Entwined in One Direction. (PÅ PAUSE - sorry...)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Mød Zayn: Den nye dreng på skolen. En standart teenager, der er lidt usikker på sig selv, som hader sin mors kæreste og vil gøre det meste, for at få nye venner.
Dette er historien om, hvordan han havnede midt i et nyt college, fyldt med nye mennesker, nye regler og nye, dømmende blikke.
I sin søgen på at finde sig selv, lykkes det ham samle fire vidt forskellige personer, og skabe noget, der vokser sig større end nogen af dem nogensinde kunne have håbet på.
Men hvor langt tør du gå, når chancen for at miste dit omdømme bliver truende stor?
Når du finder ud af, hvor svært det er, at være sig selv?
Det er fandeme ikke let at være teenager - især ikke når kærlighed er så forvirrende, venskaber er underlige og drømme bliver for store.
Dette er historien om, hvordan fem drenge blev til One Direction.
(Drengene er sjovt nok ikke kendte...)

171Likes
172Kommentarer
8275Visninger
AA

11. Visit.

 

Sorry-I'm-a-turtle-edition (Ekstra langt kapitel, så er i advaret...)

 

Zayns synsvinkel

 

"Urtete?" Jeg rynker kort på næsen, før jeg klemmer øjnene sammen og åbner dem så. Mit blik møder Nialls ansigt, der er lige lovligt tæt på mit, mens en varm damp stiger op fra den kop, han holder frem mod mig. Lugten smyger sig op i mine næsebor, så jeg endnu en gang rynker på næsen.

"Du skal ikke drikke det Zayn, det smager af lort." Siger Liam højt fra sin boksepude, og minder mig om at det er lørdag, og klokken højst sandsynligt kun er omkring de 8, siden de begge er oppe.

"Har du måske smagt lort? Nej, det tror jeg ikke, så hold din kæft! Det var en meget dyr te, og så slemt smager det altså heller ikke," Niall vender igen sit hoved mod mig, efter at have kigget på Liam, der højt sukker bag ham. "Det hjælper med at rense kroppen for dårlig energi, og erstatter den med den gode energi. Det tror jeg, vi alle kan få brug for i dag…" Han smiler skævt, men ender alligevel med at udstøde det sidste med et snært af irritation. 

Med det samme slår det mig, hvad han mener. I dag er ikke hvilken som helst lørdag. Nej, det er besøgsdag, hvor man er tvunget til at se sine forældre. Normalt er det dit eget valg, om du vil besøge dem i weekenden eller ej, men der er en eller anden regel om, at de skal komme til et arrangement på skolen, mindst 1 gang hver anden måned, så de ligesom kan se hvordan deres børn har det, eller sådan noget… "Hvad er klokken?" 

"8:30. Hvorfor?" Svarer Liam, mens Niall skuffet tager sin urtete til sig. Jeg udstøder et højt suk og smider mit hoved tilbage mod puden, hvorefter jeg klemmer øjnene sammen igen i et forsøg på at sove videre.

Men som du måske kunne regne ud, er det langt fra muligt at falde i søvn igen, når du først er blevet vækket af Liam og Niall på en lørdag...

"Glæder du dig til at se Stacy igen?" Siger Liam, efterfulgt af et lille grin. Jeg kan høre, hvordan han en sidste gang slår på boksepuden, med alt sin kraft, inden han får den i ro igen og sikkert begynder at vikle gasebindet af sine hænder.

"Ja, du ved jo hvor højt, jeg elsker hende." Svarer Niall med en stemme, der drypper af sarkasme. Der kommer en slupre-lyd, da han tager en tår af sin te, som irriterer mig grænseløst. 

"Tager hun… Hvad fanden er det nu, den lille køter hedder?"

"Mr. Chu? Forhåbentlig kommer den dims ikke med…"

Liam griner højt, inden han snakker igen. "Mr. Chu? Hvad fanden er det også for et navn?" Niall griner også, og uanset hvor meget jeg vender og drejer mig, kan jeg ikke lukke deres grin ude. 

Muggent sætter jeg mig op i sengen og stirrer på dem. Stadig grinende kigger de hen på mig, og jeg kan mærke, hvor tæt jeg er på at flippe ud. Klokken er 8:30 om morgenen. Hvorfor skulle de vække mig? 

Men min irritation bliver heldigvis overskygget af min nysgerrighed for hvad, eller rettere sagt hvem, det er, de taler om. "Undskyld, men hvem er det, Stacy er?"

