Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4045Visninger
AA

21. - The truth comes with tears -

Endnu en gang, hylede mit vækkeur, alt for tidligt. Den havde fået den vane at ringe en halv time før jeg virkelig skulle op. Nok alle de gange jeg har skubbet den under sengen. Eller også er det en ond hævn, den pønser på! Trods alt, klappede jeg på den kaglende brandalarm der som sædvanligt ikke ville holde sin mund. Som om den forsøgte at gemme sig, forsvandt vækkeuret under min seng. Med et højt overanstrengt suk, krøb jeg min overkrop over kanten for at hente den lille, larmende pest.

Da den endelig var færdig med sin brokken, kravlede jeg modvilligt ud af min behagelige seng. Hvorfor skulle morgener være så... Morgenagtige? For ikke at tale om en mandag morgen! Med samenknebne øjne, kastede jeg et længselsfuldt blik tilbage på sengen, kort funderende om jeg bare skulle melde mig syg idag. 

"Man må tjene til føden Jackie!" 

Lød en lille stemme i mit hoved. Jeg fik slæbt mig selv hen til mit klædeskab, som Zayn havde været bevidstløs i for nogle dage siden. Jeg grinede kort af mindet, åbnede så det tætpakkede helvede. 

(Se tøjet for enden af kapitlet!) 

Da jeg var i tøjet, havde ordnet fuglereden også kaldet mit hår, og børstet tænder, traskede jeg ud i køkkenet uden nogen stress. Få gode ting var der da ved at blive vækket for tidligt. Mens jeg lavede morgenmad, bibbede min mobil pludselig. Ja, jeg har faktisk en mobil, men den er kun til at snakke med min tante. Hvilket fik mig til at vende mig undrende mod det elektroniske vidunder. Hvorfor skulle hun skrive nu? Tidlig mandag morgen? Hvad jeg huskede fra min tante og morgenrutiner, så var de ikke gode venner. 

Hendes besked fik mig til at løfte en øjenbryn. 

Hej min kære Jacqueline. 

Bare så du ved det, jeg vil altid være her til at støtte dig ligemeget hvad. Jeg ved jeg ikke altid er her, men du kan regne med mig. Du er ung, kærlighed er svært, det ved jeg kun alt for godt. Hvis du får brug for et pusterum, så ved du jeg er her på gården. Savner dig min lille havfrue.

XO Tante

Hvad i alverden talte hun om? Kærlighed er svært? Eh? Jeg rystede på hovedet, mens jeg igen lagde mobilen på bordet, for så at roligt spise min morgenmad. 

 

***

 

"Hey, Jacqueline!" Emma vinkede fra disken, men hun vinkede ikke den slags vinken der sagde 'godmorgen', men henviste mig hen foran hende. Med et svagt smil, mimede jeg et 'godmorgen' til hende. Hun så alvorlig ud.

"Du må altså sige hvis du får det svært ikke? Jeg er her altid, hvis du får brug for at snakke med én" Det var meget sjældent at jeg havde set Emma så alvorlig. Hendes rynke mellem øjenbrynene blev tydeligere af hendes alvorlige mine, mens at hendes rødbrune hår pjuskede omkring hendes runde ansigt. 

Langsomt nikkede jeg, prøvede at hitte rede i hvad hun sagde til mig. 

"Hav en god dag" Hun lagde kort sin hånd ovenpå min, der hvilede på disken mens hun smilede trist. Tøvende gik jeg ud af butikken, der var ved at blive fyldt med kunder. Hvad var det hun talte om? 

Gaden var endnu mærkeligere. Folk så ud til at genkende mig, så bare den kendsgerning fik mig til at blive nervøs. Det andet var så at de enten smilede trist til mig eller så havde de misbilligende blikke. Hvorfor begyndte folk at genkende mig? Hvad i alverden sker der? 

Da nogle fans jeg kunne genkende på deres T-shirts, kom over til mig begyndte mit hjerte at hamre i brystet. Deres blikke var kolde og truende.

"Du skal passe godt på Jacqueline. Vi ved godt hvad du har gjort" Det slog pludselig klik i knolden på mig. Uden at svare dem, svingede jeg ind af den nærmeste gyde, så langt væk fra alle som muligt. Mens jeg løb ind mellem gyderne hen til arbejdet, knirkede min hjerne af tanker. Hvorfor opførte alle sig på den måde? Det var uhyggeligt meget som dengang jeg lige var kommet ud af hospitalet. Mit hjerte gallopperede som om det løb for sit liv. 

Endelig var jeg sikker inde bag døren i bureauet. Jeg åndede lettet op og sank sammen foran den mørke dør af træ. Puha, lidt for meget på en mandag morgen! Hvorfor i hele hule legoland, skulle jeg igennem det her på en mandag!? Det var altså for krævende! 

