Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4194Visninger
AA

5. - From scared to frightened -

Mit hjerte hoppede op i halsen ved synet af den dystre bil der blokerede vejen for os. Harry traskede uden videre over mod bilen så jeg igen slog på hans ryg, nu i ren og skær panik. 

"Nej, nej! Du aner ikke hvad du gør Harry! De vil slå os ihjel!" Kald mig paranoid... 

"Fald nu ned Jaqueline!" Skældte Harry, med et smil. Jeg slog og sparkede løs på ham. Hvorfor flygtede han ikke!? Han fik med besvær presset mig så pænt som muligt ind i bilen, uden det mindste samarbejde fra min side. Da jeg var blevet presset ind på passagersædet og næsten sprunget ud igen, greb Harry vredt mit håndled og borede sine øjne ind i mine. 

"Slap nu af Jacqueline! Det er MIN bil!" Mit hjerte faldt straks ned. Flot Jacqueline... Jeg rødmede blidt, prøvede så at trække min hånd til mig, men Harry hold stadig fast. Jeg kiggede undrende op mod ham. Han havde ikke fjernet blikket, blev bare ved med at nærmest sende fyrværkeri ud gennem sine grønne øjne. De fangede mig i meget længere tid, end det virkelig var meningen. Mine kinder blussede igen op, kastede så mine øjne ned i bunden af sædet. Hans opmærksomhed skræmte mig halvt ihjel. 

"Sir?" Lød det fra chaufføren. Harry trak endelig blikket fra mig.

"Vi skal hjem" Svarede han kort. Bilen kørte elegant ud på hovedvejen. Akavet sad jeg så dér i en fremmed bil, med en dreng jeg knap nok kendte, på vej til hans hus. Jeg havde lov til at være bange. 

 

***

 

En steril lampe blændede bag mine lukkede øjenlåg. Irriteret blinkede jeg øjnene op, så jeg kunne se klart i det hvide rum. Noget sved ved min hånd, prøvede så at løfte min tonstunge krop, fra den bløde overflade, også kaldet sengen. Hele min venstre hånd og håndled var bundet ind i tyk gazebind. Jeg løftede undrende det ene øjenbryn. I kanten af mit synsfelt, fangede noget blodrødt mit øje. Det jeg så havde jeg ikke ventet at se, men grunden og det der var sket, flød over mig som en hammer. Blodet der hang i den gennemsigtige pose, og løb så ned i min højre arm gav kuldegysninger langs min ryg. Hvad havde jeg gjort ved mig selv? 

Min puls steg hurtigt, kunne jeg høre fra apparatet ved siden af mig, prøvede så at rive gazebinden af mit håndled. Da det lykkedes mig med vold og magt at få åbnet det, fløj et gisp og et mindre skrig ud af mine blege læber.Krydset prægede mit før uberørte håndled. Min hånd fejede skræmt over det dybe sår, der i det mindste var rent og ikke helt så blodigt. Det røde kryds bed næsten min hånd af, af ren smerte. Det brændte i huden som flere knive i det lille sår. Jeg vidste at det skulle jage mig resten af livet. Jeg kunne aldrig slippe af med det igen. Og det hele var min egen skyld. Fordi jeg ikke kunne skrige min smerte og lidelse.

 

***

 

"Jacqueline? Vi er her" Harrys bløde stemme der var alt for tæt på mit øre vækkede mig. Jeg farede op fra vindueskarmen jeg så lystigt havde brugt som pude, og havde næsten givet Harry en skalde. Jeg måtte have følt mig tilstrækkelig tryg til at falde i søvn. Omtumlet kom jeg ud af bilen, trådte så ned på nogle glatte sandsten. Jeg var ganske beæret over hvor vi var havnet. En stor have med en masse buske plantet synkront på hinandens sider og en lang sti førte op til... Min kæbe faldt for tredje eller fjerde gang i dag. Palæet jeg kiggede på var da mindst tre etager højt! 

"Jeg tænkte nok du ville blive mundlam!" Hørte jeg Harry grine bag min ryg. Jeg vendte mig om mod ham, med et skulende blik. Han skød hænderne i vejret, stadig med et legende smil på læben.

"Undskyld, jeg kunne ikke lade være" Han gik op på min side og førte mig op til det gigantiske hus, mens han lagde sin hånd blidt på min lænd. 

Han åbnede døren for mig, lod mig træde ind i en hall, større end min lejlighed fordoblet. Mine øjne kiggede bare rundt i hele rummet og sugede alle indtryk til sig. Den elegante og romantiske indretning havde jeg ikke forventet af en nittenårig popstjerne, og sandfarver på væggene virkede også lidt malplaceret.

"Kan du lide det? Det er management der har bestemt det. Det ville være bedst for pressen" Han lød ikke selv vitterligt begejstret over det. Han tog igen uden tøven min hånd, som om det var en helt normal 'venlig' handling. 