Nialls smil forsvinder brat og bliver erstattet med en irriteret grimasse. Han sidder på sin seng, med ryggen lænet mod væggen, og er næsten ved at skubbe et af de sort/hvid billeder, der hænger der, ned, da han laver en grimasse og vipper hovedet fra side til side. Hans underlige pyjamas, hvis mønster forestiller en himmel med mørke skyer, er knappet helt op i halsen, så en lille dobbelthage dukker frem, da han laver bevægelsen.

"Stacy er Nialls stedmor. Du ved, Megans mor? Totalt milf, hvis du spørger alle andre end Niall." Liam blinker til mig, mens Niall bare sender ham et forarget blik.

"Føj for helvede! Hun er en gammel plastic barbie, der for længst skulle være blevet smidt ud, eller givet til nogle små, hjemløse børn, eller sådan noget…"

"Kald mig et lille, hjemløst barn, for jeg vil hellere end gerne lege lidt med hende, hvis i forstår, hvad jeg mener…" Griner Liam, denne gang endnu mere fjoget, så jeg hæver et øjenbryn. Det der var lettere upassende… Alligevel kan jeg ikke lade være med at smile, da han retter sit flabede blik mod Niall. Det ligner at hans underkæbe er ved at gå af led, inden han tager sig sammen og kniber sine øjne sammen.

"Vi forstod godt, hvad du mente. Du er fucking klam."

"Så, du får altså besøg af Stacy og…?" Bryder jeg ind og afbryder Liam, der skulle til at svare tilbage. Niall vender hovedet mod mig og formår at vende stemningen igen, ved at sende mig et stort smil.

"Stacy og min far. Det vil så sige, at jeg også er tvunget til at være sammen med Megan en hel dag…" Liam ryster grinende på hovedet, mens Niall slår sit mod væggen, for hvert ord han siger til sidst. Jeg smiler, men indeni undrer jeg mig bare. Megan virker altså som en vildt sød, sympatisk og rar person. Bortset fra der, hvor hun talte til Alex, men hvem ved? Måske var det bare hendes tid på måneden eller sådan noget… Bottom line er, at jeg ikke forstår, hvordan man ikke kan lide Megan.

"Hvad med dig?" Spørger jeg Liam, mens jeg svinger benene udover sengen, så jeg sidder ordenligt. Da jeg kigger op, møder mit blik ikke Liams. Han kigger ned mod gulvet, inden han kaster det sidste gasebind over på bordet. Han hoster kort, inden han kører en hånd gennem det korte hår.

"De kommer ikke…" Ender han med at mumle, så Niall kigger forpint hen mod ham. Det må være underligt for Niall, at han først har fundet ud af det med Connor nu. Jeg mener, der må være så mange ting, der først giver mening nu… "Jeg gad dem ligesom ikke."

"Men hvad skal du så lave hele dagen?" Jeg har lyst til at slå en hånd for munden, i et forsøg på at holde det utroligt dumme spørgsmål tilbage. Niall kigger sigende på mig, inden han afventende ser mod Liam igen.

"Nu er jeg jo ikke den eneste, hvis forældre ikke kommer. Jeg gør bare, hvad jeg plejer at gøre på lørdage. Den eneste forskel er, at her er fyldt med forældre og små børn, og vi får bedre frokost. Ellers er det som hvilken som helst lørdag."

"Men savner du ikke dine-"

"Jeg har ikke sagt det til dem, okay? De ved ikke, at det er besøgslørdag. Jeg foretrækker ikke at se dem. Tror du, du kan affinde dig med det, hva' Spørge-Jørgen?" Afbryder han mig med en vred stemme. Han lader sit blik hvile truende på mig, inden han vender sig rundt for at få boksepuden ned. 

Jeg synker en klump og skal til at sige undskyld, da Niall ryster panisk på hovedet til mig og prøver at mime noget, der skal forestille en, der brutalt bliver dræbt. Det får mig til stille at sukke, mens mit blik glider ned på mine hænder. Hvorfor kan jeg ikke bare holde min store mund lukket?

"Hvad med dig Zayn? Det er din første besøgsdag… Hvem kommer?" Spørger Niall i et muntert leje, der sikkert var ment til at få stemningen op igen.

"Savner du din moar?" Liam skyder sin underlæbe frem og laver en baby-stemme, inden hans udtryk endnu en gang bliver irriteret. Med store bevægelser får han lagt boksepuden ind i bunden af sit skab.

