Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4133Visninger
AA

11. - Cindarella's going to the ball -

"Vi vil se den!" Hylede Niall, der hoppede og gned hænderne som en pige. Skræmt løftede jeg kjolen op i fuld længde, der bare fik mig til at gispe en gang til. Hvor var den smuk.

(Se kjolen og resten af hendes outfit til i aften, længere nede på siden) 

"Der er mere!" Harry pegede nede i æsken, der stadig havde andre overraskelser. En billet lå nede i æsken, titlen fik hårene i min nakke til at rejse sig faretruende. 

"Det er til The Brits! Du skal med i aften når vi optræder!" Lød Niall. Jeg blinkede bare utallige gange, prøvede at få det banket ind i min skal. Jeg skulle til The Brits, Englands største musik forestilling. Der ville være mange mennesker. Kameraer. Paparazzier. Kendte mennesker. Og jeg ville være i fjernsynet. Hvor tror du ellers jeg ville være, når der gik rygter om at jeg datede én fra verdens største boyband? Jeg ville blive spurgt om tusind ting, sikkert private. Og jeg vil ikke kunne svare. Tænk når de fandt ud af at jeg var stum? Jeg ville ikke kunne holde til det. 

Jeg greb blokken og skrev noget ned til dem. 

Jeg kan ikke tage med. Der er alt for mange mennesker. Tænk hvad folk vil tænke om mig. Og hvis jeg bliver spurgt om noget så vil jeg ikke kunne svare dem? 

De vekslede blikke med hinanden.

"Vi skal nok passe på dig, folk vil elske dig! Og vi skal nok sørge for at der altid er én af os, ved din side! Hvis ikke Harry tiltager sig den rolle fortrineligt!" Lød Louis, pegede så kort på den rødmende krøltop. Han trådte hen mod mig, ligesom i går, og tog min hånd. 

"Det hele skal nok gå fint. Det lover jeg" Sagde han med sin bløde stemme, men jeg var stadig ikke sikker. Jeg ville stadig komme i medierne og det kunne de ikke gøre noget ved. 

Min lillefinger løftede sig op, mens jeg kiggede på ham, som et lille barn der skulle til tandlægen. Han grinede kort og bandt sin lillefinger om min. 

"Godt, så har vi det på plads! Lou er lige på trapperne!" Louis kiggede på sit imaginære ur på armen. Jeg løftede det ene øjenbryn. Lou? Taler han om sig selv, eller er jeg helt fra den? 

 

***

 

"Du har altså det smukkeste hår! Jeg forstår ikke at du bare lader det hænge!" Kaglede Lou for tredje gang indenfor det sidste kvarter. "Du har smukt hår! Sæt det op! Du har sådan et kønt ansigt! Hvis du nu gjorde..." Og bla bla bla... Jeg nikkede bare af hende, jeg kunne ikke rigtig gøre så meget andet. Drengene kom en gang i mellem ind for at se hvordan det gik, men de blev altid smidt ud igen af Lou. "Du skal jo være en overraskelse" Som hun sagde. Hun snakkede ret meget, også af en frisør at være. 

Hun havde flettet mit hår i en lang, rodet fletning og puttede nogle stof sommerfugle i. Temaet var sommerfugle fandt jeg senere ud af. 

"Nu er du færdig! Det er blevet fantastisk! Vent til de ser det!" Hun klappede mig kort på hovedet som en lille hund, gennede mig så op af den stol jeg sad i. Hun smed kjolen, et par sko, ret høje sko, og nogle guld sommerfugle øreringe, gennede mig så igen, nu ind på badeværelset. Vi var på mit værelse, hvis i skulle være i tvivl. 

Skræmt begloede jeg skoene, der var alt for høje til min smag. Jeg ville jo falde på løberen! Trods min tvivl, tog jeg dem på sammen med min kjole og fik snildt sat sommerfuglene i.Tidligere havde jeg efter en halv times massiv insistering og skreven med blokken fået lov til at selv lave min makeup. Hvilket var det jeg gik igang med nu. Erfarent lagde jeg en simpel mascara og ikke andet. Jeg nikkede tilfreds til mit spejlbillede, før jeg forsigtigt trådte ud i værelset med hånden støttende på dørkarmen for ikke at falde. Lou gispede da hun så mig. Åh nej, havde jeg taget kjolen omvendt på!?

"Hvor er du smuk Jacqueline! Og kjolen er lige din størrelse!" Hun lod som om hun fik tåre i øjnene og klappede rørt hænderne sammen. Hun luntede hen for at kramme mig, men det blev et lidt akavet kram, da jeg var blevet i hvert fald 7 centimeter højere af skoene. Jeg rødmede af hendes kompliment.

"Gå ned og vis dig til drengene. Du er virkelig smuk Jacqueline" Hun kiggede mig dybt i øjnene med et rørt smil, gennede mig så som en anden marionetdukke ud af værelset og ud på gangen. Jeg prøvede at tage en dyb indånding for at dæmpe mine nerver. Det skulle nok gå. Det hele skulle nok gå fint. Hvis bare du ikke kvajer dig som du normalt gør Jackie! Ja, jeg begyndte at kalde mig selv Jackie. Det var da et ret sejt navn!

