Skænderiet

Novellen er skrevet ud fra en artikel, som handler om en 13 årig pige der løber hjemme fra.

0Likes
2Kommentarer
151Visninger

1. skænderiet

Det hele startede med, at jeg kom alt for sent, og alt for fuld hjem fra en fest, som jeg i øvrigt ikke havde fået lov til at tage med til. Så min mor og far tændte selvfølgelig fuldstændig af på mig, de stod bare der og råbte af mig. De sagde at jeg var verdens værste datter, og jeg skulle være mere som min storebror. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg løb!

Jeg løb alt hvad jeg kunne, jeg ville bare væk, væk fra det hele, jeg løb hen til banegården hvor jeg tog et tog til Hillerød.

Jeg havde ringet til min ven Lasse for at spørge om jeg ikke kunne overnatte hjemme ved ham og det kunne jeg godt, Lasse er 16 år og går i 9. klasse, han er en af mine bedre venner for jeg er ikke så glad for de andre pigerne på min skole, 70% af dem er snobbede, 10% er nørder, og resten er bare duller.

men altså Lasse vidste selvfølgelig ikke noget om alt det der var sket, og vi snakkede heller ikke om det, det eneste vi lavede var at se fjernsyn og høre lidt musik.

 

*

 

Dagen efter tog jeg videre, jeg vidste ikke rigtig hvor jeg skulle tage hen, det eneste jeg vidste var at jeg ikke gad mere. jeg overvejede at begå selvmord, men hvordan. jeg kunne hænge mig i en skov, hoppe ud foran en bus, hoppe ud fra femte sal eller springe ud foran et tog, selvfølgelig hvis det skal gøres så er det såden det skal gøres.

jeg gik bestemt mod Hillerød banegård, da jeg lige pludselig kunne høre en stemme bag ved mig, "hvor skal du hen Josefine! " Det var en af de snobbede piger fra parallelklassen, jeg tænkte lidt over hvad jeg skulle sige til hende, jeg kunne sige at jeg var på vej ned til banegården for at hoppe ud foran et tog, men det sagde jeg ikke, jeg ignorerede hende bare og gik videre.

Da jeg kom hen til banegården stod jeg og så på alle de glade mennesker der smilede og grinede sammen, der begyndte tårerne at rulle ned af min kind og jeg tænkte på alle de gode minder vi havde sammen, og sagde til mig nu gør jeg, jeg hopper ud foran toget nu, da jeg pludselig hørte en mande stemme råbe mit navn, jeg vente mig om og der stod de min mor og far med tårne der flød ud af øjne på dem. De løb hen til mig og  omfavnede mig, mens de sagde at jeg aldrig måtte gøre sådan noget mere.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...