Entwined in One Direction. (PÅ PAUSE - sorry...)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Mød Zayn: Den nye dreng på skolen. En standart teenager, der er lidt usikker på sig selv, som hader sin mors kæreste og vil gøre det meste, for at få nye venner.
Dette er historien om, hvordan han havnede midt i et nyt college, fyldt med nye mennesker, nye regler og nye, dømmende blikke.
I sin søgen på at finde sig selv, lykkes det ham samle fire vidt forskellige personer, og skabe noget, der vokser sig større end nogen af dem nogensinde kunne have håbet på.
Men hvor langt tør du gå, når chancen for at miste dit omdømme bliver truende stor?
Når du finder ud af, hvor svært det er, at være sig selv?
Det er fandeme ikke let at være teenager - især ikke når kærlighed er så forvirrende, venskaber er underlige og drømme bliver for store.
Dette er historien om, hvordan fem drenge blev til One Direction.
(Drengene er sjovt nok ikke kendte...)

171Likes
173Kommentarer
8071Visninger
AA

3. Still a newbie.

 

Fire dage er gået, og eftersom jeg startede her i søndags, er det nu torsdag. Jeg vil sige, at det går okay. Jeg har let ved at følge med i fagene, da de åbenbart ikke er på samme niveau, som vi var på min gamle skole. Det er jo altid noget, at jeg ikke er totalt lost, ikke?

Udover det, har jeg erfaret at, bortset fra Niall, er folk på denne her skole knapt så udadvendte. Det har resulteret i, at jeg for det meste (og med det, mener jeg konstant) er sammen med Niall, hvilket fører til, at jeg er blevet stemplet som "ham hipsterens ven". På den lyse side, er der også mange, der kan mit navn. Ikke, at de bruger det særlig venligt, men de ved i det mindste, hvem jeg er.

Lige nu går jeg på en af gangene, i skolebygningen. Jeg er ved at få nogenlunde styr på det hele, men jeg må indrømme, at jeg stadig er lidt bange for at fare vild. Niall går ved siden af mig, og taster løs på sin iPhone.

Jeg fandt ud af, at han faktisk har nogle… fans, her på skolen. Overraskende mange, faktisk. Tingen er bare den, at de alle er piger. Som i alle. Jeg og Liam, hvis han altså overhovedet vil betegnes som Nialls ven, er de eneste drengevenner han har. Det giver ham ikke det bedste ry på drengegangen. Den eneste grund til at de fleste holder sig væk fra ham, er fordi han er Megans stedbror.

Megan… Tanken om hende, får det til at kilde lidt i min mave. 

Hende, skolens mest populære pige, havde faktisk fundet ud af hvad jeg hed, og havde sagt hej til mig på gangen, i tirsdags. Jeg mistænker det lidt for at være grunden til, at de fleste ved hvem jeg er nu. Med de fleste, mener jeg de populære…

Hun sendte mig et af de sødeste smil, jeg i mit liv har set, som stadig summer på min nethinde, hver gang jeg lukker øjnene.

"Hej Zayn og Niall, tænk hurtigt!" Før jeg når at reagere, bliver jeg hamret ind i væggen, af to bredskuldrede fyre, hvis rød-gule jakker, jeg når at opfange i bevægelsen. 

Jeg kniber øjnene sammen og ømmer mig lidt, mens en brølende mur af drenge-grin omringer mig. Niall gisper højt ved siden af mig, og jeg kigger hen på ham.

"Min baby!" Han sidder på hug, hvilket virkelig er imponerende, når man tænker på hvor stramme hans jeans er, og samler hurtigt sin iPhone op, der åbenbart røg på gulvet. Som gjaldt det liv eller død, står han og puster på den, og tjekker den for mulige ridser. "Hvis i fjolser har ødelagt den, så…"

"Så hvad? Blogger du vredt om os? Giver os et 'tarveligt' hashtag?" En ret chubby dreng, jeg ikke helt kan forstå, hvorfor er populær, griner fjoget over sin egen lille joke, og de andre drenge griner med ham. Niall sukker bare bedrevidende, og kigger igen bekymret ned på sin telefon.

