At elske er at tilintetgøre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Året er 2213. Maya skriver dagbog, en dag ændre hendes hverdag sig brat. Hendes lidt skøre onkel er opfinder og får opfundet en eliksir, der kan føre ham til fortiden (det vi kalder nutiden). Men af en eller anden grund bliver han byttet ud, så en dreng ved navn Mads dukker på i år 2213. Maya og Mads udveksler hver især informationer om den verden, de lever i. Bare med 200 års mellemrum.
Maya får en helt særlig følelse sammen med Mads, men kan det lade sig gøre, at være forelsket når de slet ikke opbrindligt er bestemt til at leve sammen.

2Likes
3Kommentarer
444Visninger
AA

4. Kapirtel 3.

Dagbog, vi kom hen til parken. Det tog også sin tid. Hans kiggede så fascineret rundt, og jeg må også indrømme, at jeg smugkiggede lidt på ham. Han så så malplaceret ud. Der midt på gaden omringet af alle det firkantede bygninger. Skærmene rundt på dem der viste vejret frem til næste måned samt nyheder fra hele verden. I parken fik jeg ham med hen til springvandet, det havde set bedre tider. Men Anastacia min lillesøster og mig havde tit siddet på kanten af det og snakket om alverden. Nu var hendes plads erstattet af ham. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det lysegrønne græs var intet i forhold til hans øjne. Og så passede det brune hår så godt til.                                                         

”Hvad hedder du så?” spurgte han.                                                                                                            

”Maya.” svarede jeg. Han smilede lidt.                                                                                                               

”Perfekt!” sagde han. ”Jeg hedder Mads. Men hvor meget har verden så ændret sig? Du nævnte noget med for 50 år siden?”                                                                                                                                          

”Ja, for 50 år siden var verden anderledes end nu. Folk dræbte hinanden i krige. De producerede massemordsvåben.” Jeg gøs ved tanken. ”Men som sagt, det blev lavet om for 50 år siden. De store magter gik ind og byggede en ny verden op. ’Alle skal tale det samme sprog. Alle skal leve i demokrati. Alle skal være lige.’” Det kunne jeg takke min historielærer for at have lært mig. ”Der blev afskaffet det, som du kalder penge. Alle har ret til et specielt antal møbler i måneden. Hver familie får leveret madvarer til hver uge. Vi går i skole i 5 år. Min hverdag er bygget op anderledes end din. Jeg lærer mere.” Jeg smilede. Han kiggede underligt på mig, og jeg skælvede indeni.                              

”Hvad mener du med det? Jeg går i skole i 10 år. Altså folkeskole.” sagde han.                                         

”Øh… men det gør jeg ikke. Min skole starter klokken 9 hver morgen til klokken 4. Vi har et fag en hel dag. Det er videnskabeligt bevist, at elever lærer bedre sådan.”                                                               

”Snyd! Så de halvhjerner finder altså ud af, at vi ikke arbejder godt fra klokken 8 om morgen!” udbrød han. Jeg stirrede bare på ham og fortsatte: ”Dengang i din tid var der så mange følelser.” Han gloede på mig. ”Jo altså, jeres følelser er meget stærke. Had, glæde, sørgmodighed og ikke mindst kærlighed. Der er faktisk et kendt citat fra en bog fra din tid. ’At elske er at tilintetgøre.’ Kender du ikke det?” Han rystede på hovedet.                                                                                         

”Så i må ikke føle noget?” Han gjorde store øjne.                                                                                    

”Selvfølgelig må vi føle noget. Vi skal bare passe på. Den værste forbrydelse man kan begå er at dræbe. Du bliver sendt væk, hvis du gør det. Ingen ved hvorhen. Når jeg bliver 20, kan jeg gå til fester hver aften. Her kan jeg hygge mig med veninder og venner. Men det er nu mest beregnet til, at du skal finde den, du vil giftes med. Man skal være helt sikker. For du skal jo leve med den person resten af dit liv.” sagde jeg.                                                                                                            

”Så man kan ikke blive skilt? Shit!” Mads roede fraværende i sit hår. ”Verden ender jo, i jeg ved ikke hvad.”                                                                                                                                              

”Nej nej! Sådan må du ikke tænke. Dette her samfund er perfekt. Alle dør af alderdom. Der er demokrati. Hver by har en kandidat der sidder i Det Store Råd. Det er dem, der styrer det hele. Man må føde 2 børn. For ellers kommer der for mange i verden. Jeg er i gang med mit femte år i skole. Derefter går jeg gennem en test. Resultatet vil sige, hvad jeg er bedst egnet til at arbejde som. Alle tjener lige mange penge. Arbejder lige lang tid. Det hele er lige. Vi spiser sundt og dyrker…”     

”Tag det roligt!” Han smilede til mig. ”Det er okay. Men det der med følelserne… du skal jo ligesom også have dit eget liv, ik’? Du har kun et. Og må jeg lige få noget på det rene. Spiser du aldrig noget som helst usundt. Cola? Chips? Slik?” Jeg rystede på hovedet. Sådan sad vi længe. Da det begyndte at blive mørkt, og jeg måtte hjem, aftalte vi, at han kunne overnatte i onkel Ethans hus indtil i morgen. Jeg har ikke fortalt noget om ham til nogen. Ja, på nær dig, dagbog. Jeg har ellers aldrig haft hemmeligheder for min familie før nu. Men der er noget over Mads, jeg godt kan lide. Han giver mig en mærkelig følelse indeni. Jeg ser hele tiden hans grønne øjne for mig. Er han mon bange nu? Eller glad? Tænker han på mig? Og så det han sagde. Det snurrer rundt i mit hoved. At jeg skal have mit eget liv. Men dagbog, nu vil jeg hellere end gerne sove. For i morgen efter skole skal jeg over til Mads. Så godnat.

-Maya  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...