Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4129Visninger
AA

20. - Life's a rollercoaster -

"Er du klar Jacqueline!?" Harrys stemme lød nede fra køkkenet, mens jeg næsten var færdig med min makeup foran spejlet, over min snehvide kommode. Vi skulle et specielt sted hen idag. En date! Og denne gang en rigtig date, ikke en tvungen én som sidste gang. For en gangs skyld, havde jeg gjort noget ud af mig selv, selvom Perrie havde insisteret på at gøre mig i stand, men jeg holdt ved mig selv. Ingen skal altså fortælle mig hvordan jeg skal se ud, jeg vil gerne se ud som jeg gør, også selvom det måske ikke er det mest moderne. Jeg må indrømme at jeg har en lidt gammeldags tøjstil, men jeg kan godt lide det sådan. 

(Se outfittet for enden af kapitlet)

Jeg sukkede af Harry, der stadig havde svært ved at forstå at han ikke kunne råbe til mig, uden et svar. Han bankede kort på døren, inden hans hoved tittede frem, så krøllerne dansede charmerende om hans ansigt. 

"Er du færdig?" Jeg vendte mig lidt genert mod ham ligesom for at bede ham om min mening. Han smilede bredt, rakte så en tommelfinger ud fra døren. 

"Smukt! Vi kører om fem minutter!" Annoncerede han inden han igen forsvandt fra min synsvinkel. Men af en grund havde jeg på fornemmelsen, at han stod udenfor døren og rødmede med et fjoget smil. Muntert pakkede jeg de vigtigste ting ned i min beskedne taske, bla min notesblok. Der røg pludselig en side ud af den, som jeg lige fik reddet inden den forsvandt under min seng. Det var ikke noget jeg havde skrevet, skriveren var mindre erfaren med håndskrift. 

Husk. 

Med skriften som jeg havde set før som var så flabet at skrive 'hvad sagde jeg?', gættede jeg på at Zayn prøvede at advare mig, hvad enten det var han advarede mig mod. Husk? 

Rystende på hovedet, foldede jeg sedlen sammen og lagde den i blokken inden jeg lynede tasken og smuttede ud af min himmel til værelse.

Da jeg kom ned i køkkenet, overfaldt Perrie mig næsten af ren og skær begejstring. Hun var dresset op, med sort om øjnene og hendes blonde hår var flettet i en fransk fletning. Hun havde en blomstret kjole på, der sad så flot på hende, så man skulle tro at den var syet specielt til hende. Jeg kunne ikke lade være med at beundre hende lidt, mens hendes øjne lyste af glæde som var det juleaften.

"Jacqueline, jeg har den bedste idé!" Hun greb mine hænder i sine, mens hun hoppede som et lille barn. Min mundvige vendte op i et smil.

"Mig og Zayn tager med dig og Harry! Vi kan få den hyggeligste aften sammen! Forestil dig en dobbeltdate!" Bare det at hun nævnte Zayn, fik mit hjerte til at falde ned i mellemgulvet, men det kunne jeg ikke vise. Perrie ville blive såret og sikkert også spørge ind til det. Så istedet smilede jeg så godt jeg kunne, mens jeg nikkede. 

Som en storesøster krammede hun mig, halvskreg så piget. 

"Yay! Det bliver så hyggeligt! Vi skal lave så mange ting! Og Zayn og Harry kan..." Hendes ord blandede ud til en lydløs mimen, mens mine tanker ledte mig ind i en verden langt væk herfra.

 

Min hånd flettede sig sammen med hans, så min mave fyldte sig med sommerfugle der kildede med deres vinger. Mine øjne lyste af lykke og mine læber formede sig i et bredt smil. Med ham ved min side var det ikke så slemt at være her. Min fortid var ikke så tung på mine spinkle skuldre, mit ar brændte ikke så meget mere. Det hele var lettere med ham. Med et lykkeligt glimt i øjnene, vendte jeg mig mod ham, stadig med min hånd i hans. Harrys grønne øjne glinsede, mens hans pupiller udvidede sig i kærlighed. Det samme gjorde mine sikkert også. Da jeg studerede hver eneste krog i hans øjne, begyndte hans øjenfarve at ændre sig, i takt med at hans smil falmede. Smaragderne blev mørke i kanterne, mens de langsomt krøb ind mod midten. Mit ar begyndte at brænde, vægten blev tungere på mine skuldre. 

