Mimes Love -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jacqueline er mimer. Et job der passer perfekt til hende, da hun ikke kan sige et ord. Hun er stum og har været det siden fødslen, hvilket har ført til en hård barndom med både mobning, usikkerhed og et selvmordsforsøg. Men hele hendes stille tilværelse bliver vendt på hovedet, da hun på en mindre heldig måde får stødt på den kendte Harry. Vil han hjælpe Jacqueline med sine indre kampe og lære hende at tro på sig selv? Og vil han kunne tage presset med en stum pige i sit liv, når han er så omsværmet af andre? Hun kan jo ikke tale ham fra det. Og Jacqueline bliver også introduceret for fire andre drenge, der helt sikkert finder hende interssant. Én ting er helt sikkert. Jacqueline vil ønske at tale mere end nogensinde.

54Likes
50Kommentarer
4181Visninger
AA

25. - Charlie - (Extra Scene)

Halløj allesammen! Håber i alle har haft det godt og selvfølgelig HAR det godt! Fordi det her er den mest læste historie jeg nogensinde har haft her på Movellas, så vil jeg gerne forkæle jer lidt! Det er jo takket være jer, at jeg er kommet på TO lister med denne her movella og har over 1000 visninger! Det lyder måske ikke som så meget i jeres hoveder, men for mig kan en lille hjælp betyde en stor forskel. SÅ! Videre med alt det her pladder! I har måske savnet Jacqueline og Harry (Jarry?) Og vil måske gerne vide hvad de går og laver? SÅ HER ER DET! Helt eksklusivt får i nu et lille indblik i livet efter The Happy Ending. GOD FORNØJELSE!

(Hendes tøj og lidt andre ting er for enden af kapitlet) 

 

***

 

"Jacqueline! Hvorfor er der ikke mere mælk!? Charlie skriger som en gris inden slagtning!" Jeg løb ud i køkkenet hvor Harry stod med Charlie, der skreg lige så højt som en brandalarm. Det lille krapyls ansigt var blevet lige så rødt som en langtidstegt hummer, mens hans tunge vrikkede af utilfredshed.

Vi passede Perrie og Zayns lille søn Charlie, som var kun godt 3 måneder. Hvorfor vi skulle passe et næsten nyfødt barn? Forældreparret skulle til en galla så det tog de første, men langt fra bedste personer til at passe det vigtigste i deres liv hidtil. Nemlig, de to mest uerfarne og upædagogiske mennesker på denne jord. Mig og Harry. Og vi kunne begge blive enige om at vi havde vidt forskellige syn på børnepasning. 

"Han skal bare vugges til ro! Han har lige fået mad for et kvarter siden! Han kan ikke få mad hver gang han græder!" Fløj jeg rundt med armene, mens at Charlies skrig gav mig lyst til at grave mig ned i et sort hul. Oh god, min hovedpine blev kun værre af alt den larm! Hvis Harry ikke snart fik lukket munden på ham, ville jeg sove ude i haven denne nat. 

"Jamen, han bliver ved med at skrige! Det virker altid på Niall hvis man giver ham noget mad!" Mine øjne søgte mod hjælp i loftet, men ingen så ud til at høre mine bønner.

"Så må du vel ud at købe noget mælk" Kastede jeg opgivende ud med armene. Harry kiggede på mig som var jeg sindsyg.

"Mig? Hvorfor mig?" Et suk fløj forbi mine læber, hvor jeg så forsigtigt fjernede det lille barn fra Harry inden han maste det med sine spændte arme. Den stakkels babysitter var helt rød i hovedet af panik, så han næsten overgik Charlie. Og det skal siges er ekstremt.

"Fordi jeg vil passe på Charlie herhjemme imens du er ude" Jeg smilede svagt til ham, prøvede så at vugge den lille skrigemaskine til ro, men uden meget held. Mit ansigt dukkede sig let ned til det lille væsen der lå i mine skrøbelige arme for at berolige ham. Og overraskende nok, hjalp det. Han stoppede i hvert fald med at græde, kiggede bare mindre bekymret på mig med store øjne, ligesom hvis jeg var en alien fra det ydre rum. Han havde Perries blå øjne, men Zayns mørke hudtone og hår. 

"Det kan du godt glemme! Jeg køber ikke modermælkserstatning alene! Folk vil tro jeg er flygtet fra den lukkede!" Lige i det Harrys febrilske stemme igen blev lydt ud i rummet, begyndte Charlie at græde igen, kun tre gange værre end før. Lettere irriteret kiggede jeg op på ham, for så at sukke endnu engang.

"Okay så. Så går vi allesammen" Harrys læber vendte op i et smil, mens hans røde plamager faldt hen og forsvandt fra sine overanstrengelser. 

"Mange tak prinsesse! Jeg skylder dig en tjeneste" Den måde han udtalte prinsesse fik et smil til at bryde frem på mine læber, før han så kyssede mig ømt på panden. 

 

***

 

Da vi gik på gaden med lille Charlie, bestilte alle vi gik forbi, ikke andet end at smile og sige tillykke, som om det var os der var de heldige, at være forældre til den lille dreng jeg bar i mine arme. Gang på gang måtte Harry forklare at det ikke var vores, men folk så ikke ud til at forstå. 

"Det var en dum idé. Du havde ret, dig og Charlie burde være blevet hjemme" Jeg smilede bare til ham, vidende om at det var en mindre kendsgerning fra hans side, at give mig ret. Det skete jo og hvis jeg kunne, havde jeg kastet armene op i triumf, men det var lige det at jeg havde et lille barn i armene, så min glæde måtte vente til senere. 

