Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4189Visninger
AA

8. - Fear -

Jeg vågnede af én der prikkede mig forsigtigt på kinden. Jeg var vidst faldet i søvn, efter... Hvad? Gud, jeg havde kysset én! For første gang i mit liv! Da det fesede ind i min skald, farede jeg op af min seng. 

"Godmorgen love. Jeg har lavet morgenmad" Jeg kiggede på ham, da han satte sig på hug så vi var i øjenhøjde. Han så ret frisk ud, som om han havde været vågen i lang tid. Hvor pinligt at lade sin gæst vente på man selv vågnede. Men vent, han var ikke min gæst, han havde faktisk bare maset sig herind med Zayn! 

Men tanken om morgenmad, var nu for stor. Jeg kunne smide ham ud bagefter. Hurtigt hoppede jeg ud af sengen for at følge lugten af pandekager og frisk sirup. Synet af mit beskedne spisebord, med to tallerkener med et tårn af pandekager, gjorde mit smil kun bredere. Og bare for at gøre jer endnu mere misundelig så havde han også været ude og købe Starbucks. 

Jeg drejede om på hælen mod Harry, inden jeg med et bredt smil kyssede ham tak. Hvilket overraskede ham en del. Efter nogle sekunder i kysset, som vi begge nød alt for meget, tog jeg mig selv i hvad jeg havde gang i. Med blussende kinder, trak jeg mig hurtigt tilbage og kiggede skyldigt op på ham. Et smil prydede hans ansigt. Var det også rødmen jeg så? 

For at slippe for at kigge alt for længe på ham, drejede jeg rundt mod drømmen til morgenmad. 

 

***

 

Vi sad i stilhed mens vi spiste meget stilfærdigt, lidt for opmærksomme ved hinandens nærvær. Jeg kunne jo ikke rigtig bryde den, medmindre jeg smadrede en pande i væggen. Endelig fik Harry taget sig sammen til at sige noget.

"Du ved... Du kan ikke blive her" Jeg kiggede op på ham, med nærmest skræmte øjne. Hvad talte han om? Hvorfor kunne jeg ikke det?

"Du er alt for sårbar her alene, og jeg kan ikke blive her hele weekenden på grund af arbejde. Og desuden ville du aldrig få fred, hvis nogle fandt ud af hvor du boede" På den muntre side, kunne jeg ikke lade være med at tænke at det lød ligesom en dårlig actionfilm. Eller én eller anden overdramatisk historie en amatør, teenage forfatter havde skrevet.  Men på den mindre muntre side, gav det mig kuldegysninger ved tanken om at jeg skulle forlade mit trygge hjem. 

Jeg tog blokken der lå ved siden af mig, og skriblede noget ned til Harry.

Hvor skal jeg så tage hen? 

"Hjem til mig selvfølgelig! Og de andre drenge! Det bliver sikkert sjovt, og dér vil du helt sikkert være i sikkerhed indtil weekenden er omme!" Svarede han opstemt, så han næsten hoppede i stolen. Jeg kiggede usikkert på ham, vendte så ansigtet mod min tomme tallerken. Jeg rystede trist på hovedet. Hans opstemte kropsprog faldt med det samme et par grader. 

"Hvorfor ikke? Lige meget hvad vil jeg ikke lade dig blive her" Han prøvede at tage min hånd, men jeg trak den med det samme til mig, stadig med ansigtet fæstnet mod bordet. Jeg rystede igen på hovedet. Han vidste ikke hvor hårdt det havde været for mig at være sammen med dem. Ja, bare at snakke med dem! Eller hvad du nu kalder det. Sagen er at jeg aldrig nogensinde har haft nogle der virkelig der holdt af og bekymrede sig om mig andet end min tante. Og at der nu var en dreng, ja en hel gruppe drenge og BERØMTE drenge, der gjorde det. Det var bare alt for meget. Og tanken om at jeg havde kysset én af dem, skræmte mig så meget at jeg havde lyst til at gemme mig under dynen og aldrig komme ud igen. De skræmte mig, men ingen forstod det. Hvis dog bare folk havde været der ville de forstå.

 

Da jeg blev udskrevet fra hospitalet, havde nyheden om min selvmordsforsøg spredt sig til hele skolen og ja, hele byen. Nu kiggede folk på mig med enten falsk medlidenhed, eller med næsen i sky. Intet var ændret. Hvilket sårede mig mest. Folk kaldte det 'et råb om hjælp'. Jeg kaldte det en beslutning, som kun blev truffet én gang. 

Min tantes arme svingede sig rundt om min tynde krop, jeg havde stadig hospitals kjolen på. Den var alt for stor, da de var løbet tør for mindre størrelser. 

"Det hele skal nok blive godt. Det bliver altid godt til sidst, husker du? Ligesom i historierne. Hvad var nu din yndlings?" Min tantes varme stemme, fik mig til at svare tøvende med armene.

"Den Lille Havfrue" Hun nikkede med et varmt smil. 

"Husker du, for at komme op på landjorden og finde den prins hun var forelsket i, måtte hun give sin stemme? Husker du det?" Jeg nikkede.