"Øh…" Begynder jeg, og beslutter mig for at ignorere Liams kommentar. "Min mor og hendes mand, Jack." Da jeg siger det, går det op for mig. Jeg skal være sammen med Jack en hel dag, og høre på hans forfærdelige jokes og selvfede grin. Jeg er tvunget til at indånde den samme luft som ham, og bare det kan gøre mig irriteret. Hvorfor skal han absolut tage alt fra mig?

"Hvad med din far?" Niall mente det stensikkert sødt -  det siger smilet på hans læber i hvert fald. Men hans spørgsmål giver mig et stik i hjertet, og jeg bliver nødt til at fjerne blikket fra hans smil, inden et lille suk forlader mine læber.

"Han kommer ikke… Han er ikke, øh… hjemme." Jeg prøver at sige det, så der ikke bliver spurgt mere ind til det, men selvfølgelig vælger Niall at grave i det.

"Hvor er han da?"

"Det ved jeg ikke…" Et lille smil, som jeg ikke kan vurdere om er hult eller ej, kommer frem på mine læber. "Et eller andet sted i verdenen. Måske USA, hvad ved jeg..." Mit blik retter sig op og møder Nialls, der ser pænt forvirret ud. Selv Liam, der har sat sig på sin seng, kigger hen på mig med et spørgende blik, men ingen af dem siger noget. "Min far er manager for et band og 'forlod' mig og min mor, da jeg var ret lille. Jeg har ikke set ham i evigheder…" Jeg kan mærke hvordan mit smil brister da jeg siger det sidste, og selv Liams blik ser medfølende ud.

"Det er jeg ked af at høre…" Mumler han lavt. En stilhed sænker sig over os, og den er på grænsen til det, jeg vil betegne som akavet. 

Niall rejser sig og går hen og tænder for noget musik, men jeg lytter egentlig ikke rigtigt til det. Mine tanker er et helt andet sted, for lige pludseligt gnaver savnet i mig, og jeg har lyst til bare at sove igen. De spørgsmål, der har kørt i mit hoved om og om igen, siden jeg var lille, vender tilbage. Hvorfor rejste han? Hvad laver han nu? Kan han overhovedet huske mig? Hvorfor har han ikke taget kontakt til mig i hvad der føles som 100 år? Hvorfor valgte min mor at blive gift med Jack?

Jeg kan så småt mærke, at i dag bliver utroligt uoverskuelig for mit vedkommende, for tanken om min mor og Jack tager pusten fra mig.

"Hvad fanden er det, du har på!?" Liams høje, klukkende grin afbryder mine tanker, og får mig til også at kigge hen på Niall. Mit grin kommer så pludseligt, at jeg sikkert laver støvregn af spyt, men jeg kan simpelthen ikke holde det inde. 

Der står Niall, i sine stramme, sorte bukser. Men det er trøjen, han har på, der gør, at jeg ikke kan stoppe med at grine. Den er lidt for stor, helt lyserød og med grønt i halsen. Indenunder har han så taget en sort skjorte på, der er knappet helt op. Udover det, har han også valgt at have sine glas-løse briller på, og grimassen han laver afslører hans bøjle. 

Jeg får tårer i øjnene, så meget jeg griner, og Liam lyder også som en døende hval, mens han holder sig på maven og nærmest ligger i kramper. 

"Haha, meget sjovt." Vrisser Niall, inden han med et suk kigger ned ad sig selv og rynker på næsen.

"Hvad skal du forestille? Bogholder på Dorkshire bibliotek?" Liams kommentar får mit grin til at gå op i et højere leje, og jeg er bange for, at jeg snart løber tør for luft. Selv Niall kan ikke skjule sit grin.

"Det skulle man næsten tro. Men nej, det er Megan, der har købt denne yderst smukke trøje til mig, og både hende og Stacy insisterer på, at jeg skal have den på i dag." Han rækker tungen ud og stirrer surt på trøjen. "Det ligner jo, at en svensk pop-sanger har kastet op på mig!"

"Tag i det mindste brillerne af." Griner jeg, men han skynder sig at ryste på hovedet.

"Nej, de hader, når jeg har dem på, så jeg har tænkt mig at give dem et ultimatum: Enten briller og trøje eller ingen af delene." Han ligner en, der føler sig ekstremt klog, mens han går hen mod sin seng igen.

"Uhhh, oprører. Tell 'em guuurl!" Griner Liam videre. Niall vender sig hurtigt rundt og før Liam når at reagerer, har han fået kylet en af Nialls puder lige i fjæset.

