Entwined in One Direction. (PÅ PAUSE - sorry...)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Mød Zayn: Den nye dreng på skolen. En standart teenager, der er lidt usikker på sig selv, som hader sin mors kæreste og vil gøre det meste, for at få nye venner.
Dette er historien om, hvordan han havnede midt i et nyt college, fyldt med nye mennesker, nye regler og nye, dømmende blikke.
I sin søgen på at finde sig selv, lykkes det ham samle fire vidt forskellige personer, og skabe noget, der vokser sig større end nogen af dem nogensinde kunne have håbet på.
Men hvor langt tør du gå, når chancen for at miste dit omdømme bliver truende stor?
Når du finder ud af, hvor svært det er, at være sig selv?
Det er fandeme ikke let at være teenager - især ikke når kærlighed er så forvirrende, venskaber er underlige og drømme bliver for store.
Dette er historien om, hvordan fem drenge blev til One Direction.
(Drengene er sjovt nok ikke kendte...)

171Likes
173Kommentarer
8083Visninger
AA

14. When curiosity takes over.

 

Louis’ synsvinkel

 

Jeg lukker øjnene i, mens jeg nyder musikken, der strømmer gennem mine hovedtelefoner og hele vejen ind til mit hjerte, der begynder at banke i takt med beatet. Tonerne lukker alt ude og giver mig følelsen af, at jeg er i min egen lille boble.

”Se dig for!” Jeg slår brat øjnene op, da jeg går direkte ind i en. Uden at slukke musikken eller sige noget, kigger jeg kort på ham, jeg genkender som Liam: En eller anden taber, Harry ikke kan lide, der tror han er sej, men langt fra er det.

Jeg sukker irriteret, da han går forbi mig og i forbifarten støder hårdt ind i min skulder. Uden at se efter ham, fortsætter jeg min gang. Jeg går tættere og tættere på væggen for at undgå flere sammenstød med stupide, irrelevante elever. Den eneste grund til, jeg stadig går på denne skole, er fordi jeg, for det første, har brug for en eller anden form for uddannelse for at kunne klare mig i fremtiden, selvom jeg ikke ved, hvad jeg vil med mit liv endnu. For det andet, finder jeg af en eller anden grund dette fængsel inspirerende. Selvom jeg for det meste hader det, er der altså bare noget over stemningen, der kommer, når så mange unge mennesker er samlet på et sted.

Men selvom musikken, der ellers plejer at kunne holde mit humør på et rimeligt niveau, spiller, er der noget, der irriterer mig. Noget der uafbrudt sidder og nager i min krop. Jeg har taget mig selv i at komme ud i det værst tænkelige scenarier, og selvom jeg måske ikke for andre virker som en optimistisk person, plejer jeg ikke at være så negativ. Men jeg har god grundt til at være nervøs.

Siden i onsdags, hvilket altså er en uge siden nu, har jeg ikke kunnet finde min digtbog. Den ligger ikke på sin sædvanlige plads under min seng, og jeg har nu to gange endevendt vores værelse for at finde den. Jeg fandt en masse ting, der åbenbart har været skjulte: Nogle lyserøde hyggesokker, et par pornoblade, nogle gamle CD’er med John Mayer og allerbagerst i vores skab i noget, der ligner et hemmeligt rum, fandt jeg en guitar med ’Niall Horan’ indgraveret i. Men ingen sort bog…

Jeg besluttede mig for, at den sikkert ville dukke op af sig selv, men nu er der gået en uge, og jeg frygter det værste. Hvad nu hvis nogen har fundet den? Hvis vi til næste morgensamling får læst den højt som en joke? Hvis nogen gør grin med den over højtalerne! Eller endnu værre: Hvis hele skolen læser den og gør grin med mig direkte op i ansigtet på mig, så jeg aldrig ville kunne slippe fra de hånende grin…

Min puls stiger mens jeg nervøst begynder at trække vejret mere hektisk. Jeg prøver at tage mig sammen, selvom jeg mest af alt føler mig som et nervevrag. Til mit held er jeg nået hen til min dør.

