Forfærdelig barndom.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Denne historie handler om Susanne. Susanne er 14 år, og hun har haft en meget hård barndom. Hun er blevet misbrugt og slået af hendes far i de
14 år.
Susanne er endelig kommet væk fra hendes far og ind i en plejefamilie. Susanne går til psykolog, og hun har fået af vide, at hun skal begynde at skrive om sin hverdag, og om hvad hun har oplevet igennem hendes liv.
Mon Susanne får et godt liv igen efter alt det, hun har været igennem? Og kommer hun nogensinde til at møde sin far igen?

Dette er den første historie, som jeg skriver her på Movellas. Jeg håber, at i kan lide det, jeg skriver.
Det skal også lige siges, at det jeg skrev/skriver IKKE er noget, jeg har oplevet, og jeg kender heller ikke nogen, som har oplevet det. Det er ren fantasi.


0Likes
0Kommentarer
267Visninger
AA

2. 02/03/2011

02/03/2011 (onsdag)

 

Kære dagbog.
Ja, jeg skriver i dig igen i dag. Det er onsdag.
Jeg var ikke i skole i dag, fordi jeg ikke turde at være derhenne.
Jeg er næsten lige kommet hjem fra min psykolog. Jeg tager normalt til psykolog om mandagen, onsdagen og om fredagen. Jeg fortalte min psykolog om episoden med min far og Mogens. Jeg begyndte at græde. Karen trøstede mig, og vi begyndte at snakke videre omkring min dagbog. Hun spurgte om jeg havde skrevet i den, hvorefter jeg selvfølgelig svarede ja. Hun spurgte om hun måtte læse den, når jeg havde skrevet i den. Jeg sagde, at jeg helst ikke ville havde det, men måske om nogen måneder.
Jeg er meget træt i dag. Jeg kan ikke rigtigt nå at skrive mere lige nu, fordi min plejemor lige har sagt, at der er mad. Jeg går lige ud og spiser, og så kommer jeg tilbage.
klokken er 20:49. Jeg så lige lidt fjernsyn efter aftensmaden, men jeg er klar til at skrive nu. Jeg har egentligt ikke rigtigt lyst til at græde i dag, så vil helst ikke fortælle om episoder med min far. Jeg vil gerne fortælle om, hvordan jeg kom til verdenen.

Min mor hedder Laura. Min mor og far havde mødt hinanden på en dating side. Efter en måned, hvor de havde skrevet sammen, havde min far inviteret hende på date, og hun havde sagt ja. Efter nogle timer, hvor min far og mor havde snakket sammen, så ville min mor hjem. Hun kunne ikke lide min far. Hun syntes ikke at han var pæn, sød eller rar. Han havde ikke engang betalt maden for hende. Min mor var blevet rigtigt glad, da de endelig stod ude foran restauranten for at sige farvel, men min far havde tvunget min mor til at sove hjemme hos ham og i den samme seng. Det var sådan, at jeg kom til at ligge inde i min mors mave. Min mor boede hos min far lige indtil den aften, hvor hun lå på hospitalet, og jeg var født. Min mor havde aldrig brudt sig om min far. Han havde truede hende en masse gange, men han havde heldigvis ikke slået hende eller noget lignende.  Jeg blev født en lørdag omkring klokken 18. Min mor flygtede fra hospitalet med lille mig i armen. Jeg var kun omkring 5 timer gammel. Min far fandt ud af det, og han løb efter os. Min mor var blevet træt i benene, og hun var bange for, at hun ville tabe mig, så hun stoppede. Min far råbte hende i hovedet og tog mig med tilbage på hospitalet. Jeg var blevet helt blå, fordi jeg frøs.

Det jeg fortæller her, er ikke noget, som jeg husker. Det var noget af det første mig og min plejemor snakkede om, da jeg flyttede ind. Min plejemor og min mor havde mødt hinanden en dag, hvor jeg havde været i skole, og det var her, at min mor havde fortalt det hele til Henriette.

Jeg ville ønske, at jeg kunne se min mor, bo sammen med hende og lære hende at kende. Min mor havde fortalt min plejemor, at hun følte, at det var hendes skyld, at jeg var blevet mishandlet og misbrugt af min far, og det var derfor, at hun ikke ville møde mig. Jeg kan bare ikke forstå det. Min mor havde intet med det at gøre? Hun havde endda taget mig med, da hun prøvede at flygte fra hospitalet (Det rigtigt nok, at hun stoppede, da hun løb, men det var jo fordi, at hun ikke havde flere kræfter tilbage i benene), men uanset hvad, så er det er jo ikke hendes skyld, at min far har været sådan et dumt menneske. Jeg har ikke lyst til at skrive mere om det her, men jeg håber, at hun vil se mig på et eller andet tidspunkt i mit liv. Jeg vil gøre alt for at se hende, inden jeg dør.

Jeg kan mærke, at jeg snart begynder at græde. Åh nej. Ikke igen. Jeg prøver ikke at græde, men det er svært.

Her til sidst vil jeg gerne fortælle lidt om min plejefamilie. Min plejemor hedder som sagt Henriette. Hun har blond hår, som går ned til skulderen, hun er en lille smule overvægtig og hun har grønne øjne. Henriette er gået på førtidspension, fordi hendes ryg er skadet, og så kan hun ikke arbejde. Henriette er et rigtigt sødt menneske. Hun betyder allerede meget for mig. Hun snakker med mig om mine problemer, og hun trøster mig altid, hvis jeg er ked af det.

Jeg har også en plejefar. Han hedder Henrik. Henrik har også blond hår, men han er næsten skaldet. Henrik har blå øjne. Han er sjældent hjemme, fordi han arbejder så meget. Han kører hjemmefra om morgenen klokken 07:30 ca., og så kommer han hjem klokken 21:00, og nogen gange kommer han hjem klokken 20:00. Det er lidt forskelligt fra dag til dag. Han arbejder også i weekenderne, men det er ikke helt så meget som i hverdagene. Henrik virker også som en rigtigt sød person, men jeg er stadig en lille smule bange for ham, fordi jeg ikke stoler på mænd. Jeg er bange for, at der er nogen, der vil mishandle og misbruge mig igen.

Så er der Rikke, som er Henriette og Henriks datter. Rikke er 22 år, hun har lyseblå øjne og langt blond hår. Rikke har et værelse her hjemme i huset, men hun er også sjældent hjemme, fordi hun bor for det meste ude ved hendes kæreste og hans forældre. Rikke er også rigtigt sød. Jeg har været ude og shoppe med hende en gang, hvor hun købte en masse tøj til mig, og vi spiste mad på en restaurant.

Så er der Markus, som er lillebroren i familien. Han er kun 3 år gammel. Markus har grønne øjne og blond kort hår. Jeg elsker at lege med Markus.

Jeg ved ikke om jeg har fortalt særlig meget om mig selv? Men jeg har sagt, at jeg hedder Susanne. Jeg er 14 år gammel. Jeg har brunt langt hår, så jeg føler mig lidt udenfor, da jeg er den eneste med brunt hår i min plejefamilie. Jeg er meget tynd. Jeg vejer kun 46 kg og er 165 cm høj. Jeg har grønne øjne.

Det var det jeg lige ville skrive om i dag. Nu vil jeg sove. Jeg tror, at jeg skal i skole i morgen, så jeg vil nok skrive noget om, hvordan min klasse er, og hvordan min dag har været.

Godnat dagbog. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...