"Er du sikker på, de ikke har købt den i pige-afdelingen?" Griner jeg, men det var et dumt træk, for med det samme får jeg også en pude lige i hovedet. Jeg skynder mig at tage den, og ligger den under mit hovedet, mens jeg med et smil kort lukker øjnene. "Ahh, det var da rart med en ny hovedpude."

"Za-"

Niall bliver afbrudt af Liam, der har stillet sig hen ved vores vindue. "Jeg tror bare, at jeg smider den ud af vinduet. Jeg har alligevel så mange puder."

Niall er hurtigt henne ved ham, men kan ikke få fat på puden. "Liam, din store idiot, giv mig min pude!"

"Men du gav den jo til mig?"

"Hvis den ryger på jorden, dræber jeg dig! Betrækket er håndlavet i Holland, og det har kostet en formue. Er du klar over-" Niall går i gang med en lang forklaring om pudebetrækket, men bliver afbrudt af mig, der kaster hans pude lige tilbage på ham og rammer hans briller. "Zayn, din klovn!"

Liam stikker mig en thumbs up og griner af Niall, der mest af alt ligner en sur, lille trold, i sin lyserøde trøje. En varm følelse spreder sig i mig, for det lykkedes dem faktisk at få de bange anelser, for hvordan dagen vil forløbe, lidt på afstand.

 

***

 

"Maden smager da godt, hva'?" Smasker Jack, så man kan se den halvtyggede mad i hans mund. Jeg stirrer bare ned på min egen, og hakker lidt i kyllingen, jeg synes er ekstremt tør.

"Zayn, svar lige." Siger min mor lavt, men formår alligevel at lyde irettesættende. Med et suk kigger jeg op og glor ligegyldigt hen på Jack. Hans hår er slikket tilbage, og han har et nyt, sort jakkesæt på, med sin skjorte åben ved halsen. Han får mig til at miste appetitten…

"Det er da fint nok…" Siger jeg, med et falsk smil klasket på læberne. Jeg vender blikket mod min mor og fjerner smilet. "Tilfreds?"

Hun sukker blot over mig, så jeg igen kan glo ned på min mad. Min hals har snøret sig sammen, og jeg kan ikke få mere ned. Jeg skal til at annoncere det, da jeg bliver afbrudt af inspektøren, der taler gennem den mikrofon, han har i hånden. "Jeg håber, I nød måltidet. Når i er færdige, bedes i venligst om at gå op og tømme jeres tallerkener og bakker. Præcis, som da i selv gik på college - selvom det for nogles vedkommende måske er ved at være et godt stykke tid siden." De voksne griner lidt, og jeg er lige ved at udstøde et højt suk over deres voksen-humor. "I er velkomne til at gå lidt rundt og snakke med hinanden, inden jeres børn, eller rettere sagt unge voksne, kan vise jer deres værelser." Igen bliver der grinet, og inspektøren slukker for mikrofonen. 

Jeg rejser mig brat op, som en af de første i rummet, og tager min bakke i mine hænder. Min mor og Jack kigger undrende op på mig. "Jeg er færdig." Forklarer jeg kort, inden jeg nikker hen mod en af de store afsætningsborde, som tegn til, at jeg vil gå hen og gøre, som vi blev bedt om. De smiler lidt, hvilket jeg kort gengælder, inden jeg skynder mig hen mod bordet. 

Bare det, at komme lidt væk fra dem, føles befriende, og jeg slapper af i mine skuldre. Jeg synes simpelthen, det er så anstrengende. Øvet giver jeg mig til at skrabe min tallerken ren, så kyllingen med et dump ryger ned i den sorte sæk. Jeg tager tallerkenen og stiller den i det hak, hvor de skal stå. Med bakken i mine hænder, vender jeg mig for at tage de to skridt hen til der, man stiller bakkerne, da jeg støder ind i nogen, så personen taber sin bakke på gulvet. "Shit!"

Hurtigt får jeg sat mig på hug, og til mit held er tallerkenen ikke gået i stykker. "Det må du altså undskylde, jeg-" Jeg går i stå, da jeg retter mit blik op. Foran mig sidder Lana, og et lille grin glider over de lyserøde læber. "Lana?"

"Hej Zayn," Griner hun. "Hyggeligt at støde ind i dig," Måden hun siger det på, får varmen til at stige i mine kinder, og jeg føler mig ekstremt dum.

