Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4046Visninger
AA

14. - The Ugly Truth -

En tåre var faldet ved mindet, men fejede den hurtigt væk. Måske var Harry kommet hjem i løbet af natten!? Ved den håbefulde tanke, fløj jeg ud af den store seng og røg næsten ind i døren da jeg skulle åbne den. Som om jeg kunne flyve igennem den... 

Mine bare fødder klaskede hen af gangen, hoppede halvvejs ned af trapperne og gled rundt på gulvet i hallen, så jeg faldt som bambi på glat is. Hurtigt var jeg oppe igen, styrtede så ud i køkkenet. Nogle lyde kom derfra, en banken med pander og risten på komfuret. Jeg hoppede ud i rummet for at overraske personen der nu stod der. 

"Godmorgen Jackie! Har du sovet godt?" Liam stod i bar overkrop mens han ristede æg og bacon. Ærlig talt havde jeg ikke set det før så helt instinktivt, dækkede jeg mine øjne. Liam kiggede undrende ned af sig, indså så min adfærd med forlegenhed.

"Oh, undskyld! Jeg ehm... Får lige en trøje på ikke? Vil du holde øje med maden for mig?" Først da han var helt ude af rummet, turde jeg titte frem fra mine hænder. 

Kedsommeligt vendte jeg baconen, mens jeg hele tiden kom tilbage til Harry. Han var ikke kommet hjem... Hvor mon han var? Et mareridt scenario kørte hele tiden for mig. At Harry var fanget af én eller anden syg fan og så ville de afpresse penge for at give ham tilbage. Hvilket var meget urealistisk, men min tankegang ER urealistisk. 

Hvis jeg bare havde nogen anelse om hvor han var. Jeg kunne ikke lade være med at skyde skylden på mig selv. Hvis jeg var gået med ham var det måske ikke sket. I det mindste var jeg sammen med ham så. Men nej, jeg gjorde som han sagde. Og ventede.

"Laver du morgenmad?" Spurgte en stemme bag mig, der fik mit hjerte til at slå et slag over. Jeg vendte mig mod Zayn der ligeså stod i bar overkrop. Kunne de ikke finde ud af at tage tøj på i det her hus eller hvad!? 

Jeg dækkede endnu en gang mine øjne, mens mine kinder blussede op i rød farve. Det eneste jeg hørte som svar var et grin, mærkede så pludselig nogle hænder på mine skuldre. Tøvende tittede jeg det ene øje frem, så nogle mørke øjne kiggede varmt i mine. 

"Godmorgen solstråle" Jeg kunne ikke lade være med at smile, fjernede så begge hænder. Jeg nikkede som tak. Hans udtryk blev lidt efter lidt alvorligt, spurgte så med tøvende stemme.

"Hvordan har du det?" Mit smil falmede, trak så på skuldrene som et 'okay'. Han blev ved med at stirre i mine øjne.

"Jaqcueline, du kan ikke lyve overfor mig. Jeg ved du er helt knust" Jeg nikkede efter lidt, mens tårene pressede sig faretruende på. Zayn trak mig ind i et kram og aede mit hår.

"Vi skal nok finde ham. Han dukker sikkert op i dag, med den værste brandert" Jeg grinede kort af billedet, af Harry der kommer vaklende ind af døren med poser under øjnene og ikke kan stå på sine egne ben. 

"Jeg aner ikke hvordan han kunne finde på det" Jeg kiggede undrende på ham. Han bed tænderne sammen inden han fortsatte.

"Hvis det var mig, havde jeg aldrig forladt din side. Harry aner ikke hvad han har før han mister det" Jeg blinkede nogle gange, helt målløs af hans ord. Hvad i alverden talte han om? Han bevægede sig tættere på og lagde sine hænder på min talje. En kamp fandt sted bag hans øjne. Som om han diskuterede med sig selv. Jeg udnyttede chancen til at vride mig fri af hans greb. Næ nej, ingen skulle manipulere mig på den måde!

Hurtigt greb jeg blokken, skrev febrilsk noget ned, og smed det på Zayns bryst, inden jeg trampede ud af rummet. 

Da jeg smækkede døren i bag mig, brød jeg sammen i gråd. Hvorfor gjorde han det!? Hvorfor prøvede han overhovedet!? Og hvorfor var Harry her ikke når jeg havde brug for ham!? 

Jeg er ikke en dukke du kan lege med! Harry kommer snart hjem og jeg er lydig for ham! Ellers havde jeg ikke ventet ude i den regn! Jeg er Harrys, ingen andres og Harry elsker mig!

