Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4187Visninger
AA

9. - Jackie's my name -

Godt, så nu sad vi så alle seks rundt om bordet og spiste aftensmad. Spørg mig ikke hvorfor vi sad som en stor, lykkelig familie, men det gjorde vi. Og det skræmte mig. 

"Hvor længe har du været det? Altså stum?" Liam krydsede blikket over bordet, mod mig der sad for bordenden. Jeg var den eneste der var smal nok. Jeg afventede svar fra Harry, men Niall kom ham i førkøbet.

"Siden fødslen!" Liam nikkede kort, kiggede så ned i sin tallerken igen. 

"Så du har aldrig kunnet tale?" Spurgte han igen. 

"Medmindre jeg kunne snakke i mit fosterstadie, så nej" Havde jeg lyst til at svare, men rystede bare på hovedet. Igen nikkede han, prikkede så lidt til sin mad. Der blev en akavet stilhed, jeg ville elske at bryde. Men i stedet voksede klumpen i min hals og mave, så en lyst til at gemme mig under bordet gnavede frygteligt i mig.

Under bordet kunne jeg mærke Harrys hånd lægge sig på mit rystende lår, så det stivnede ved hans berøring. Først da lagde jeg mærke til at jeg rystede som en chihuahua af nervøsitet. Forbandede frygt! Gudskelov vi ikke skulle se gyserfilm i aften!

Et øjeblik efter min tanke, bryder Louis stilheden med sin højtonede stemme.

"Jeg tænkte på at vi kunne se en film! Hvem stemmer for gyser!?"Råbte han som om han havde læst mine tanker, rakte så begge hænder op i vejret som for at stemme for to. Niall gjorde det samme med et legende smil, så Liam også rakte en hånd i vejret. Hvis jeg kunne, havde jeg slynget et piv ud i rummet, men i stedet begyndte min krop bare at ryste yderligere. Harry kiggede betænksomt over mod mig, inden han rystede på hovedet. 

"Come on, Styles! Don't be a pigeon!" Klingede Louis stemme. Harry rystede beslutsomt på hovedet som et femårigt barn, klemmede så om mit lår. Det fik mig til at ryste endnu mere, da en anden hånd blev lagt på mit andet lår. En forsigtig, næsten vægtløs hånd, der fik min rysten til at falde til et nulpunkt. Mine øjne gled over på den skyldige, mørkøjede dreng, der sad med øjnene klistret på mig. Han burde ikke gøre det her. Men jeg turde ikke fjerne hverken den enes eller andens hånd fra mine lår. Det turde jeg ganske enkelt ikke. 

"Hvad med dig Zayn?" Zayn slog blikket fra mig, inden han rystede kort på hovedet. Louis lagde til sidst blikket på mig, med et varmt smil.

"Hvad syntes du, Jackie?" Hans spørgmsål fik mig til at rødme dybt, men også smile fjoget. Ingen havde nogensinde givet mig et kælenavn. Aldrig i hele mit liv. Og alligevel virkede det så perfekt og simpelt. Med et fåret smil, nikkede jeg. Uden at vide hvad jeg gik ind til. Alle drejede sig undrende mod mig, undtagen Louis der bare smilede stort. Mit ovenud glade ansigtudtryk, falmede da jeg indså hvad jeg havde sagt ja til. Åh gud. 

 

***

 

Motorsavsmassakren, som var det længste sammensatte ord og filmtitel jeg havde hørt, fejede over skærmen, iklædt en uhyggelig sæk over hovedet. Mit eget, gemte jeg i Harrys bryst. 

"Du sagde altså selv ja..." Mumlede Harry, der heller ikke selv var helt vild med filmen. I modsætning til Louis der sad cleanet op ad skærmen, mens han heppede på ham med motorsaven. 

 Jeg prøvede at aflede opmærksomheden fra filmen, landede mit blik så på Zayn. Han sad med knæene under sin velformede hage og kiggede med uinteresserede øjne på skærmen. Jeg tog mig lejligheden til at studere hans træk. Hans sorte, rodede hår der så perfekt ud lige meget hvordan han satte det. Hans lange øjenvipper, der lagde sig som sommerfugle på hans kinder når han så ned. Hans næse og profil der bøjede og bugtede sig i perfekt harmoni. Gud måtte have haft en god dag, da han skabte ham. Ikke som jeg, dér glemte han at give mig et stemmebånd. Som var jeg lavet på en fabrik. Jeg var den slags der blev kasseret. Som et ødelagt legetøj.

