Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4133Visninger
AA

18. - Oh yes, the past can hurt -

Da mine øjne endelig ville åbne sig, fik jeg bare lyst til at lukke dem igen. Det sterile rum og den hårde seng, gav mig alt for mange minder. Da jeg så kjolen der stadig var to størrelser for stor, kunne jeg ikke holde til det og brød ud i gråd som det første på dagen. Niall var stadig på værelset, dog i dyb søvn, så han lagde ikke mærke til mig. Det gjorde Harry til gengæld. Han farede op af stolen han havde siddet i, for så at lægge sine hænder støttende på skuldrene.

"Jacqueline! Så så, det er overstået" Han aede mig på håret, mens jeg borede mit grædefærdige ansigt ind i hans nu våde bryst. Min hjerne befalede mig at jeg forlod stedet med det samme, rev kjolen af mig som var den giftig, og forsvandt fra dette forfærdelige sted. I vil ikke vide hvorfor. Minderne fløj over min nethinde, meget modvilligt.

"Du har tydeligvis en helt masse på hjerte" Psykologens kolde stemme fik kryb til at kravle ned af ryggen på mig, mens jeg sad lydigt i min hospitalsseng med mit hår redt og sat op i en knold, så jeg så bare lidt præsentabel ud. Det kunne dog ikke skjule mine mørke rande under øjnene, mine indsunkne kinder og de dybe øjenhuler der blev fyldt ud med nogle livløse, blå øjne. Jeg lignede et lig. Stivnakket gav jeg psykologen ret. 

"Siden du skal gøre det mod dig selv" Han hentydede til mit røde ar, der stadig smertede let. Jeg kiggede i hans isblå øjne. En masse viden, en masse erfaring og en masse kynisk kulde. Han gav mig en elegant, sort læderblok, med en rem om. Forunderligt kærtegnede jeg blokken med de små indtegningerne den havde i læderet. Det var min første gave fra andre end min tante. 

"Hvornår startede du at føle dig uønsket her i verden?" Spurgte han, men han vidste jo godt at jeg ikke kunne svare ham? Han pegede på min blok, så jeg nu fattede meningen med gaven. Jeg fik en kuglepen af ham, skrev så med den pæneste skrift jeg kunne.

"Siden jeg kan huske" Var mit svar. Hans ansigt uden udtryk, stilte endnu en spørgsmål.

"Hvorfor føler du dig uønsket?" Jeg funderede kort over hvad jeg skulle svare, inden jeg med en knugen i brystet skrev det ned.

"Fordi at jeg ikke er som andre små piger. Små piger burde fnise og snakke med deres bamser. Små piger fortæller hvor det gør ondt. Det kan jeg ikke" 

"Hvor gør det ondt?" Jeg pegede på mit bryst, lige dér hvor mit lille, bankende hjerte gallopperede afsted. Psykologen så ud til at skifte strategi, uden jeg vidste hvorfor. Jeg fortalte ham bare hvad jeg havde på hjerte som han bad mig om.

"Hvad med dem der elsker dig? Ville de ikke blive ked af det hvis du pludselig forsvandt?" Han smilede og lød pludselig mere hjertelig. 

"Kun min tante elsker mig" 

"Hvem siger det?" 

"Alle" 

"Hvem er Alle?"

"Alle andre, end dem der elsker mig" Han sukkede højt, tydeligvis ikke det svar han ønskede. Men jeg sagde jo bare sandheden? I mit hoved gav det fint mening, men åbenbart ikke for ham. 

"Vi ser ikke ud til at have mere at snakke om" Mumlede han kort, inden han forsvandt fra stuen og lod mig tilbage, alene og forvirret. Hvad handlede det om? 

 

***

 

Jeg var tilbage i den alt for lignende seng og knugede mig om Harry, som var han det vigtigste i verden. Men på en måde var han også. Lige meget hvor lidt jeg ville indrømme det. Jeg knugede mig yderligere om hans trøje. 

"Jeg var så bange for hvad der skete med dig..." Lød Harrys grødede stemme i mine ører. Det var jo ham der var hos mig, da jeg besvimede og vi var ved at... Åh gud... På en måde var jeg glad for at få det anfald alligevel. 