"Det må du altså virkelig undskylde, jeg så dig slet ikke og-"

"Hey, rolig nu, det er okay." Siger hun og rejser sig op. Hun går forbi mig, hen til skraldespanden, og giver sig til at skrabe sin tallerken ren. Jeg tager mig selv i at kigge på hende. De turkis spidser er falmet, og hendes hår hænger løst ned over hendes skuldre. Jeg kan skimte nogle lange øreringe, der består af tynde guldkæder, mellem de lyse lokker. Et smil spiller på hendes læber, og hun fniser kort. "Hva', får du det hele med?"

Jeg slår en hånd for panden og skynder mig at vende min opmærksomhed mod min bakke. Hvor svært kan det være at stille den på plads og gå? "Kan du ikke også lige tage min?" Hun smiler venligt og holder sin bakke frem mod mig.

Jeg tager imod den, men hun slipper før jeg har fået ordentlig fat på den, så jeg næsten taber den. Heldigvis får jeg lavet en bevægelse, så jeg griber den i luften, hvilket resulterer i, at min egen bakke, jeg var ved at stille på plads, larmende falder ned på bunken af bakker, der i forvejen er stillet på plads. Jeg kniber øjnene sammen og åbner dem først igen, da jeg kan høre Lanas grin. Det lyder som en klukkende å på en sommerdag… What the fuck…?

Jeg ryster lidt på hovedet af mig selv, inden jeg endelig får stillet hendes bakke på plads. "Du er ikke specielt klodset, er du vel?" Griner hun videre, med en sarkastisk stemme.

"Hold din kæft." Siger jeg med et smil, der skal understrege, at jeg ikke mener det. Hun tjatter til min arm, så en underlig følelse spreder sig fra der, hvor hun rørte.

"Hvordan er det så at se dine forældre igen?" Spørger hun og gør ikke ligefrem tegn til at ville gå, hvilket passer mig helt fint. Jeg sukker lidt, inden jeg svarer.

"Det er vel ok. Men det er helt fint, at vi kun skal det her så sjældent." Hun nikker forstående over mine ord og kører sit hår bag øret. Gad vide hvordan hendes forældre er... De er sikkert vildt cool.

"Jeg forstår dig godt. Men samtidigt synes jeg også, det er rart at se dem, du ved. Man ved jo aldrig, hvornår man ser dem igen…" Hendes smil bliver skævt, inden hendes blik glider væk fra mig og hen på noget bag mig. "Og når man taler om solen… Jeg bliver nødt til at smutte tilbage nu. Håber du overlever dagen… Det ville i hvert fald være synd, hvis du døde, for så ville vi jo ikke se hinanden igen." Hendes kinder bliver let lyserøde, mens hun hurtigt forklarer sig selv. Til sidst smiler hun, vinker kort med hånden og går så forbi mig. 

"Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at dø. Ses!" Får jeg dumt sagt. Hvorfor skal alt, der kommer ud af min mund, lyde så åndssvagt?

Jeg beslutter mig for at gå tilbage til min mor og Jack, og da jeg kigger hen mod dem, har de begge allerede rettes deres blikke mod mig, mens nogle åndssvage smil spiller på deres læber. Da jeg når hen til dem, får jeg en trang til bare at vende om og gå igen, på grund af deres ord. "Hvem var det, du snakkede med? Hun ser sød ud." 

Min mor siger det på måden, kun mødre kan sige sådan noget. Jeg sukker og ruller med øjnene. "Bare en af mine venner…"

"Som du ville ønske blev lidt mere end bare det?" Fortsætter Jack og blinker kort til min mor, der reagerer med et lille fnis. Endnu en gang sukker jeg, og skal til at give mig i kast med en lang forklaring om, hvad jeg synes om Lana, da jeg bliver afbrudt af nogen, der prikker mig på skulderen.

"Hey Zayn, det var en fed kamp i går. Godt, at du får brugt mine sko." Det hæse grin der derefter lyder, gør det tydeligt for mig, hvem det er, der snakker til mig. Jeg drejer mig halvt rundt og smiler til min redningsmand: Harry.

I går havde vi en træningskamp i fodbold, hvor jeg scorede et, hvis jeg selv skal sige det, verdensklasse mål. Lige op i hjørnet så målmanden ikke havde en chance. "Forestil dig, hvis jeg skulle lave sådan et mål med mine converse på. Min sko ville flyve af og ramme Jordan lige i hovedet!"

Harry udstøder et højt grin over mine ord, og skal til at føre samtalen videre, da Jack afbryder. Selvfølgelig afbryder han… "Hej, jeg er Jack. Zayn bonusfar," Han griner kort over sin præsentation af sig selv. "Og det her er Patricia, Zayns mor." Hun siger et kort hej, og Harry retter sin opmærksomhed mod dem.

