Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4037Visninger
AA

15. - No one -

(Tøjet er for enden af siden)

"Jacqueline, du har ikke arbejdet i tre dage nu. Tror du ikke at du bare skal komme igang igen så du kan tænke på noget andet?" Michael prøvede for femte gang idag at trække mig ud på en vagt, men jeg rystede bare på hovedet og krammede Billy yderligere. Billy var min sutteklud da jeg var lille. Han var den eneste der forstod mit lydløse sprog, og han forlod mig aldrig. Ikke engang nu, hvor jeg var 19...

Michael sukkede endnu engang, inden han gav et blik til Billy.

"Har du ikke overvejet at smide den nedslidte sutteklud ud?" Med tydelig fornærmelse gloede jeg på på ham.

Han er ikke nedslidt! Han er bare... Brugt! og han trøster mig! I modsætning til hvad du burde gøre!

Efter min lille akt med armene, vendte jeg tilbage til at snøfte ned i Billy, selvom han var så godt som gennemblødt fra mine tidligere tudeture. Michael sukkede endnu engang, inden han skulle til at gå ud af mit omklædningsrum. Han vendte dog om for at få det sidste ord, selvom det skete de fleste gange.

"Du burde tage hjem Jacqueline. Tag en fridag og kom dig lidt" Mumlede han for så at lukke døren bag sig. Endnu et snøft fulgte mig inden jeg kiggede ned på Billy.

Efter lidt tid havde jeg pakket mine ting ned, og var på vej ud af døren. Jeg vinkede henkastet til Michael der rodede ved sin computer. Hans øjne blev næsten brændt ind i min nakke da jeg gik ud gennem bagdøren.

 

***

 

Ariel og Tumle svømmede over den beskedne skærm, på mit beskedne fjernsyn, i mit beskedne værelse. Min yndlingsfilm og den bedste film at tude til lige nu i min situation. Jeg skulle også snart til at skrive til min tante og fortælle hende om hvordan det gik. Selvom det nok bliver en lidt pyntet og sukkersød version. 

"Se dig omkring, se dog hvor smukt" Begyndte hun at synge, så jeg mimede med et smil hendes stemme. Så kunne jeg da lade som om jeg havde én. I takt med at sangen blev mere og mere opstemt, jo mere begyndte jeg at overdrive og at danse for mig selv. Da sangen var færdig, satte jeg mig ned igen og så videre. 

To sekunder efter var der et bank på døren. Hvem i alverden kunne det være? Mens jeg bevægede mig hen mod døren, fik jeg knugende fornemmelse om hvem det kunne være. Han kunne godt gå lige hjem igen. Jeg vill ikke se ham i øjnene igen efter det han havde gjort. 

Af én eller anden grund blev jeg lettet over at det var Zayn der stod i med hænderne i lommen, men kom så i tanke om hvad han havde prøvet på. Da han så mig i døren lyste han op i et svagt smil.

"Hej" sagde han kort. Jeg nikkede kort, inden jeg skulle til at lukke døren igen, men han stoppede den med sin ene, åbentbart meget stærke hånd.

"Jeg ville bare vide hvordan du havde det?" Spurgte han med sit halve smil. Jeg trak på henkastet på skuldrene som et 'okay'. Han rystede på hovedet.

"Jeg ved du ikke er okay Jacqueline, du kan ikke lyve overfor mig. Det har jeg da fortalt dig før, har jeg ikke?" Han prøvede at lægge sin hånd på min kind, men jeg veg hurtigt udenom den. Jeg stirrede afventende på ham, om det var alt han ville.

"Må jeg komme ind?" Min hjerne begyndte at regne på højtryk om hvad var det klogeste, og hvad var det venligste. Og som jeg nu er, er jeg aldrig den klogeste. Sammenbidt lod jeg ham træde forbi tærsklen ind til min lejlighed, mens jeg slog mig selv psykisk. Hvorfor skal du altid være så hamrende blød Jackie!? Bløddyr! 

Så snart Zayn kom ind ad døren, inspicerede han om der var sket nogen ændringer siden han sidst havde været her, og da det ikke var tilfældet, vendte han sig om mod mig og med uhyggelig fart, pressede sine læber mod mine. Overrasket og fuldstændig stivnet, stod jeg dér uden at kunne røre mig ud af stedet. Han lagde sine mørke hænder på mine kinder og lukkede øjnene. Af en grund kunne jeg ikke få mig selv til at trække mig ud af kysset, istedet blev jeg nærmest tømt for energi og lukkede alt for nydende øjnene. Mit gæt om hvordan hans læber føltes var ramt helt rigtigt. De var bløde, engleagtige og både desperate og forsigtige. Uden at have nogen kontrol over mine hænder, snoede de sig om hans nakke og rodede let i hans mørke hår. 

Jeg mærkede hans hænder fjerne sig fra mine kinder og bevæge sig ned til mine hofter. Dér gik det op for mig, hvad jeg havde gang i. Skræmt spærrede jeg øjnene op og prøvede at trække mig væk fra Zayn, men han holdt mig fast i et jerngreb og åbnede så langsomt sine mørke øjne. 

"Du aner ikke hvor meget jeg har haft lyst til det her" Hviskede han forførende, så jeg bare blev endnu mere panisk. Mine øjne flakkede rundt i rummet for at finde noget at slå ham med. Et eller andet. Et simpelt bord med en lysestage stod lige inden for min rækkevidde. Da Zayn begyndte at kysse min hals, strakte mig så langt jeg kunne hen mod min redning. Uden at det var meningen, kom jeg til at give ham et så stort gok i nøden at han fløj lige i gulvet. Dér stod jeg så med en lysestage i mine hænder og en bevidstløs popstjerne for mine fødder. Det bliver bare bedre og bedre det her. 


 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...