Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4037Visninger
AA

6. - Hunt -

Weekend! Jeg var fri i to dage! Jeg kunne ikke få makeuppen og uniformen af hurtigt nok, skiftede så til det tøj jeg havde så fint valgt til aftenens lejlighed. (Sættet er længere nede på siden) Jeg ville spise nede i cafeén sammen med Emma. Bare for at snakke lidt med hende og sådan. 

Jeg vinkede til Michael der så ud til at være stærkt optaget af noget på sin computer. 

"Vent Jacqueline! Du skal lige se noget" Han viftede mig hen på hans side, så jeg kom i syne med mig i min uniform i mandags og... Harry... Én havde fået et billede af, da vi så hinanden. Det lignede vi åd hinandens kroppe råt. Føj. Jeg væmmedes kort ved billedet, scrollede så ned mod et helt galleri af lignende. Da jeg flygtede ud af parken, restaurantbesøget, da han bar mig ind i sin bil og da jeg forlod deres hus senere samme dag, med røde kinder. Flashbacket malede sig over min nethinde.

"Det er Louis!" Niall pegede over mod en brunhåret fyr med et legesygt smil. Han kiggede over på Niall med et mærkeligt udtryk, falsk alvor.

"Hell no Sir! This is the Captain! 10 pushups for mistaking the Commanding on this ship!" Han ændrede sin stemme til en gammel sømands, som fik Niall til at grine hysterisk. Åbentbart noget der sker ret tit. 

"And who is that lovely looking lady!?" Hans volumefyldte stemme skar mig i trommehinden. 

"Det er Jaqueline" Svarede Harry. 

"I think the lady can talk her own!" Irettesatte han.

"Nej hun kan ej. Hun er stum" Harrys tonløse stemme, fik Louis til at falme i sit smil. I et stykke tid var han helt stille, med rødmen der steg op i hans kinder.

"undskyld..." Mumlede han med øjnene fæstnet i gulvet, som et lille barn der fik skældud. Beslutsomt gik jeg over til ham, for at give ham hånden som et 'det er okay' Han kiggede kort på mig, lyste så igen op i et smil og krammede mig varmt. Min første reaktion var at krumme mig sammen, men hans kram var så fast og betryggende at jeg bare blev stående og gengældte krammet. Jeg følte mig som i en kokon, lukket ude fra omverdenen. 

Jeg rystede mig tilbage til virkeligheden, faldt så igen over billederne.Tårerne pressede sig på ved synet. Det var krænkende. Hele mit liv, havde jeg prøvet at holde mig fra nogen som helst opmærksomhed. Og så sker det her. 

"Jeg tror ikke det her får positiv respons. Du vil få vrede fans løbende efter dig, hele weekenden hvis ikke længere" Jeg nikkede sammenbidt af hans konklusion, prøvede at holde tårene inde. Han kiggede medfølende op på mig.

"Måske skal du være sammen med nogen i weekenden så du i det mindste ikke er alene?" Jeg kiggede bedende på ham med våde øjne. Han sukkede.

"Jeg kan ikke Jacqueline, jeg skal arbejde hele weekenden, ellers kan jeg ikke betale min husleje" Lød hans skyldige stemme. Hans øjne lyste pludselig op i en tydelig idé.

"Hvad med Harry!? Eller én af de andre drenge? Måske ham dér Blondie fyren?" Jeg rystede ihærdigt på hovedet, krammede ham så hårdt. Det lyder måske mærkeligt, men jeg er en smule bange for dem. De er så tomulske, energiske og farer rundt og råber hele tiden. Jeg har det bedst i rolige omgivelser, hvilket gør deres nærhed meget problematisk. 

"Kom nu Jacqueline! Det er da ikke så slemt! De er jo bare glade og ubekymrede! Du kunne lære  noget af dem!" Jeg trak mig fra ham, slog ham så blidt på armen. 

"Kom nu! For min skyld?" Bad han. Jeg lagde stædigt armene over kors, med et løftet øjenbryn. 