Jeg prøvede at tage et sikkert skridt hen mod trappen på mine platformer til hæle. Det første der skete var at jeg var ved at ryge ned på alle fire, men fik med nød og næppe genvundet balancen. Langsomt gik det bedre og bedre og til sidst, kunne jeg gå næsten helt normalt. Jeg vidste at drengene selv var omklædt for enden af trappen og ventede bare på at jeg ville træde ned som festens midtpunkt. Hvilket gjorde mig bange. Rigtig bange. 

En sidste dyb vejrtrækning, inden jeg trådte ud i rampelyset. Jeg koncentrede mig mest af alt, om ikke at falde. Jeg turde ikke se drengenes blikke, blev bare ved med at kigge på mine sko. Trappen virkede så uendelig lang, i forhold til hvad den plejede. Da jeg trådte ned fra det sidste trin, kunne jeg ånde lettet op. Jeg var nede, alle lemmer var i behold, og jeg var i live. Godt. Endelig kiggede jeg op mod de fem par øjne der gloede på mig. Mit syn overraskede mig, for det jeg så var drenge der var blevet lidt mindre af mine sko, og hver og én dreng stod måbende. Fedt. Jeg prøvede at smile svagt, så de rystede sig tilbage til virkeligheden. De mumlede i munden på hinanden, uden det rigtig gav nogen mening. Til sidst fik Liam som den første sagt et genkendeligt ord. 

"Du er smuk" Sagde han kort, begyndte så at mumle igen. Jeg satte armene i siderne og kiggede irettesættende på dem. 

Tag jer lige sammen! råbte jeg inde i mig selv.

Først da Lou kom ned, begyndte de at blive normale igen. Og med det mener jeg totalt unormale og barnlige. 

 

***

 

Det var blevet helt mørkt mens jeg studerede de flotte lys i London, med Harrys hånd i min. Jeg ville ikke ind i den limousine der kom og hentede os, medmindre han ville holde mig i hånden. Ellers turde jeg ikke. Harrys ånde kom pludselig tæt på mit øre mens én af hans krøllede lokker kildede mig i nakken. 

"Jeg glemte at sige hvor fantastisk smuk du er i aften" Mine kinder blussede op, meget imod min vilje. Han grinede kort af min opførsel, gav mig så et kys lige under øret, så jeg næsten hoppede i sædet. Zayn sad overfor mig og var vidne til hele scenariet. Jeg lagde mærke til hans hænder der knugede sig sådan sammen, at knoerne blev helt snehvide. Jeg havde lyst til at spørge ham hvad der var galt, men lod være. 

"Så er vi her!" Sang Niall, da de skræmmende blitzlys kunne ses. Den røde løber var der, paparazzierne, de kendte, og hele den glamourøse atmosphære. 

"Bare smil" Hviskede Harry, inden døren blev åbnet ud til den røde sti. Forsigtigt trådte jeg ud, gav så modvilligt slip på Harrys hånd for at undgå så meget unødig opmærksomhed som muligt. Blitzene var både fascinerende og skræmmende på samme tid. Folk råbte ting til dig, spurgte om alt muligt, det hele var så overvældende. Du følte virkelig at du var nogen i det øjeblik. 

Jeg smilte det pæneste smil jeg kunne som jeg havde fået besked på og prøvede at vinke lidt genert til nogle journalister. Tænk at gøre det her på daglig basis. Det måtte være så overskridende. Jubelen og hylene blev to grader højere, da De Fem trådte ud med selvsikre smil på læben. Det kunne ikke beskrives at være i sådan en position. En journalist vinkede mig hen til sig, så jeg forsigtigt gik hen så jeg kunne høre på hvad han havde at sige. Han havde et svagt smil, jeg gengældte så godt jeg kunne.

"Er det en god følelse at være her for første gang Jacqueline?" Jeg blev overrasket over at han kendte mit navn, men droppede det hurtigt og nikkede som svar. 

"Hvem følges du med i aften?" Jeg pegede med et smil hen mod de fem drenge der var i fuld gang med at tage gruppebilleder og signere. Han kiggede kort over på dem og nikkede.

"Har du et specielt forhold til én af dem?" Jeg spærrede øjnene op af hans spørgsmål. Men det var jo til at forvente. Jeg rystede bare på hovedet. 

"Har du et forhold til flere af dem?" Jeg rystede hastigt på hovedet. Hvad tænker han på!?

"Hvad siger du til Groupie?" Jeg åbnede munden som om jeg skulle til at sige noget, men lukkede den igen og rystede panisk på hovedet. 

"Er du nu sikker?" Jeg kiggede skræmt på ham. Hvad tænkte han på!? Min redning kom da Harry lagde beskyttende sin hånd på min talje. 

"Hun er helt sikker. Hun er med os som en god ven, intet andet" Svarede han kort, inden han med et smil ønskede journalisten godaften og jeg blev trukket videre. 

"Bare lad være med at svare på nogen spørgsmål" Hviskede han kort, inden vi skulle stille os op til at få taget billeder. Det gik fint, indtil jeg lagde mærke til Zayn der gjorde det samme med en anden pige jeg ikke vidste hvem var. Men hvad jeg kunne se, var det hans kæreste. Uden at jeg ville fik jeg en lille knude i mellemgulvet. Zayn fangede mit blik,så vi stirrede på hinanden i alt for langt tid. 

*Klik* 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...