Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4040Visninger
AA

19. - In my room of blue and white -

 - Zayns Synsvinkel -

"Hvor har du den bule fra skat?" Perrie pegede med et bekymret udtryk på min stadig røde bule. Vi sad i sofaen og bare zappede igennem kanalen, på TV'et.

Mindet stod stadig lidt sløret for mig. Jeg huskede dog Jaqcuelines læber mod mine, og den følelse der rusede igennem mig, var både ekstrem nydelse og uophørlig skyld. Jeg anede ikke hvad der gik af mig, det var bare som om alle følelser jeg nogensinde havde følt, vældede op i mig på én gang. Jeg skænkede ikke konsekvenserne af det en tanke, var alt for optaget af at nyde den nærhed jeg havde længtes efter. Så husker jeg ikke mere. Og dér gik virkeligheden så op for mig, hvad jeg virkelig havde gjort. Og det dræbte mig indenvendig. Mens Perrie sad dér, helt uskyldigt og spurgte til min bule gav det mig en sådan knude i mellemgulvet, at jeg var bange for ikke at kunne få vejret. 

"Det var bare et uheld. Jeg faldt bare på trappen på hospitalet" Løj jeg så det stod ud af øjnene på mig, prøvede så at fjerne opmærksomheden hen til MTV der kørte over skærmen. Et øjeblik var jeg faktisk bange for at hun havde luret mig, men så blev hendes blik bare alvorligt og en smule pint.

"Hvordan har hun det?" I første omgang lod jeg som om jeg ikke kunne høre hende, fordi pinslen var for stor. Jeg havde absolut ikke lyst til at snakke om hospitalet. Ikke efter det jeg så. I stedet pressede jeg anspændt kæberne sammen. 

"Zayn?" Jeg vendte mig kort spørgende mod hende, svarede så lidt henkastet.

"Hun er bedre. Meget bedre" Det sidste var en mumlen, næsten hvisken, som om det sidste var henvendt til mig selv. 

"Kommer hun så hjem?" Jeg prøvede at holde tårene inde, men de pressede sig faretruende på. 

"Zayn!" Perries bestemte stemme skar igennem min tankebarriere.

"Hvad!?" Snerrede jeg, men fortrød med det samme, da jeg så Perries sårede ansigt. 

"Undskyld. Hun kommer hjem idag, hendes anfald er helt overstået og de har fået hende testet for andre. Det var bare en mindre infektion der var kommet i hendes ar, men de ved ikke hvorfor hun reagerede så voldsomt" Hun nikkede kort, inden et lille smil så gled over hendes læber.

"Kan jeg så møde hende? Jeg vil SÅ gerne se hende! Alt hvad i drenge har fortalt, så må hun være den smukkeste pige på jorden!" Jeg vendte mig mod hende med et skævt smil.

"Ingen er smukkere end dig" Hviskede jeg inden vores læber mødtes i et varmt kys. Alligevel havde jeg Jacqueline i baghovedet. Og det pirrede mig grænseløst.

 

***

 

Niall snakkede med Harry over hovedet på mig, mens jeg holdt godt fast om hver deres hænder. Mine ben var blevet svagelige af medicinen og den manglende bevægelse, så jeg blev nødt til at søge støtte hos de to drenge. Hvilket både irriterede mig, men også gjorde mig lidt tryg, mens vi gik op mod hoveddøren til paladset, også kaldet drengenes hjem. 

"Jeg forstår ikke hvorfor Zayn ikke mødte op, når han lovede at han ville komme og besøge os?" Nialls let fornærmede stemme, gav mig en lyst til at grave mig halvtreds meter under jorden. Han var mødt op, han valgte bare at forlade igen, da han nok ikke følte sig ønsket. Men tanken om at jeg nu skulle se ham i øjnene og lade som om alting var okay, blev næsten for meget. 

Mine ben faldt kort sammen, inden både Harry og Niall fik grebet om mig. 

"De gav dig vidst for meget smertestillende! Du kan jo knap nok gå på dine ben!" Jeg smilede bare lidt forlegent af Niall. Et varmt smil gled kort over Harrys læber, næsten som om han vidste hvad der var i vente. 

"Lads, hvor er det dejligt at se jer igen!" Hylede Louis med falske tårer, inden han kastede sig selv ind i et gruppekram, altså det vil sige han overfaldt mig, mens de andre blev trukket med. Men tak for at kalde mig en dreng Louis, mange mange tak. 

"Pas på Louis, Jackies ben er stadig svage!" Irettesatte Niall sin tumulske bandven, så han trak sig langsomt og modvilligt væk fra. At se Louis hundeøjne når han bliver skældt ud var ikke til at stå for, så jeg vristede mig fri af hænderne og bredte mine vinger ud for ham, i et ordentligt kram. Han lyste igen op, og maste mig næsten til plukfisk af glæde. 