Det næste problem ville så blive at finde ud af hvilken mælkeerstatning vi skulle købe, hvilket kunne være en mindre videnskab. Harry og jeg gloede fortabt i børneafdelingen hvor der var kun 25 forskellige slags mælke til børn. Var mælk ikke bare mælk? Åbenbart ikke. 

"Tror du det er den her?" Harry greb en hvid og babyblå flaske hvor der var skrevet med sirlig skrift:

Baby Supreme: Milk and blueberry. 1 month - 1 year.

Min overvældelse over den nye verden af babymælk der havde åbnet sig over for mig, fik mig til bare at nikke, stadig måbende over hvor lidt jeg egentlig kendte til det at have et barn. Det var jo som en helt anden verden du blev præsenteret for. Pludselig kunne jeg godt forstå hvorfor nogle kvinder fik fødselsdepression. 

Da vi havde betalt og næsten sprintet ud af butikken igen, åndede vi lettet op over at toturen endelig var overstået. Harry snappede efter vejret som om han lige havde løbet et maraton og kiggede så ned på mig med vilde øjne.

"Det. Gør vi. Aldrig. Igen!" Jeg grinede af hans helt overvældede udtryk, men så var vi nok to. Nikkende gav jeg ham ret.

"Vi skal hjem nu" Vi nikkede synkront, inden jeg så knugede Charlie ind til mit bryst og vi styrtede ned af den travle gade i Londons myldretid. 

 

***

 

Vi smed os på eksakt samme tid med et forenet suk, og vi begge lukkede øjnene for at forøge nogle kræfter, fra den sindsoprivende oplevelse. 

"Jeg anede ikke det var så hårdt at være babysitter" Harry nikkede for at give mig ret, hvorefter vi så kiggede på hinanden og sprak ud i grin. Nok på grund af tanken om os være forældre 24/7 når vi ikke engang kunne passe et barn i 3 timer. 3 timer! 

Men tanken om et barn med Harry lød meget fristende, faktisk noget jeg ville ønske der skete. Men en stemme råbte irettesættende i mit hoved, at det kunne der aldrig være tale om. Du er stum Jacqueline, man får ikke børn når man er stum. Det er bare forkert. 

Harry lagde mærke til at jeg var stoppet med at grine og stirrede ned i lagnerne med et trist udtryk. Han formede sin hånd på min kind, som var den støbt til at være det og løftede min hage med to fingre. 

"Hvad tænker du på?" Jeg vidste allerede fra starten at jeg ikke kunne lyve, det kunne han gennemskue på et millisekund. Istedet gemte jeg mit ansigt i hans bryst for at skjule mig som en struds. Istedet for at tvinge mig op, strøg han sin hånd over mit hår, mens han med sin bløde stemme hviskede i mit øre. 

"Tænk hvis vi fik en Charlie" Overrasket fjernede jeg hovedet fra hans bryst og stirrede på ham med store øjne. Sagde han lige det jeg troede han sagde? 

"Ja, det mener jeg" Svarede han som om han havde læst mine tanker. Et smil fløj over mine læber, sprang så i favnen på den krøllede dreng. Et gisp røg ud af hans velformede mund, men grinte så med sit genkendelig grin. Det grin som var én af grundene til at jeg valgte, ikke at forlade denne smukke verden den dag. 

For nok tusinde gang havde vores øjne deres egen samtale, mens vores instinkter styrede vores kroppe som marionetter. Som om det var første gang lagde vores læber i hinanden, fløj sommerfugle rundt i mit mellemgulv og kildede mit indre. Vores hænder lagde sig ejendommeligt på hinanden og rodede i håret. Som børn legede vi tagfat rundt i sengen, hvor Harry til sidst sprang på mig bagfra og væltede os begge om i lagnerne. 

"Vi kunne lave en Charlie?" Et frækt smil gled over hans læber, så jeg rødmende gemte mig under dynen. Sammen skjulte vi os under det hvide stof inden vi igen kyssede. Da det nok var blevet godt gammeldags intenst, hørte vi pludselig et skrig fra Charlie som vi BURDE passe lige nu. Af forskrækkelse, faldt vi begge ud af sengen, stadig indhyllet i lagnet. 

"Vi skulle passe Charlie!" Konkluderede Harry med røde øre, inden vi så begge styrtede ned af trappen for endnu en gang, få proppet noget mælk i babyen. 

 

***

 

Det var blevet aften, omkring 11, da Perrie og Zayn kom hjem med kæmpe smil plantet på deres læber. Da de trådte ind i ad døren, bed de mærke i den rolige stilhed, der lå i huset. 

"Jacqueline? Harry?" Kaldte Perrie ud i huset, men der kom intet svar. Hun vekslede blikke med Zayn, da de så bevægede sig ind i stuen, stadig med overtøj og mudrede sko. Der var et dæmpet lys inde i rummet, mens der lød små snork. Dét de kom i møde med, ville få enhvers hjerte til at smelte. Perrie og Zayn lavede en 'naaw' lyd på samme tid, mens tre par lukkede øjne lå på sofaen og sov trygt med et par snork i mellemrum. Harry og jeg sad lænet op af hinanden i dyb søvn, fra den anstrengende dag, mens Charlie lå sovende og tilfreds i mine arme. 

"Skal vi bare lade dem sove?" Hviskede Zayn. Perrie vendte sig kort mod ham inden hun med et kærligt smil, nikkede og kiggede så på sit rolige barn med øjne kun en mor kunne fremtrylle.

De vidste ikke hvor meget mas mig og Harry havde haft med at passe den sødeste nevø man kunne ønske sig. Men ved du hvad? Det var absolut det hele værd.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...