Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4107Visninger
AA

13. - Tears Like Rain -

Solen fik sig sneget udenom mit gardin og blændet mig i øjnene. Jeg gned mine våde øjne åbne. Jeg måtte have grædt i søvne. Mindet om igår, fik mig til at spærre øjnene op. Harry!

"Jacqueline! Hvad laver du herude!? Det øser ned og du er gennemblødt!" Kaldte Niall fra bagdøren. Jeg vendte mig ikke om, ventede stadig på Harry. Jeg vigede først blikket fra vejen, da Niall plantede sin hånd på min arm. 

"Hvorfor står du herude?" Spurgte han bekymret. Mine våde øjne lagde sig på ham og blinkede et par gange. 'Harry' Mimede jeg. 

"Hvor er han henne Jacqueline? Hvor lang tid har du stået her? Du må komme ind igen, ellers bliver du syg" Uden et svar, vendte jeg ryggen til ham for at traske hen mod hjørnet hvor jeg sidst så Harry. 

"Jaqcueline, hvor skal du hen!?" Råbte han efter mig, men mine ører lukkede sig for lyden. Man kunne ikke se mine utallige tåre for regnen, men det var måske også godt. Så kunne man ikke se, hvor såret jeg var. Han måtte være blevet forsinket, blev jeg ved med at opmuntre mig selv med. Han var blevet forhindret af nogle paparazzier. 

"Jacqueline!" Lød Niall igen. Mine ben bevægede sig hen mod parkeringspladsen. Bilen måtte stadig være her. Da noget sort og genkendeligt fangede mit blik, var det som om et instinkt tændte. Jeg løb hen mod den genkendelige Range Rover, jeg vidste der var blevet medbragt af security, så vi kunne tage hjem uafhængigt af hinanden. Et lettet smil bredte sig på mine våde læber.

"Jacqueline stop!" Jeg stoppede brat op, ikke af Nialls kommando, men ved synet af den forkerte bil. Nej. Nej nej nej. Jeg rystede bestemt på hovedet. Det var ikke den rigtige bil. Febrilsk stryrtede jeg rundt for at finde den rigtige bil, men den var ikke til at finde. Hvor kunne den bil være!? Hvis jeg kunne, havde jeg skreget efter Harry, men droppede det hurtigt.

Hvorfor kunne den fandens bil ikke være her!? Den var her et sted, det vidste jeg! Niall var nået hen til mig og greb fat i min arm.

"Jacqueline, han er her ikke!" Råbte han. Et kort sekund, faldt mit hjerte. Men det kunne han ikke have gjort. Jeg rystede ihærdigt på hovedet, løb så videre i søgen på Harry. Min søgen stoppede da jeg fandt det jeg søgte. En tom parkeringsplads, med skiltet 'Harry Styles' 

Niall nåede op på min side, så så den tomme plads. Han fik et såret udtryk.

"Skulle han have hentet dig, var det derfor at du stod derude?" Jeg nikkede mens jeg prøvede at holde flere tåre inde. Han var kørt. Uden mig. 

Nogle snøft havde sikkert brudt ud af min mund, for Niall lagde sine arme om mig og prøvede at berolige mig.

"Det skal nok gå. Han er sikkert derhjemme. Måske blev han overfaldet af nogle paprazzier og så glemte han alt og bare kørte?" Prøvede han at opmuntre mig, men jeg nikkede ikke. Det ville Harry ikke gøre. Han ville ikke glemme at jeg stod dér lydigt og ventede på ham. I to timer i stive stænger af regn. Aldrig. Måske havde jeg ikke kendt Harry så længe, men alligevel kendte jeg ham nok til at han ikke ville glemme mig sådan bare. 

Niall vendte mit grædende ansigt mod hans. Hans blå øjne kiggede varmt ind i mine.

"Lige meget hvad, så var du den smukkeste i aften Jacqueline. Og det ved Harry godt. Han ville aldrig lade så fantastisk en pige som dig bare stå og vente i regnen, uden en god grund" Han tog sin habitjakke af, og lagde den om mine kolde skuldre. 

"Kom, vi må ind til de andre. Vi tager hjem til Harry ikke?" Jeg nikkede mod ham som et lille barn, der blev lovet en slikkepind.

"Og han får én over knæet for at have glemt dig, det kan jeg love dig for!" Han blinkede en gang, så et smil brød frem på mine læber, mens vi gik ind mod de andre.

 

***

 

"Jeg kan simpelthen ikke fatte at Harry kunne gøre det! Han får SÅ mange høvl når vi kommer hjem!" Kogede Louis bag rattet. Det blev jo næsten synd for Harry, så mange tæsk som han skulle have. Men noget sagde mig at han ikke bare ville være derhjemme. Det virker mærkeligt. 