Jeg skynder mig at krydse gangen og heldigt nok, støder folk ikke ind i mig. Nogle gange føler jeg mig nærmest usynlig. Som om folk først lægger mærke til mig, hvis jeg gør noget forkert, snakker til dem, eller støder ind i dem. Det har både sine fordele og ulemper…

Lydløst åbner jeg døren ind til mit værelse, og selvom jeg ikke havde forventet at se Harry herinde, forholder jeg mit ansigt neutralt, da han kigger op på mig.

Nervøst kører han en hånd gennem sit hår, inden han smækker sin computer sammen. Det er så sjovt, at han tror, jeg ikke ved, hvad han laver. Eller, præcist hvad, ved jeg ikke helt… Men det er i hvert fald meget mere, end bare at sidde på facebook, som han ellers giver udtryk for. Som om han tror, jeg både er blind og døv, men egentlig bebrejder jeg ham ikke, for jeg giver sjældent udtryk for, at jeg har interesse i, hvad han laver. Men om aftenen kan jeg tydeligt høre musikken, der er så høj, at jeg kan høre den gennem hans høretelefoner, og jeg kan jo heller ikke undgå at se, hvordan computerens skærm lyser vores rum om klokken lort om natten.

Men han respekterer mit privatliv og mine ting, så derfor har jeg ikke tænkt mig at blande mig i hans.

Jeg skubber høretelefonerne af mit hoved og smiler skævt til ham som en hilsen. Hurtigt smiler han stort tilbage, men ingen ord bliver udvekslet, og han vender sin opmærksomhed mod computeren igen, mens han langsomt åbner den op.

Jeg lægger mine skolebøger i en bunke på vores bord, hvor alt muligt andet møg i forvejen ligger og flyder, inden jeg også kaster mig på min seng. Hvis min bog ikke var blevet væk, havde jeg nok fundet den frem og skrevet om, hvor fucking irriterende det er ikke at kunne finde en ting, der betyder meget for en – men det kan jeg jo sjovt nok ikke.

Ud af øjenkrogen ser jeg noget lyserødt, og da jeg vender hovedet og opdager, at Harry rent faktisk har taget de lyserøde hyggesokker, som jeg fandt i min søgen på bogen, på, er jeg lige ved at grine. Smilet på mine læber er i hvert fald ikke til at få væk igen, og der er også lidt latter i min stemme, da jeg kommenterer det. ”Flotte sokker…”

Harry stivner kort, inden han kigger ned på sine fødder, hvor sokkerne griner ham lige op i ansigtet. Han ligner en, der ikke ved, om han skal grine eller græde. Til sidst ender han med ikke at svare, men smiler alligevel skævt og ryster lidt på hovedet.

Det er så underligt, men når Harry er ’alene’ (alene = på værelset (med eller uden mig) uden sine venner/uden folk omkring sig) er han markant anderledes, og hælder hen mod et menneske, jeg faktisk finder behageligt. På det sidste er han oven i købet begyndt at snakke til mig i en venlig tone, og hvis jeg ikke husker meget forkert, begyndte det i søndags, da jeg første gang spurgte ind til, om han havde set min bog. Ikke, at jeg betragter ham som en ven, men han er uden tvivl den, der er tættest på at have den titel af alle på denne skole.

”Du, Harry?” Spørger jeg lavt, så han igen kigger på mig. Jeg tøver lidt inden jeg fortsætter. Måske bliver han irriteret over, at jeg bliver ved med at tale til ham? Men på den anden side, sagde han jo, at han ville lede efter den, så det er jo kun naturligt for mig at spørge ind til det igen – ikke? ”Har du fundet min bog?” Han rynker brynene lidt, så jeg skynder mig at uddybe. ”Du ved, min lille, sorte bog. Du sagde, du ville kigge efter den, så jeg tænkte bare, om du havde set den…”

Han slår en hånd for hovedet og klemmer øjnene sammen, mens det ser ud til, at han mumler noget utydeligt til sig selv. Undskyldende kigger han på mig igen, og jeg kan mærke, at jeg stadig synes det er underligt, at han ikke opfører sig fjendtlig, men faktisk som et normalt menneske. ”Sorry Lou, jeg glemte alt om det… Jeg lover, at jeg nok skal lede!”

Jeg stivner og stirrer stift frem for mig. Han kaldte mig lige Lou. Ikke Louis, men Lou, som uden tvivl må være et kælenavn. Han gav mig lige et kælenavn.

