Entwined in One Direction. (PÅ PAUSE - sorry...)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Mød Zayn: Den nye dreng på skolen. En standart teenager, der er lidt usikker på sig selv, som hader sin mors kæreste og vil gøre det meste, for at få nye venner.
Dette er historien om, hvordan han havnede midt i et nyt college, fyldt med nye mennesker, nye regler og nye, dømmende blikke.
I sin søgen på at finde sig selv, lykkes det ham samle fire vidt forskellige personer, og skabe noget, der vokser sig større end nogen af dem nogensinde kunne have håbet på.
Men hvor langt tør du gå, når chancen for at miste dit omdømme bliver truende stor?
Når du finder ud af, hvor svært det er, at være sig selv?
Det er fandeme ikke let at være teenager - især ikke når kærlighed er så forvirrende, venskaber er underlige og drømme bliver for store.
Dette er historien om, hvordan fem drenge blev til One Direction.
(Drengene er sjovt nok ikke kendte...)

171Likes
173Kommentarer
8188Visninger
AA

8. Unexpected.

'Skal vi ikke spille noget bold?' sagde de, 'jo, det lyder som en hyggelig idé!' sagde de. Ja, en hyggelig idé, hvis man altså har en bold! Men næ nej, selvfølgelig skal de få den nye dreng til at hente den dumme bold, fra et dumt omklædningsrum, han aldrig har været i før. Søde venner, jeg ved det…

Niall var kommet med idéen om, at vi skulle spille noget fodbold, fordi han synes vi er blevet så gode venner, og selvfølgelig støttede Liam op om det. Så er der så mig, der har haft verdens længste dag, har lektier for, og bare i det hele taget er pænt træt. 

Men selvfølgelig kunne jeg ikke sige nej - jeg mener, Liam er simpelthen så venskablig. 

Jeg tror at det faktum, at vi fandt ud af det med Connor, virkelig gjorde noget ved ham. Det er som om at han stoler meget mere på os, og han vil faktisk spise sammen med os, og være sammen med os - hvilket er vildt fedt.

Jeg har stadig bare så svært ved at forstå det… Hvordan kunne han gå med det, helt alene? At se Liam græde, var nok noget nær det mest triste, jeg nogensinde har set. Det var som om det hele kom ud på en gang, og hans verden bare væltede om ørerne på ham. 

Vi sad oppe hele natten, og snakkede. Liam fortalte om hvordan han og Connor plejede at lave musik sammen. Liam selv var begyndt at spille guitar i en tidlig alder, så selvfølgelig ville Connor det også, nu hvor han jo er hans lillebror. Eller rettere sagt var.

Mit hjerte krøller sig helt sammen, ved tanken om at han er død. Han findes ikke mere. 

Liams elskede lillebror eksisterer ikke mere, så Liam vil aldrig komme til at se ham igen eller snakke med ham igen. Aldrig kramme ham eller genkende hans duft igen. Alle de ting, er han blevet frarøvet.

Jeg forstår ham på en måde; Min far forsvandt også, da jeg var ret lille. Han fik et job i USA, hvor han rejser rundt, som manager for et band. Jeg kan huske hvordan jeg altid hørte musik med ham, og hvordan han tog mig med til koncerter, da jeg var mindre. Han er min helt, og det vil han altid være.

Min mor mener derimod at han forlod os, og så mødte hun dumme Jack. Jeg hader ham, og det har jeg altid gjort. Han er sådan en rigtig klam type, med slikhår og slips, og en smart mappe, der nogle gange går i jakkesæt. Hun mente at han var "en rigtig mand", og at det var sundt for mig, at han var så stabil som han åbenbart er.

Stabil min røv! Kalder du det stabilt, at blive tvunget væk fra alle sine venner, bare fordi han bliver forfremmet på sit kedelige job?