Han tager hurtigt et charmerende smil på sine læber, inden han laver et nik med hovedet. "Hej. Jeg er Harry, hyggeligt at møde jer." Han rækker sin hånd frem og trykker først min mors, derefter Jacks hånd. 

"Så… Er du en Zayns venner?" Spørger min mor venligt. Jeg har mest af alt lyst til at forsvinde… Hvad er det dog for et latterligt spørgsmål?

"Ja, vi spiller fodbold sammen." Smiler han, hvilket får Jacks øjne til at blive større. Han kigger spørgende fra Harry til mig.

"Zayn, siden hvornår spiller du fodbold? Du plejer da altid at sidde og høre musik og sådan…" Jeg kan mærke, hvordan hans ord påvirker mig på en ubehagelig måde. Jeg ved ikke hvorfor, men det er ikke fedt, at han siger det foran Harry, for nu tror han sikkert, at jeg er totalt kikset. "Er han god?" Det sidste er henvendt til Harry, med et lille grin, som faktisk bliver gengældt.

"Det synes jeg faktisk. Han burde droppe det der musik-fis, og bare være med på holdet." Jeg ved ikke helt, om det var ment som en hentydning til der, hvor vi fik ham til at synge… Bare det at tænke tanken gør mig skræmt, efter hvad Niall har fortalt, Harry havde sagt.

"Holdet? I har simpelthen et fodboldhold?"

"Ja, og det er virkelig fedt. Vi får lov til at træne en del og-" Harry skal til at fortsætte sin belastende samtale med Jack, da jeg kort rømmer mig for at afbryde dem.

"Jeg tænkte, jeg ville vise jer mit værelse nu… Vi ses, ikke Harry?" Harry ser et øjeblik forvirret ud, men erstatter det med et dumt smil, inden han høfligt siger farvel og forsvinder. 

Det irriterede mig, at han virkede så perfekt i Jacks øjne. Ikke, at jeg vil have, at Jack skal synes, jeg er perfekt, men… Hvorfor kunne han ikke bare være blevet Harrys stedfar i stedet? Det virker i hvert fald som om begge parter ville blive glade. For 117. gang i dag sender min mor mig et irettesættende blik, sikkert fordi jeg afbrød deres samtale, men jeg sukker bare. "Vil i ikke se mit værelse?" 

Smilet på mine læber hjælper på det, for de kigger på hinanden og smiler lidt, inden de nikker mod mig. "Jeg kan alligevel ikke spise mere," Siger min mor, og de rejser sig op.

Mens de går hen til afsætningsbordet, lader jeg mit blik glide rundt i lokalet. Det er sjovt, hvordan man tydeligt kan se, hvis forældre, der er hvis. Jeg kan huske første dag, jeg var her, hvor jeg havde syntes her var så stort og fyldt med mennesker, men i dag… Wow… Jeg tror næsten, de har stillet ekstra borde herind, for at få plads til alle. Mit blik lander på Niall, der ser ekstremt sur ud. Et stort smil kommer frem på mine læber, da jeg opdager, han har taget sine briller af. 

Ved siden af ham står Megan, der også er klædt i den samme lyserøde farve, som Nialls trøje. Hun står og snakker med en lyshåret kvinde, der så må være den omtalte Stacy. Hun har ryggen mod mig, men jeg kan alligevel se den lille chihuahua, der sidder i hendes lyserøde taske. Hun minder mig om en hollywood-housewife, så hvad fanden laver hun i England? Også Nialls far har gang i en samtale med de to piger, eller kvinder, eller hvad man nu kan kalde dem… Niall ligner en, der bare gerne vil dø.

"Så," Siger min mor ved siden af mig, så jeg løsriver mit blik fra Nialls familie. Jeg smiler hurtigt til hende, og begynder, uden flere ord, at gå mod mit værelse. Det vrimler med folk, der snakker med deres forældre eller er blevet genforenet med søskende. Mine egne kunne ikke komme, hvilket ikke gør mig det store. 