Det havde jeg skrevet til Zayn på den seddel, uden at være sikker på at jeg mente de ord jeg havde skrevet. Jeg blev vel bare revet med og ville såre ham? Jeg fæstede mig ved den tanke, inden jeg tørrede mine øjne og løftede mig rank igen. Jeg vil ikke græde mere. Ikke idag. 

 

***

 

Et bank lød på døren, så jeg næsten hoppede op af stolen på mit værelse. Jeg lukkede resolut bogen jeg havde læst i, styrtede så ned af trappen mens min blomstrede kjole blafrede i luften. (Se tøjet for enden af siden)

Jeg rev døren op så voldsomt at personen der stod der var ved at få et hjerteanfald. Mit brede smil faldt, da det var postbuddet, der stod der med et nervøst smil.

"Det ehm... En pakke til Louis Tomlinson?" Han rakte med rystende hænder pakken til mig. Undrende og en del skuffet tog jeg pakken, inden nogle løbende trin lød bag mig.

"Den er her! DEN ER HER!" Louis rev pakken ud af hånden på mig og smed indholdet ud. En simpel bold faldt ud, men så snart den ramte gulvet, satte den af, 4 meter op i luften så den snittede loftet. Med næsten panik beskyttede jeg mit hoved med mine hænder, inden Louis greb den let. 

"En speciallavet hoppebold fra Syd Korea. Den blev rigtig kasseret da den blev erklæret for farlig i normal brug. Men jeg fik den!" Min kæbe faldt ned på gulvet. En gummibold? For farlig? Rystende på hovedet skulle jeg til at lukke døren, da noget på vendepladsen fangede mit øje. En fremmed bil satte bremserne i og åbnede bildøren. Ud, kom en lille samling krøller jeg kun kunne identificere fra én person.

Med smilet plantet solidt på mine læber, løb jeg ud for at give Harry en ordentlig velkomst. Mine arme omfavnede hans høje skikkelse, mens jeg gravede mit ansigt ind i hans bryst. Jeg kunne ikke lade være med at hoppe af glæde over hans hjemkomst. Han var virkelig hjemme! Jeg bøjede let i nakken for at se hans ansigt, der så både hærget og trist ud. Hurtigt kom jeg op på tæer for at kysse hans ene mundvige, indtil en kvindelig stemme lød indefra bilen.

"Harry, hvem er den pige?" Som om mit blod frøs til is, stoppede jeg i alle bevægelser, så kun mit hoved vendte sig mod stemmen. En blonde pige, med hele ansigtet dækket med makeup, sad på passagersædet i en stram kjole. Mit hjerte faldt ned i mellemgulvet, næsten som om det stoppede med at slå. Jeg kunne knap få vejret, før jeg skiftevis så på Harry og pigen. 

"Jacqueline, jeg..." Han rakte sin hånd frem, men jeg veg væk fra den som var den giftig. Mit synsfelt var begrænset for den massive mængde vand der formede sig i mine øjne. Jeg sagde jeg ikke ville græde mere idag. Well, det holdt ikke længe. 

"Jaqueline, prøv at hør på mig" Prøvede han såret. Hans øjne blev selv våde, i takt med mine strømmede som vandfald. Jeg rystede fortvivlet på hovedet. Det kunne ikke være rigtigt. 

"Må jeg spørge om hvad der lige sker her?" Spurgte blondinen dumt. Jeg skulede ondt på hende, havde allerede dræbt hende 35 gange. 

Det der sker, er at du er en bitch der slet ikke kender til kærlighed eller troskab og derfor ødelægger du det for andre!

Hvirvlede jeg med mine arme, selvom hun ikke forstod et klap af hvad jeg sagde. 

"Der er penge til en bus i bilen Ali" Svarede han koldt til hende. Harry vendte tilbage til mig med et lidende udtryk.

"Vil du ikke nok... Tilgive mig?" Et kort øjeblik ville jeg nikke, men kom i tanke om hvad han faktisk havde gjort. Tårene blev bare ved med at løbe mens jeg rystede ihærdigt på hovedet og vendte om mod huset. Jeg kunne ikke se ham i øjnene. Det var alt for smertefuldt. 

"Jacqueline!" Råbte han efter mig, men jeg lystrede ikke. Ikke idag. Jeg masede mig forbi den måbende Louis der stod i døren med sin latterlige bold i hånden. Jeg styrtede op af trapperne og ind på mit værelse. Døren smækkede hårdt i, inden jeg febrilsk rev mit tøj ud af skabet og kastede det ned i min taske. Med høje hulk og snøft fik jeg pakket det sidste ned, inden en lille seddel på sengen fangede mit øje. Den var kort og skrevet med sirlig skrift.

Hvad sagde jeg? Zayn. 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...