Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4194Visninger
AA

2. - Meet Jacqueline -

Et vækkeur jeg efterhånden havde smadret utallige gange, gjorde endnu engang opmærksom på sig selv og min arbejdstid. Min arm skubbede det ned på gulvet, ved et forsøg på at slukke larmen. Typisk! Nu lå det under sengen og lød som en brandalarm. Jeg kravlede modvilligt ud af min behagelige seng, for at hente brandalarmen. Da jeg endelig fik det slukket, viste viserne noget jeg ville ønske var løgn. Jeg kommer for sent!

"Ikke nok med at du vækker mig med din daglige kaglen, du skal også sørge for jeg kommer for sent!" Vrissedde jeg inde i mit hoved. 

Hurtigt fik jeg stresset mig hen til skabet for at hente noget tøj (Se længere nede på siden) 

Inden længe var jeg ude af døren, uden at børste tænder, morgenmad, eller den fuglerede der lå ovenpå mit hoved, men det gemte huen meget godt.  Jeg fik låst mit lille loftsværelse af, hoppede så ned af trapperne og gennem cafeén der allerede var godt igang med morgenmad og brunch.

"Godmorgen Jacqueline!" Lød Emma Todd, indehaveren af cafeén og hende der havde givet mig lov til at leje hendes værelse. Jeg vinkede venligt tilbage med et flygtigt smil. Kunderne lavede skæve blikke til mig, da de troede jeg ikke VILLE hilse på hende med et "Goddag" eller "Godmorgen". Nej, i aner ikke hvor meget jeg gerne ville sige alle de ting og hvis jeg en dag vågnede op og kunne, ville det være det første jeg ville sige. 

Da jeg kom ud på hjørnet var jeg ved at blive kørt ned af biler der susede afsted, få meter fra mig. Folk havde vidst travlt idag, men det var jo også Mandag. Jeg nåede ikke at opfange så meget andet end at solen skinnede, da jeg styrtede ned af gaden. 

Bearuet jeg arbejdede for, lå for enden af en gyde. Michael, vores sekretær, sad med én i røret i da jeg trådte ind, med lungerne oppe i halsen. Han hilste lydløst og vinkede vildt til mig. Han er bøsse.

Jeg smuttede forbi ham, for at komme ind til mit skab og "Kontor" Hvis man kunne kalde et rum med et skab, en stol, et makeupbord og telefon for et kontor. Spørg mig ikke hvorfor de ikke havde fjernet telefonen da jeg ikke rigtig kunne bruge en fastnettelefon. Jeg smed min taske fra mig, rev tøjet af for at få min uniform på og gjort klar til arbejde. Min vagt i Hyde Park begyndte om et kvarter, jeg kunne lige nå at løbe derned hvis jeg skyndte mig. 

"Oh, undskyld Jacqueline! Det var ikke meningen at forstyrre dig!" Jeg fór sammen, da jeg hørte døren svinge op og skreg inde i mit hoved af Michael. Men istedet gennede jeg ham ud med hånden og mit ansigt badet i rødt.

Da jeg endelig var færdig med makeup og tøj, fik jeg styrtet ud af rummet med min pengehat på. Pengehatten er en bowler hat, jeg brugte når jeg skulle modtage penge. Jeg vinkede kort til Michael i farten på vej mod parken. 

 

***

 

"Frøken må jeg byde dem på en dans?" En gammel mand, omkring de 70 traskede hen til mig, med hånden strakt frem. Jeg nikkede med et smil, inden jeg nejede foran ham, mens han bukkede trods sin dårlige ryg. Vi dansede ikke nogen speciel serie, bare en form for vals, med vores egne kreative tilføjelser. Folk omrking os begyndte at grine og smile, mens flere og flere strømmede til. Det var også lidt sjovt da jeg var højere end den gamle mand, der så ud som han havde sit livs lyst i det øjeblik. Jeg nejede pænt tak for dansen, mens jeg tog lidt fat i min sorte nederdel.

Han smed 2 pund ned i min hat, som jeg takkede for med et lille, charmerende dansetrin og lidt ballet. Når jeg var mimer var jeg ikke længere den usikre pige, med et evigt kryds på sit håndled. Jeg kunne være fri og tillade mig det hele, uden nogle ville spørge. Jeg legede at gøre mig selv ren, ved at baske på min nederdel og feje på mine sorthvide skuldre. Jeg rettede lidt på min sløjfe på håret, da noget fangede mit blik. En dreng. Eller en ung mand. Hans gang fascinerede mig og gav mig en strålende idé. Jeg listede stille efter ham, så da jeg stod et par meter bag ham, efterlignede jeg hans gang, med lidt foroverbøjet ryg, og sin hånd oppe og røre ved mine læber. Mine skridt blev mere slæbende så mine sorte Oxfords blev støvede. 

Grinene omkring fik drengen til at klø sig undrende i sit krøllede hår, så jeg gjorde det samme. Endelig vendte han sig om for at afsløre mig, men legede lidt videre ved at vende mig rundt selv. Da jeg droppede skuespillet for at undskylde ham, faldt min kæbe ned i gruset. Shit. Han lavede et diskret elevatorblik, der gav mig en lyst til at gemme mig, men holdt mig frosset til jorden. Han smilede venligt til mig, så min puls steg 30 slag mindst. Han skulle til at sige noget, men afbrød ham ved at smutte benene på nakken, greb min hat og styrtede ellers ud fra parken. Aldrig i livet. Ud af alle de mennesker på hele planeten jeg kunne have gjort grin med, så valgte jeg en verdenskendt popstjerne? Oh, please! 

 

***

 

"Jacquline? Hvorfor er du allerede tilbage?" Spurgte Micael dybt undrende over min entré ind i bueraet, med min basken med døren og smiden ind i receptionen, hvor jeg lå udsmattet på gulvet, efter min spurt. Jeg kom hurtigt på benene for at smutte hen til ham, med en prusten.

"Du burde først være hjemme ved..." Begyndte han, men jeg afbrød ham med en fagten med hænderne og ansigtsudtryk, også kaldet tegnesprog.

"Jeg prankede Harry Styles fra One Direction Michael! Jeg er officielt død! Tænk hvis nogen ser det på nettet, hvis folk finder ud af hvem jeg er eller vil vide mere om situationen og så opsøger de mig måske og..." Michael tog fat i mine febrilske arme, der havde fægtet rundt i luften som en lille kylling, der skulle lære at flyve. Han kiggede mig beroligende i øjnene.

"Tag det roligt Jacqueline. Nu er det sket og begge jeres liv går videre, som om det aldrig er sket. Han opsøger dig jo nok ikke det..." Inden han fik talt færdig, var nogen trådt ind i receptionen, en hvis krølhåret dreng.   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...