En underlig følelse spreder sig i mig, da jeg aldrig før har prøvet at blive kaldt et kælenavn af andre end min familie. Hvorfor gjorde han det? Var det for sjov? Åh Gud, tænk hvis han sagde det for at gøre grin med mig. Måske har jeg misforstået alt, og han har i virkeligheden slet ikke ændret sig. Hvad havde jeg også forventet: Han er jo selveste Harry Styles.

”Er der noget galt?” Spørger han forsigtigt, men jeg kan ikke få mig selv til at kigge mod ham igen, i frygt for at møde hans grinende ansigt.

”Du… Du kaldte mig lige Lou.” Siger jeg, men bliver usikker. Hvad hvis jeg hørte forkert? Måske mumlede han bare det sidste af mit navn, så det kom til at lyde som Lou…

”Ja, og?” Siger han, som om det var totalt normalt. ”Er det ikke en ret almindelig forkortelse af navnet Louis?” Det sidste bliver efterfulgt af et lille grin.

Men han forstår det jo ikke… Det er underligt. Sådan plejer det langt fra at være. ”Det har du aldrig gjort før. Siden hvornår er vi begyndt på kælenavne?” Det kommer hårdere ud, end jeg havde tænkt mig. Det sker tit for mig, at jeg kommer til enten at lyde sur eller sarkastisk mod min vilje. Jeg tror lidt, det bare er en eller anden form for forsvarsmekanisme, der er indbygget i mig.

Han sukker lavt, og jeg får endelig taget mig nok sammen til at kigge hen mod ham. Han har rettet sit blik mod sine hænder og er sikkert gået i gang med at pille i sin neglerod, som jeg har bidt mærke i, er hans dårlige vane. Han har sat sig i skrædderstilling, så de lyserøde sukker tydeligt stikker ud under joggingbukserne. Den grimme jakke ligger som sædvanligt i fodenden, hvilket har fået mig til at overveje, om han måske i virkeligheden slet ikke gider at gå med den.

”Det må du undskylde, det fløj bare ud af min mund.” Ender han med at mumle.

”Det gør ikke noget. Jeg synes bare, det var lidt underligt, fordi…” Min stemme dør ud, mens jeg modvilligt prøver at færdiggøre min sætning. ”Du ved, jeg troede, du hadede mig.”

Chokeret kigger han hen mod mig, men jeg forholder bare mit ansigt neutralt, da jeg ikke kan forstå, hvordan det kunne komme bag på ham. Det virker som om, de fleste, jeg kender, hader mig, men det passer mig helt fint, for så holder de sig væk og lader mig være i fred. ”Jeg hader dig da ikke?”

”Ellers er du bare fuldstændig ligeglad med min eksistens. En af de to muligheder. Men det er fint – jeg er vant til det.” Jeg prøver at sende ham et beroligende smil, inden jeg fortsætter. ”Derfor synes jeg bare, det var lidt mærkeligt at du, for det første, er begyndt at tale til mig, og nu oven i købet kalder mig Lou…” Han ser stadig forskrækket ud og nærmest medfølende. Hvorfor har han det udtryk? Sagde jeg noget forkert?

”Du er vant til det? Er du simpelthen vant til, at folk enten hader dig eller er ligeglade med dig…?” Spørger han, som om der var noget underligt i det. Jeg rynker brynene lidt, inden jeg nikker. ”Wow…” Er hans svar til det, mens han kører en hånd gennem krøllerne.

Det ligner, at hans hjerne kører på højtryk, eller at han er i gang med at løse et puslespil og lige har fundet den sidste brik. ”Hvorfor har du aldrig sagt det før?”

”Du har aldrig spurgt?” Svarer jeg bare. Jeg kan mærke, at jeg begynder at blive lidt irriteret over vores samtale. Hvorfor sagde jeg også det? Jeg plejer aldrig at fortælle folk om, hvordan jeg har det, og nu sagde jeg noget til Harry uopfordret. Der må være noget galt med mig… Det er sikkert abstinenserne af, at jeg ikke kan finde min bog, der spiller mig et pus.

Han åbner munden, men lukker den så igen. Jeg skal lige til at kigge væk, da hans stemme afbryder mig. ”Den der film vi så engelsk i går… Kan du huske, hvad den hed?”