Hans øjne kunne jeg genkende med det samme. Og de viste smerte, længsel og misundelse. Det bitre blik, fik en bitter tåre til at glide ned af hans perfekte ansigt. Undrende havde jeg stadig ikke fjernet min hånd fra hans, selvom det ikke længere var Harry der stod foran mig. Men alligevel trådte jeg tættere på, med mit hjerte bankende hårdt i mit bryst. Forsigtigt, næsten bange, fjernede jeg tåren fra hans olivenfarvede kind, som om jeg var bange for at han bed hånden af mig. Mit ars smerte tog til, men jeg ignorerede det. 

"Jeg elsker dig" Sagde han pludselig med Harrys stemme, der fik mig til at stivne i al bevægelse. Igen skiftede Zayns øjne til lysende grøn, men hans olivenfarvede hud forblev, som om resten af ham nægtede at forlade. Nu stod der en blanding af Harry og Zayn foran mig, og min gud, det er det smukkeste jeg nogensinde har set. Med det halvlange, krøllede hår, den mørke hud, grønne øjne og perfekt profil, slog min mave kolbøtter. 

"Hvorfor kan du ikke bare have begge dele?" Personen skiftede mellem Zayns og Harrys stemme. Mit ar brændte så meget, at jeg vred mig fri fra deres greb, og tog mig til mit smertende håndled. Vægten på mine skuldre blev tungere og tungere, alt i mens de trådte tættere på mig. Jeg vaklede med panik i blikket bagud, for at undgå det skræmmende syn. 

"Vi er begge gode valg, men hvorfor ikke bare få det bedste fra begge verdener?" Et skævt smil, med smilehuller brød frem på personens ansigt. Var det min underbevidsthed der talte dér? Det var da ikke hvad jeg virkelig ønskede vel? 

"Det er ikke så svært vel?" En usynlig mur stoppede min bakken, alt i mens jeg blev presset mod det endeløse gulv af min fortids tunge byrde. Mit hjerte sad oppe i halsen, mens sveden piplede fra min pande. Personen satte sig på hug foran mig, stadig med det provokerende smil.

"Vi ved du kan. Og det er jo det du vil have ikke?" Jeg var ude af stand til at svare, travlt optaget af vægten og smerten i min krop. Personen ansigt blev alvorligt, faktisk en smule sorgfuldt.

"Eller du bliver nødt til at vælge..." Om det var af den massive smerte i min krop, eller personens ord der fik en anstrengt tåre til at falde, vidste jeg ikke. 

Som hvis jeg havde sagt noget, rettede de sig op og kiggede misbilligende ned på mig, som om jeg var et lille, klamt kryb. 

"Vælg Jacqueline. Du er den eneste der husker og ved" Med den intense smerte, kunne jeg ikke hitte rede i hvad de prøvede at sige. 

 

***

 

Byen var badet i det orange lys, fra den nedgående sol. Bygningerne skjulte det meste af solen, men nogle få søjler fik sig listet igennem det tætpakkede London. Én af de omrejsende forlystelsesparker, havde plantet sig ude ved havnen og det var dér vi var på vej ud til. Trods det smukke syn af solen der spejlede sine stråler i rutschebanens lys, kiggede jeg kun på Zayn i bakspejlet. Han var optaget af at stirre ud på den forbigående by. Den perfekte profil i modlyset, mindede mig om den dagdrøm jeg havde. Da gåsehuden begyndte at rejse sig på mine arme, rettede jeg istedet blikket mod Harry, der kørte med et permanent smil, som var det malet på. Han havde sikkert glædet sig til den her aften lige så meget som jeg havde. 

En rødmen blussede op i mine kinder, ved mindet om hvad vi havde lavet i går. Åh gud, bare at tænke på det! Jeg tror aldrig at jeg har haft følelserne så meget uden på tøjet. Eller... Mit tøj lå jo på gulvet på det tidspunkt... Okay, uden på kroppen! 

Med et smil kastede Harry kort blikket på mig, så jeg ikke kunne lade være med at gengælde det. Men den boblende glæde varede ikke længe, inden drømmen kom krybende tilbage. Hvad mente den med at jeg skulle vælge? Jeg havde jo allerede valgt Harry, det var da klart! Mere var der ikke at sige! Det er kun Harry! Kun Harry... Kun Za-Harry! Det skulle kun være Harry! Zayn er ikke noget. Bare en fejltagelse... 

Alligevel tog jeg sedlen frem fra min blok og læste den utallige gange, stadig uden at forstå beskeden.

Husk.

Hvad var det jeg skulle huske!? 

Min endeløse tankestrøm blev sat på standby da gøglermusik lød udefra, som et bevis på at vi var nået vores destination. Først nu lagde jeg mærke til hvor stille Perrie havde været, men hun havde siddet og skrevet på mobilen hele vejen, så det var forståeligt. 

Harry åbnede døren for mig, smilede så taknemmeligt til ham. Så snart jeg var ude, flettede han sine fingre ind i mine.

