igennem sin test blev resultatet, at han blev læge. Noget han aldrig har været helt tilfreds med. Hans drøm har altid været at eksperimentere. Så trods af reglerne bruger han alt sin tid, når han har fri på at opholde sig nede i kælderen i selvskab med alle hans dingenoter. Jeg låste mig som altid ind og smuttede ned i kælderen. Jeg kan stadig huske det tydeligt. Da jeg trådte ind i kælderrummet, blev jeg straks omgivet af røg. Det lugtede så skrækkeligt, at jeg måtte tage min bluse for munden. Jeg gik så gennem lokalet og styrede omhyggeligt uden om alle ledningerne der første over gulvet. Jeg fik mirakuløst fundet vinduet og åbnet det. Røgen begyndte langsomt at sive ud, og jeg stod og ventede, mens jeg kunne se mere og mere. En skikkelse kom til syne ved det fjerneste bord i lokalet. Der onkel plejer at have alle sine eliksirer. Jeg begyndte langsomt at gå derhen ad. Jeg fik et lille smil på læben. Det var altid sjovt at lave lidt fis med onkel, hvad end han havde lavet. Jeg var nu næsten henne ved ham. Røgen fik ham til at se lille ud. Han roede rundt på bordet og stønnede højlydt. Jeg stod nu bag ham.                                                                                                                                   

”Bøh!” råbte jeg, og han gav et forskrækket spjæt fra sig. Han vendte sig om. Det var først nu, det gik op for mig. Det var ikke onkel. Jeg stod nu og stirrede ind i et par mosgrønne øjne kun lidt højere oppe end mine. Jeg stod et øjeblik og beundrede dem, men så satte skikkelsen i løb. Væk fra mig.                                                                                                                                                                

”Hvordan finder man ud herfra. Jeg kan ikke se en skid.” lød en ru drengestemme.                                       

”Vent lidt.” sagde jeg så roligt, jeg kunne, han virkede rimelig forskræmt. ”Hvad er der galt?” Røgen var nu forsvundet helt fra rummet, og jeg kunne se ham tydeligt. Det første der fandt mig ind var hvor noget sjovt tøj, han havde på. Det lignede det fra historie bøgerne. Det samme med hans frisure. Der var noget i hans hår, der fik det til at glinse. Men nu havde han fået øje på døren og stormede ud. Jeg løb efter ham. Nysgerrig efter at vide hvem han var, og hvorfor han befandt sig i min onkels kælder? Han løb ovenpå og stoppede op inde i stuen. Han kiggede underligt rundt. En forvirret rynke tog form mellem hans øjne. Han stirrede ud, af det store panorama vindue der fører ud til gaden, hvor folk kørte rundt i deres selvstyrende biler.                                                                  ”Hvor er jeg?” spurgte han vist mest til sig selv. Men jeg svarede nu alligevel.                                          

”Ja altså, du befinder dig her på jorden d. 16 maj år 2213 i den nordlige halvdel af byen Obama.”             

”Tager du gas på mig?” spurgte han måbende. Jeg kiggede undrende på ham.                                          

”Jeg har ikke noget gas.” Han virkede lidt underlig. Men jeg kunne ikke tage blikket fra ham. Fra hans øjne. Han gloede og sank en klump.                                                                                             

”Påstår du, at jeg befinder mig i år 2213?” spurgte han dumt. Jeg nikkede nu alligevel.                                     

”Hvordan det? Jeg sad lige og spiste kage og så…” han kiggede igen ud af vinduet. Vist nok i chok. Jeg vidste ikke, om jeg skulle smile eller græde.                                                                                       

”Hvorfor er det så mærkeligt?” Så faldt mit blik på papiret på bordet. Jeg gik langsomt hen over det knagende gulv og snuppede det. Jeg kan stadig huske, dagbog, hvad det præcist stod:                                                                                               

Maya, jeg går ud fra, det er dig, det kommer her først og ser dette her brev. Kan du huske den dag, jeg rev dig væk fra de andre og fortalte dig det der. Det der med eliksiren og fortiden. Det er lykkedes! Jeg har simpelthen opfundet en eliksir, der kan føre mig ca. 200 år tilbage. Jeg har en anden eliksir med, der kan bringe mig tilbage til nutiden. Jeg ved godt den ikke er helt stabil. Men som kaptajnen engang gik ned med sit skib, gør jeg alt for min opfindelse. Derfor tager jeg afsted. Du skal vide, at jeg altid har sat pris på dig. Du har altid været god til at komme og besøge mig. Tro på mig! For nu har din gamle onkel gjort det! ¨                                                        –Onkel Ethan.                                                                                                                                                          

Jeg rystede, da jeg lagde papiret fra mig på bordet. Det var altså lykkedes ham.                                       

”Hvad årstal kommer du så fra?” spurgte jeg, drengen der stod og kiggede underligt på papiret.                

”2013.” svarede han. Selvom jeg allerede havde regnet det ud, var det som at blive sparket i maven.                    

”Min onkel har opfundet en eliksir, der har ført ham til din tid. Og du er på en eller anden måde blevet udskiftet med ham.” Jeg følte mig tør i halsen.                                                                                       

”Hvad står der da på papiret?” spurgte drengen.                                                                                        

”Forstår du det ikke, hvad der står på papiret?” spurgte jeg igen. Han rystede på hovedet. ”Men du forstår godt, hvad jeg siger?” Han nikkede. ”Det må være fordi at verden, blev lavet om for 50 år siden. Man opfandt et helt nyt sprog, som alle skulle til at tale. Det er jo mere praktisk, at alle taler det samme sprog.”                                                                                                                               ”Oh my god!” udbrød han. ”Total creepy!” Jeg kiggede underligt på ham. Hans grønne øjne strålede og havde et helt særligt glimt, der fik det til at gyse i mig.                                                           

”Du må da indrømme, at det er lidt sejt!” Han kiggede på mig lige i øjnene. Jeg kunne, fra en af historiebøgerne mindes, jeg havde læst ordet ’sejt’. Det var vist noget godt.                                              

”Ja, det er da lidt sejt.” svarede jeg prøvende. ”Men vi må få dig tilbage.” Han så pludselig lidt skuffet ud.                                                                                                                                                             

”Jeg er jo lige kommet. Vi skal nok få mig tilbage på den ene eller anden måde. Tror du ikke, at når ham der din onkel kommer tilbage… så kan han sende mig hjem!” Glimtet i hans øjne var kommet tilbage. Det var som om, de øjne kunne manipulere med mig. For jeg nikkede bare, og fik mig selv overbevist om, at det nok skulle gå.                                                                                                 

”Kan du så ikke vise mig det hele! Fortælle mig det hele!” spurgte han. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg blev nysgerrig. Det kunne være sjovt! Udveksle min verden med hans.                      

”Så lad gå! Lad os tage hen i parken.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...