Jeg bliver lettet over emneskiftet og tænker mig om. Med det samme ryger jeg tilbage til den verdenskendte musical, jeg efterhånden er ved at blive godt træt af. ”Mener du Grease?”

Han lyser op i et smil og nikker så. ”Ja, den nemlig!”

Ivrigt begynder han at taste noget ind på sin computer, og jeg kan ikke lade være med at blive nysgerrig. Hvorfor er jeg lige pludselig blevet interesseret i, hvad han laver? Før i tiden har jeg været fuldstændig ligeglad, men nu… Nu vil jeg gerne fortsætte vores samtale, for det er underligt rart bare at kunne snakke om hverdagsting og sådan. Det er længe siden, jeg sidst har gjort det. ”Hvorfor da?”

Han kigger på mig og ser et øjeblik forvirret ud. ”Nåårh, øh… Der var bare en sang, jeg godt kunne lide. Eller altså, jeg kunne godt lide melodien, og ja… Jeg ville bare lige høre den.” Forklarer han snøvlende. Jeg nikker lidt, som om jeg godtog hans undvigende forklaring, men i virkeligheden kører min hjerne på højtryk. Hvad er det, han altid sidder og laver på sin computer? Jeg ved, det har noget med musik at gøre. Det er svært at undgå at lægge mærke til. I hvert fald hører han tit meget høj musik, og genrene svinger fra sukkersød pop til larmende rock til en tung bas. Nogle gange lyder det som om, han hører flere sange på en gang, og det går langsomt op for mig, at det her kan komme til at irritere mig lige så meget som det, at min bog er væk. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad han har på den computer… Men hvordan?

I samme øjeblik bliver der banket på vores rude. Udenfor kan jeg se nogle af Harrys venner, alle iført de kiksede jakker, der står og vinker ham ud til sig. Harry smiler stort og stikker dem en thumbs up. Med et lille suk, det sikkert ikke var meningen, jeg skulle have hørt, klapper han computeren sammen og ligger den på sin seng.

Han rejser sig op og tager sin jakke på, men ligeså snart kraven rammer hans hals, ser han irriteret ud. Hurtigt træder han ned i nogle udslidte sneakers, der står ved siden af hans seng, der dækker de lyserøde sokker.

Han sender mig et lille smil, som jeg ikke gengælder, inden han går ud af døren og efterlader mig alene i stilheden. Mit blik bliver straks rettet mod hans computer, der ubevogtet ligger på sengen og nærmest skriger til mig, at jeg burde åbne den. Det ligger jo lige til højrebenet, og så ville jeg hurtigt få opklaret mysteriet om, hvad Harry egentlig laver på den computer.

Jeg svinger benene ud over sengens kant og skal til at rejse mig, da en tanke strejfer mig. Hvad hvis han opdager det? Han ville slå mig ihjel.

Han kan jo komme tilbage hvornår det skal være – måske har han glemt noget? Eller også skal han bare have en kort samtale og så komme tilbage? Han kunne også se ind gennem ruden og på den måde opdage det.

Og hvis han så opdagede det, ville han da først begynde at hade og ignorere mig. Eller nej, han ville sikkert gøre det modsatte af at ignorere mig: Han ville give mig så meget dårlig opmærksomhed, at det halve kunne være nok.

Konsekvensanalysen af det, jeg havde tænkt mig at gøre, får mig til at blive siddende på sengen. Den ene side af mig er overbevist om, at det værste vil ske, men den anden side hiver i mig. Måske er det på tide, at jeg prøver at tro på det bedst tænkelige…

Nysgerrigheden tager over, og jeg rejser mig bestemt op. I to skridt er jeg henne ved hans seng, og jeg føler det som om, jeg er ved at udføre en forbrydelse, da jeg rækker ud og rører computerens glatte overflade. Forsigtigt kigger jeg mig om, inden jeg sætter mig ned på hans seng, der føles meget blødere end min egen.

Spændt åbner jeg skærmen op, og den begynder straks at lyse. Skuffelsen ruller igennem mig, da jeg ser, at der selvfølgelig er kode på. Hvad havde jeg også forventet?

