Entwined in One Direction. (PÅ PAUSE - sorry...)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Mød Zayn: Den nye dreng på skolen. En standart teenager, der er lidt usikker på sig selv, som hader sin mors kæreste og vil gøre det meste, for at få nye venner.
Dette er historien om, hvordan han havnede midt i et nyt college, fyldt med nye mennesker, nye regler og nye, dømmende blikke.
I sin søgen på at finde sig selv, lykkes det ham samle fire vidt forskellige personer, og skabe noget, der vokser sig større end nogen af dem nogensinde kunne have håbet på.
Men hvor langt tør du gå, når chancen for at miste dit omdømme bliver truende stor?
Når du finder ud af, hvor svært det er, at være sig selv?
Det er fandeme ikke let at være teenager - især ikke når kærlighed er så forvirrende, venskaber er underlige og drømme bliver for store.
Dette er historien om, hvordan fem drenge blev til One Direction.
(Drengene er sjovt nok ikke kendte...)

171Likes
173Kommentarer
8075Visninger
AA

7. Running through the fields.

 

Jeg kigger spændt på skærmen, mens Niall klikker sig ind på den video, vi lige har filmet af Liam. Som forventet, havde han snerrende sagt, at vi skulle "skride ud af værelset".

"Så," Mumler han lavt, inden skærmen lyser op, og Liam popper frem. Han står med pakken i hånden, og efter at have stået lidt, og bare stirret, sætter han sig ned på sin seng. Et langt suk forlader hans læber, og han tager sig til hovedet.

Jeg fokuserer på hans ansigt, og opdager hvordan han bider i sin bævrende læbe, i et forsøg på at holde den i ro. Med det samme bliver jeg forvirret, og får følelsen af, at vi ikke burde se det her. Men nysgerrigheden vinder, så jeg holder min kæft, og kigger spændt videre.

Liam snøfter en enkelt gang, inden han fumlende hiver CD-æsken ud af pakken. Uden at kigge på den, lægger han den ved siden af sig på sengen, hvorefter han voldsomt krøller den brune konvolut sammen, og kaster den over i hjørnet.

Både jeg og Niall drejer vores hoveder, mod det hjørne han kastede det hen, og ganske rigtigt ligger den sammenkrøllede, brune kuvert der, 20 centimeter ved siden af papirkurven.

Tilbage i videoen, tager Liam igen CD'en, før han rejser sig op, og går hen til sit skab. Han åbner lågen, og stiller sig på tæer, mens han stikker hånden ind og fumler efter noget. Hurtigt får han fat på en okay stor kasse, som han hiver ned til sig. Han tager låget af, og skynder sig at lægge CD'en derned, for derefter baksende at få kassen tilbage i sit skjul igen. 

Liam lukker skabsdøren, og læner blidt sit hoved imod den, mens han tager en dyb indånding. Da han har fået samlet sig, skynder han sig ud af værelset igen.

Niall stopper videoen, og jeg sidder lidt, og lader det, jeg lige har set, synke ind. 

"Vi bliver nødt til at se den kasse." Siger Niall til sidst, og har allerede rejst sig op.

"Vent Niall, det kan vi da ikke bare…" Får jeg forvirret sagt, mens jeg rynker brynene. Niall er allerede kommet hen til skabet, og kigger spørgende på mig.

"Så du siger, at du slet ikke er nysgerrig, eller hvad? Fint, så gør jeg det bare selv." Han trækker lidt på skuldrene og åbner lågen til skabet. Med et suk ruller jeg med øjnene, men kan alligevel ikke modstå fristelsen og går over til Niall. Han står, ligesom Liam gjorde, med hænderne dybt inde i den øverste hylde, og smiler da han opdager mig ud af øjenkrogen.

"Jeg tror, jeg har fat i den," Siger han glad, og begynder at hive noget ud. Kassen, der også var med i videoen, er hurtigt i Nialls favn, og han kigger hemmelighedsfuld og spændt på mig. Uden flere ord, går vi hen og sætter os på min seng, med kassen imellem os. "Klar?"