Med blussende kinder, vendte jeg blikket fra Zayn, der havde fanget mit blik og ligeså stirret på mig. Gad vide hvad han tænkte om mig? Hvad alle drengene tænkte om mig? Hvad Harry tænkte? Han var så beskyttende og sød overfor mig. Der var aldrig én der havde været overfor mig som han havde været. 

Med de tanker rullede jeg mig sammen til en kugle op af Harry og gled ind i en rolig søvn. 

 

***

 

Da jeg vågnede igen lå jeg stadig på sofaen, men Harry var der ikke. Lampen på bordet ved siden af, var tændt så der var et lille overblik over stuen. Undrende skulle jeg til at sætte mig op, da en arm trak om mit liv.

"Endelig vågnede du" Lød en rasp stemme, der sagde at personen havde sovet lige så vel som jeg. Overrasket vendte jeg mig mod personen, der havde gjort sig den ulejlighed at være min sovekammerat. Harry kiggede op mod mig, med halvåbne øjne. 

"Godmorgen. Kan jeg sige godmorgen?" Han satte sig helt op stadig med armen om mig. Jeg kastede kort blikket på uret der lyste 02:32. Jeg trak på skuldrene som svar. Jeg vekslede blikket mellem Harry og hans arm, der gjorde mig en smule utryg. 

"Hvad er der?" Spurgte han, inden jeg pegede på hans arm. Han flyttede den ikke.

"Jeg bider altså ikke" Han havde en undertone af frækhed, bed sig så i læben. Den eneste respons han fik igen, var et løftet øjenbryn. 

"Hvad? Det gør jeg altså ikke. Kun meget sjældent" Jeg himlede øjnene af ham, inden jeg skubbede hans arm væk, tydeligvis til hans store skuffelse. Jeg rejste mig for at tage et glas vand i køkkenet, da en hånd tog fat om mit håndled.

"Vent, lad mig gå med" Jeg kiggede spørgende på ham, men lod ham. Vi gik sammen ud i køkkenet, stadig med hans hånd om mit håndled. Jeg stillede mig på tå for at åbne skabet, da en hvis krølhåret dreng kom mig til undsætning. Han rakte mig et glas, med et svagt smil jeg kort gengældte.

Han åbnede også vandhanen for mig, hvilket fik mit øjenbryn til at løfte sig endnu en gang. Han grinede bare kort inden han tog glasset fra min hånd og fyldte det op for mig. Altså, måtte jeg ikke gøre noget selv!? Af irritation satte jeg hænderne i siderne og kiggede trodsigt på ham. 

"Hvad?" Spurgte han uskyldigt, med et drillende smil. Jeg kiggede irriteret på ham, inden jeg resolut tog glasset fra hans hånd. 

"Du kan virkelig ikke lide at folk hjælper dig hva'?" Jeg rystede kort på hovedet, mens jeg drak af væsken der havde et stænk af kobbersmag. 

"Hør, hvorfor er det du er så indelukket?" Jeg lagde undrende glasset fra mig, og placerede mit blik på ham. Han kiggede alvorligt lige i mine øjne.

"Hvorfor vil du ikke have at folk hjælper dig? Eller at de kommer tæt på dig?" Han trådte et skridt tættere på. Jeg holdt lysten til at træde et skridt tilbage i skak. 

"Hvorfor må jeg ikke kramme dig? Hvorfor må ingen kramme dig? Og hvorfor er du altid så bange?" Igen trådte han et skridt frem. Han begyndte altså at skræmme mig nu. Han trådte et sidste skridt frem så jeg kunne mærke hans kropsvarme. Han bøjede sig ned på min beskedne højde, så hans grønne øjne borede sig ind i mine. 

"Hvad er det du gemmer på bag det lille, kønne ansigt?" Han ledte efter noget i mit ansigt, der kunne give ham et spor, men jeg kiggede bare skræmt på ham. Jeg knyttede den ene næve sammen, den side der bar mit kryds. Min hemmelighed.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...