"Hvad fanden var det for en grimasse, du lige lavede, din lille bøsse?" En sort fyr går truende tættere på Niall, der mest af alt ligner en, der er parat på at løbe når som helst. Jeg kan se hvordan det rammer ham, at han bliver kaldt bøsse. For at være ærlig troede jeg det også i starten, men jeg fandt hurtigt ud af det modsatte.

"Lad være med at kalde ham det! Og stop med at bruge det som et skældsord!" Min stemme lyder overraskende sikker, og selvom jeg mener, hvad jeg siger, krymper jeg mig alligevel en lille smule. Jeg hader at gå imod folk. Især store, stærke drenge, som de her… Men Niall er min ven, og man hjælper sine venner!

"Åh, hvad er der galt med at sige sandheden?" Den krølhårede fyr, med de grønne øjne, træder frem mod os. Han har et flabet smil solidt plantet på læberne, og hans øjne er klemt sammen. "I er måske ikke sprunget ud af skabet endnu?"

"Hold din kæft." Siger Niall trodsigt, så jeg sender ham et sigende blik. Hvad fanden har han gang i!? Mit hjerte banker derud af, mens gruppen af sports-fyre rykker sig tættere på. Niall ser heller ikke så trodsig ud længere, hvilket bare får drengenes selvtillid til at vokse.

"Aw, er i bange?" Ham med krøllerne griner højt, inden han fortsætter. "Hold kæft nogle bøsserøve!"

Jeg får et mindre hjerteanfald, da han lige pludselig hårdt bliver skubbet væk. "Hvad fanden kaldte du dem lige, Styles!?" Liam står foran mig og Niall, og det var ham, der skubbede fyren væk. 

"Se lige hvem vi har her drenge! Ingen mindre end Liam Payne, der kommer sine homo-venner til undsætning!" Endnu et latterudbrud går i gang, og jeg kan se hvordan folk omkring os er stoppet op, og kigger på.

"Haha, homo-venner! Nice one Harry!" Lyder det dumt fra en af 'Jakkerne'. Hvis jeg ikke var så fandens bange og forvirret, havde jeg nok rullet med øjnene. Så ham med krøllerne er altså den omtalte Harry. Det burde jeg have regnet ud… Niall har snakket om ham flere gange, og især kritiseret hans "hæslige jogging-rør". 

"Luk røven Harry, og fuck af med jer…!" Svarer Liam bare iskoldt tilbage. Harry siger et sarkastisk "uuuh", og overspiller at han er bange.

"Selvfølgelig Liam! Du er virkelig hardcore, jeg bliver bange! Men vi skal nok lade jer tre være lidt alene. Homoerne skal også have plads til at pille lidt ved hinanden! Kom gutter." Med de ord, og et par flabede grin, bevæger Jakkerne sig væk fra os. Mens de går, er der en af dem, der synger "It's not gay, when it's in a three-way…" som får de larmende drenge til endnu en gang at grine højlydt.

Jeg står og stirrer lidt efter dem, men drejer så mit hoved mod Liam. "Tak mand…" Får jeg mumlet, og kigger hen på Niall, der står med sin arm strukket ud, og holder sin iPhone, mens han laver en underlig grimasse. Jeg kender ham godt nok nu til at vide, at han lige har taget et selfie til sin instagram.

"Hey, det var da så lidt. De er nogle fucking idioter…" Liam trækker lidt på skuldrene, og begynder så at gå videre, som om ingenting var sket. Forbløffet over hvad der lige er sket, vender jeg mig mod Niall.

"Er du okay?" Spørger jeg ham, og han nikker lidt, så hans hår slasker frem og tilbage. I dag har han hverken hue, kasket eller hat (ja, han ejer faktisk en hat. En vaskeægte hat...) på, og han ser faktisk nogenlunde normal ud, med sin hvide skjorte og sorte jeans. Hvis vi så bare ser bort fra det faktum, at han har skrig-grønne New Balance på, der matcher de solbriller, han lod blive på værelset…

"Hvad med dig? Jeg er ked af, at du skulle opleve det. De har det bare lidt svært med, at jeg skiller mig ud. Men jeg mener, hallo? Hvad er pointen med et liv, hvor man hele tiden falder i et med mængden?" Og med de vise ord fra Niall Horan, begiver vi os videre på gangen, hen mod næste fag.