"Kom du skal se køkkenet! Du vil elske det!" Han styrtede til højre ind gennem én af de store døråbninger, ind til et enormt køkken. Han hoppede som et lille barn i en slikbutik! Ikke noget at sige til at folk syntes de er barnlige!

Køkkenet var holdt i jordfarver med lyse træpaneler der gav en hyggelig stemning, stadig med den romantiske stil hængende. Dyre køkkenredskaber hang rundt omkring på stativer og  et dyrt komfur var i gang med at stege nogle æg og bønner. Jeg løftede det ene øjenbryn. Havde Harry planlagt at lave mad og så bare gået uden videre? Mit svar kom da han sukkede højt.

"Niall, jeg har sagt det tusind gange! Aldrig forlad din mad når det simre!" Kaldte han ud mod en gang. En blond dreng, lidt mindre og mere spinkel end Harry trådte frem fra gangen. 

"Ja ja Undskyld Fader Styles!" Brokkede ham jeg var ret sikker på var Niall. Han traskede hen til sin pande med æg og bønner, vendte sig så undrende om. Hans blå øjne fangede mig med det samme. Vi havde den samme øjenfarve. Jeg troede jeg var den eneste med så blå øjne, men dér tog jeg vidst fejl.

"Hvem er det dér?" Han pegede på mig, stadig med øjnene fæstnet i mine. Jeg kunne ikke fjerne dem fra mine, hvilket irriterede mig forfærdeligt. Jeg fik endelig løsrevet mig, da Harry greb om min talje.

"Det er Jacqueline!" Han sagde det som om jeg var det nye barn i skolen. Fedt. Niall glemte igen alt om maden og kastede sig hen for at give mig hånden.

"Hyggeligt at møde dig! Er du sulten?" Han pegede over mod den appetittelige ret på kogepladen. Jeg var faktisk ret sulten. Havde ikke nået at få noget på Nandos. Det gav min mave min hjerne ret i, så jeg nikkede tøvende. Niall nikkede med et smil, gik så over mod maden med den fantastiske duft. Harry havde tabt underkæben, men lukkede den hurtigt igen. 

Niall tog to tallerkener, smed dem på spisebordet og plantede to par bestik på siderne. Forsigtigt satte jeg mig ned på en stol og ventede. Harry satte sig ligeså, skråt over for mig da jeg sad for bordenden. Han blev ved med at kigge bekymret rundt i rummet og på den blonde dreng. Underligt. 

"Udsøgt æg og bønner af Chef Horan!" Han placerede den ene halvdel af potionen på min tallerken, så jeg ikke kunne undgå at slikke mig fristet om munden. 

Da jeg endelig fik tilladelse til at tage for mig, var min lyst til at kaste mig over maden næsten for stor. Opfør dig pænt, irettesatte jeg mig selv, så jeg forsigtigt tog en bid. 

"Smager det?" Jeg nikkede ivrigt mod Niall.

"Du siger ikke så meget hva'?" Han grinede lidt for sig selv, inden Harry svarede diskret, næsten så lavt at jeg ikke kunne høre det.

"Hun er stum..." Den blonde fyrs øjne, spærrede sig overrasket op, kiggede så hen på mig. Han var vidst lige så mundlam som Harry var da han først hørte det.

"Virkelig? Jeg har aldrig mødt én der var det før. Vil det sige du heller ikke kan skrige?" Spurgte han henvendt til mig. Jeg rystede lidt trist på hovedet. Det lyder måske mærkeligt, men jeg ville give min højre arm for at kunne skrige. 

"Skal det komme an på en prøve?" Nialls smil blev slesk, mens hans hænder løftede sig truende. Jeg fik næsten maden galt i halsen, sprang op fra stolen og farede hen i det nærmeste hjørne. Harry slog ham vredt på armen.

"Stop det, du gør hende bange!" Lød hans bekymrede stemme. Han rejste sig og traskede forsigtigt hen mod mig der prøvede at forsvinde ind i væggen, selvfølgelig uden held. Som om jeg var et skræmt dyr, rakte han hånden frem mod mig mens han prøvede at fange mit blik. 

"Tag det roligt, Niall ville bare drille. Der sker ikke noget søde" Mit hjerte pulsede oppe i min hals, bange for at det ville hoppe ud af kroppen på mig. Tro det eller lad være, men Niall gjorde mig faktisk rigtig bange dér. Jeg er let at skræmme, det ligger bare til mig. 

Harry holdt min øjenkontakt. Beskytterinstinktet lyste ud af ham. 

"Kom nu. Der sker ingenting" Hans bløde stemme, fik mit hjerte til at falde langsomt til ro så min hånd meget tøvende søgte mod hans. Da de næsten rørte, lød et smæk med døren og en høj, skinger stemme fik mig til at fare sammen.

"Jeg er hjeeeemme!!" Fedt, endnu én...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...