Days Of Adison - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Igang
"Mit liv er en evig stræben efter at være perfekt" Det er de ord der går igen og igen i Adison's hoved. Hele livet har Adison haft det svært. Er blevet mobbet hele hendes skolegang og for to år siden døde hendes forældre i en bilulykke. Og nu, ja der ligger hun på sygehuset med anoreksi, som hun har haft igennem 6 måneder. Flere gange har hun prøvet at begå selvmord, men hver gang har bedste veninden selveste Perrie Edwards stoppet hende. Perrie dater Zayn Malik fra det berømte band One Direction. Og en dag da Perrie tager på sygehuset for at besøge Adison, tager hun de fem drenge med sig. Adison og drengene bliver hurtig god venner, men da en lille forelskelse kommer for selveste Louis Tomlinson, prøver hun at holde sig lidt fra dem. Men har Louis de samme følelser for hende? Og kan Perrie og drengene hjælpe hende ud af anoreksien? Velkommen til Days of Adison - en historie fyldt af kærlighed, sorg og tårer.

22Likes
7Kommentarer
1178Visninger
AA

2. Day One

 

"Every feeling I have, is a nightmare"

Adison´s synsvinkel.

 

I dag havde jeg lagt her i fem måneder. Fem måneder på et sygehus var et helvede. Dog havde jeg haft anoreksi i seks måneder, men det blev først så slemt en måned efter, at jeg åbenbart skulle indlægges. Hvilke jeg ikke forstod den gang. Men det ved jeg nu. Jeg ved jeg har en sygdom og jeg vil faktisk gerne af med den. Men det er ikke lige frem nemt. Det kan tage flere år, før jeg er helt mig selv og kan spise normalt. Lige nu spiser jeg 100 g om dagen. Jeg får kvalme, hver gang jeg putter noget i munden og jeg ender med at brække mig. Jeg blev mobbet i skolen og de sagde blandt andet at jeg var fed. Det var faktisk der det hele begyndte. Med en slankekur. Hvor jeg så blev mere og mere besat af det, men det er først her for seks måneder siden at jeg fik konstateret en spiseforstyrrelse. Jeg ved udmærket godt at jeg har et problem. Men en stemme i mit hoved, bliver ved med at sige at jeg er alt for tyk. For det er jeg. Jeg er tyk. Jeg synes de 34 kg jeg vejer er meget og jeg vil gerne være tyndere. Lægerne siger at når jeg når de 30-29 kg udebliver min menstruation og at jeg en gang imellem kan opleve at små hår begynder at vokse i mit hoved, på ryg og arme, for at jeg kan holde varmen, fordi jeg er åbenbart tynd. Når jeg kigger mig selv i spejlet, ser jeg en tyk pige. En tyk pige, der blev mobbet i skolen, mistede sine forældre i en bilulykke for to år siden og en pige der flere gange har skåret i sig selv og prøvet at begå selvmord. Og det er så her min bedste veninde Perrie kommer ind i billedet. Jeg fatter ikke hun gider mig. Ingen gider mig. Jeg er en fejl. Mit liv er en evig stræben efter at være perfekt. For det eneste jeg vil er at være perfekt. Flot model tynd pige. Perrie. Alle kender Perrie. Perrie Edwards. Hun dater Zayn Malik fra One Direction og er med i et pigebandet Little Mix. Hun er perfekt. Alt ved hende er perfekt. Hun er smuk, tynd og sød. Hun har det hele. Jeg kan godt forstå ham Zayn er vild med hende. Perrie har stoppet mig i alle mine selvmord´s planer. Eller hvad man kalde dem. Nu er hun den eneste grund til at leve. Hun er der altid for mig. Hun besøger mig flere gange om ugen også kommer hun idag. Jeg glæder mig til at se hende, da det er ret lang tid siden hun var her for at besøge mig. Hun har jo også andre ting at se til. Og det respektere jeg fuldt ud. Hvis mine forældre levede, ville de nok bo her oppe. De var der altid for mig. De er de bedste forældre i verden. Jeg ved de holder øjne med mig. Og det er jeg glad for. Jeg er enebarn, så jeg har ingen søskende. Perrie´s forældre kommer også og besøger mig en gang imellem. Eller mest Perrie´s mor Debbie, da Perrie´s far rejser meget med hans arbejde. Debbie er ligesom en mor for mig. Jeg holder jul, hjemme ved dem. De køber gaver til mig, også når jeg har fødselsdag. Faktisk skulle Perrie havde været her nu. Hun skulle komme kl 14:00 og det er klokken nu. Døren blev åbnede og lægen kom ind. Jeg havde ellers troet at det var Perrie. Øv. "Hej Adison" sagde lægen som hed Taylor. Hun var ikke særlig gammel, men meget