 

***

 

"Find sammen to og to!" Bliver vi beordret, og jeg kigger mig skræmt omkring, mens jeg ser hvordan alle finder sammen. Selvom jeg har været her i 4 dage, er jeg stadig den nye dreng, og det er ikke ligefrem fordi jeg har fået overdrevet mange venner. 'Hvor er Niall?' tænker du sikkert. Jo, ser du, han sidder i et andet lokale, og har matematik lige nu, mens jeg sidder her, helt alene, og har samfundsfag. 

Det er et af de få fag, jeg desværre ikke har sammen med hverken ham eller Liam.

Min mund bliver helt tør, da jeg opdager, at jeg er den eneste nu, der ikke sidder sammen med nogen, og snakker løs om vores emne. Eller, jeg tror nu ikke at folk snakker om vores emne, men ja…

Jeg tror aldrig at jeg i mit liv har følt mig så alene og uønsket før. Jeg har følelsen af at være totalt usynlig, da jeg ikke en gang bliver værdiget et enkelt blik fra folk omkring mig. Jeg kigger igen rundt, i håb om at finde en anden, der er alene, men det ser ikke ud som om det er tilfældet…

Det er nu jeg burde være totalt udadvendt, og bare spørge folk, om jeg må være med i deres gruppe. Det er ikke nogen stor opgave, der skal afleveres eller noget - vi skal bare analysere en eller anden latterlig tekst.

Måske kan jeg bare arbejde alene! Det lægger læreren sikkert ikke mærke til… Det gør jeg sgu bare.

Jeg er en tøsedreng, og begynder derfor bare selv på opgaven, fordi jeg ikke tør spørge folk. Sad, but true…

"Zayn, hvem arbejder du sammen med?" Jeg kigger op, da min lærer taler til mig. Han er en af de eneste lærere, der benævner os ved vores fornavn, hvilket jeg synes er ekstremt rart. Jeg kan mærke hvordan jeg krymper mig i min stol, og beder til at det er okay, at jeg bare laver opgaven selv.

"Øh… Ikke nogen. Jeg laver den bare selv, det er fint n-"

"Zayn her mangler en makker! Nogen, der vil være rar at arbejde sammen med den nye dreng?" Afbryder han mig, så jeg har lyst til at forsvinde. Jeg glider længere og længere ned i min stol, mens jeg kniber øjnene sammen, i et forsøg på at blive usynlig. Det føles som om der går flere år med stilhed, før Mr. Wainwright, som han hedder, vælger at bryde den. "Ingen?" Spørgsmålet runger i lokalet. 

En eller anden, dræb mig nu.

Mr. Wainwright grynter utilfreds, før han med sammenknebne øjne scanner rummet. "Jer tre - i må kun være to i hver gruppe. En af jer går med Zayn." Siger han bestemt. Jeg har ikke en gang lyst til at vende mig rundt, for at se hvem det er, han taler til. 

"Jeg gider fandeme ikke være sammen med ham - jeg har hørt, han spiller på det modsatte hold! Han skal fandeme holde fingrene fra mig…" Siger en drengestemme, så hele lokalet fniser. Mr. Wainwright ryster lidt på hovedet, men kan heller ikke helt skjule sit lille smil, over den lamme joke. "Du gør det Harry!"

Jeg stivner da jeg hører sætningen. Det kan ikke være den Harry, det det ikke være! Please, please, please!! Hvor stor er chancen også for, at det er ham? Der er vel tonsvis af drenge her på skolen, der hedder Harry…

"Hvorfor mig? Du er en fucking tøsedreng Trey!" Han griner hæst, og bekræfter mine bange anelser. Det er Harry. Helt seriøst, dræb mig nu, en eller anden!

"Ikke bande Harry. Du er sammen med Zayn, Trey og Brandon, i er sammen. Så svært kan det da heller ikke være, drenge! Kom så, gør det lidt tjept! Analysen skal være færdig i slutningen af timen, og ligge på mit bord." Jeg sukker tungt, og tør stadig ikke kigge hen mod Harry, der højst sandsynligt er på vej herhen, lige nu.

