Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4036Visninger
AA

10. - Secrets hurt -

Mine fingre gled langsomt over det evige kryds, jeg selv havde placeret der. Det var ikke længere ømt eller rødt, bare en næsten usynlig tatovering. Det var den jeg var, det kunne ingen gøre noget ved, det var min fortid. Og jeg var bundet til en kontrakt med mig selv, om aldrig at fortælle den til nogen. Men det var heller ikke det største problem da jeg ikke kunne det alligevel. 

Med tårene der pressede på, gemte jeg arret væk med ærmet. Jeg svingede benene over sengen jeg havde fået tildelt, og analyserede kort værelset. Så søde som de var, gav de mig mit eget værelse så jeg kunne få lidt privatliv. I virkeligheden ville jeg egentlig gerne bare være hjemme, men det ville de jo ikke tillade. 

Mit hoved stak ud i gangen, for at tjekke om jeg var alene. Ingen råb, ingen løb i gangen, eller noget tv der kørte. Godt, de var helt væk. Sikkert til interview eller noget. Med et tilfreds smil på læben, hoppede jeg ud af mit gemmested for at valse hen til trappen. Med glæden boblende inde i mig, kørte jeg ned af gelænderet, ned til Hallen. Jeg skulle til at hoppe ud i køkkenet, da jeg en gul seddel, på spejlet fangede mit øje. De havde efterladt en note, hvor sødt. 

Vi er til interview, kommer hjem til eftermiddag. Vi har en overraskelse til i aften. x 

Åh nej, ikke overraskelser. De er så... Overraskende... 

Jeg smilede kort af deres omtanke, fejede den så forsigtigt ned i min lomme. Igen bevægede jeg mig ud mod køkkenet, for at høste en kop the. Hurtigt fik jeg grebet en kop, kogt noget vand og lavet min yndlingsthe. Kamille med kanel. Da jeg med et lille smil satte mig på én af barstolene med min the der lugtede af jul, greb jeg min notesblok og en kuglepen. Med lugten af kanel der blidt nev i mine næsebor, begyndte jeg at skrive. I fuldstændig trance af hvad jeg var igang med lagde jeg ikke mærke til, at min the blev helt kold inden jeg nåede at drikke af den. Det eneste jeg tænkte på var at skrible det ned jeg havde på hjerte. 

Min hånd fejede gennem luften, mens lys og glimt fløj ud i skoven jeg stod i. Vinden tog let i træerne af den pludselige magiske aktivitet, for at gøre opmærksom på sig selv. Blomster og andet grønt voksede hamonisk i lyset, jagede efter det, mens det sugede energien til sig. Et smil gled over mine lyserøde læber. Jeg hjalp dem med at vokse. Bare følelsen af at der var brug for mig, gav mig en lyst til at hoppe. Vinden snurrede om mig, for at få del i energien og legede med mit hår, for at bede om lov. Bladene legede i vinden rundt om mig, som orkanens øje. Rødderne kravlede op af den mørke jord og snurrede sig som snore om mine ankler og lægge. Min kjole blev faret rundt i vinden, mens alt var i harmoni.

Mit smil kunne ikke blive større indtil noget fik det hele til at krakelere. En gren. En gren der blev knækket. Jeg vendte mig mod lyden, med øjnene fæstnet mod grænsen af lysningen jeg stod i. Rødderne gav slip på mine nu bevægende ben og vinden lagde sig stille. Ikke et blad eller en gren rørte sig. Langsomt gik jeg hen mod lyden. Måske var det bare en hjort der ville have del i morskaberne. Men de ville ikke liste. Og slet ikke knække en gren. 

"Hvad laver du?" En stemme ved siden af mig, fik mig kylet ud af drømmeverdenen, så jeg faldt bagover mod et hedt sammenstød med gulvet. Et højt grin, jeg kun kunne identificere fra en hvis blondhåret nisse, lød i mine ører, så blodlegemerne samlede sig i mine kinder. Jeg skulede op på ham.

"Man lister sig altså ikke sådan ind på folk når de fordyber sig!" Fægtede jeg rundt med mine arme. Hans øjne blev pludselig store, mens hans smørrede smil falmede mere og mere. Da jeg var færdig med at plapre, stod hans ladeport piv åben. 

"Var det... Tegnesprog?" Fumlede han med ordene. Jeg nikkede kort, ville vide hvorfor det var så relevant.

