Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4130Visninger
AA

7. - Sunsetkissing on the sheets -

Da mit chok over det der lige var sket var ovre, begyndte jeg uden varsel at græde og hulke som et lille barn. Zayn lagde en arm om mig, for at få mig til at falde til ro, men det fik mig bare til at græde yderligere. Han stoppede op for at favne hele sit vingefang om mig og vuggede mig roligt fra side til side. 

"Shh. Det er okay" Hviskede han. Jeg fik taget mig sammen, så vi hastigt gik videre til caféen. Zayn forklarede Emma at jeg ikke kunne spise med hende i aften, gik så med mig hele vejen op til min lejlighed. Sagde han ikke at han bare ville følge mig hjem?

Jeg stillede mig foran ham i min dørkarm som en blokade.

"Du skal ikke være alene" Svarede han kort før han prøvede at komme ind, men jeg rykkede mig ikke. Jeg kiggede på ham med armene stædigt lagt over kors. Han sukkede inden han fiskede sin mobil op.

"Jeg ringer til Harry. Perrie ville også bare blive bekymret" Jeg løftede det ene øjenbryn. Han havde en kæreste? Og han krammede og hviskede til mig når jeg var helt fremmed? Nå, måske gjorde han det tit. Og det hjalp også lidt.

"Hey Harry. Kom og hold Jacqueline med selskab. Ja, det er på den dér café... Café Chaplin hed den. Bare spørg efter Jacqueline. Godt, vi ses så" Han lagde på og kiggede så op på mig med et skævt smil. 

"Skal jeg så bare stå her, eller må jeg komme ind?" Jeg sukkede kort, inden jeg trådte til siden. 

Lejligheden var ikke ligefrem noget at prale af. Man kunne ikke engang kalde det en lejlighed, mere et loftsværelse, som det nok også var. Det bestod af et soveværelse og en stue slået sammen, et lille badeværelse ved siden af, en åben gang og et køkken på den anden side. De eneste vægge i værelset var dørkarmen i køkkenet og den ene skillevæg mellem stuen/Soveværelset og gangen. Når ja, og en lille balkon ved siden af min seng. 

Jeg havde ikke råd til maling eller tapet, så væggene var grå af cement eller mørkebrune af gammelt træ. 

"Her er... Kan jeg sige beboeligt?" Jokede han, med et skævt smil. Ja, det var da et værre hul i forhold til hvad han plejede at bo i. Jeg nikkede bare med øjnene nede mod gulvet. Han sukkede.

"Hvor længe har du været... Det dér... Stum?" Spurgte han, bange for at jeg ville blive vred på ham. Jeg tænkte over hvordan jeg skulle svare, inden jeg lod som om jeg suttede tommelfinger. 

"Aaah... Var det ikke svært? Altså sådan at vokse op?" Jeg trak bare på skuldrene selvom jeg udmærket godt vidste hvor forfærdeligt det havde været. 

 

Igen smækkede jeg døren i, så jeg kunne falde sammen foran den i krampende gråd. Ingen ville eller kunne forstå mig i skolen. Jeg var bagud i grammatikken så når jeg skrev, kunne man næsten ikke forstå det. Det var min tante der lærte mig det hele med at læse, skrive og alt det andet til at kommunikere med andre, normale mennesker. Hun lærte mig også tegnesprog fra et kursus hun tog til, så jeg kunne snakke med hende med mine egne ord. Men jeg ville aldrig blive normal lige meget hvor grammatisk korrekt jeg skrev og hvor meget jeg læste. Folk ville stadig pege fingre af mig. Fortælle mig at der ingen grund var til at jeg havde en mund.

Nogle gange gik min frustation over gevind, så den eneste løsning jeg så var at smadre alt inden for min rækkevidde. Skød hul i om jeg skadede mig selv. Jeg kunne alligevel ikke skrige af smerten, så hvorfor så tage sig af den? Flere gange blev der sendt regninger fra skolen om ting der skulle erstattes og flere gange måtte min tante hente mig fra skole, fordi jeg havde slået mine hænder til blods. Utroligt at jeg ikke blev sat på børnehjem, eller på en kostskole for handicappede børn. Men min tante havde tiltro til mig og at jeg bare var et såret barn, der ville forstås. Hun troede på mig som den eneste og så mit sande, følsomme væsen, ikke det monster andre gjorde. Så når jeg ikke var et destruerende monster, sad jeg i min egen verden og drømte mig langt væk fra alt og alle. Jeg troede at hvis jeg bare kunne holde fast i min drømmeverden og den eneste der elskede mig, skulle jeg nok klare mig. Indtil den dag jeg tog min egen beslutning. Jeg var til ingen nytte i denne verden. 