"Hey Zayn." Hilser han, da han tungt dumper ned på stolen, ved siden af mig. Jeg kigger stift ned på mit papir, og ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre af mig selv. Skal jeg svare ham, eller ej? Jeg mener, jeg bliver vel nødt til at tale til ham på et tidspunkt, men jeg behøver vel ikke sige hej… Gør jeg? "Nånå, er du stum eller hvad?" Han griner usmageligt af sig selv, så jeg bliver nødt til at plante et stift, sarkastisk smil, på mine læber.

Stadig uden at møde hans karakteristiske grønne øjne, åbner jeg munden, og svarer ham. "Nej, jeg er hverken stum eller bøsse."

"Stum er du i hvert fald ikke. Med hensyn til det andet, er jeg ikke overbevist." Jeg har lyst til at pande ham en, og bede ham holde kæft. Det ville være en sød hævn, for hvad han gjorde tidligere… I stedet sukker jeg bare, og sætter det mentalt på en "ting jeg burde have gjort"-liste. 

"Nå, lad os komme i gang med opgaven." Mumler jeg, for at skifte emne, og prøver virkelig at fokusere på teksten.

"Mener du det?"

"Ja?" Svarer jeg dumt tilbage, og kigger irriteret på ham. Han hænger dovent på stolen, og har et flabet smil solidt plantet på læberne, præcis som tidligere. Han er en af de typer, der har et evigt glimt i øjet. En af de typer, jeg får lyst til at slå lige i fjæset… 

"Fint, det gør du bare. Jeg gider fandeme ikke. Mr. Wainwright er alligevel fucking ligeglad." Jeg kigger forsigtigt hen på vores lærer, der sidder med sin telefon, og ser ud til at spille et eller andet spil. Jeg må give Harry ret - han ser ikke specielt opmærksom ud.

"Men," begynder jeg, og kigger tilbage på Harry, der udfordrende kaster med sine krøller. "Hvad gør vi så, når der ikke ligger noget papir, med vores navn på, i slutningen af timen?" 

"Okay, newbie, du har fandeme stadig meget at lære… Det gælder bare om at gå lige så snart klokken ringer, for Mr. Wainwright skal altid lige spille færdigt, og så kigger han ikke op. Han er alligevel så forvirret, at han glemmer os i mængden. Stol på mig, mate." Han ser så selvsikker ud, at jeg faktisk tror på ham.

Men det ville måske også bare være virkelig dumt, ikke at lave sin opgave, når man, som mig, er ny på skolen. Det ville ikke give mig det bedste ry. Men på den anden side, ville det måske få mig til at se sejere ud i Harrys øjne. Ikke, at jeg interesserer mig for hans mening, eller noget… Okay, hvem prøver jeg at narre? Selvfølgelig betyder hans mening om mig noget, for han er en af de mest populære på skolen.

"Pfff, det slår ikke min gamle lærer…" Siger jeg, uden jeg rigtigt ved hvad jeg har gang i.

"Hvad gjorde han da?"

"Øh…" Jeg går lidt i stå, og Harry er ved at grine. Lærerne på min gamle skole kører hurtigt forbi i mit hovede, mens jeg desperat leder efter en god historie, at kunne fortælle. Men selvfølgelig dukker intet op. Fedt… "Han var døv på det ene øre, så hver gang han kiggede mod venstre, vente han det døve øre til. Og han havde virkelig dårligt syn! Jeg mener, det var sådan noget +20 i styrke!" Jeg overdriver, men er 100 procent sikker på, at Harry ikke køber den. Jeg mener, hvor dum er man lige, hvis man tror på sådan en omgang bullshit?

"Seriøst? Fuck hvor awesome!" Jeg kigger overrasket på Harry, der ser ægte imponeret ud. Jeg er lige ved at grine af ham. Hvor dum er han alligevel!?

Jeg nikker, mens jeg morer mig over hvor naiv han er. "Jeps. Der var en gang en, der prøvede hans briller, og de var så stærke, at han så sløret i en uge!" Harry gisper lidt, og jeg kløjes næsten i det grin, jeg prøver at holde nede. Der er fandeme ikke meget imellem krøllerne.

"Fuck dit gamle college lyder vildt alligevel! Hvorfor fanden flyttede du?" Jeg har svært ved at tro det, men jeg sidder faktisk og har en samtale med drengen, der skubbede mig ind i væggen tidligere og kaldte mig bøsse.