"Er du klar til at få den bedste aften i dit liv?" Lidt nervøst nikkede jeg, så gik vi alle fire ind i det lysende paradis af sjov. 

 

***

 

"Du slår mig ikke! Det bliver over mit lig!" Hvinede Harry ved siden af mig, da jeg var ved at slå ham i at skyde små plasticpile på nogle ænder. Jeg mimede et undskyld hver gang jeg pløkkede en and, selvom den bare var af plastic. Dårlig vane. Alligevel kunne et drilsk smil ikke holde sig inde bag mine læber da jeg førte stort. Perrie heppede på os, mens at Zayn forholdt sig rolig. Som når han ikke plejede at ville være et sted, plantede han hænderne i lommerne og spændte kæberne. 

Klokken ringede og hende der stod i boden rakte mig en babyblå bamse. Barnligt rakte jeg tunge af den dårlige taber til Harry der surmulede falsk. 

"Jeg lod dig vinde. Og den bamse er en gave" Han ville bare ikke indrømme at han tabte til en pige! HA! Som en forsoningsgave kyssede jeg ham på kinden, med bamsen knugende i hånden. Harry vendte sig lige i sidste øjeblik så vores læber ramte hinanden. Mine kinder eksploderede i rød farve, men smilede alligevel lidt genert. Da vi trak fra hinanden, smilede han kækt og gengældte min handlig, med at række tunge så jeg ikke kunne undgå at grine. 

"Uh uh uh!" Perrie pegede fuldkommen fortabt på en gigantisk jernkonstruktion der tårnede sig over alle de andre boder og forlystelser. Et skilt lyste i forskellige pærer 'The Whirlwind" 

"Den MÅ vi prøve! Please Zayn!" Zayn løftede endelig hænderne fra lommerne, tog så Perries hånd, der fik en knugen til at opstå i min hals. Mens jeg hastigt fik fjernet følelsen, kiggede Zayn en smule skræmt på Perrie. 

"Jeg er altså bange for højder Perrie... Det ved du godt" Han lød som et lille barn der skulle til tandlægen, men jeg kunne se at han ikke var bange. Hvorfor spillede han sådan? Perrie så et øjeblik undrende ud, men nikkede så med et smil.

"Harry og Jackie!" Hun vendte sig bestemt mod os.

"I er da ikke nogle kyllinger!" Jorden blev pludselig helt vildt spænende, mens jeg trykkede Harrys hånd. Jeg måtte indrømme at højder ikke var én min stærke sider. Og det var hurtige og vilde ting i hvert fald heller ikke. 

"Jeg kan godt! Hvad med dig Jacqueline?" Harry afventede mit svar, og da jeg lige skulle til at nikke lød skrigene fra rutchebanen, eller som i mine ører, en bølge af rædsel der bare ventede på at æde mig levende. Den skærende lyd fra skinnerne fik mig til at gemme mig bag Harrys ranke ryg, så langt væk fra gyset som muligt. 

Harry drejede rundt på hælen og bøjede sig ned på min størrelse. 

"Det er okay hvis du er bange. Du kan bare blive her med Zayn" Han aede min kind og studerede min kindben, som var jeg hans kæreste eje. Jeg nikkede sammenbidt, lod så Perrie og Harry traske hen mod forlystelsen af rædsel, så jeg stod tilbage med Zayn. 

"Har du set min seddel?" Spurgte han som var det et normalt emne. Tøvende nikkede jeg. 

"Forstår du hvad jeg mener?" Mine øjne kiggede kort på Zayn, der bare stirrede frem for sig med et lille, tilfreds smil. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg kan altså godt huske at du slog mig bevidstløs" Sagde han lige pludselig. Røde blodlegemer steg op i mit ansigt, så den nedtrampede jord lige pludselig blev meget spænende. 

"Jacqueline, jeg vil gerne fortælle dig noget..." Forsigtigt løftede jeg hovedet for at se Zayns triste ansigt, mens at hans smil var borte. Hans øjne klikkede sig ind i mine. 

"Den gang da vi... Eller JEG kyssede dig. Jeg er virkelig ked af det. Det var ikke min mening at bringe os ud på dybt vand. Jeg vil gerne undskylde  og glemme det her" Han skulle til at række hånden frem, men trak den tilbage da jeg skulle til at tage den.

"På én betingelse" Selvfølgelig! Jeg vidste der var et men! 

"At du husker hvad vi har været igennem" Jeg blinkede et par gange.

"Og du tager et valg" Selvom han ikke var færdig kunne jeg godt gætte mig frem til hvad han ville sige. Og det skræmte livet af mig. 

"Mig eller Harry" 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...