"Fryser du?" Zayns bløde stemme lød ved siden af mig. Jeg vendte mig mod ham, med et overasket blik. Jeg havde ikke hørt et pip fra ham hele aftenen, så det virkede lidt underligt. 

Jakken, Niall havde givet mig var så godt som gennemblødt, så jeg nikkede kort. Resolut fjernede Zayn den og forviste den over på et andet sæde, tog så sin egen af og lagde forsigtigt over mig, som om han var bange for at jeg gik i stykker. Jakken der var blevet lun af Zayns kropsvarme, fik mig til næsten kramme den. Jeg måtte indrømme at jeg var blevet godt gennemkold og jeg kunne mærke en forkølelse var på vej. 

"Bedre?" Jeg nikkede igen, med et mimende tak. 

"Jeg har tænkt på hvordan din stemme ville være hvis du havde én" Han smilede genert som om det var en pinlig tanke. Jeg smilede bare, ville have at han sagde mere.

"Om den ville være skinger. Rusten, hæs, irriterende. Måske enda dyb, ligesom Harrys" Remsede han op, så jeg ved hvert ord gled længere ned i sædet. Hvor pinligt...

"Men så kom jeg frem til at din stemme ville være helt perfekt. En fin London accent med et hint af New Zealandsk" Jeg kunne ikke lade være med at grine lydløst af ham. New Zealand!? Han måtte have en skrue løs! Han smilede selv lidt.

"Jeg tænkte nok at det ville lyde sært" Han blev pludselig alvorlig.

"Men hvis du havde en stemme... Så ville den være som englesang" Jeg blinkede et par gange, som jeg plejer når det bliver lidt overvældende. Jeg vendte mig om så jeg sad lige på sædet. Hvad var det han havde gang i? Og hvorfor gik jeg med til det? For guds skyld Jackie, han har en kæreste! Og det har du vel også på en måde... Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke over hvordan hans læber måtte føltes. Sikkert bløde og forsigtige. Engleagtige. 

Billygterne spottede den enorme villa, så jeg næsten hoppede ud af bilen. Jeg styrtede så hurtigt jeg kunne hen til døren der ikke var låst. Så var han alligevel hjemme! Uden at tænkte over det faldt jeg næsten over dørtrinet, på vej ind i hallen, styrtede så til venstre mod stuen. 

Jeg smed mig i favnen på personen der sad stilfærdigt i sofaen, med et smil der kunne sælge millioner.

"Jamen godaften Jacqueline! Har det været en god aften?" Den kvindelige stemme der tilhørte Lou lød over mit hoved. Jeg åbnede øjnene for at se, at jeg lå i Lous arme, usikker på hvad hun skulle gøre. Mit smil faldt til jorden, så jeg så helt ulykkelig ud. Det kan ikke være rigtig. 

"Hvad er der sø..." Hun nåede ikke at tale færdig, før jeg resolut smed mig op fra hendes arme og kastede rundt med mine egne.

"Hvor er Harry!? Jeg skal finde Harry, har du set ham!? Vi kan ikke finde ham!" Hun kiggede bare med store øjne på mig, mens jeg gloede forventende på hende. 

"Søde Jacqueline, jeg kan ikke tegnesprog, hvad er det du..." Inden hun fik afsluttet skred jeg ud af stuen igen, rettet mod Harrys værelse. Måske var han gået i seng! Jeg rev døren op der afslørede et rent værelse og en uredt seng. Tårene pressede sig mere og mere på, i takt med at jeg tjekkede alle rum i det enorme hus. Køkkenet, de andre værelser, toiletterne, ja selv mit eget værelse. Da jeg endte tilbage i stuen, stod jeg med tårene strømmende som vandfald ned af mine kinder. Hvor var han henne!? Hvorfor var han her ikke!? 

Lou så med forfærdelse min akt, der nok skræmte hende en smule. Forsigtigt lagde hun armene om mine rystende skuldre. Jeg kiggede dybt bedrøvet på hende, så hun selv næsten fik tåre i øjnene.

"Søde Jacqueline, hvad er der sket? Hvorfor græder du sådan?" Hendes spørgsmål fik mig til at krampe mig sammen til en kugle og hulke. Hvor var Harry!? Jeg ville bare gerne have Harry! Have ham til at holde om mig! 

Uden nogen anelse om hvad jeg græd så massivt over, satte hun sig på hug og krammede mig varmt.

"Shhh, søde det skal nok gå. Hvor er de andre drenge?" 

"Vi er her, Lou" Lød Louis alvorligt. Lou kiggede panisk på de alvorlige drenge.

"Hvad i alverden er der sket?" Hun prøvede at dæmpe sin bekymring, men den kunne alligevel tydeligt høres. Der var en lille stilhed inden Liam sagde tøvende.

"Harry er væk"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...