Forfærdelig barndom.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Denne historie handler om Susanne. Susanne er 14 år, og hun har haft en meget hård barndom. Hun er blevet misbrugt og slået af hendes far i de
14 år.
Susanne er endelig kommet væk fra hendes far og ind i en plejefamilie. Susanne går til psykolog, og hun har fået af vide, at hun skal begynde at skrive om sin hverdag, og om hvad hun har oplevet igennem hendes liv.
Mon Susanne får et godt liv igen efter alt det, hun har været igennem? Og kommer hun nogensinde til at møde sin far igen?

Dette er den første historie, som jeg skriver her på Movellas. Jeg håber, at i kan lide det, jeg skriver.
Det skal også lige siges, at det jeg skrev/skriver IKKE er noget, jeg har oplevet, og jeg kender heller ikke nogen, som har oplevet det. Det er ren fantasi.


0Likes
0Kommentarer
270Visninger
AA

1. 01/03/2011

01/03/2011 (tirsdag)

 

Kære dagbog.

Det her er første gang, at jeg skriver i en dagbog. Jeg synes det virker lidt mærkeligt, men jeg må vænne mig til det, fordi jeg skal til at skrive i dig, når jeg har brug for det.

Det er faktisk ikke min egen ide, at jeg skriver i den her dagbog. Jeg går til psykolog, og det er min psykolog, der sagde, at jeg skulle begynde at skrive i en dagbog. Min psykolog hedder Karen.

Jeg har fået af vide, at jeg skal fortælle lidt om mig selv her til at starte med. Ehm. Jeg er en pige, der fyldte 14 år den 20 december. Mit navn er Susanne. Jeg går selvfølgelig i folkeskole, men det er meget sjældent, at jeg møder op. Jeg bor endelig hos en plejefamilie efter 14 år med en far, som misbrugte og slog mig. Jeg har angst, og jeg er bange for næsten alt i hele verdenen, hvilket er grunden til, at jeg meget sjældent kommer i skole. Jeg har kun boede hos min plejefamilie i 3 måneder. Min kommune fandt først ud af, at min far misbrugte og slog mig en af de sidste dage i december sidste år.

”Din lille møgunge. Hvis du ikke tager dig sammen, så skal jeg vise dig, hvor hårdt jeg kan slå sådan en lille idiot som dig.” Det var sådan min far altid sagde til mig, hvis jeg ikke havde lavet aftensmad, som smagte godt. Ja, det var mig, der lavede aftensmad hver dag, gjorde rent og generelt, så gjorde jeg alle de praktiske ting. Det var ikke altid, at min far kun truede mig med bank, han slog mig ofte. Ikke kun 1 gang om måneden, men mindst 1 gang om dagen.

Jeg har oplevet en masse ting, og jeg har haft en rigtig dårlig barndom. Jeg er selvfølgelig stadig et barn, men jeg kalder mig mere en teenager nu.

Jeg vil gerne fortælle dig en historie. Det er meget svært at skrive ned, fordi jeg helst ikke vil snakke om det, da jeg bliver rigtig bange og ked af det. Jeg prøver alligevel, fordi jeg skal.  Det var en tirsdag aften i september 2010 (Cirka 3 måneder før jeg kom i plejefamilie, og det er ca. 6 måneder fra i dag af.) Jeg var blevet slået 2 gange den dag. Jeg var blevet slået den første gang, fordi at jeg havde sovet til middag og den anden gang var fordi, at jeg ikke havde lavet aftensmad til klokken 19:00. Maden var færdig 19:06, men den var jo ikke færdig præcis klokken 19:00, så jeg skulle have slag. Min far havde en ven, der hed Mogens. Mogens og min far mødtes en gang om måneden, hvor de drak alkohol og misbrugte mig, eller slog mig. Det var i dag, at Mogens kom. Jeg havde været meget ked af det, og jeg havde ligget nede på mit værelse, som var en kælder. Jeg kan huske, at jeg var så bange for, hvad de ville gøre ved mig.

Tårerne triller allerede ned af mind kind. Jeg kan bare huske den dag, som var det i går. Jeg har virkelig svært ved at fortælle mere. Der er så meget vand i mine øjne, at jeg knap nok kan se, hvad jeg skriver.

Jeg må hellere fortælle videre. Mogens kom hen til min far klokken 21:00. Jeg kan huske, at jeg var meget træt, fordi jeg havde grædt, men samtidig kunne jeg ikke sove, fordi jeg var så bange. Jeg kan huske, at jeg hørte skridtende fra trappen og lige pludselig var der en, der åbner døren. Jeg turde ikke kigge op, men stemmen råbte: ”Kig op!” Jeg beholdte hovedet, hvor jeg havde det, men mine øjne kiggede langsomt op. Mine øjne var fyldt med frygt, hvilket min far sikkert elskede at se. Min far og Mogens havde aldrig misbrugt mig sammen, men det gjorde de den nat, og jeg glemmer det aldrig.

Jeg kan slet ikke stoppe med at græde, tårende triller ned af min kind. Jeg bliver nød til at gå ned til Henriette. Henriette er min plejemor. Selvom jeg er bange og ked af det lige nu, så føles det dejligt, at jeg har fået skrevet alt det her ned. Godnat og sov godt dagbog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...