Næ nej, min far, han lever det fede liv. Rejser verdenen rundt med sine bedste venner, er med til at skabe noget og oplever de vildeste fester og koncerter. Jeg vil være ligesom ham - det er sådan noget jeg vil gøre med mit liv. Bortset fra, at jeg nok hellere ville synge, end at være manager. Hvis jeg så bare ikke var så fandens genert…

"Shit!" Jeg går hårdt ind i en pige, fordi jeg var forsvundet i min egen lille verden, så hun taber alle sine bøger ud af hænderne. Hurtigt sætter jeg mig på hug, og begynder at samle tingene op for hende.

"Det må du virkelig undskylde, jeg så mig slet ikke for… Undskyld!" Mumler jeg panisk, mens jeg fumler med bøgerne. Hun udstøder en lille lyd, jeg tror er et grin, og laver så en håndbevægelse, der antyder, at det er lige meget. "Hey, det går nok…" 

Jeg sender hende et skævt smil, og kigger direkte ind i et par helt grå øjne. Betaget kigger jeg ind i dem, men blinker hurtigt, og fjerner mit blik igen. Jeg rækker hende bøgerne, og vi rejser os op. "Vent, er du ikke Zayn?" 

Jeg kigger undrende på hende, inden jeg nikker lidt. Et smil breder sig på hendes læber, inden hun langsomt nikker. "Jeg så dig på Nialls blog. Det er virkelig nogle fede billeder - Niall er talentfuld… Hvis du ser ham, vil du så ikke sige, at jeg elsker hans blog? Eller nej vent, det skal du ikke sige… Øh, bare glem det, jeg…" Siger hun kludret, mens hun forvirret rynker brynene. Ubevidst slipper et lille grin ud af min mund, over hendes ord. 

"Jeg skal nok lade være med at sige noget, så… Øh, hvad var dit navn?"

"Alexa, men bare kald mig Alex - det gør de fleste…" Hun smiler skævt til mig, og tager så en lok af sit brune hår, der er faldet ud af den rodede knold, om bag øret. 

Hun har en lysegrå T-shirt på, der ser utroligt blød ud, ud over nogle mørkegrå silkeshorts. På hendes fødder skriger et par pink og grå sneakers mig lige i hovedet, og de minder mig på en måde om Nialls skrig-grønne.

Hun er egentlig ret køn, på en lidt anderledes måde, end de fleste andre piger. I hendes hår sidder et par solbriller, der ser ud til at matche hendes sko. Undskyld mig, men er jeg lige stødt ind i Nialls soulmate? Han havde også et par matchende briller til sine sko…

"Okay, Alex. Nej, ved du hvad, jeg tror faktisk at du burde møde Niall…" Ender jeg med at sige, efter at være nået frem til den konklusion i mit hovede, at hun altså er Niall soulmate.

"Nej! Jeg mener det, please lad være, det ville være akavet, og…" Hun kigger panisk på mig, og igen dør hendes stemme ud i en forvirret mumlen. "Jeg skal gå nu, øh… Ja, hils ikke Niall, okay? Tak… Hejhej Zayn," Hun smiler hurtigt til mig, inden hun begynder at gå videre, mens hun stramt knuger sine bøger ind til sig. Lige inden hun drejer rundt om hjørnet, går hun direkte ind i Megan.

"Se dig dog for, nørd!" Overrasket glor jeg på Megan, der sender Alex et dræberblik, inden hun fortsætter sin gang. Kort efter møder hendes blik mit, og hun lyser op i et stort smil. "Zayn? Hej!" Hun krammer mig kort, og udstøder så et lille sødt grin.

Jeg står bare, og er fuldstændigt forvirret. Bag hende er Alexa for længst smuttet. "Øh, hej Megan… Undskyld, men hvorfor snakkede du sådan til Alex?" Spørger jeg dumt, så hun kort ser undrende på mig.

"Nååårh, var det hende, der lige gik ind i mig? Var hun ikke bare uforskammet - hun sagde ikke en gang undskyld, eller noget…" Siger hun, med et lille suk. Jeg opgiver at grave dybere i det, og kommer i tanke om, hvad det egentlig er, jeg laver på gangen.

