Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4103Visninger
AA

22. - Writing my own 'happy' ending -

Min krop føltes som om den var blevet mørbanket af ord. Michael nåede at gribe mig inden jeg faldt sammen på gulvet som dukke der havde mistet sin fører. Forsigtigt bukkede han sig ned, så mit udtryksløse ansigt lå plantet i hans skød. Tårene gled ned af mine kinder som ganges floden, i mens alt og jeg mener alt fløj igennem mit hoved. Mit sind kunne ganske enkelt ikke bearbejde det der lige skete. Da et sørgmodigt udtryk tog plads i mine øjne, fløj Harry forbi min nethinde.

Hans øjne var så dybe af sorg og vrede. Jeg har nok sagt det her før. Men hvis øjne kunne dræbe, så havde jeg været stendød på det gulv her. 

Nu vidste jeg da hvordan hjertesorg føltedes. Og de mange gange, jeg var ved at brække mig over film hvor piger døde af hjertesorg. Det kan jeg så sige, det fortryder jeg nu hvor jeg kan mærke smerten der går gennem marv og ben. Til jer der ikke ved hvordan hjertesorg føltes, altså RIGTIG hjertesorg: Så er det ligesom hvis gulvet under dig er fejet væk og du bare falder og falder, uden nogen ende. Det hele føltes mærkeligt på afstand, som om at hele verden glider forbi i et splitsekund. Og i alt, afspejler hans ansigt. Du ser ham hele tiden, du hører hele tiden hans stemme og du mærker hele tiden hans hånd. Først når han ikke er ved din side, forstår du hvor stor en del af dit liv han egentlig var. Hvor jeg dog ville ønske jeg var blevet i sengen i dag! Så kunne jeg måske have sovet det værste af dagen væk, men det ville alligevel ikke ændre noget.

Uden nogen anelse, havde jeg bare ligget som en krampevrag og skreget uden lyd, hvilket bare fik mig til at at prøve endnu mere intenst, så mine lunger næsten sprang ud af mit bryst. Jeg havde fjernet mig fra Michaels rystende arme der ikke anede hvad han skulle stille op. 

"Ja-jacqueline..." Han prøvede at lægge sin hånd på min skulder, men jeg veg væk fra den. Resolut vaklede jeg på benene så jeg var ved at falde, men fik kæmpet mig hen mod døren.

"Jacqueline! Hvor skal du hen!?" Kaldte han ynkeligt, men jeg fokuserede kun på udgangen. Jeg skulle væk herfra. Hjem, et eller andet. Bare væk.

 

***

 

Panisk prøvede jeg at fjerne tårene fra mit hærgede ansigt, mens jeg sikkert valsede fra den ene side af gaden til den anden. Jeg var så optaget af det, at jeg ikke lagde mærke til personen jeg rendte lige ind i. Hvor ville jeg dog ønske at jeg bare var gået videre uden at kigge op, så havde jeg måske klaret den. Men nej.

"Dig!" Det eneste jeg nåede at opfange var en feminin stemme og så en hånd der klaskede over min ene kæbe. Instinktivt tog jeg mig til kinden, kiggede så op på Perries rasende ansigt. 

"Jeg troede at du var en ven! Og så har du bare snuset omkring! Du er sikkert én eller anden syg fan, der bare vil være berømt!" Målløst kiggede jeg i hendes ildsprudende øjne, inden Louis stoppede hende.

"Perrie, det er nok! Jeg tror at Jacqueline har nok at se til lige nu!" Hans bestemte og alvorlige stemme, fik mig til at nikke taknemmeligt. 

"Vi skal bare alle bruge lidt tid" En blanding af vrede, sorg og medlidenhed lå plantet i hans øjne, som om han helst ville være neutral, men ikke kunne. Jeg veklsede mit blik mellem ham og Perrie, helt rundt på gulvet over hvad der lige var sket. 

"Jeg håber du finder ud af det. Men lad være med at gøre noget dumt" Hans øjne borede sig næsten truende ind i mine, inden han skubbede Perrie videre så jeg igen var alene, nu med fem fingre prydet på min kind. Jeg turde ikke tænke videre over det, inden jeg igen prøvede at gå videre. 

Jeg kunne godt forstå Perries reaktion, kun alt for godt. Sådan ville jeg også have gjort hvis jeg mødte hende Ali. Harrys fine flamme, hvis i husker.