"Pleeeease?" Han lavede de hundeøjne jeg ikke kunne modstå, sukkede så overdramatisk som en form for 'okay' 

"Godt søde!" Han nev mig i kinden, som min tante plejede at gøre, så jeg næsten bed hånden af ham.

"Wow, Calm down Tiger!" Drillede han med et smil, inden jeg rakte tunge af ham og drejede om på hælen mod døren. Kald os barnlige for det er hvad vi er.  

 

***

 

Da jeg trådte ud af baggdøren, analyserede jeg gyden om der var fri bane. Nej, ingen skøre fans. Med et lettelsens suk, trådte jeg helt ud af døren og ud mod hovedgaden. Den lune sommersol var let orange, tydeligt tegn på at det snart var spisetid. Folk sad ude på balkonerne i deres lejligheder, i det store London. Alle så ud til at nyde den lune sommeraften. Da jeg langsomt gik ned mod cafeén med luften trukket dybt i lungerne, lød der pludselig nogle råb bag mig. Jeg svingede rundt kun for at se en vred hord af teenagepiger med retning, direkte imod mig. Shit. Shit shit shit! 

"Hey! Hvor vover du at snuppe Harry!? Fuck dig!" Sådan lød nogle af de skræmmende ord fra dem der skulle forestille små, søde piger. Mine ben kom hurtigt på nakken, styrtede så ned ad gaden. De var for hurtige, jeg kunne ikke løbe fra dem. De blev ved med at kaste eder og forbandelser over mig, så en lyst til at krybe mig sammen og tude, næsten var for stor. Løbene kom faretruende tæt på, indtil en hånd tog fat i mit håndled. Men det virkede ikke fjendtligt. Personen trak mig hurtigt ind i én af gyderne, vendte mig så bag ham, for at beskytte mig mod horden.

Han var mørk med højt, sort hår. Han var tynd, men alligevel veltrænet, kunne man se på hans arme og hans ene hånd, der knugede sig til mit håndled. Horden stoppede hurtigt for ham, kiggede så beundrende op på ham. 

"Hun har ikke gjort jer noget, så lad være med at jage hende på den måde. Hun er min og drengenes ven, ikke andet" Hans alvorlige, rolige stemme med tydelig accent, fik dem til straks at falde til ro. Jeg prøvede at kigge frem, men han knugede min hånd for at holde mig bag ham. 

"Gå hjem, jeg vil følge Jacqueline hjem og i følger ikke efter" Hans ordre, fik dem til at trække sig tilbage med længselsfulde blikke mod ham. Da vi var helt alene i gyden, holdt han stadig et stramt greb om mit håndled så det næsten dunkede. 

"Du kan godt tage det roligt nu. De vil ikke genere dig mere, det plejer at virke når vi træder til" Hans stemme lød til at bløde lidt op, vendte så halvt sit ansigt mod mig. Han havde solbriller på der dækkede en del af hans identitet, men hans perfekte profil i den orange sol, fik mit hjerte til at styrte af sted. Han var virkelig flot, selvom man ikke kunne se hans øjne. Hvad tænker du på Jacqueline!? Stop de drømmetanker!

Jeg kom til mig selv, prøvede så at løsrive mit håndled fra ham.

"Når ja, undskyld! Jeg blev lidt revet med" Han slap øjeblikkeligt min hånd, der dunkede lidt. Jeg kiggede mistænksomt op mod ham. Hvorfor kendte han mit navn? 

"Jeg er Zayn" Han vendte sig endelig om mod mig og fjernede sine solbriller, der afslørede nogle varme, chokoladebrune øjne. Jeg tog imod hans fremstrakte hånd. 

"Harry har fortalt mig om dig, og din situation. Så da jeg var ude og gå en tur, så jeg en hord af fans. Resten skete vidst bare lidt" Han grinede kort og kløede sig lidt i håret. Jeg nikkede bare forstående. Så blev han i det mindste ikke sur over at jeg ikke svarede ham verbalt. 

"Kom, lad mig følge dig hjem. Bare for at der ikke kommer endnu en flok" Jeg smilede svagt af ham, så vi siden om side gik ned mod mit hjem. 

 


 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...