"Du, Megan, nu du er her… Ved du hvor drengenes omklædningsrum er? Jeg skal bruge en bold, forstår du…" Hun smiler venligt til mig, inden hun læner sit hovede tæt mod mit, og peger hen ad gangen. Hendes blik følger hendes hånd, og jeg kan mærke hvordan hele min krop reagerer på, at hun står så tæt på mig. "Det er lige hen ad gangen, og så er det den røde dør, der," Forklarer hun.

Jeg smiler venligt til hende, inden jeg begynder at gå. Til min overraskelse går hun ved siden af mig, og tager hurtigt sin arm under min. Forvirret glor jeg på vores sammenflettede arme, og så op på Megans ansigt. Hun ser bare helt afslappet ud, som om det var helt normalt, at vi sådan gik arm i arm hen ad gangen. "Øh…" Får jeg intelligent sagt, nok bare for at sige noget.

Før jeg ved af det, står vi ved den røde dør, og hun slipper min arm, inden hun kort vinker til mig. "Vi må lige spise sammen igen snart, eller noget, ikke? Jeg bliver nødt til at gå nu, men vi ses nok! Hej," Hun begynder at gå, og jeg mærker hvordan mit blik automatisk glider ned på hendes perfekte røv, der er god udsigt til, i den rød-gule cheerleaderdragt, hun har på. 

Jeg ryster lidt på hovedet, for at stoppe min stirren, og tager så ned i håndtaget. I samme øjeblik som jeg træder ind i rummet, føles det som om en mur af sved og mandeparfume slår mig lige i fjæset, og omringer mig. 

Lyden af vand, der plaskende rammer gulvet flyder ud i rummet, så jeg bliver opmærksom på, at der er en eller anden, der er i bad. Det får mig bare til, at speede op, i min søgen efter en fodbold. Jeg vil helst gerne undgå endnu et akavet møde…

Mit blik scanner lokalet, og låser sig hurtigt ved en kurv med bolde. Lettet over at mit mål var så lige til at finde, går jeg den korte afstand hen til kurven. Begge mine hænder ryger ned i, og jeg mærker lidt på de forskellige bolde. Mit valg ender på en normal læder-bold, der ikke er flad.

Glad fisker jeg den op, og kaster den en enkelt gang op i luften, med tanken at jeg vil gribe den. Men selvfølgelig griber jeg den ikke, så den med et dunk falder til jorden, og hopper videre ud i lokalet. Jeg skynder mig efter den, mens den triller længere og længere ind i omklædningsrummet. 

Bolden triller ind under en bænk, så jeg må gå ned på alle fire, og strække min arm helt ud, for at nå den. Mine fingerspidser får endelig fat på den glatte overflade, og det lykkes mig at få den ud. Det lød meget forkert…

Jeg har lyst til at danse en sejrsdans, da jeg igen sidder med bolden i hænderne, men det, der ligger på bænken fanger min opmærksomhed: Det er en af de velkendte jakker. 

Åh-åh, er det en Jakke, der er i bad? Jeg rejser mig hurtigt op, og styrer mod udgangen, da jeg hører noget. Eller rettere sagt nogen.

En hæs stemme, der stadig er utrolig ren, flyder ud sammen med bade-lydende, og forfører mine ører. Jeg står helt stille, mens jeg bare lytter.

Det er som om at stemmen er blevet højere, men det går for sent op for mig, at det er fordi bruseren er blevet slukket. Fuck.

Jeg panikker totalt, og kigger desperat efter et gemmested, da der er for langt hen til døren. Mit valg ender på den dør, der er lige ved siden af mig. Hurtigt stiller jeg mig bag den, og når lige at tage den helt foran mig, i samme øjeblik, personen kommer herhen. Jeg kan høre hvordan de våde fødder laver små klask mod gulvet, mens personen stadig går og synger. Det lyder overdrevet godt, og jeg bliver simpelthen nødt til at vide, hvem det er.

Forsigtigt skubber jeg døren lidt frem, så jeg kan kigge ud af en revne. Jeg sværger at min kæbe røg ned, og hele vejen igennem gulvet. Det er kraftedeme løgn…

Foran mig står ingen mindre end Harry Styles, og synger så smukt, at det kunne få engle til at græde. Okaaay, det var måske lidt overdrevet, men stadig.

