Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4033Visninger
AA

24. - The bell rings - (Epilog)

"Jacqueline!" Jeg smed resolut den rose jeg før havde i hænderne for at løbe efter Perries paniske stemme. 

"Hvad er det, er der sket noget med kjolen, sig ikke der er sket noget med kjolen!" Svingede jeg rundt med armene som en dum rapand, så Perrie lagde dem ved mine sider. 

"Nej, kjolen har det fint! Men jeg er i et ordentligt dilemma..." Hun kiggede skeptisk ned af sig selv, og afslørede hendes helt igennem fantastiske kjole. Hun lignede en fe prinsesse med det lette stof og med blomsterkransen på hovedet, mens hendes udseende bare gjorde det hele som noget fra en drøm. Hun svingede en gang rundt for så at kigge bekymret på mig. 

"Ser min bagdel for stor ud i den her?" Hendes oprigtige bekymring fik mig til at grine hjerteligt. 

"Du ser helt fantastisk ud!" Mit svar fik hende til at lyse op i et smil.

"Aaaw, hvor er du sød!" Smilede hun, hvor hun derefter krammede mig varmt. 

"Du er den bedste brudepige jeg kunne ønske mig!" Ja, det var jeg vel. Oh, det ved i jo ikke. Zayn og Perrie skal giftes idag! Og jeg er Perries brudepige! Vi er blevet bedste venner de sidste to måender og hende og Zayn har aldrig været lykkeligere. Så jeg kan ikke ønske mig mere end at se dem jeg holder af, være lykkelige. 

"Ved du hvordan det går med Zayn og de andre drenge? Er de ved at være færdige?" Jeg fortalte hende at jeg ville tjekke, forsvandt så fra den lyse brudestue også kaldet vores stue.

 

***

 

Hele atmosfæren i drengenes hus var fyldt af spænding til bristepunktet. Folk farede forbi med stole, planter, alt i naturlige hvide eller cremefarvede nuancer. Da jeg var nede i den anden ende af huset, op af trapperne og forbi mit værelse, var vi nået til én af stuerne for enden af den lange gang. Gomstuen, tror jeg det hedder. I hvert fald kunne man ikke høre andet end råb og grin bag fløjdørene. Med et suk svingede jeg dem åbne så drengene var blevet taget på fersk gerning i at lege blomster og pudekamp i hele rummet. Dun og blomsterblade lå dækket som et tæppe over hele stuen, selv drengene selv havde dun i det nyvaskede hår. 

Liam stoppede midt i et kast med en håndfuld dunblomster da han så mit løftede øjenbryn. 

"H-hej Jaqcueline! Hvad skylder vi dig æren?" Jeg skulle til at svare, da Niall kastede en storm af dun i hans ansigt så han brød øjenkontakten og gengældte. Åhr! Drenge! 

Jeg bankede på én af dørene for at få deres opmærksomhed igen. Fuldkommen synkront vendte de deres ansigter og smilte nervøst. Igen løftede jeg det ene øjenbryn, henvendt til deres rasering af stuen og ventede på en forklaring.

"V-vi, øh, faldt bare lige over nogle puder..." Kom den lamme undskyldning fra Louis. 

"I gør det dér rent, indenfor en halv time og DU Zayn" Jeg pegede hen på Zayn der stod med store øjne.

"Du får gjort dig færdig!" I undre jer nok over hvordan alle drengene kunne forstå mig. Fordi at de sidste to måneder har alle fået en mindre lektion i tegnesprog. Jeg insisterede på at det ikke var nødvendigt, men de insisterede mere end hvad jeg kunne holde til. 

Da det så ud til at de begyndte at lave det de nu skulle lave, vendte jeg om for at gå tilbage til Perrie, men én tog fat om mit håndled. Overrasket vendte jeg mig mod Zayn der stod med et glimtende smil.

"Du er en virkelig smuk brudepige Jacqueline" Jeg rødmede blidt af hans kompliment, kort funderende om han var ude på noget. Men det havde vi lagt bag os. Nu skulle han gifte sig, så vi var clean. Selvom at jeg nu tvivler på at vi nogensinde glemmer det kys vi delte. Hvor jeg så slog ham ned med en lysestage, men det er en anden historie! 

Jeg nikkede taknemmeligt, lige inden Harry brød ind i festligt humør.

"Hey, Gommen må ikke tale med brudepigerne! Især ikke de optagede!" Vi smilede alle tre, før Zayn slippede mig og lod istedet Harry tage plads foran mig. 

