Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4189Visninger
AA

17. - My turning point -

Jeg lukkede langsomt døren efter Niall, der meget modvilligt var gået ud af mit loftværelse med den sovende Zayn i sine arme. Han suttede tommelfinger, meget til både min og Nialls morskab. Vi var måske også kommet til at tegne et fint, lille overskæg på ham. Det var en ting vi efterhånden gjorde tit, det med overskæg, men det sagde jo bare hvor sofistikerede vi var!

Da jeg havde ryddet tekopperne op og lagt min seng klar til at jeg kunne krybe i den, bankede der pludselig på døren. Havde Niall mon glemt noget? Min reaktion til hvad der stod udenfor døren, fik mig til at smække døren lige i hovedet på ham, men hans ene fod meldte sig som dørstopper.

”Jacqueline, du må ikke lukke døren” Hans dybe, hæse stemme fik det både til at løbe koldt ned af ryggen på mig, men også mit hjerte til at banke 500 slag i minuttet. Jeg diskuterede med mig selv om jeg skulle forsøge at brække hans fod, ved at sparke døren i, eller lade ham tale ud. Det blev hurtigt fastlagt at tage den sidste mulighed. Jeg klemte om dørhåndtaget, ventede på at han bragte samtalen videre.

”Du må undskylde hvad der skete, jeg ved slet ikke hvad jeg tænkte på” Selvom jeg ikke kunne se ham for døren, havde jeg et billede af hans øjenbryn der trykkede sig sammen. Jeg knugede stadig om håndtaget.

”Jeg kan rent faktisk slet ikke huske hvad der skete den aften. Jeg må have drukket mere end hvad jeg havde forventet. Tænk på hvilke ting jeg har gjort som jeg fortryder. Jeg må virkelig have været sløret” Hans ord var som at få en kniv i hjertet. De ting vi ville den aften… De var ikke ægte, han var bare sløret af alkohol og var vel blevet desperat. Han anede ikke hvem det var, han havde haft gang i. En sindsfølsom pige, med et evigt kryds på håndleddet og et selvværd, der kun kunne være i minus. Og som ikke mindst var jomfru. Uden at jeg ville det, trillede en bitter tåre ned af min kind, heldigvis uden at Harry kunne se det.

”Jeg giver dig en undskyldning, den bedste jeg kan give. Og jeg beder om en tilgivelse til gengæld” Min hånd lod til at slippe håndtaget, som for at lade ham træde ind. Forsigtigt skubbede han døren til side for at se mig, men jeg kiggede tomt frem for mig, mens jeg kæmpede med tårene. Jeg kunne godt bruge Billy lige nu, var den eneste konstruktive sætning jeg kunne få formuleret i mit rodede sind. Med en ømhed jeg sjældent har mærket, tog han min hånd i sin og løftede min hage. Hans grønne øjne borede sig ind i mine. Og hans pupiller udvidede sig. Endnu en tåre trillede ned af min kind i ren smerte fra mit brændene ar, der pludselig syntes det skulle gøre opmærksom på sig selv.

”Vil du ikke godt tilgive mig?” Endnu en tåre faldt. Og endnu én. Og endnu én. Til sidst strømmede det salte vand ned af mine kinder, alt imens jeg valgte at svare ham med et intenst kys. Han lagde sin ene hånd på min talje, mens den anden holdt om min kind. Han lod til selv at have savnet det her. Og ligemeget hvor svært jeg havde ved at indrømme det… Så havde jeg også. 

 

***

 

Uden et ord fra hver af os, eller rettelse: Ham, begyndte det hele at udvikle sig. (Ahhr, i må undskylde, men jeg er elendig til at være erotisk! Bare... Læs please) 

Vi stødte mod væggen i gangen så billedet der hang der, faldt sammen på gulvet så glasset knækkede i tusind stykker. Som om jeg vidste nøjagtig hvad vi havde gang i, selvom jeg overhovedet ikke havde, snoede jeg benene rundt om Harrys liv. Hans hænder støttede min talje da han holdt mig oppe, med lidt hjælp fra væggen. Dér stod vi ikke længe før at han bevægede sig med mig snoet om ham, på vej ind til min seng. Tårene faldt stadig frit, som om det gjorde ondt at gøre det her. Men det var egentlig mit ar der nærmest var skudt i brand, uden jeg havde nogen anelse om hvorfor. 

Harry smed os i sengen med mig først, men uden at mase mig med hans vægt. I et snuptag, fjernede han sin T-shirt som om den bare var til besvær og jagede igen sine læber mod mine. Jeg lod til at nyde det på en måde, til trods for smerten i mit håndled, indtil hans læber bevægede sig ned mod min hals. I det øjeblik stivnede jeg som en dådyr i billygternes lys og havde skreget af skræk hvis jeg kunne. I stedet smed jeg mig nærmest ind i væggen så langt ind i hjørnet som muligt. Zayns lille akt tidligere idag kørte forbi min nethinde, så Harrys ansigt pludselig skiftede mellem hans eget og Zayns. Jeg måtte være ved at blive skør. Det måtte være det! 