Der gik ikke længe før en dynge af mennesker med kameraer, kom masende mod mig så jeg næsten blev overfaldet af mennesker med vilde blikke.  

"Jacqueline, er det rigtigt at du har prøvet at begå selvmord!? Hvordan er statussen med dig og Harry!? Er i stadig sammen!? Hvad med Zayn!? Hvordan vil du rede dig ud af det her!?" Uden noget svar gloede jeg bare fortvivlet på dem. Blitzene blændede mig, alt i mens jeg prøvede at skjule mit ansigt. Det her kunne snart ikke blive værre!

Jeg fik mast mig igennem mængden for lige at støde ind i en anden. Hvorfor var jeg så pisse uheldig idag!? Nialls blå øjne lyste af medlidenhed. Hurtigt krammede han mig så jeg næsten blev kvalt.

"Jeg har ledt efter dig overalt! Jeg ville advarer dig, men Harry kom i forkøbet og..." Han stoppede op og granskede kort mit ansigt.

"Han har allerede været der, har han ikke?" Jeg nikkede kort, så han sukkede.

"Jeg ville have stoppet ham. Jeg har aldrig set ham sådan. Helt knust" Tak for den dårlige samvittighed Niall... 

"Men jeg troede at vi havde lovet hinanden at fortælle hinanden alt! Altså, jeg vidste godt det med Zayn, men det med dit kryds..." Jeg mærkede en knugen, næsten som en hånd der prøvede at klynge mit hjerte i smerte. 

"Det er okay... Jeg ville bare håbe på at jeg kunne finde Zayn. Han er som forsvundet fra jordens overflade" Smerten blev værre og værre.

"Hvis bare jeg vidste hvor han var. Og Harry, jeg kan ikke finde ham og han svare ikke på mobilen" Åh, stop nu Niall.

"Jeg håber virkelig ikke at han gør noget dumt! Som at gå tilbage til hende dér Ali!" Bare lyden af hendes navn blev for meget for mig. jeg maste mig forbi Niall og marcherede ned af gaden mens jeg skiftede retning, væk fra hjørnet hvor jeg boede. Han kaldte, men jeg svarede selvfølgelig ikke. Jeg måtte væk. Og jeg kendte kun ét sted. London Bridge.

 

***

 

Vinden piskede i mit hår der havde fået revet sig løs fra knolden, jeg sløset havde sat op. Der var ikke så mange mennesker i arbejdstiden, de var allesammen på de millioner af kontorer i byen. Så her stod jeg, en lille pige, alene på kæmpe London Bridge, uden nogen anelse om hvad jeg nu skulle gøre. Indtil en fuldkommen syg idé poppede op i mit hoved. 

Forsigtigt lænede jeg mig op af rælingen så vinden tog yderligere fat i mit hår og den brusende flod hvivlede under den massive betonbygning. Det var et foruroligende syn, trods jeg havde set floden hundrede gange. Men nu hvor jeg tænkte over det, så var den flod virkelig stor. Og dyb. Ingen ville kunne finde mig. Jeg ville ikke behøve at lide mere. Ikke længere nogen misbilligende blikke. 

Jeg tog fat i rælingen og halede mig op på den massive samling sten, men den virkede nu alt for blød og gyngende til mig. Nervøst slugte jeg en klump, da den svimlende højde gik op for mig. Der var mindst 50 meter ned, hvis ikke mere. Det var ret langt at vente at på at dø. 

Ingen smerte, ingen sorg. Ikke engang nogen kærlighed. Og ikke nogen Harry. 

En bitter tåre gled ned ad min kind, der var rød af både Perries hånd, og mine forhenværende tårer. Jeg knyttede hænderne og spændte kæberne. Mit ar brændte, ligesom for at give mig lidt håbløs tryghed i den kolde slutning jeg skulle til at skrive i min historie.

Og jeg vil aldrig behøve at tale. Jeg vil være stum for alvor i al evighed. 

Det føltes næsten som om at vinden skubbede i mig, opmuntrede mig til at springe. Men jeg ville ikke kalde det at springe, mere at falde. Jeg pressede mine øjne i mens jeg koncentrerede mig om at flytte mine fødder, der var blevet tunge som bly. Jeg tog en dyb indånding, klar på at falde.

"JACQUELINE!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...