Da jeg lige var kommet på benene og havde nogenlunde fået min puls tilbage til normal, farede Michael ind med tåre strømmende ned af hans kinder. Hans ansigt fik mig til at stivne i alle bevægelser, indtil han hulkende omfavnede mig.

"Hvorfor har du ikke sagt noget Jacqueline!? Du vidste at jeg altid ville være der! Nu kan jeg forstå dig! Du må virkelig undskylde! Jeg skulle havde lyttet til dig!" Plaprede han løs med skælvende stemme, som var hans oldemor død. Uden at vide hvad han snakkede om, lagde jeg mine arme om hans rystende krop, der havde krummet sig sammen til min højde. 

"Hvis dog bare jeg vidste at du havde begået selvmord..." Hviskede han så lavt at han sikkert troede jeg ikke havde hørt det. Men jeg hørte det, kun alt for tydeligt. Min krop stivnede, ude af stand til at bevæge mig. Michael fjernede sig fra mig, prøvede så at tage sig sammen.

"Jacqueline? Hvad er der?" Lød hans sårbare stemme. Forvirret kiggede jeg på ham. Hvor kunne han vide fra at jeg havde været ude for det? Jeg havde ikke nævnt det til ham, ikke engang et hint, gennem hele den tid vi havde kendt hinanden. 

"Hvor ved du det fra?"

Formede jeg stivt med armene. I det øjeblik at Michael skulle til at svare, trådte én ud fra mit kontor. Hans dybgrønne øjne var røde og puffede af tårer, mens dyb sorg markede hele hans ellers flotte ansigt. Han rakte rystende et blad op, med mig på forsiden.

"Er det det her, du vil vide?" Han bed tænderne sammen, da jeg tog mig til munden. Billedet var mig, der snakkede med Zayn i forlystelsesparken, da vi ville give hinanden hånden. Vi var meget tættere på hinanden end vi havde opfattet. Vi rørte næsten hinanden mens vi stirrede hinanden dybt i øjnene. Vores hænder skulle til at røre hinanden. Og det så virkelig forkert ud. 

Tårene var nærmest stoppet i mine øjenkroge, de ville bare ikke komme. Som om de afventede det endelige stød. Og sandelig om de også havde ret. 

"Kig det igennem" Forlangte Harry, rakte så stift bladet mod mig. Febrilsk bladrede jeg igennem det ene billede efter det andet af mig og Zayn i dyb kontakt. Da vi først mødtes i gyden, da han reddede mig fra fansene, til The Brits hvor vi kiggede på hinanden med hver vores partner. Og det sidste, jeg anede ikke hvordan de havde fundet det billede. Zayn stod dominerende i min dør, som om han skulle til at rive den fra hinanden. Den dag han kyssede mig.

"Hvor længe har det her stået på?" Spurgte Harrys rystende stemme, men jeg hørte ham ikke. 

Da jeg kiggede nederst, blev mit hjerte frosset til is. Der var zoomet ind på min arm, mit kryds var blottet for hele verden. Og under stod der en mindre forklaring på hvad der havde foresaget krydset. I samme øjeblik brændte det på mit håndled, måske for at gøre mig sikker på at det virkelig var der. Det var ikke photoshop, eller noget andet. Det var vaskeægte.

Efter et interview med en sygeplejerske på det lokale hospital, kan vi nu bekræfte at dette ar er helt og aldeles ægte. En journal fra Jacqueline Todd's tidligere indlæggelser, påpeger at hun var indsat på intensiv for selvmordsforsøg. Hun havde skåret et kryds over hovedpulsåren på venstre håndled, i en alder af kun 11 år. Det siger lidt om hvad Harry Styles har valgt at tage sig af, hvis ikke vi kan sige Zayn Malik.

Uden nogle ord, var jeg som altid stum. Tårene var kommet nu, de strømmede ned som vandfald. Harry så såret ud, som jeg aldrig havde set ham såret før. 

"Jeg troede... Jeg troede at vi var noget... At der var noget os..." Hans tåre trillede igen ned af hans kinder, så jeg håbløst prøvede at fjerne dem, men Harry fejede min hånd væk, som var det et insekt.

"Men jeg ser at jeg var lige så galt på den som dig... Jeg havde bare i det mindste tænkt mig at fortælle det. Ikke vente på at et sladderblad afslørede det!" Han råbte til sidst med sin dybe stemme, der føltes som at få potter og pander i det åbne ansigt. Smak, smak, smak. 

"Jeg gør valget let for dig" Hviskede han, lige højt nok til at jeg kunne høre det. Med det, drejede han om på hælen og forsvandt fra mit åsyn. 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...