dygtig og jeg var glad for at det var hende jeg havde. "Hej Taylor" svarede jeg hende og smilede lidt. "Hvordan har du det?" "Fint, lige nu" "Fint. Du får din mad her om 20 minutter cirka" Jeg nikkede lidt og eg var allerede begyndt at få kvalme. Bare tanken om at jeg skulle have noget at spise, gav mig nemlig kvalme. Hun smilede til mig og døren efter sig. Der var der altid en sygeplejeske når jeg skulle spise, så jeg ikke bare smed det ud. For det havde jeg gjort hvis jeg var alene. Døren blev åbnet igen og enelig var det Perrie. "Hey smukke" sagde hun og gik hurtig over til mig. Døren blev åbnet igen og fem drenge kom gående ind. "Hey Perrie, hvem er de?" "Det er Zayn og hans venner" Jeg nikkede bare. Jeg orkede ikke at spørger om hvorfor hun havde taget dem med. "Hvordan har du det" "Fint lige nu" "Godt. Hvornår skal have noget at spise?" "Her om lidt" Hun nikkede lidt og gjorde tegn til at drengene skulle komme her over. "Adison, det her er min kæreste Zayn og hans venner Liam, Niall, Louis og Harry" "Hej, jeg er Adison" Sagde jeg stille og kiggede over på Perrie. Jeg var altid bange for at møde nye mennesker. Jeg var bange for at de ikke kunne lide mig. "Jeg Adison" sagde Zayn og smilede. Jeg satte mig i sengen og Perrie kiggede hurtig på mig. "Hvad ska du?" "Toilet" Hun nikkede og jeg rejste mig fra sengen. Perrie hjalp mig altid ud på toilettet for jeg ikke rigtig kunne gå. Taylor havde sagt at det var fordi at mine ben var så tynde og havde nemt med at brække. Derfor var der altid en der hjalp mig på toilet. Jeg tog fat om Perrie´s arm og vi gik stille hen til toilettet. Perrie lukkede døren. Jeg tissede og vaskede hænder bagefter. Jeg åbnede døren og vi gik over til sengen igen. Jeg lagde mig sengen og vi begyndte at snakke alle sammen. "Så Adison hvad fejler du?" Jeg var altid flov over at sige at jeg havde anoreksi. "Anoreksi" sagde jeg og kiggede over på drengene. Liam nikkede. Det var nemlig ham der havde spurt. Døren blev åbnet igen og en sygeplejeske kom ind med en bakke. "Hej Adison" Jeg smilede til hende som et hej og hun kom over til mig med bakken. "I dag har Taylor har bestemt at du skal starte med 75 g også i aften får du 25 g" "Hvorfor?" "Fordi hun vil se om hvordan du reagerer når du får flere gram end du plejer?" Jeg nikkede lidt og Perrie rejste sig fra stolen, der stod ved siden af sengen. Hun satte sig over til drengene. "Er i sikker på at i vil blive her imens, eller vil i vente udenfor. Det tager et stykke tid" De rystede på hovedet. "Men nu har hun advaret os drenge!" sagde Perrie og smilede lidt til mig. Jeg smilede hurtig igen og kiggede ned på bakken med et lille stykke rugbrød og noget pålæg på. Ved siden af stod der et glas vand. Jeg havde lært at jeg altid først måtte drikke vandet bagefter. Da jeg sultede mig selv, drak jeg altid en masse masse vand, inden jeg skulle til at spise morgenmad eller aftensmad, for så kunne jeg ikke have mere i  min mave. Jeg tog kniven og gaffelen i hænderne og begyndte at skære i rugbrødet. Langsom førte jeg det lille stykke jeg havde skåret ud op til munden. Hurtig puttede jeg det i munden og allerede der kunne jeg mærke kvalmen komme. Sygeplejersken sad med en spand i sine hænder, da jeg næsten altid brækkede mig. Jeg kunne mærke kvalmen komme og derfor fik jeg hurtig hovedet over spanden og brækkede mig. Jeg skulle jo spise det hele, så jeg kunne ligeså godt komme i gang. Det næste par gange brækkede jeg mig dog ikke. Det var næsten altid første og sidste gang. Det sidste stykke. Hurtig puttede jeg det i munden og kvalmen kom hurtig igen. Jeg brækkede mig og tog hurtig fat i glasset med vandet og drak det hurtig. "Godt Adison" roste sygeplejersken, tog bakken og gik ud af rummet. Perrie var hurtig over ved mig. "Er du okay" Jeg nikkede lidt og lagde mig ned i sengen igen. "Det gjorde det godt" "Tak" "Er du træt" Jeg nikkede og smilede lidt til hende. "Så læg dig til at sove. Vi er her når du vågner" sagde Perrie og kyssede mig på panden. Det gjorde hun altid. Kyssede mig på panden. Hun var jo ældre end mig, så jeg var nok som en lillesøster for hende. "Sov godt smukke" Jeg lukkede øjene. Og jeg faldt hurtig i søvn bagefter.