 

"Jacqueline? Sagde jeg noget forkert?" Zayn viftede sin hånd foran mit forstenede ansigt, der var vådt af ubevidste tårer. Jeg kom til mig selv, fejede dem så hurtigt væk. Jeg rystede bare på hovedet med et svagt smil. Han skulle til at sige noget, da en forpustet, krølhåret dreng kom frem i døråbningen. Præcis som første gang jeg rigtig mødte ham. Han vidste da at lave sin entré.

"Jeg skyndte mig så hurtigt jeg kunne! Er du okay Jacqueline?" Prustede han, lige så forpustet som sidste gang. Jeg nikkede da Zayn forklarede situationen for ham.

"Nogle fans pudsede sig på hende. Vi må hellere passe på resten af ugen med at blive set sammen eller i offentligheden" Harry kiggede overrasket på Zayn, inden han fløj over og omfavnede mig. 

"Er du okay? Du må virkelig undskylde jeg har fået dig rodet ud i det her!" Hviskede han, åbentlyst ked af det. Ude i øjenkrogen så jeg Zayn lægge hænderne i lommerne og kigge sig omkring, som om han ikke ville se på os. Han hostede engang for at få Harry til at trække sig ud af krammet.

"Jeg må hellere tage hjem så. Vi ses Harry! Vi ses Jacqueline" Han hviskede til sidst, som om han var bange for at blive hørt, inden han lukkede døren. Harry observerede mit ansigt.

"Har du grædt?" Hans spørgsmål fik mine kinder til at blusse op. Jeg nikkede kort, inden han helt uforudsigeligt aede mine kinder fri for den salte væske. Han fejede en hårlok bag mit øre, inden han nikkede anerkendene.

"Så er du smuk igen" Et svagt smil sneg sig op gennem min mundvig af hans adfærd. Han kiggede sig kort omkring i den mørkebrune gang.

"Så det er her prinsessen har gemt sig. Nydeligt sted, selvom der godt kunne trænge til lidt maling" En idé poppede pludselig op i mit hoved. Jeg styrtede ud i køkkenet hvor min blok lå og en kuglepen, hentede så Harry på vejen, for at trække ham ind i stuen. Jeg klappede på min seng for at få ham til at sætte sig, så det gjorde han. Jeg fik hurtigt skriblet noget ned på blokken, rakte ham den så.

Så kan vi rent faktisk føre en samtale. Hej. 

Han kiggede op på mig med et smil, inden han tog kuglepennen fra mig og selv skrev noget ned. Den var nu henvendt til mig, men okay...

Hej. 

Han kiggede kort op på mig med et smil, inden han skrev videre.

Du ser meget smuk ud i sollyset. 

Jeg rødmede da jeg tog blokken igen.

Ingen er smukke. Mennesker er mennesker, de er ikke smukke.

Du er smuk. 

Du kender mig ikke rigtigt. Jeg er lige så grim som alle andre.

Det tror jeg ikke. Hvis du så på dig selv, nægter jeg at tro at du syntes du er grim.

Så må du nægte at tro. 

Han kiggede alvorligt op på mig, skrev så. 

Det vil jeg aldrig gøre. Tro er den kraft der får os til at se og gøre ting vi førhen har været bange for. Ting vi troede vi aldrig ville have modet til. Men troen så naiv som den er, mener at alt bliver godt i enden. At alt ondt har en slutning, og det handler bare om at tro. 

Jeg læste det flere gange, uden helt at forstå det. Jeg forstod det han skrev, men jeg forstod ikke hans hentydning. Hvad mente han med det? Jeg fik svar da jeg løftede hovedet, for at se nogle grønne øjne helt tæt på mine blå. Hans grønne iriser borede sig ind i mine, mens vi begge kom tættere på hinanden. Han var ligesom et magnetfelt, jeg kunne ikke gøre for det. Da vi stødte næserne sammen fik jeg en idé om hvad vi skulle til at gøre. Og det skræmte livet af mig. Men jeg stoppede ikke, huskede de ord Harry havde skrevet. At troen får os til at gøre ting vi er bange for. 

Med den tanke, svævede vores læber forbi hinanden, inden de tøvende samlede sig og blev en union. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...