Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4181Visninger
AA

1. Prolog

"Hey, hvad hedder du? Når nej, det kan du jo ikke sige!" Sådan lød de daglige kommentare i skolen. Nogle gange undrede det mig, om de overhovedet tænkte at det gjorde ondt det de sagde. At jeg ikke kunne gøre for at jeg var som jeg var. Jeg burde slet ikke være begyndt i en britisk folkeskole. Ingen tog hensyn til mit handicap, så når jeg ikke svarede på spørgsmålene i min klasse, blev lærene fornærmede og gav mig bundkarakterer. Jeg fik ikke lært meget i skolen, kun det helt basale og matematik og drama var det jeg var bedst til. Godt nok kunne jeg ikke sige noget, men jeg kunne kommunikere gennem tal i matematik og drama kunne jeg udtrykke med mit kropssprog. Men skolen var stadig et fængsel i mine øjne. Mens andre var ude at lege, gemte jeg mig i min egen verden, hvor ingen behøvede at tale.

 Da jeg endelig nåede hjem fra det helvede, tog jeg beslutningen. En elleveårig kan godt have selvmordstanker. Og denne dag skulle jeg tage det skridt videre. Jeg anede intet om selvmord, så  jeg gjorde bare det jeg havde set på film. Jeg prøvede at binde en løkke om min hals, men jeg kunne ikke engang binde mine egne snørebånd, så den idé droppede jeg hurtigt. Jeg gik ud for at finde min tantes sovepiller, da jeg boede hos hende. Mine forældre døde i en billulykke da jeg var lille, så jeg kunne ikke rigtig huske dem. 

Jeg droppede også pillerne, da jeg huskede min skræk for piller og medicin. Til sidst gik jeg ud i køkkenet for at finde min børnekniv jeg brugte når jeg spiste. Tante sagde at den var meget skarp i forhold til den var beregnet til børn. Det mærkede jeg tydeligt da jeg skar en stribe over min hovedpulsåre. Det sprøjtede ikke som i filmene så jeg måtte have skåret for lidt. Jeg lavede et kryds i mit håndled, så det begyndte at bløde så voldsomt at hele mit synsfelt blev rødt. Synet af mit blod gjorde mig svimmel og inden for det næste halve minut var jeg dejset om. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...