Harry fucking Styles kan fakisk synge - og det lyder mindst ligeså godt som Liam og Niall, hvis ikke bedre.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre af mig selv - men der er måske heller ikke helt så meget at gøre lige nu. Jeg mener, jeg er pænt fanget bag døren, og bliver nødt til at vente på at Harry er gået igen. Gad vide om Niall og Liam er begyndt at undre sig over, hvor jeg er blevet af?

"Isn't she lovely, isn't she wonderful," Synger Harry højt, så jeg opgiver at tænke videre over det, og i stedet bare står og lytter. Det lyder fandeme godt…

 

 

***

 

 

"Jeg mener det," Siger jeg, og sparker bolden hen til Niall. "Det lød virkelig godt,"

"Du er fuld af pis - det er Harry. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan han kunne have en tone i livet," Svarer Liam, der er fuldstændigt overbevist om, at jeg prøver at bilde dem en eller anden dårlig joke ind. "For at kunne synge godt, skal man have et stort hjerte og en hjerne, og han har tydeligvis ingen af delene."

"Jeg må give Liam ret. Idioten kan ikke en gang kende forskel på højre og venstre," Siger Niall, inden han sparker bolden videre til Liam. Jeg kigger irriteret på dem, da det går mig på, hvordan de bare fejer det væk. Hvad ved de om det? Indtil for to dage siden, anede jeg sgu da heller ikke, at de kunne synge, eller at Liam faktisk havde dybere følelser, end bare at virke sej. 

"Det kan godt være, at han ikke er den skarpeste kniv i skuffen, men synge, det kan han sgu!" Liam stopper bolden med foden, og glor dumt på mig, mens han sukker lidt.

"Jeg tror stadig ikke på det. Han har ikke følelserne til det,"

"Hvor ved du det fra? Det var jo heller ikke ligefrem fordi, du gik rundt og reklamerede med, at din bror er død, vel? Jeg siger bare, at i ikke kan vide det." Liam smider bolden fra sig på jorden, og går så tilbage, for at lave et tilløb. Hårdt losser han bolden ad helvedes til. Uden et ord, vender han sig rundt, og går. Niall sukker, og stiller sig hen ved siden af mig.

"Hvad skulle det til for?" Han lyder bebrejdende, så jeg opgivende må slå ud med armene.

"Jeg kunne jo ikke vide… Argh, det var ikke min mening at blande Connor ind i det. Jeg ville bare gerne have, at i ville tro mig-"

"Hvorfor er det overhovedet så vigtigt for dig? Måske kan han synge - hvad så?" Niall kigger dybdegående på mig, og føler sikkert at hans spørgsmål var genialt, eller sådan noget.

"Kan du slet ikke se det? Musik er den bedste måde at udtrykke sig selv på, og… Jeg tænkte bare, at der må være et eller andet med Harry. Et eller andet… Kan du slet ikke forstå, hvad jeg mener?" Niall tygger lidt på mine ord, inden han langsomt nikker.

"Tjoh, måske… Det var ret fedt at synge, og spille lidt guitar igen… Men altså, Harry ville aldrig nogensinde synge med os. Det er jeg 100 procent sikker på." Igen er det overlegne blik tilbage, hvilket får mig til at rynke irriteret på næsen. 

Øv, han har ret… Jeg ved han har ret.

En flabet smil breder sig på Nialls læber, inden han begynder at bevæge armene i en lille sejrs-dans, sikkert fordi han kan se, at jeg ved, at han har ret. Jeg ruller grinende med øjnene over, hvor åndssvag han ser ud.

Hans hår er højt i dag, og minder lidt om mit. Han har et par Ray-Bans på, og en mørkeblå T-shirt, med et underligt print på. Ærmerne på T-shirten er smøget op, så man kan se hans overarme. Ved siden af ham står jeg selv, men min standard hvide trøje, med normale ærmer, og føler mig ret… Normal. Måske skulle jeg prøve at smøge ærmerne på min trøje op? For, med fare for at lyde gay, det ser faktisk ret fedt ud. Altså, det ligner at Niall har større overarme, end han har.

