Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4035Visninger
AA

4. - Surprise -

"Hvad vil du have?" Harrys spørgsmål, fik mit hoved til at løfte sig fra menukortet så mine blå øjne gloede uskyldigt på ham. Han smilede ned i bordet, klar over sin fejl.

"Undskyld. Jeg skal stadig vænne mig til det. Hvad med... Chicken Butterfly? Den bliver du nødt til at smage! Den er verdens bedste kylling!" Igen blev han opstemt som et lille barn juleaften. Jeg nikkede bare. Den dreng måtte være på lykkepiller eller ectasy!

En høj blondine vaklede hen til os på sine alt for høje stilleter. Hun var tydeligvis tjener med sit forklæde foran sin lårkorte kjole.

"Skal jeg tage imod jeres bestilling?" Den måde hun udtalte 'bestilling' beviste tydeligt at hun var lesper. Dog én af de problemer jeg slap for. Hun flirtede åbenlyst med Harry, mens jeg sad på den anden side som om jeg var usynlig. Jeg hostede engang for at gøre opmærksom på min eksistens. Hendes alt for oversminkede øjne borede sig ind i mig og nærmest dræbte mig på stedet. 

"Hvad skal du og din søster have?" Spurgte hun igen, med et smil der blottede hendes kunstigt hvide tænder.

"Hun er min date" Rettede Harry hende med et uskyldigt smil. Hun formede et 'oh' med sin mund. Flot Blondie...

"Vi vil gerne have to gange Butterfly Chicken" Hun fik skrevet det ned på sin pinke glitter blok, før hun vaklede videre med sine tårn til hæle.

"Hun var da meget sød hva'?" Harry smilede uskyldigt mod mig. Hans svar fik mig til at klappe mig i panden. Drenge og deres opfattelsesevner...

Døren svingede pludselig op så 15 stk. teenagepiger væltede ind i restauranten, så jeg hoppede i sædet.

"Harry!? Harry vi elsker dig! Vi er mega store directioners! Hvordan har Louis det derhjemme!?" Råbte de i munden på hinanden. Harry fik svaret spørgsmålene med et lille smil, mens jeg var kravlet så langt ind i hjørnet af bordet som muligt. Én af pigerne så mig pludselig, spærrede øjnene op og hoppede næsten to meter op i luften.

"Oh my god!? Er du Harrys nye kæreste!? Oh my god du er heldig! Hvad hedder du!?" Skreg hun ind i mit ansigt, med et overdrevet smil. Tåre pressede sig på af den pludselige opmærksomhed. Jeg prøvede at komme i kontakt med Harry, men han var i fuld gang med at skrive autografer og give billeder. Hun blev ved med at kigge på mig, ventede på mit svar. Jeg kiggede bare hjælpeløst på hende med våde øjne. Jeg kunne ikke klare det her, jeg skulle ud. Ud. Nu.

Uden nærmere eftertanke smygede jeg mig ud af menneskemængden og efterlod pigen med et undrende udtryk. Tårene pressede sig faretruende på. Tanken om at folk nu ville kende mig, spørge hvem jeg var, gav mig en knugende fornemmelse i mellemgulvet. Mit kryds på det venstre håndled, begyndte at brænde og gøre ondt, som at gøre opmærksom på den mørke episode i mit liv.

"Jacqueline!? Jacqueline, vent!" Kunne jeg høre Harrys stemme bag mig, vendte mig så om for at se ham vride sig løs fra pigerne.

"Se! Er det ikke Niall og Zayn!?" Han pegede over mod to normale drenge med blonde hår og mørk hudtone. Pigerne begyndte at skrige hysterisk, overfaldt så de stakkels drenge. 

"Hvor skal du hen?" Hans tonefald var såret. At se ham ked af det, fik mit bæger til at flyde over. Tårene strømmede ned af mine kinder, så hele mit synsfelt var slørret. 

"Nej nej! Du må ikke græde!" Hans stemme var febrilsk, mens han lagde armene om mig. Åh, hvor jeg dog hader mine følelser! Alt den opmærksomhed og ændring overvælder mig alt for meget! 

"Vil du ikke godt lade være med at græde?" Bad han. Jeg kiggede et øjeblik op på ham, med mine røde øjne, snuppede så for anden gang hans mobil ud af hans lomme. Han sagde ikke imod, kiggede bare undrende mens jeg aggressivt tastede løs på skærmen. Da jeg var færdig rakte jeg den frem mod ham. 

#Jeg vil gerne hjem. Tak for idag, det var hyggeligt" Var min korte besked da jeg drejede om på hælen, tilbage mod bureauet der ikke lå så langt væk. En stærk hånd hånd greb fat om min spinkle arm og drejede mig rundt.

"Næ nej, du går ingen vegne i den tilstand! Du kommer med mig hjem!" Han blev pludselig meget bestemt, det kunne jeg tydeligt mærke i min let smertende albue. Jeg rystede lige så bestemt på hovedet. 

"Du kommer med mig hjem om du vil eller ej!" Der var vidst ikke noget at gøre for at overtale ham, så jeg vred min arm fri fra hans hånd, så der blev efterladt et rødt mærke. Jeg drejede igen om på hælen, gik så videre med faste skridt. Jeg nåede ikke langt, før nogle arme greb om mit liv og svingede mig op i på en skulder. Hvad fattede den dreng ikke ved et nej!? 

"Jeg sagde jo at du kom med mig hjem, ligemeget hvad" Han smilede selvsikkert op mod mig, hvilket fik mig til at slå bestemt på hans ryg. Han var jo af stål, den dreng! Min hånd begyndte at dunke af slagene, så jeg stoppede hastigt. Fedt. Nu var jeg da for alvor i problemer. Èt var at tage ud at spise med ham, andet var så at han kidnappede mig! Hvad havde han mon tænkt sig? 

Mine tanker blev afbrudt da en bil med tonede ruder stoppede foran os og åbnede døren.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...