Niall løfter låget af kassen, og vi kigger begge ned i den. Det første jeg lægger mærke til er den CD, Liam lige har lagt ned i. Udover den, er kassen fyldt med en masse forskellige ting: Nogle løse papirer, mapper, en brun teddy-bjørn og en masse cd-rommer. Jeg ved ikke hvorfor, men en klump samler sig i halsen på mig, da jeg tager bamsen op. Der er et eller andet helt forkert ved det her.

Forsigtigt begynder vi at tage tingene op, og kigge på dem. Den første mappe er fyldt med noder, hvor der står små håndskrevne noter på. Jeg lægger mærke til nogle af de ting der står, såsom: "Øv i en tone højere." og "Husk tempo."

Niall sidder med CD'erne i hænderne, og har svagt rynkede bryn, mens han ser på den ene standard CD-æske, efter den anden. "De ligner alle hinanden…" Mumler han undrende.

Han tager en til mappe op af æsken, og jeg lægger den jeg har fra mig, og tager i stedet forsigtigt bamsen. Den har en lille, blå trøje på, med en lomme foran. På lommen er der trykt et rødt hjerte, der så småt er ved at krakelere, fordi trykket er så gammelt. Et smil breder sig på mine læber over den, da den minder mig om min barndom. Jeg havde en bamse, helt magen til. Min far sendte den til mig fra San Francisco, og min mor var blevet sur på ham, fordi hun mente at han ikke kunne tillade sig at sende gaver til mig, når nu han havde 'forladt' os. Jeg plejede at sove med bamsen, og jeg havde gemt et lille billede af mig og min far i dens lomme.

Gad vide om Liam også puttede noget i lommen på sin? 

Forsigtigt tager jeg mine fingre ned i lommen, og som forventet får jeg fat i en lille ting. Da den ligger i min hånd, kan jeg se at det er et plekter. Med et smil, lægger jeg den forsigtigt ned i lommen på bamsen igen.

"Det er løgn… Zayn, se lige," Siger Niall, mens han med store øjne kigger ned i sin mappe. Jeg lægger hurtigt bamsen ned i kassen igen, inden jeg rykker den væk, så jeg kan sidde ved siden af Niall, og kigge med. Mappen er fyldt med charteks med billeder, og tegninger. Den samme dreng er på alle billederne, og jeg genkender ham som Connor fra Liams video. 

"Tjek det ud," Niall peger ned på et billede af en lille, buttet dreng, der nok er Liam, der stolt smiler. Han stor ved siden af en kvinde i en hospitalsseng, der holder en lille baby i sine arme. Mit blik glider hen til næste billede, hvor Liam og Connor sidder med hver sin guitar.

Niall bladrer, og der dukker et stort billede frem, af fire børn: to drenge og to piger. De står sammen, og har armene om hinanden, mens de griner. Det må jo så være Liams søstre, og så… Er Connor-

Niall bladrer, og min undren bliver bekræftet. "Til verdens bedste bror, fra Connor." Står skrevet med et barns skrift, under en tegning af et hjerte og to tændstiksmænd. "Connor er Liams bror."

"Oh my God…" Mumler Niall, mens vi begge bare stirrer på tegningen. Så Connor er altså Liams bror, som han aldrig har fortalt han havde - heller ikke til Niall. 

"Niall, er du sikker på at han aldrig har nævnt ham?" Spørger jeg, så Niall må tænke sig om. Til sidst nikker han dog bare, med et afklaret udtryk.

"100 procent. Han har tit fortalt om sine søstre, og fortalt massere af historier om de tre - altså ham, og så hans søstre. Men han har aldrig nævnt noget, om nogen Connor."

Jeg tygger lidt på Nialls ord. Der er et eller andet her, der ikke går op. Hvorfor skulle Liam undlade at sige noget om en bror, han tydeligvis elsker meget højt? "Og der er intet usædvanligt sket, med hensyn til Liam, og hans familie? Jeg mener, har i ikke altid været roomies?"

