Forfærdelig barndom.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Denne historie handler om Susanne. Susanne er 14 år, og hun har haft en meget hård barndom. Hun er blevet misbrugt og slået af hendes far i de
14 år.
Susanne er endelig kommet væk fra hendes far og ind i en plejefamilie. Susanne går til psykolog, og hun har fået af vide, at hun skal begynde at skrive om sin hverdag, og om hvad hun har oplevet igennem hendes liv.
Mon Susanne får et godt liv igen efter alt det, hun har været igennem? Og kommer hun nogensinde til at møde sin far igen?

Dette er den første historie, som jeg skriver her på Movellas. Jeg håber, at i kan lide det, jeg skriver.
Det skal også lige siges, at det jeg skrev/skriver IKKE er noget, jeg har oplevet, og jeg kender heller ikke nogen, som har oplevet det. Det er ren fantasi.


0Likes
0Kommentarer
267Visninger
AA

4. 04/03/2011

04/03/2011 (fredag)

 

Godmorgen dagbog.
Ja, det er en lidt anderledes start end normalt, men jeg skal snart i skole, så ville lige skrive her i dig, fordi jeg bliver mere rolig. Jeg er lidt spændt på, hvordan dagen bliver i dag, men jeg håber, at den bliver lige så god som i går.

Jeg tager lige noget tøj på, og så spiser jeg lidt morgenmad, og så vil Henriette og jeg køre.

Og forresten så skal jeg til psykolog i dag, og det glæder jeg mig til. Jeg ved, at jeg vil få en masse ros, fordi jeg har været i skole i går, og at jeg også kommer i skole i dag. Nå, men vi ses senere.

Så er klokken omkring 20:00, og jeg har været i skole og til psykolog, så jeg har en masse ting, som jeg skal fortælle.

Jeg starter med skolen. Det var ikke en speciel fed dag. De 2 piger kom ikke hen til mig i dag. Jeg sad alene hele dagen. Jeg skulle måske også prøve at gå hen til folk i stedet for, at det altid er andre, der skal gå hen til mig? Men det er bare svært for mig.

Der er faktisk en ting mere, som ikke er specielt fedt. Jeg er bange for alle mænd på skolen, og det er så forfærdeligt, at jeg skal gå og have det sådan, når jeg er i skole. Jeg er så træt af, at når jeg går ned ad gangen, så bliver jeg så bange, hver gang jeg ser en mand.

Ja, hvad skal jeg mere sige? Jeg tror ikke, at der er mere at fortælle om skolen.

Nu til mødet hos min psykolog.

Vi snakkede om min mor i dag. Jeg så et billede af hende. Jeg har sat billedet i en ramme her på mit værelse. Hver gang jeg kigger på det, så begynder jeg at græde. Til psykolog snakkede vi om, hvordan jeg havde det med, at jeg ikke ser min mor. Det er forfærdeligt ikke at se sin egen mor. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage, når jeg snakker om hende. Jeg vil så gerne mødes med hende. Og efter vi havde snakket lidt om det, så foreslog Karen det bedste. Hun foreslog, at hun kunne kontakte min mor i weekenden, og spørge om hun ville mødes med os. Altså om min mor ville mødes med Karen, Henriette og jeg. Jeg rystede efter hun havde fortalt, at hun ville gøre det. Jeg vil gøre alt for at se mor. Virkelig alt.

 Jeg håber virkelig, at min mor gerne vil mødes med os, men hun har jo før sagt, at hun ikke ville se mig, fordi hun følte, at det var hendes skyld, at jeg har haft en forfærdelig barndom.

Til sidst snakkede vi om skolen. Karen gav mig en masse ros, hvilket jeg blev virkelig glad for.  Karen spurgte mig ind til, hvordan dagene var gået i skolen. Jeg havde fortalt, at der var 2 piger, der havde snakket med mig, den første dag (i går,) men de snakkede ikke til mig i dag. Karen spurgte mig så, om jeg havde gjort noget ondt mod dem, men det mente jeg da bestemt ikke jeg havde? Jeg fortalte også, at mange af mine lærer er søde.

Ja, nu springer jeg lige videre til noget andet, men har brug for at skrive det. Alle mænd ligner min far. Hvorfor? Det kan da ikke være rigtigt. Hver gang mig og Henriette er ude og handle, så ser jeg altid en, der ligner min far.

Jeg tænker hele tiden på min far. Jeg tænker hele tiden på, hvorfor han har været, som han har. Jeg ser hele tiden billeder i mit hoved af, at han står foran mig. Jeg kan se ham for mig nu. Han står bare og kigger på mig. Hans mørkebrune, uvasket og sjusket hår, hans beskidte og lugtende krop og hans frygtløse, onde, ligeglade og små øjne stod foran mig og kiggede. Da jeg boede hjemme hos ham, plejede han ofte, at kigge på mig i lang tid, og bede mig om at kigge på ham. Det var så ubehageligt.

Det er også helt underligt, at jeg aldrig skal lave aftensmad mere og jeg ikke skal rydde hele huset op.

Mine øjne løber i vand igen. Aller mine tanker kører rundt i hovedet på mig. Jeg har brug for ro. Mit hoved springer snart. Jeg hedder Susanne, jeg er 14 år, jeg er en teenager, og jeg har aldrig gjort nogen mennesker noget ondt. Jeg kan virkelig ikke forstå, hvorfor jeg har fortjent at have det så elendigt. Jeg kan ikke mere.

Lige nu føler jeg mig meget skidt tilpas. Jeg begynder at få kvalme, og hovedpine. Der løber stadig tårer ned ad min kind. Det føles som om, at der er en, der står med en hammer og en nål, og så banker nålen godt og grundigt ned i mit hoved. Min mave larmer. Jeg kan mærke, at der er noget på vej op…

Så er jeg tilbage efter mit besøg på toilettet. Jeg brækkede mig. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Henriette løb efter mig, da jeg løb ud på toilettet. Henriette så helt forskrækket og bange ud, da hun kom ud på toilettet, hvor jeg sad på gulvet, og brækkede mig fyldt med tårer ned ad min kind. Jeg kan egentligt godt forstår, at hun bliver lidt forskrækket og bange. Henriette hjalp mig med at falde til ro. Hun spurgte, hvorfor jeg græd, og jeg fortalte hende, at jeg kom til at tænke på min far. Hun trøstede mig, og prøvede at opmuntre mig med, at jeg måske skulle se min mor snart.

Min kvalme bliver ikke bedre. Jeg får det dårligere og dårligere. Jeg bliver nød til at gå ud og brække mig på toilettet igen.

Klokken er nu 21:23, og jeg har brækket mig 4 gange nu. Jeg er træt, frustreret, ked af det, bange og føler mig syg. Jeg vil sove nu.

Godnat dagbog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...