"Min mors kæreste blev forfremmet, og derfor skulle JEG også med…" Sukker jeg, men straks ser Harry uinteresseret ud. Hvorfor er det, at den historie har den effekt på alle? Er den virkelig kedelig…?

Vi sidder lidt, og mens han kigger væk (og sikkert er længselsfuld efter nogle sejere mennesker end mig) kigger jeg igen ned på papiret. Jeg kan vel lige så godt prøve at få lidt ud af denne her time… 

Jeg læser den samme linje 7 gange, inden Harry prikker mig på armen, så jeg kigger op på krøltoppen. "Klokken ringer nu."

Jeg skal lige til at spørge ham, om hvordan han kan være så sikker på det, men bliver afbrudt af skoleklokken der går amok. Jeg rejser mig med det samme, griber min bog, og tager også papiret, og følger efter Harry, der hurtigt styrer mod udgangen. Jeg forventer hele tiden at høre mit navn, men det sker ikke, og før jeg ved af det, er vi ude på gangen igen.

"Well Zayn, hvis du ikke er homo, er du sgu cool nok." Jeg er lidt i tvivl, men det kan da næsten ikke være andet end et kompliment, fra selveste Harry Styles. Jeg smiler svagt, hvilket han gengælder med et skævt et.

"Zaaaayn!" Jeg er lige ved at vælte forover og ind i Harry, da Niall jumper mig, og slynger sine arme om min hals. Harry laver store øjne, spidser munden, og tager sine hænder op foran sig.

"Nå, jeg skal nok lade være med at forstyrre. Hey Trey, se lige: Hipster-svansens parringsdans!" Han griner højt, sammen med Trey og Brandon, før han slutter sig til dem, og begynder at gå. Jeg glor efter deres jakker, mens jeg har lyst til at slå Niall. Hvad fanden skulle det til for!?

"Niall, gider du ikke lige fjerne dig?" Snerrer jeg, så han mumler et eller andet fornærmet. Jeg kigger ned på mine slidte Converse, men kigger op, da Nialls skrig-grønne sko går ind i billedet, og nærmest blænder mig.

"Hvorfor snakkede du med ham?" Spørger han, som var det en forbrydelse. Jeg glor lidt på ham, men kommer til at smile over hans undrende udtryk. Det ligner, at han er ved at løse et svært regnestykke, eller sådan noget. 

"Var bare i gruppe med ham… Men det var lidt ligesom at være i gruppe med en dør!" Jeg griner, og straks griner Niall klukkende med. Vi begynder at gå, mens han fortæller mig et eller andet Liam sagde i matematik, og skifter hurtigt til noget med en pige, der havde en "vild computertaske".

Hvad fanden skal jeg bruge Harry til, når jeg har Niall?

 

_________________________________________________________________________

Oh. My. God.

OMGOMGOMGOMGFFGOUHGEL!!!!

Oh my gooooooood, jeg tror ikke at i kan forestille jer, hvor fucking meget jeg flippede, da jeg så at der freaking er 75 favoritlister, EFTER 1 FREAKING KAPITEL! 

Lille Silke forventede 23 favoritlister, og OOW (it's givin me a heart-attack!) så var der 69 i går (haha frækt)! MEN SPØRG SELV MINE VENINDER, JEG FLIPPEDE ÆGTE omfG.

Er i klar over hvor meget det er for mig????!? Det er næsten ligeså meget, som på den af mine egne (uden medforfatter) der har fået flest, nogensinde! OG jEG GENTAGER: efter 1 kapitel!

 

Virkelig, tusind, tusind tak til jer alle sammen!! <3 

der var noget mere jeg ville skrive, men jeg har glemt, og er måske stadig lidt i chok.....

 

uh, og en speciel tak til Mirah, for jeg er 100 procent overbevist om, at det er hendes fortjeneste det her. Så tak Miharah, du er da bare dejlig! <3

 

Øh ja, nu blev det her lige sådan lidt langt, men hvad synes i om kapitlet? Smid meget gerne en kommentar! Og husk at like ;) (slesk smiley...)

 

xx Silke

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...