"Jacqueline, hvad er der galt? Du sveder helt vildt" Harrys bekymrede blik, blev ved med at skifte mellem Zayns og Harrys, så jeg næsten ikke kunne finde ud af hvem der sad foran mig. Alt imens min hjerne spillede mig et puds, begyndte jeg at hyrperventilerer, mens at mit ar skreg af smerte. Hvorfor skete det her!? 

"Jacqueline, hvad sker der? Du er helt bleg og dine læber er helt..." Jeg tænkte selv videre på blå, mens jeg kunne mærke hvordan farven fra mit ansigt forsvandt. Jeg både frøs og svedte på samme tid, mit hjerte kørte både for hurtigt og for langsomt til min vejrtrækning og min krop begyndte at ryste som var jeg kommet i isbad.

"Jacqueline! Hvad sker der!?" Personen der skiftede mellem at være Zayn og Harry, lagde sine hænder på mine rystende skuldre. Men det hele blev mere og mere utydeligt, alt imens mit synsfelt blev plettet af sorte prikker. Mit ar føltes som om det ville rive min arm af, lige indtil at jeg følte at et sort hul opslugte mig og jeg forsvandt fra jordens overflade. 

 

***

 

"Har du nogen som helst idé om hvad der kunne være sket!? Hun kunne have været død! Og så skulle det været dig, der tog skylden!" Jeg kunne intet mærke eller se, jeg kunne bare høre Liams paniske stemme. 

"Jeg siger jo at jeg ikke havde noget med det at gøre! Hun blev bare lige pludselig bleg som et lagen og så gik hun ud som et lys!" Forsvarede Harry sig.

"Hvornår ville sygeplejersken komme tilbage?" Lød Nialls grødede stemme ved min side. Jeg begyndte at kunne mærke min krop, men uden nogen mulighed for at bevæge mig. Hvad jeg troede var Nialls hånd, knugede sig om min. 

"Hun skulle først kigge igennem nogle journaler. Der var vidst noget med nogle tidligere indlæggelser" Svarede Louis, der som jeg ville tro, sad og rodede nervøst med sine fingre. Jeg ventede på at høre noget fra Zayn, men intet kom. 

"Kan du høre mig Jackie?" Hviskede Niall til mig med en hjerteknusende stemme. Han havde grædt. Meget. 

"Hvis du kan høre mig, så vil jeg sige at du er min bedste ven. Du skal nok vågne igen, det lover jeg dig" Det sårede mig dybt at jeg ikke kunne svare ham. Hans stemme var så hjerteskærende og fuld af sorg at jeg fik en trang til at græde. For alt i verden ville jeg gerne se hans ansigt og kramme ham til han blev kvalt. Pludselig mærkede jeg en tåre trille ned af min kind. 

"Hun græder! Drenge, hun græder!" Jeg hørte alle flyve hen mod mig, for at betragte den faldne tåre.

"Jeg vidste at du kunne høre mig!" Sagde Niall triumferende med et tydeligt smil i stemmen. De begyndte at råbe ting i munden på hinanden som jeg slet ikke opfattede, indtil Niall skar igennem.

"Lad være med at råbe, hun forstår jo ikke hvad i siger!" De lod til at træde lidt væk, så han lænede sig lidt frem.

"Du er på hospitalet Jackie og vi er her allesammen. Undtagen Zayn, han ehm... Sover... Meget tungt" Han prøvede at dække overfor min egen forbrydelse. Zayn var vel stadig i dyb søvn efter mit mindre slag.

"Vi skal til at få nogle resultater fra nogle prøver, så du snart kan komme hjem. Og så skulle sygeplejersken vidst kigge igennem nogle journaler på grund af dit ar..." Jeg gispede indvendig. Gud ja, mit ar! De har sikkert alle set det nu! 

"Har du været oppe og slås med en kat eller noget?" Jeg prøvede at bevæge mig, men min krop lystrede ikke det mindste. Åhr, typisk! 

"Det tror jeg altså ikke med den slags kryds. Det ligner altså noget kun et menneske kan lave" Lød Liam funderende. Jeg blev mere og mere desperat efter at komme fri fra den her seng, men intet ville virke. Jeg var naglet til stedet.

Døren blev åbnet ind til værelset og en kvindelig stemme lød fra døren.

"Jeg har kigget igennem nogle journaler fra tidligere besøg og der var et den 25 februar i 2005" Alle lod til at spidse ører.

"Hun var på intensiv med akut..." Sygeplejersken tøvede inden hun fortsatte.

"For selvmordsforsøg..." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...