Jeg sidder lidt og stirrer på feltet, hvor man skal indtaste en kode. Hvornår er det nu, han har fødselsdag…? Jeg bryder min hjerne, og bliver til sidst enig med mig selv om, at det er den første. Hvilken måned kan jeg så bare ikke lige huske. Jeg prøver virkelig at tænke mig om, og bliver til sidst overbevist om, at det er efter min egen fødselsdag, men før sommermånederne. Altså mellem Januar og Maj, hvilket kun er 5 måneder. Men hvor mange forsøg har man, før computeren bliver helt låst? Hvis man kun har tre, hvilket jo er ret normalt, så har jeg et problem, for hvordan skulle jeg nogensinde kunne forklare Harry, hvorfor hans computer på magisk vis blev helt lukket?

Det kan jo også være, at jeg er helt gal på den, og at Harry ikke ville være dum nok til at vælge noget så indlysende som sin fødselsdag som kode. Det er alt for stor en chance at tage.

Irriteret klapper jeg computeren sammen igen og går hen til min egen seng. I stedet tager jeg min iPhone frem og tager mine høretelefoner ordentlig på. Jeg sætter min musik på bland og går ind på Instagram. Jeg bruger ikke rigtigt min profil derinde til noget, men det er et godt sted at finde inspiration og til at drive tiden væk. Jeg kigger ikke en gang ordenligt på billederne, men scroller blot længere og længere ned.

Hvordan finder jeg ud af Harrys kode, uden at skulle spørge ham? Gad vide om han har skrevet den ned et sted… Men hvis han har det, ville jeg ikke ane, hvor jeg skulle lede. Og hvor er min bog? Jeg bliver mere og mere overbevist om, at nogen har taget den, for jeg ville aldrig i livet være dum nok til at glemme den et sted.

De to spørgsmål bliver ved med at køre rundt i mit hoved, så jeg irriteret rynker brynene og prøver at koncentrere mig om billederne. Et fanger min opmærksomhed i mængden, og jeg stopper min scrolling. Chokeret kigger jeg nærmere på billedet.

Det er typisk opstillet og taget oppefra. Der står en kop te ved siden af tasteturet på en MacBook. Udover det ligger der et kamera med linsen rettet lige op, et æble og to slikkepinde, i de samme røde efterårsfarver, som teen og æblet. Umiddelbart ligner det er ganske normalt Instagram-billede, men det er den sjette genstand på billedet, der har fået mig til at sidde med munden på vidt gab uden at vide, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Lige der, i højre hjørne, ligger en sort bog. Min sorte bog. Jeg er ikke i tvivl, for størrelsen er helt den samme, og der er en lille, rød plet maling i ydersiden af den, som stammer fra en billedkunsttime, der gik galt.

Min bog er lige der. Der er nogen, der har min bog, og jeg har fandeme tænkt mig at finde ud af, hvem det er. For en sikkerheds skyld tager jeg et screenshot af opslaget, inden jeg kigger på brugernavnet, der har lagt det op. Jeg genkender det med det samme, og vreden stiger i mig, da jeg tænker tilbage på den latterlige irer. Sidste gang jeg snakkede med Niall, var da vi var på orienteringsløb, og det gav mig ikke ligefrem lysten at skulle tale med ham igen. Men ud fra brugernavnet, der efterhånden er blevet pænt kendt her på skolen (selv jeg kender til hans blog…), er jeg ikke i tvivl om, at det er ham. Det er Niall, der har min bog, men der vil ikke gå længe, før jeg får den tilbage - koste hvad det vil.

 

____________________________________________________________________________________

Venner, det er nu en hel måned siden, jeg sidst publicerede! Det er simpelthen for dårligt, og det kan jeg ikke andet end undskylde for... UNDSKYLDUNDSKYLDUNDSKYLD!

Jeg håber, at i stadig gider at følge med, og i kunne lide kapitlet. Hvad siger i til Louis' synsvinkel?

Jeg har lige læst Mænd Der Hader Kvinder og er nu i gang med Pigen Der Legede Med Ilden, og jeg kan se, hvordan det har påvirket mit sprog... Jeg ved ikke, om i kan fornemme det, men hvis man sammenligner med de første kapitler, er det her skrevet anderledes... Øh ja, det ville jeg bare lige forklare, haha!

Så vil jeg også lige benytte lejligheden til at lave lidt gratis reklame for mig selv: Jeg er i gang med en ny movella, der hedder Heavy Eyes, og det ville betyde vildt meget for mig, hvis i ville give den en chance!

xx Silke

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...