"Jeg er så glad for at stumme mimerven, er kommet hjem!" Jeg hostede og harkede, mens jeg prøvede gispene at få vejret, men trods mine vejrtrækningsproblemer kunne jeg ikke lade være med at hæfte mig i 'hjemme' 

Det her var da ikke mit hjem var det? 

"Pas nu på inden du kvæler hende!" Skældte Harry med sin dybe stemme, fjernede så Louis fra min strube så jeg kunne få luft igen, til meget stor glæde. 

En pige kom pludselig ud af det blå ind fra stuen, med et smukt blondt hår og glinsende øjne. Hun var smuk. Meget smuk. Bag hende traskede Zayn med øjnene fæstnet mod jorden, sikkert for flov til at se mig i øjnene. Man skulle tro at det ville være mig der ville få problemer, men det klarede han vidst fint selv. 

"Jeg har hørt så meget om dig! Jacqueline ikke?" Jeg nikkede, mens jeg rødmede af hendes kommentar. Hun rakte straks hånden ud i en gestus.

"Perrie Edwards! Zayns kæreste!" Jeg tog den tøvende, mens ordene havde fået det hele til at gå lidt i slowmotion. Ja, Zayn havde jo en kæreste. Og det havde jeg også. Han løftede endelig sine mørke øjne mod mig, så de klikkede sig ind med mine. Jeg tror vi vel begge følte skyld. Vi havde begge været utro. Hvordan skulle vi kunne løbe fra det her? Den eneste der vidste noget om det var Niall, og han havde svoret at holde munden lukket med syv segl. Hvad havde jeg dog rodet mig selv ud i?

Pludselig mærkede jeg nogle arme under mine ben og så i næste øjeblik, lå jeg i Harrys arme, med et fåret smil på læben. 

"Prinsessen burde ikke gå mere med sine svage ben, så jeg vil eskortere hende op til sit værelse, der har fået en mindre renovering!" Spørgende kiggede jeg op på ham, men han sendte mig bare et mystisk smil og et blink med øjet. Mit værelse? Jeg havde da ikke noget værelse! Kun et gæsteværelse, men det var jo ikke mit! 

 

***

 

"Du må ikke åbne øjnene endnu" Hviskede Harry i mit øre, mens han store hænder dækkede for mit synsfelt. Jeg hoppede som et lille barn af spænding, klar til min overraskelse. 

"Nu må du åbne" Han fjernede sine grabber, så gæsteværelse døren stod lukket foran os. Men den var blevet malet helt skyhvid, ikke cremefarvet som den var før. Og med sirlig skrift stod mit navn og en lille sætning nedenunder.

She will be loved 

Min yndlingssang med Maroon 5, gad vide om det bare var tilfældigt at de faldt over den tekst? Jeg sendte et spændt smil mod Harry, der med et lillle, lumsk smil nu skubbede døren åben. En himmel af blå og hvid skinnede igennem rummet. Min kæbe faldt til jorden, i takt med at jeg trådte ind i rummet. Væggene var blevet malet i himmelblå, mens alle møbler var i skyhvid, så det hele havde de samme farver som himmelen.

"Jeg tænkte at du ville kunne lide de farver" Jeg nikkede overvældet mod ham, gloede så forundret på himmelsengen, der rent faktisk lignede en himmelseng. Den var helt hvid som resten af møblerne, mens at der rundt om var blevet hængt hvidt slør der dansede let i vinden, og lyskæder der snoede sig om de øverste paneler. Jeg havde aldrig set noget så smukt før.

"Det er til dig" Tårene boblede frem i mig, dog glædeståre. Jeg vendte mig mod Harry, der havde et lidt nervøst udtryk.

"Kan du lide det?" En tåre faldt, så et bredt smil fløj over mit ansigt, kastede mig som om nakken på ham. 

"Det tager jeg som et ja" Grinede han kort, svingede mig så rundt som en anden kludedukke. Han lod til at få overbalance så vi faldt ned i den bløde himmelseng, så sløret omkring os, piskede rundt om stolperne. Vi grinte mens at jeg faldt først, så Harry lige fik reddet mig inden jeg kunne blive mast af hans kropsvægt. Vi borede vores blikke ind i hinanden.

"Var det ikke her vi slap sidst?" Hviskede han med en hæs stemme. Jeg nikkede kort. 

"Hvis jeg gør det, gør du så også?" Hans stemme var blevet en anelse rystende, nikkede så lige inden vores læber ramte hinanden i et fyrværkeri. Og det udviklede sig. Åh min gud, om det gjorde.

 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...