"Du ser helt fantastisk ud! Man skulle tro at det var dig der var bruden!" Jeg rødmede så dybt at jeg var bange for mine kinder ikke ville blive normale igen, smilede så bare til ham. 

(Hendes fiiine tøj er for enden af kapitlet!)

"Vores bryllup bliver et rent cirkus..." Hviskede han i mit øre. Undrende kiggede jeg på ham mens jeg gav ham et hvorfor-tror-du-det blik.

"Der vil være heste og farver og masser af mennesker! Uh! Og der skal være en akrobat! Vi bliver altså nødt til at få en akrobat til vores bryllup!" Sjældent havde jeg set Harry så glad og overgearet, næsten som om han selv skulle op af alteret. Men det var jo hans bror, så det var vel close enough. Alligevel blev jeg også selv helt overgearet over at høre Harry tale om vores bryllup som var det en sikker ting. Jeg kunne ikke se mig selv gå op af et alter endnu, slet ikke!

Vi slog begge en latter op, før han så kyssede mig kinden og gennede mig ud af rummet.

"Desværre kan du ikke være tilskuer, når vi skal skifte!" Han blinkede frækt, lukkede så dørene, alt imens jeg ellers ikke troede jeg kunne rødme mere. Stadig med rosenrøde kinder, drejede jeg om på hælen for at vende tilbage til Perrie.

 

***

 

"Nu kan i hermed kalde jer for mand og kone!" Lød præstens sidste ord, så lyden brød ud i lys lue. Blomster og ris blev smidt på brudeparret selvom de stadig stod ved alteret så det grønne græs blev dækket af noget der lignede sne. Drengene stod ved Zayns side og hujede som til en fodboldkamp, mens jeg stod ved Perries, sammen med Elanor og Danielle.

Parret kyssede, inden Zayn løftede Perrie op i brudestil og bar hende ned af alteret. Smilene kunne ikke fjerne sig fra deres læber og de så begge fantasitiske ud. Kort fik jeg øjenkontakt med Harry overfor, så han blinkede en gang, inden vi så alle fulgte med brudeparret.

 

***

 

Festen var i fuld gang indenfor, men jeg stod ude på balkonen uden for gomstuen. Månen lyste den klare sommernat op og stjernerne glinsede på deres faste pladser som uendelige lanterner der for evigt fløj i den frie nattehimmel. Hvorfor jeg stod herude anede jeg ikke, måske blev festlighederne for meget. Uden jeg vidste hvorfor, ville jeg bare gerne betragte himmelen som om jeg aldrig ville se den igen, mens jeg tænkte over hvilken drejning mit liv havde taget. Jeg ville have været død nu, hvis ikke Harry havde været her. Og jeg ville ikke have brudt ud af min skal, hvis ikke jeg havde stødt på Harry den dag. 

"Det er virkelig smukt i nat" Harry trådte hen på min side og hvilede sine hænder på balkonens ræling. 

"Som om stjernerne ville skinne ekstra smukt i nat" Han kiggede kort hen på mig.

"Hvorfor står du herude?" 

"Det ved jeg ikke. Jeg ville vel gerne se stjernerne" Han plantede sin hånd ovenpå min på den kolde stenræling. 

"Hvis du ikke havde reddet mig den dag, havde jeg været død nu" Harry blev alvorlig, faktisk var det skam jeg så i hans øjne.

"Jeg skulle ikke have forladt dig på den måde. Det var min skyld at du ville gøre det" Med et svagt smil, vendte jeg mod ham og aede hans kind, mens hans øjne lagde sig i mine. 

"Men du er her nu og det er hovedsagen" Han kyssede min pande, som efterlod brændemærker. 

Jeg kyssede ham forsigtigt, hvor hans ene arm lagde sig på min talje, mens den anden formede sig på min kind. 

Jeg havde brudt min skal. Det var en lang og smertefuld rejse, men nu er larven blevet til en sommerfugl. Og endelig spreder jeg vingerne og flyver uden nogen angst for at falde. For med Harry falder jeg ikke, jeg lander. Og det er den pureste sandhed.

 

- SLUT -

 

 

 

Jeg har aldrig haft så mange læsere på én historie, det må jeg virkelig give jer, i er fantastiske! Det var virkelig en dejlig rejse at skrive denne historie, og ikke mindst at fortælle den til jer! Jeg vil takke alle der har læst med og sige i er nogle fantastiske møjsengøjsere! (Rasmus Klump...) 

Alle der nogensinde har læst med, mange tusind millioner tak for det! Uden jer, havde jeg ikke engang fået skrevet andet kapitel færdig! Mange mange tak! Xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...