 

***

 

Jeg åbnede øjene forsigtigt op. Nogle flotte blå-grønne øjne kiggede på mig og først nogle sekunder efter fandt jeg ud af at det var Louis. Han havde nogle flotte øjne, det må jeg give ham. "Hej" sagde jeg og smilede. "Hej, sovet godt" "mmmh. Hvor lang tid sov jeg?" "Nogle timer. Klokken er 18:00. De andre er i cafeteriet, for at få noget at spise" sagde han og jeg nikkede. Han var faktisk ret så pæn. "Må jeg spørger dig om noget?" Sagde han og jeg nikkede igen. "Det er ret personligt, og jeg ved godt at man ikke spørger en pige om det. Men hvad vejer du?" "34 kg" Han kiggede chokeret på mig. "34 kg" "Ja. Jeg ville gerne tabe mig mere, jeg synes jeg er for tyk" "Du vejer 34 kg, det er da for lidt." "Det er der mange der siger men tror ikke rigtig på det" "Hvor lang tid har du haft anoreksi?" "Seks måneder" "Hvordan startede det?" "Jeg blev mobbet rigtig meget i skolen også døde mine forældre for to år siden i en bilulykke. Jeg har aldrig været vant til at menneske synes om mig, det er derfor jeg har det svært med at møde nye mennesker. Fordi jeg er bange for at de ikke kan lide mig" "Jeg synes du er fantastisk" "Hvad" "Ikke noget" sagde han hurtig. Hvor fuck kom det fra? "Så fortæl. Er der noget du aldrig har prøvet før?" "Der er meget. Jeg har aldrig haft en kæreste, kysset med en eller du ved med en før. Drengene kan ikke lide mig. Jeg er for grim" "Grim! Du er da overhovedet ikke grim" Jeg trak på skulderne og døren blev åbnet. De andre kom ind og gik hen til os. "Hvad så" "Hey" "Jeg kan se at prinsessen er vågnet" sagde Perrie, hvilke fik mig til at smile. "Hvordan har du det" "Godt" "Det var godt" De satte sig ned og vi begyndte en samtale. Drengene var rigtig søde. De var virkelig søde. De snakkede med mig og spurgte flere gange hvordan jeg havde det. Faktisk var vi blevet ret gode venner. Men jeg vidste jo ikke om de bare var søde mod mig og ikke kunne lide mig. Det havde jeg på fornemmelsen. At de bare var søde imod mig, fordi de vidste hvordan jeg har det. Jeg havde fortalt om at jeg var blevet mobbet og at mine forældre døde for to år siden. Perrie synes jeg skulle fortælle dem det. Så det gjorde jeg. Eller hun mere insisterede. Hun er ret bestemmende en gang imellem. Faktisk ret tit, men jeg har lært at leve med det. Vi sad og så en eller anden film der kørte i fjernsynet. Jeg skulle snart have mere mad. Faktisk nu. Denne gang var det dog Taylor der kom med maden. Det gjorde hun altid en af gangene. "Her" "Tak" mumlende jeg og begyndte stille at spise. Denne gang brækkede jeg mig kun til sidst. Heldigvis. Jeg hader at brække mig også den der klamme eftersmag man før. Addddd. Haha. Filmen var næsten lige begyndt og den var allerede kedelig. Hader kedelige film. Klokken var otte eller sådan noget. Liam var gået da han havde en aftale med hans kæreste Danielle og Louis var gået da han havde en aftale med hans kæreste Eleanor. Så det var kun Niall, Harry, Zayn, Perrie og jeg. Zayn og Perrie lå og holdte om hinanden, imens Perrie allerede var ved at falde i søvn. En gang imellem kyssede Zayn Perrie på panden og smilede som en sindssyg når han kiggede ned på hende. Han var virkelig væk i hende. Det kunne man tydelig se. Jeg var glad på Perrie vegne at hun endelig havde fået sig en rigtig mand. Seriøst alle de andre hun har kommet sammen med hadede jeg. En var faktisk hende utro. Fuck ham. Hader ham stadig og hvis jeg nogensinde ser ham slår jeg ham. Seriøst. Jeg mener det, jeg