Harry trak sig ud af omfavnelsen, kiggede så såret i mine røde øjne. 

"Hvorfor?" Var det simple spørgsmål. Og alligevel var svaret så godt som umuligt. Jeg stirrede bare ind i hans smaragder til øjne, mens jeg prøvede at finde en acceptabel grund. Min hånd fandt blokken frem og skrev med rystende hånd, prøvede at forklare. Han stirrede på min hånd, indsnusede grisk hvert eneste strøg min blyant lavede over papiret.

Fordi jeg ikke er, har aldrig været og vil aldrig blive som andre.

Harry rodede sig frustreret i håret, inden han med våde og vilde øjne tog min hånd. 

"Det er nemlig lige præcist det der gør dig speciel Jacqueline! Du er speciel, unik og det elsker jeg ved dig! Hvorfor kan du ikke se det!?" Mine tåre størknede sig, jeg anede ikke hvor jeg fik styrken fra, men den kom bare som et instinkt.

Fordi jeg ikke er speciel. Jeg er et misfoster, der aldrig burde have fået en mund, eller være blevet født. I hele mit liv, har jeg ikke kunnet sige noget så simpelt som mit navn. Du aner ikke hvor ondt det gør. Du har absolut ingen anelse.

"Hvorfor kan du ikke se det!? Du er fantastisk! Skal jeg virkelig skære det ud i pap!?" 

Du hører, men du lytter ikke.

Harry stirrede fortvivlet på mig, som var det relativitetsteorien jeg lige havde smidt i fjæset på ham. Niall gabte pludselig ved siden af os, åbentlyst vågnet af Harrys råberi. 

"Hvorfor råber i sådan...? Oh!... Jeg øhm... Går lige ud og får noget vand..." Mumlede han hakkende, inden han hurtigt forsvandt fra rummet, med Harrys blik brændene i nakken. Han vendte tilbage til mig, med en tåre der trillede ned af hans kind. Helt instinktivt fejede jeg den væk.

"Hvorfor fortalte du mig ikke noget?" Mine tænder bed sig sammen. Jeg ville gerne fortælle ham det.

Jeg var bange for at du ville forlade mig. Kalde mig et misfoster, som alle de andre

Hans ene hånd formede sig om min kind, som om den var støbt til at sidde der, mens hans øjne styrkede sig. 

"Jeg syntes du er det smukkeste og mest velfungerende væsen jeg nogensinde har set" Mine øjne spærrede sig målløst op. Jeg var bogstaveligt løbet tør for ord. Det her måtte være en drøm. Det kunne ingen sige til mig i virkeligheden. Trods min mangel på ord, skrev jeg alligevel noget ned på min blok.

Er jeg blevet skør?

Harry grinede varmt af mig, inden han kyssede mig kort på næsen. 

(Undskyld, totalt kopi af Alice In Wonderland, men kunne ikke lade vær'!) 

"Ja, det er jeg bange for. Men lad mig fortælle dig en hemmelighed: Det er alle de bedste mennesker"  Et smil sneg sig forbi mine læber, så en svag rødmen blussede op som et svagt lys. 

"Jeg elsker dig" Man kunne næsten høre klaveret spille i baggrunden, mens de berømte ord blev sagt. Mens lydsporet kørte i mit hoved, lænede vi begge frem mod hinanden i en bekræftelse. I det ene øjeblik glemte jeg alt hvad jeg havde lært, alt hvad jeg stod for og selv hvad fortiden havde bragt. Det eneste jeg kunne tænkte på, var det menneskes læber mod mine egne. Det menneske der var kommet længere ind end nogen anden, på denne klode. Og det er lidt af en bedrift. 

Mine før lukkede øjne åbnede sig svagt, fangede så en person i min øjenkrog. Han stod dér som en frosset dukke, med sine chokoladebrune øjne der vældede op i tårer. Han stod med en ispose i hånden, sikkert til sin store bule i panden. Jeg nåede lige at trække mig fra Harry, inden han drejede om på hælen og forsvandt fra døren. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...