Mine øjne bliver kort fanget af Louis' isblå, inden han igen kigger kærligt på en pige, der ser en del yngre ud end ham. Det må være hans søster… Jeg tror aldrig, jeg har set ham smile sådan. Knægten har følelser…

Mit blik glider over numrene i B-gangen, og da de endelig lander på 19, er jeg ved at udbryde et råb af glæde, for alle de mennesker er ved at gøre mig klaustrofobisk og irriteret. Jeg finder min nøgle frem, der bare har ligget i min lomme, og stikker den i låsen. Det var Nialls befaling, at vi skulle huske at låse, hvis vi ikke var derinde, for "man kan ikke stole på nogen, når der er besøgsdag". Til min overraskelse, er døren allerede åben, hvilket vil betyde, at der er nogen derinde. Med let rynkede bryn tager jeg ned i håndtaget, og det første, der springer i mine øjne, er Liam, der sidder på sin seng, med høretelefoner og Nialls computer foran sig, med tårerne strømmende ned ad kinderne. Han kigger op på mig, og skynder sig at smække computeren sammen og køre sin hånd over begge kinder, for at slette sporerne af tårer. "Hey Zayn," Hans stemme lyder grådkvalt, så han rømmer sig lidt, inden han fortsætter, "Hvad laver du her? Jeg troede-"

"Jeg skulle bare vise mit rum…" Mumler jeg forklarende og nikker diskret mod min mor og Jack, der står lige bag mig. Liam ser helt forskrækket ud, da han sikkert ikke havde lagt mærke til dem før nu, og er i en fart kommet op fra sengen. Manisk tørrer han sig under øjnene igen og går hen mod bordet, hvor en åbnet pakke smøger ligger.

"Er du okay, søde?" Spørger min mor stille og maser sig forbi mig. Hun har mor-stemmen på og prøver helt sikkert bare at være venlig. Men selvfølgelig reagerer Liam og går i forsvarsposition.

"Det rager ikke dig." Snerrer han, så min mor kigger forarget hen på mig. Jeg sukker lidt, da Liam hurtigt maser sig forbi os, så jeg flygtigt kan høre ham mumle noget i stil med 'kan man ikke engang være på sit eget værelse længere'.

Da Liam er gået, lukker Jack døren bag sig, hvilket bare gør stilheden mere massiv. Jack vælger så at bryde den, for han er jo… Jack. Det er sådan, han er. "Deler du virkelig værelse med ham?"

Jeg kigger på ham, irriteret over hvor nedladende han lyder. De kender jo slet ikke Liam! Det må være så hårdt for ham at se alle være sammen med deres familier og være lykkelige. "Ja. Han hedder Liam, og er faktisk min gode ven." Jeg vrisser og kan nærmest mærke min mors blik bore sig ind i min ryg. Jeg er ved at blive godt træt af dem… "Nå, det her er så mit værelse. Der sover jeg, Liam der, og Nialls seng er den der," Jeg peger hurtigt på de forskellige senge, mens jeg taler. Min er ret enkel og er i dagens anledning blevet redt. Liams er derimod et stort rod, hvor dynen hænger halvt ude at dets betræk. Nialls seng er bare noget for sig, for udover at den er redt, og har noget syret betræk på, er der også en helvedes masse puder i den, så den nærmest ligner en sofa. "Så har vi badeværelse der, og skabe til opbevaring og et lille køkken, der mest bliver brugt af Niall, der, som i kan se på køkkenbordet, altid drikker te." Det sidste siger jeg med et oprigtigt grin, for langs hele væggen på vores "køkkenbord" er der sirligt opstillet alle mulige pakker, dåser og æsker med te, i alverdens farver, størrelser og former.

Jeg skal til at fortsætte, da døren går op. Med det samme går to lyse stemmer lige i mit ører, hvor jeg kender den ene som Megans. Jeg vender mig rundt, og ganske rigtigt er Niall kommet ind med sin familie. Han smiler, da han ser mig, og skynder sig hen til mig, mens han lavt snakker. "Red mig!"

Jeg griner lidt over det, inden jeg vender mig mod min mor og Jack, der begge står og glor på Megan og Stacy, som var de aliens. "Mor og Jack, mød Niall, min anden roommate. Det var ham, der tog imod mig, da jeg kom," Niall smiler stort til dem, inden han trykker deres hænder.

"Rart at møde dig," Siger min mor venligt, så Nialls smil vokser.