"Og husker du også at hun vandt hans hjerte? Selvom hun ikke kunne sige et ord?" Igen nikkede jeg, med tårene i øjenkrogene. Hun vendte mig mod sig, kiggede mig så dybt i mine blå øjne. 

"Ord er bare ord Jacqueline. Det er hvad man beviser der tæller" Det var hendes ord, inden hun krammede mig varmt. 

 

"Jacqueline? Er du der?" Harry viftede sin hånd foran mit forstenede ansigt. Jeg fik rystet mig selv tilbage til virkeligheden, smilede så svagt.

"Lige meget hvad, kommer du med mig. Og du må hellere få skiftet. Medmindre du har det fint i det dér" Han pegede ned af mig, da han med et anerkendene smil lige fik analyseret mig. Jeg fnøs af ham og rejste mig fra bordet. Jeg skulle til at tage tallerkenerne, da han tog mit håndled.

"Jeg skal nok" Smilede han. Tøvende nikkede jeg, gik så ind i stuen for at skifte tøj med skyldighed malet over hele mit ansigt. Min opdragelse lå ikke til til at lade en gæst gøre rent i mit hjem. Og endnu en ændring i min rutine, der igen skræmte mig. Jeg MÅTTE bare ikke gøre hvad jeg ville! 

Jeg trampede hen til mit skab, svingede det åbent og tænkte over uniformen idag. Det der lige lå øverst var en stribet hættetrøje og nogle shorts (Resten af outfit i bunden af siden). Jeg trak på skuldrene, inden jeg smed det på mig. Min gamle rejsetaske blev trukket frem og smidt noget tøj i til de næste par dage. Da jeg var kommet ud i køkkenet igen, var det helt finpudset. Hvis vi var i en tegnefilm, ville der komme små glimt rundt i hele rummet, men sådan så det næsten ud. Harry vendte sig mod mig og smilede varmt. 

 

***

 

Da vi begge var ude af bygningen, og jeg fik sagt godmorgen til Emma, var følelsen at vi blev overvåget alt for stor. Harry sansede min usikkerhed, tog så diskret min hånd. Jeg kiggede taknemmeligt op mod ham, da han rakte mig nogle solbriller. 

"Hurtigt, så er der mindre chance for at de genkender dig" Hurtigt fik jeg dem trukket op, lige inden en larmende gruppe piger valsede forbi os. De kiggede efter Harry, men ansede mig ikke. Heldigvis. 

"Bilen står på det andet gadehjørne" Fik han beroliget mig med, da endnu en ret stor gruppe piger gik mod os. Jeg klamrede mig op af hans arm, prøvede at få lidt mod og tryghed. Pigerne så Harry og begyndte at smile stort. De hev alle, deres mobiler frem og begyndte at klipse løs, så mit hjerte begyndte at galoppere løs. Billederne ville højst sandsynligt komme på nettet, og den tanke skræmte livet af mig. Mens de snakkede med Harry, blev deres lyse stemmer et øjeblik fjerne, som om jeg var inde i en puppe. Jeg stirrede tomt ude for mig, uden nogle tanker, bare som om min krop beskyttede mig mod det chok, der ville komme indenfor de næste sekunder. 

"Hvem er det? Er det din kæreste? Hende der ikke taler?" De begyndte at veksle blikke og små beskeder, inden de skulede mod mig.

"Hvor vover du at stjæle Harry!? Hvem tror du, du er!?" De tættede sig om os, så jeg fik mig skubbet tilbage til virkeligheden. Harry knugede om min hånd, jeg kunne mærke han var ved at gå i panik, ligesom jeg. 

"Hun er bare en god ven" Løj han, med tydelig nervøsitet. De lyttede ikke til ham, men blev bare ved med at kyle fornærmelser mod mig.

"Du er grim og kedelig! Se lige dit tøj! Tror du virkelig du bare kan komme her som om du ejer ham!?" Skældte de, så tåre flød ned af mine kinder, men de kunne ikke se det for solbrillerne. Jeg gemte mig bag Harrys mur, til ryg. Begge hans hænder holdt fast i mig, så jeg ikke kom nogen steder uden hans samtykke. 

"Stop med at fornærme hende sådan! I kender hende ikke! Hvis i ikke lader hende være, respektere i hverken mit eller hendes privatliv!" Råbte han, så de tiede.

"Og lad os så komme igennem!" Han masede sig igennem gruppen, med mig trukket om bag ryggen. Vi nåede hen til bilen der lå få meter længere henne. Harry åbnede passagersiden for mig, så jeg helt stiv i kroppen satte mig ind. Først da jeg var sikker på at Harry også var inde og vi kørte i et stabilt tempo, på hovedvejen, fik mit hjerte en nogenlunde normal rytme. Men oplevelsen var langt fra prellet af. Hvis jeg havde et velfungerende stemmebånd, ville jeg have hylet og skreget af mine lungers fulde kræft. Men det gjorde jeg ikke. I stedet sad jeg stivt i sædet, med ubevidste tårer ned af mine kinder. Et held at jeg var blevet skubbet ud af døren, inden jeg fik makeup på. 

"Du må virkelig undskylde at jeg har fået dig rodet ind i det her" Sagde Harry, med såret stemme. Jeg nikkede bare. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...