Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4188Visninger
AA

16. - Partners -

Jeg gloede ned på den solbrændte dreng der lå for mine fødder, med en rød bule i panden. Hvad skulle jeg gøre med ham? Bære ham ind i stuen? Forsigtigt prøvede jeg at løfte hans ene arm der var total dødvægt. Hvem skulle tro at én arm kunne føles som 30 kilo!? Mens jeg så stod dér og funderede over hvad jeg skulle gøre med ham, lød et bank på døren. Nu!? Undskyld, men jeg er optaget, jeg har en bevidstløs popstjerne! Havde jeg råbt det hvis jeg kunne? Nej, nok ikke.

"Jacqueline?" Kaldte Nialls stemme bag døren, så jeg blev sparket i bevægelse. Uden nogen anelse om hvor jeg fik styrken fra, fik jeg løftet Zayns overkrop over jorden og med dét, slæbte ham i ind i mit værelse. Hvor i alverden skulle han være!? Niall kunne ikke se det her, han ville gå i koma! 

"Jackie! Kan du høre mig?" Febrilsk ledte jeg efter et sted at gemme kroppen. I min fraværende tilstand, tabte jeg Zayn ned på gulvet med et dunk der sagde spar to. Uden grund shusjede jeg af ham. Åhr, typisk mig, selvom jeg nu syntes han havde fortjent det slag. 

"Jacqueline hvad laver du derinde!? Er du kommet noget til!?" Nialls stemme blev lettere panisk. Åh gud Niall, jeg er midt i noget! En idé steg pludselig op, da mine øjne fangede mit klædeskab. Det var lige stort nok til at han kunne stå nogenlunde op. Jeg lyste op i et smil, slæbte så Zayn hen af trægulvet. 

"Hvis du ikke lukker op, går jeg altså selv ind!" Han trak ned i håndtaget, men døren var så smart at den havde autolås. Nogle gange kunne mine bekymringer om tyveri rent faktisk hjælpe. 

"Jacqueline! Jeg sparker den ind!" Åh please Niall, ikke nu! Jeg fik revet skabet op med den ene hånd og nu kom vi så til det svære. At få Zayn derind. Jeg løftede hans fødder ind, prøvede så at løfte ham op at stå som en planke, hvilket du ikke aner hvor svært er med en blød menneskekrop i dødvægt. Det er som at løse relativitetsteorien. Fuldkommen umuligt. 

Et kæmpe spark lød ved døren, så adrenalinet pumpede rundt i mit blod. Med hele min styrke fik jeg med ryggen presset Zayn op at stå og væltet ind i skabet. Ingen kropsdele var i unaturlige positioner, så intet var brækket efter min mindre cirkus optræden. Men han ville nok opleve en kraftig hovedpine og nogle mærkelig blå mærker.  

Der fløj endnu et spark gennem luften, nu var døren ved at give sig. At lukke døren var en mindre mission for sig selv, med den enorme krop der lige pludselig var blevet presset ind i skabet. 

Døren fløj ud af hængslerne, og ind rullede Niall som en anden redningsmand. Problemet var bare at jeg hverken ville eller skulle reddes. 

"Jacqueline hvor er du!?" Med vold og magt fik jeg presset skabet sammen, i det sekund Niall trådte ind. 

"Dér var du! Hvad i alverden lavede du? Og hvorfor åbnede du ikke?" Jeg smilede nervøst som svar, for at dække min lille kriminelle handling. Skabsdøren gav sig en lille smule, hvor jeg så nærmest kastede mig op ad den for at holde den lukket, så Zayn ikke faldt ud. Jeg prøvede at smile, nu et lidt mere anstrengt ét af slagsen. Niall løftede det ene øjenbryn af min mærkværdige handling.

"Hvad laver du Jacqueline?" Man kunne sikkert høre hvor meget min hjerne kværnede for at finde en acceptabel undskyldning. Vægten blev tungere på døren, hvilket måtte betyde at Zayn lå mod døren. 

"Har du brug for hjælp?" Tilbød Niall venligt, men så utaknemmelig jeg var, rettede jeg den ene hånd lige ud for ham. Panisk ledte jeg efter min blok i rummet. Da blokken endelig var spottet, pegede jeg anstrengt mod den, så Niall hentede den sorte læder blok, med fin rem om. Med ryggen solidt plantet mod døren, skrev jeg en kort, sjusket besked til Niall. 

Har købt alt for meget undertøj på det seneste, så det hele er ved at falde ud. Vil du hente min værktøjskasse, ligger under vasken i køkkenet så jeg kan reparere hængslerne?

Nialls rødmen og forlegne grin, fik min røde hud til at blusse endnu mere op, ad min både lamme og pinlige undskyldning. Hvorfor undertøj!? 

"O-okay..." Fik han stammet sig frem til, inden han med røde øre gik ud for min synsvidde. Så snart han forsvandt ud i køkkenet, lod jeg endelig min ryg bevæge sig væk fra den ulidelige vægt. Jeg fik i sidste sekund grebet Zayns hoved fra endnu et hedt sammenstød med gulvet. Uden at volde ham alt for meget skade, pressede jeg ham ind igen. 