slår ham. Niall havde et totalt nuttet grin. Han er bare nuttet. Også spiser ham ret så meget. Fatter ikke han kan. Altså spise så meget. Også uden at blive tyk, hvad sker der?. Harry har nogle søde krøller. Haha. Harry og Niall sad og snakkede, Perrie og Zayn kyssede. Kunne de ikke vente. De kysser ikke bare, de råsnaver nærmest. Og jeg var ved at falde i søvn. "Adison?" "Uhm" "Sover du?" "Nej. Så havde jeg nok ikke svaret!" "Nåårh nej" Jeg smilede og prøvede at følgelig med de den virkelig kedelige film vi så. Den har jeg fortalt jer om. Fucking nederen film. Tihi. Okay det var ikke sjovt. I skal bare vide at fordi at jeg har anoreksi, kan jeg altså godt have det sjovt og grine, det er bare ikke så tit. For jeg har det ikke godt. Jeg er jo syg, det har jeg forstået. Langsommere og langsommere begyndte mine øjne at falde i og til sidst sov jeg. Klokken var ikke mere end ni, men jeg har ret træt. Godnat. Sov godt.:)Jeg blev vækket af en eller anden taber, der ville snakke med mig. Og det tager jeg så tilbage fordi at det var Perrie. "Smukke, vi tager hjem nu" Jeg nikkede bare. "Vi ses" "Må jeg gerne sove igen" Hun grinede og nikkede. Zayn, Niall, Harry og Perrie gik ud og jeg var nu alene. Jeg gik ud på toilettet. Jeg satte mig på toilettet og fandt barberbladet frem jeg havde gemt. Taylor ville tage det fra mig, hvis hun havde fundet det og det var derfor at jeg havde gemt det. Jeg lod bladet køre ned mod min hofte. Smerten var ubeskrivelig, men en lettelse kom frem i mig. Et par gange mere blev bladet kørt ned mod min hofte og jeg tørrede blodet væk. Jeg lagde barberbladet på plads og begyndte at gå ind i min seng. Jeg lagde mig ned og kiggede bare op i loftet. Nu kunne jeg selvfølgelig ikke sove. Tak Perrie. Mange tak. På søndag er det præcis 2 år siden mine forældre døde. Bare tanken om at de ikke er hos mig fik mig til at græde. Halskæden der hang rundt om min hals tog jeg op i mine hænder. Jeg fik af min mor og min far på min 14 års fødselsdag. Et lille guld hjerte hang i og bagpå stod der "Adi We Love You - Mom and Dad" Jeg elsker den halskæde mere end noget andet og jeg har ikke taget den af siden jeg fik den. Mit liv er et helvede, og ja det er ligesom derfor at jeg har prøvet at begå selvmord flere gange. Denne verden ville være meget bedre uden mig. Jeg forstår ikke hvorfor Perrie ikke lader mig gøre det. Inderst inde er der en stemme der siger at Perrie bare er veninder med mig for at have en. Også er der en der siger at hun elsker mig. At hun elsker mig for den jeg er og er stolt af at være min bedste veninde. Stemmerne i mit hoved har kontrollen over mig. De lader mig ikke spise. De får mig til at tro på at jeg er tyk. At jeg godt lige kunne tabe mig et kilo mere. For det er det jeg tænker. Jeg tænker et normalt. Jeg tænker ikke ligesom Perrie eller Harry, Niall, Louis, Liam og Zayn. Jeg har et problem det ved jeg og jeg vil gøre alt for at komme ud af det. Men så nemt er det ikke. Hvis jeg ikke havde Perrie, havde jeg begået selvmord for lang tid siden. Det er Perrie der lyser min verden op. Hun er den eneste jeg har. Jeg er ikke lige frem stolt over at jeg har anoreksi og hvis jeg bare havde kunne spole tiden tilbage og kunne have ændre det, så dette aldrig ville have sket, havde jeg gjort det. Jeg lukkede øjene. Jeg blev nød til at få noget søvn. Og jeg faldt faktisk hurtig i søvn bagefter. Godnat. Sov godt.               

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...