"I lige måde da! Altså virkelig, jeg er så glad for at have mødt Zayn. Det er hans skyld, jeg er begyndt at spille guitar igen, hvilket har inspireret mig endnu mere! Jeg har en blog, i ved, og alle mulige andre ting, så det hjælper mig, at jeg fik et ekstra boost kreativitet! Elsker i ikke også bare kreative ting? Der er denne her fotograf på vores skole, der tager nogle fantastiske billeder, og i skal altså se dem, for ja… Uh, vil I have noget te?" Jeg kan se hvordan hans talestrøm kommer bag på dem begge, men de smiler bare og nikker som et ja til hans spørgsmål. Han får hurtigt ført dem væk, så jeg nu står alene tilbage med hans familie. Fedt…

"Zayn!" Megan omfavner mig, så mit hjerte slår et slag over. Om det er fordi, det er hende, eller fordi jeg blev forskrækket, har jeg ingen anelse om. "Mor, Bobby, det her er Zayn. Det er Nialls nye roomie!" Hun hiver mig hen mod de to voksne, så jeg hurtigt klistrer et smil på læberne. De smiler venligt, og Stacys smil vokser sig til et hvin. Jo nærmere jeg kigger på hendes ansigt, jo mere imponeret bliver jeg, over hvordan det overhovedet er muligt for hende at smile. Jeg mener, det ligner hendes ansigt er helt spændt ud… 

"Så det er altså Zayn. Han er endnu flottere, end du sagde," Hun siger det lavt og anderkendende, henvendt til Megan, men alligevel hører jeg det. Jeg bliver helt forfjamsket og varm indeni. Har Megan fortalt om mig?

"Zayn er også virkelig god til fodbold, Bobby," Fortsætter Megan og ignorerer sin mor, der bliver ved med at stirre på mig med et kæmpe smil, der skræmmer mig en smule. Hunden i hendes taske ser ud til at sove og det eneste tegn på, at den stadig er i tasken, er de to små, lysebrune ører, der stikker op over kanten. Jeg skynder mig at vende blikket mod Nialls far, der nikker lidt og stikker mig en thumbs up. 

"Det kan jo være, du kan få Niall til at komme igang, så han stopper med den der fjollede internet-dagbogs-ting-"

"Det hedder at blogge far! Og stop så, jeg bliver aldrig en af de sportsklovner, som Megan elsker så højt." Afbryder Niall sin far. Han ruller med øjnene, og i det øjeblik kan jeg se, hvor meget Niall ligner ham.

Bobby skal til at sige noget, da døren går op med et brag. Vi retter alle vores opmærksomhed mod en skræmt Harry. Han hiver efter vejret og ser unormalt bleg ud. Han ligner en, der lige har set et spøgelse, for derefter at spurte for livet. "Zayn og Niall, I bliver nødt til at komme,"

Jeg kigger forvirret mod Niall, der også ligner et stort spørgsmålstegn. "Men-"

"Det er Liam. I bliver nødt til at komme med, okay?" Afbryder han Niall og kigger på os med de grønne øjne, der ser mørke og seriøse ud. En nervøs klump samler sig i min hals, og jeg kan mærke hvordan nervøsiteten sniger sig ind på mig. Harry virker stresset, og kører hurtigt en hånd gennem krøllerne, der hurtigt falder på plads igen.

"Skal vi hjælpe?" Spørger min mor forsigtigt. Jeg kan se, hvordan Harry fremtvinger et beroligende smil, inden han hurtigt ryster på hovedet. 

"Nej, det behøver i ikke. Bare gå ind i kantinen - der er kaffe nu. Det er bare, øh… Liam skal have hjælp til en opgave, og vi er i gruppe sammen, og han bliver vildt aggressiv, når han ikke kan finde ud af det, så, øh… Jeg har brug for deres hjælp." Forklarer han hurtigt og slutter af med endnu et smil. Jeg er i tvivl om, om min mor køber den, men Jack udstøder i hvert fald et lettet suk, som om alting er i den skønneste orden. 

"Kommer i?" Harry kigger direkte på mig og jeg skynder mig at nikke.

"Jeg kommer bare hen i kantinen om lidt, ikke?" Når jeg at sige, henvendt til min mor, inden jeg forsvinder ud af døren med Harry og Niall. 

Hvad fanden sker der?

 

___________________________________________________________________________________

Hej alle!

Dette kapitel blev ekstra langt, som et slags undskyld for den ringe opdatering... Ved godt, jeg er ekstremt langsom, men jeg har bare haft så mange andre ting at lave, og ja.. :(  (derfor "sorry-I'm-a-turtle-edition") SORRY!

Håber som altid, at i kan lide kapitlet. Kommenter endelig jeres tanker! Hvad tror i, Liam har gang i? Og hvorfor rager det Harry? Hvad synes i om Jack? Og om Stacy?

 

OG OMFG OVER 200 FAVORITLISTER!!! HAR FØRST LIGE SET DET, OH SHIT DET ER MANGE!!!!! taktaktaktak

I luff ya :i 

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...