"Er det den her?" Niall kom til syne igen, med min beskedne værtøjskasse. Jeg nikkede med et lettet smil. Med yderst forsigtighed trådte jeg væk fra skabet, der holdt sin position. Jeg sukkede et lettelsens suk inden i mig selv, skrev så noget ned til Niall. 

Undskyld, den sidder fint nu. Hvorfor kom du egentlig?

Han så ud til at kæmpe en mindre kamp med sig selv, inden han tøvende åbnede sin mund.

"Hvordan har du det?" I det stressende tidsrum havde jeg faktisk glemt alt om Harry. Og det føltes godt, indtil jeg blev mindet om det igen. Mit smil falmede brat, og tårene pressede sig igen på. Niall opfattede med det samme mit hurtige humørskift.

"Undskyld Jacqueline, jeg ville ikke..." Forhastede Niall sig, så han ikke kunne få alle ord med. I stedet lagde hans sine arme om mig. Mine tåre pressede sig faretruende på, men jeg kæmpede så godt jeg kunne. 

"Jeg ville ønske at Harry bare forstod hvor fantastisk en pige du er" Det fik mit bæger til at flyde over. Jeg begravede mit ansigt ned i hans skulder og græd åbentlyst, mens Niall aede min ryg. Så venlig og varm. Jeg klamrede mine hænder om hans ryg, mens høje hulk fulgte. Hvorfor var det at jeg skulle have det sådan her? Jeg havde ikke engang kontrol over det mere. Bare man nævnte Harry var jeg i gulvet og omkranset af min egen tudepøl. Det var så miserabelt at jeg næsten kunne grine af det. 

Efter endnu en tudetur fik jeg mandet mig op til at fjerne mig fra Nialls plaskvåde skulder, og prøve at tage mig sammen. 

"Har Zayn egentlig været her? Han sagde at han ville tage forbi dig, men er han gået igen?" Hans navn fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Mine tanker ledte hen til det lukkede skab, der fik revet døren op og kastet den bevidstløse Zayn ud, som om han var et dårligt måltid. Jeg lukkede øjnene, prøvede og håbede på at det her var en ond drøm der snart ville slutte. 

 

***

 

Jeg var placeret på min seng, mens at Niall kom ind med en kop te til mig. Med et alvorligt udtryk rakte han mig den varme kop, jeg modtog med et svagt smil. Stivt satte han sig ved min side og kiggede kort på mig. Sikkert for at tjekke hvor tæt jeg var på at bryde ud i gråd.

"Er du okay?" Det var det sidste han burde spørge om. Jeg kiggede på ham med tydelig smerte og sorg, som svar. 

"Ved du hvorfor han gjorde det?" Spurgte han sammenbidt, han skulle stadig vænne sig til tanken at Zayn faktisk havde været Perrie utro. Med mig som havde hjertekvaler, hvilket bare gjorde det hele værre. Jeg følte mig selv beskidt og skyldig. Jeg kunne have stoppet ham i tide. Men nej, jeg skulle absolut vide hvordan hans læber føltes. Og jeg hader mig selv for det. 

Jeg kastede et blik hen på Zayn, der lå fredfyldt og sov på min anden side. Han lå dér som om det hele var godt, som om at han bare tog en lille lur. 

"Jacqueline, gjorde han dig noget? Tvang han dig?" Jeg vendte tilbage til den anspændte Niall, der fik hans tykke accent til at bryde frem. Mine skuldre trak sig en omgang. Det var jo lidt begge dele. Han havde selvfølgelig selv startet det, men jeg accepterede det selv. Lidt nervøst tog jeg en slurp af min te.

Niall sukkede, kørte så en hånd gennem sit blonde hår.

"Vi kan ikke fortælle det til Harry. Han ville slå Zayn ihjel" Han borede sine øjne ind i mine inden han fortsatte.

"Og jeg lover ikke at sige noget"Jeg rakte min lillefinger forsigtigt frem, med store øjne. Han grinede uden humor, snoede så sin egen lillefinger om min.

"På lillefingerære" Han smilede et lille selvsikkert smil, typisk Niall, som jeg gengældte svagt. 

"Jeg ville gerne spørge dig om noget" Jeg nikkede kort.

"Må jeg godt være din bedste ven?" Jeg løftede spørgende det ene øjenbryn med et lille smil.

"Ham du fortæller alt og kan regne med? Ligemeget hvad?" Mit smil bredte sig, bredte så mine arme om hans hals i et stort kram i accept. 

"Pas på, du har en skoldhed te jeg helst ikke vil have ned af ryggen" Grinede han, så jeg lod som om jeg spildte den. Alligevel lagde jeg den på mit natbord. 

"Vi skulle nødig have at stjernen får andengradsforbrændinger. Det kunne jo ødelægge min kostbare hud!" Han formede et 'O' med sin mund og overdramatiserede. Jeg slog ham legesygt på armen med et bredt smil. For første gang i mit liv havde jeg en bedste ven. Og det føltes godt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...