Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4033Visninger
AA

3. - The gift of speaking -

Michael fik det samme kæbefaldene udtryk, da han så den forpustede dreng komme fra det samme sted som jeg. Han kiggede en gang på mig, prøvede at sige noget, men var tom for ord, gennemgloede så drengen igen. 

Drengen fik pustet ud, rettede sig så op mod mig.

"Du må meget undskylde, jeg sådan kommer brasende" Han pustede endnu en gang inden han fortsatte, ved at gå hen mod mig og række sin hånd frem i en gestus.

"Harry Styles" Smilede han med sin hæse stemme. Jeg tog den tøvende. Hvorfor i alverden præsenterede han sig? Alle vidste da hvad han hed! Han gjorde den samme gestus mod Michael, der bare smilede med et smørret smil. Ew, nej Michael! Han er til piger for god sake! 

"Må jeg spørge om hvorfor du pludselig løb din vej? Du forsvandt så snart du så mig" Spurgte han med en næsten såret stemme. Jeg smilede lidt tøvende, bed mig så i læben af nervøsitet.

"Altså efter min viden og forståelse, kiggede jeg mig selv i spejlet idag" Han smilede lidt forlegent. Han så ud til at undre sig, at jeg slet ikke svarede.

"Undskyld, forstod du ikke mit spørgsmål? Jeg vil bare gerne vide hvorfor du løb din vej?" Spurgte han igen, nu lidt mere irriteret end såret. Jeg kiggede på ham med store øjne, uden en lyd. Han lavede det dér er-det-dét? blik. jeg bed hårdere i min læbe, kiggede så hen mod Michael med et lydløst råb om hjælp. Harry kiggede skiftevis på mig og Michael, trådte så et skridt tilbage i såkaldt respekt.

"Undskyld, det var altså ikke sådan ment, jeg vidste ikke at i var... Og det var altså slet ikke ment!" Plaprede han lige pludselig. Michael og jeg vekslede blikke, kiggede så igen på Harry og blev så bevidste om hvad han mente. Vi hoppede to skridt fra hinanden.

"Vi er ikke sammen! Jeg er bøsse!" Hvinede Michael på kun den måde han kunne. Harry så ud til at forstå med et lille "Oh" Fra hans mund. Han så ud til at bearbejde det lidt, inden han rystede på hovedet og vendte tilbage til mig.

"Hvorfor siger du ikke noget?" Spurgte han, nu tydeligvis irriteret. 

"Hun er stum søde. Bare en lille reminder" Harry lod ikke til at reagere på 'Søde', holdt sig bare for munden i vel en blanding af chok og medlidenhed. 

"Åh gud, det må du virkelig undskylde! Jeg vidste slet ikke at du... Ej, hvor er jeg dum!" Irettesatte han sig selv. Jeg trak bare på skuldrene. Var efterhånden vant til folks reaktion. 

"Hvad hedder du?" Spurgte han henvendt til mig, men forventede svaret fra Michael.

"Hvorfor skulle jeg fortælle dig det?" Lød Michael. Harry sukkede, inden han rodede i sin lomme i sine stramme og jeg mener VIRKELIG stramme jeans. Han fiskede en pung op.

"Hvor meget skal du havde for at sige det?" Spurgte han monotont, så både jeg og Michael tabte underkæben. Seriøst, ville han give penge for at vide mit navn!? Han må da være syg! 

"Ehm... Ja... Hvad med..." Begyndte Michael, tydeligt med dollartegnet, lysende i øjnene. Jeg gav ham en albue hårdt i siden, rystede så ihærdigt på hovedet.

"Er du sindsyg!? Fortæl nu bare mit navn, inden du for rodet dig ud på dybt vand!" Kastede jeg rundt med armene. Da jeg var færdig, så jeg Harry helt måbende med et fjoget smil.

"Det dér var SÅ sejt!" Jeg rullede kort med øjnene af ham, for så at lade mit dræberblik lande på Michael. 

"Okay, okay! Hun hedder Jacqueline!" Michael kastede armene op i overgivelse. 

"Det er et smukt navn! Vil du med ud at spise Jacquline?" Smilede Harry, så endnu engang Michael og min kæbe faldt i gulvet. Spørger han om sådan noget, bare sådan åbenlyst!? 

"JA! Det vil hun meget gerne!" Svarede Michael foruden. Min egen mening stemte åbenbart ikke! Jeg gav ham igen en albue i siden, med øjne  der kunne dræbe. Oh, i aner ikke hvor mange gange jeg har dræbt ham i min hjerne!

Harry lyste op i et smil.

"Fedt! Jamen så gør dig klar smukke, du skal på date!" Jeg var bag makeuppen helt rød i hovedet af både raseri og forlegenhed. Michael skubbede mig ind på mit "Kontor" og blinkede en gang til mig, inden han lukkede døren i. Åhr, tredje gang jeg har dræbt ham idag! 

 

***

 

Da jeg kom ud igen uden makeup andet end mascara, følte jeg mig splitternøgen. Min maske var min væg mellem den jeg ønskede at være, og den jeg virkelig var. Så nu var min rest af selvtillid vasket væk sammen med makeuppen. Jeg var blevet tvunget i en kjole og fine sko af Michael. (Se længere nede på siden, for resten af tøjet og håret)

"Du skal jo se pæn ud på din første date!" Kunne jeg høre hans stemme runge i mit hoved. Jeg trådte med rystende skridt ud af rummet, med øjnene fæstnet til gulvet. Jeg ville ikke se Harrys hånlige ansigt, når han så mig. Jeg var et næsehorn i balletskørt... Suk. 

"Hvor er du smuk!" Lød hans overbevisende stemme. Jeg lod ikke øjnene løfte sig selvom det var fristende. Var stadig forfærdelig flov. Efter en lille tid med mit ansigt i gulvet, løftede jeg omsider mine øjne fra det efterhånden utrolig kedsommelige gulv. Harry stod med et charmerende smil. Jeg smilede svagt igen, med kinderne blussende op.

Inden jeg vidste af det, havde Michael gennet både mig og Harry ud af bagdøren vi var kommet fra. På vej ud af døren, vinkede Michael vildt til Harry mens han mimede "Call me" Der gav mig en lyst til at slå ham i gulvet. Du rør ham ikke Michael! Det blev kun til et dræberblik, så han med et fnis smækkede døren i. 

"Såå... Kender du en god restaurant?" Spurgte Harry mig, uden et svar. 

"Når ja, undskyld, jeg skal lige vende mig til det!" Han klaskede sig en gang i panden.

"Hvad med Nandos? Det er en fantastisk kylling!" Han blev helt opstemt, hoppede næsten som et lille barn. Jeg havde hørt om Nandos, men havde aldrig overvejet at prøve det. For dyrt og jeg er ikke til at spise ude. Alt for besværligt med bestillingen. Jeg nikkede kort. 

"Fantastisk!" Lød hans lyse stemme inden vi gik videre. Jeg kunne pludselig mærke noget varmt der flettede sig mellem mine fingre og brød min hånd i brand.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...