"Hvor sejt! Det har jeg altid ønsket at kunne! Kan du ikke vise mig noget!?" Han hoppede i stolen med et stort smil. Jeg kiggede først spørgende på ham, men gik så med til det. 

Jeg begyndte at vise ham, hvordan man sagde det helt grundlæggende som nej og ja, med hjælp fra min notesblok. Han slugte det hele råt, og jeg måtte give ham at han var god af en nybegynder at være. 

 

 - Zayns Synsvinkel -

 

Jeg kiggede på Niall og Jacqueline der fægtede med armene og grinte varmt med hinanden som om de havde været venner for altid. En lyst til at jeg ville være Niall, var både uvelkommen og alt for markant. Jeg burde ikke have det sådan. Jeg havde Perrie, men Jacqueline malede sig hele tiden indenover min nethinde i stedet. At hun var her nu var næsten uudholdelig, men jeg kunne heller ikke tåle tanken om at hun var alene. 

Harry prikkede mig kort på skulderen. Hans typiske, legende smil var som malet på ham.

"Hey, hvad kigger du på?" Jeg svarede ikke, vendte bare igen blikket mod det grinende par.

"Er det ikke godt at hun allerede er faldet så godt til? Se dem bare, de er som børnehave børn" Han pegede kort mod Niall, der tegnede et moustache på Jaquelines ansigt, som fik hendes smil til at brede sig endnu mere hvis det kunne det. Hos mig selv, fremelskede det et svagt smil. 

"Tror du hun vil blive glad for overraskelsen? Tror du ikke det er for meget for hende?" Spurgte jeg med øjnene klistret på hende. 

"Hun vil sikkert ikke starten, men hun vil få det sjovt, tro mig. Det vil hun, helt sikkert" Jeg vendte mig mod ham, da hans ord begyndte at tone ud til en mumlen, mens han stirrede på Jacqueline. 

"Hun er stærk, smuk, klog" Mumlede han videre.

"Hvem ville ikke falde for hende?" Han vendte endelig blikket fra hende, inden han klappede mig på skulderen og gik. En knude byggede sig op i mig af hans ord. Ja, han havde ret. Hun var klog, smuk og hendes personlighed, lyste af styrke. Men der var ting, ved hende der undrede mig. Hun havde nogle hemmeligheder, ingen af os vidste. Men de ville nok blive afsløret med tiden. Jeg sendte en varm tanke til hende, inden jeg vendte mig mod trappen, for at gå til mit værelse. For at ringe til Perrie.

 

***

 

 - Jackies Synsvinkel -

 

Det var ved at blive aften, jeg stod ude i mit eget badeværelse jeg havde fået, for at vaske det skæve overskæg af, som Niall havde gjort sig så umage med at tegne. Da det var så godt som væk, drejede jeg om på hælen, for så at lydløst skrige af Harry der stod lænet i dørkarmen. Min krop krampede sig sammen af chokket, så jeg næsten nåede ned i en kugle. 

"Undskyld, jeg ville bare se din reaktion" Grinede han. Mine øjne vendte sig mod himlen af ham, prøvede så at komme forbi ham, men han stilte sig i vejen. 

"Jeg har en overraskelse til dig" Et bredt smil malede sig over hans ansigt da han bøjede nakken lidt for at se mig i øjnene. Jeg kiggede undrende på ham, huskede så noten. Oh.

"Kom" Han tog min hånd, trak mig så med nedenunder, hvor de andre drenge stod, ventende på os. Okay, det her bliver lidt akavet.

Louis stod med en stor æske med en lyserød sløjfe om. Var det en gave? 

"Til vores egen Jackie! Håber du kan lide den!" Han rakte stolt æsken frem mod mig. Jeg kiggede kort mod Harry for accept, der nikkede anerkendene. Forsigtigt tog jeg æsken og studerede den kort. Den var cremehvid med et indprintet, flot mønster. Det lignede sådan en æske, hvor Askepots kjole lå gemt dernede, foldet fint sammen.

"Åbn den nu!" Kaglede Liam der næsten hoppede, så spændt var han. Jeg nikkede mod ham, fjernede så forsigtigt sløjfen og løftede låget. Mit hjerte hoppede op i halsen ved synet. Det havde de bare ikke gjort!

 

 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...