"Svans, stop med at dans'!" Jeg ser nærmest i slow-motion, hvordan en forholdsvis flad fodbold rammer Niall lige i hovedet. Jeg kigger over mod flokken af Jakker, der står og flækker af grin, over deres lille rim. 

"De er simpelthen for irriterende…" Mumler Niall, mens han tager sig til sin kind, der allerede har fået et rødt mærke. Jeg kan mærke hvor vred jeg bliver på Nialls vegne, og før jeg når at tænke det igennem, har jeg taget bolden, og losser den lige tilbage mod Jakkerne. Med et piget skrig, krymper Trey sig, mens han tager sig til skridtet. Dem, der står omkring ham, ser ud til ikke helt at vide hvordan de skal reagere, for nogle af dem griner, mens andre sidder på hug, og prøver at berolige ham.

Jeg griner derimod bare, og det samme gør Niall, inden han stikke mig en high-five. "Nu forstår jeg, hvorfor du er på førsteholdet!" 

"Jeg takker!" 

"Han skyder, han scorer!" Udbryder Niall med noget der skulle ligne en kommentator-stemme, der får mig til at grine endnu højere.

"Hey, apropos at score," Lægger jeg ud, og tænker straks på Alexa… Alex… Jeg kan ikke helt finde ud af, om hvad jeg vil kalde hende… "Så skulle jeg komplimentere din blog fra en pige, ved navn Alexa… Kender du hende?"

Niall stopper med at grine, og ser i stedet yderst tænksom ud, mens han har sin hånd placeret på hagen. "Brunt hår, grå øjne, minder mig om dig," Forklarer jeg, men han ryster på hovedet.

"Nope, ingen klokke ringer…" Af en eller anden grund bliver jeg lidt skuffet. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde lidt regnet med, at de kendte hinanden. Hun lød i hvert fald som en, der kendte Niall.

"Nå, men jeg stødte i hvert fald ind i hende på gangen, og hun synes at du er talentfuld. Hendes ord - ikke mine," Griner jeg, så han smiler stort, og ser helt stolt ud.

"Jamen, så sig tak til hende, hvis du ser hende igen, ikke?" Jeg griner lidt, og nikker så, hvorefter jeg lover det. Mit blik rykker sig fra Niall, til et punkt bag ham, hvor Lana går forbi. Selvom hun er forholdsvis langt væk, kan jeg genkende hende på hendes hår. En trang til at snakke med hende skyder op i mig. Hun ville sikkert tro på, at Harry kan synge.

Men hvis hun skulle vide det, ville vi sikkert komme ind på emnet, om jeg synger, hvilket jeg helst vil undgå. Det er der ingen grund til at hun skal vide, for så ville hun sikkert bare have mig til at synge for hende, og det ville gå galt… Jep, det ville virkelig bare gå galt.

"Jeg mener altså det med Harry," Får jeg sagt til Niall, så jeg igen rykker mit blik, og fokuserer på ham. Han ryster lidt på hovedet af mig.

"Here we go again…" Mumler han lavt, så jeg blidt slår ham på armen, inden vi begynder at gå.

Jeg bliver nødt til at bevise, at Harry kan synge - men hvordan…?

 

_________________________________________________________________________

LÅLÅLÅ, så blev der endelig opdateret! I må virkelig undskylde, at jeg er så sløv i betrækket, for det her har bare ligget som udkast i lang tid... Ved ikke hvorfor jeg synes at glemme det... SORRY!

 

Men anyways, håber som altid, at i kan lide det <3

Jeg svarer på jeres kommentarer i aften, men vil da allerede nu sige: TAK, OH WOW WHAT! og tak for alle favoritlisterne også... Virkelig, jeg lever i en rus af overvældelse fra movellas, haha...

 

Men nyd nu solen, og husk på Fetterleins vise ord: Skygge, solhat, solcreme!

Oh yeah, see ya later, alligator <3

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...