"Tjoh… Faktisk, så," Niall tænker sig om, og kigger så på mig. "En gang tog han altid hjem i weekenderne. Virkelig altid. Men så her, for like… Et halvt år siden, eller sådan noget, holdt han op, og blev her bare. Han virkede lidt underlig, men det er Liam… Jeg lagde ikke så meget mærke til det. Tror du, det kan have noget med Connor og gøre?"

"Aner det ikke… Måske kom de op at skændes, eller sådan noget… Nej, det er plat. Jeg kan virkelig ikke få det her til at hænge sammen… Vi mangler et eller andet…" Sukker jeg frustreret, så Niall nikker. Han klapper forsigtigt mappen sammen og lægger den fra sig, og vi er nu nået ned til de løse papirer.

Der er omkring fem papirer, i forskellige størrelser, og vi tager dem op, og kigger på dem, et efter et.

Det første er endnu en tegning fra Connor, der denne gang er en del bedre. Han har tegnet en guitar, og farvelagt den med tusch. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt over den, da den på en måde er ret fed.

De næste to papirer hører sammen, og er noget, der ligner en sangtekst. Den er skrevet i hånden, og man kan se at papirerne er blevet revet ud af en blok. Det forreste papir har en overskrift, og man kan se hvor umage Liam har gjort sig med at skrive den. "Moments." Et ord, der kan indeholde så meget.

Jeg kan mærke hvordan mit hjerte banker lidt hurtigere, da vi tager næste papir op. Det er en lægeerklæring, så vidt jeg kan se. Hurtigt spotter jeg navnet Connor Alfred Payne, men udover det, kan jeg ikke umiddelbart finde rundt i den tætskrevne og kompakte tekst.

"Shit." Siger Niall, og jeg kan se hvordan han bliver bleg, mens hans læber bliver til en lige streg.

"Hvad?" Spørger jeg, så Niall følelsesladet kigger på mig. 

"Der står her, at Connor har Hodgkin lymfom," Han holder en kort pause, inden han synker. "Det er en type kræft - vi har haft om det i biologi…" 

En ubehagelig følelse spreder sig i mig, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Mod min vilje, glider mit blik ned i kassen, og ned på det sidste papir.

Et kort øjeblik føles det som om mit hjerte stopper, og alt luften bliver slået ud af mig. Med blikket låst ved det lille kors, tager jeg papiret op, der viser sig at være en lille folder. Jeg kan mærke hvor dårligt jeg får det, da jeg endnu en gang læser ordene. 

"Connor Alfred Payne. 15.6.1997 - 22.10.2013"

Min hals snører sig sammen, og mine hænder bliver svedige. Det kan ikke passe… 

Jeg kigger hen på Niall, der sidder forstenet og kigger på papiret. Hans øjne er blanke, og han rører ikke på sig.

Forsigtigt åbner jeg folderen, og indeni står programmet for begravelsen, og de salmer, de sang. Jeg kan slet ikke tro det. Ligesom Niall, får jeg også tårer i øjnene. Nu giver det hele mening…

Liam, der ikke ville fortælle om sin syge bror, og hvorfor han reagerede sådan på at synge. Det er tydeligt at det var noget, han gjorde med sin bror. Vil det sige, at alle CD'erne er videoer, af ham og Connor, der synger…?

En tåre glider ned ad min kind, og vi sidder i stilhed. Jeg kan høre larmen fra gangen, hvor Jakkerne sikkert er i gang med at chikanere et stakkels offer. Der lyder et lille snøft fra Niall, og jeg tørrer hurtigt den indtørrede tåre væk fra min kind. 

"Vi bliver nødt til at sige noget til Liam…" Mumler Niall til sidst, så jeg kigger på ham. Han ser trist på mig, og jeg nikker stille. Men hvordan får man sagt sådan noget? Vi har jo ikke fået lov til at rode i hans ting, og… Ja…

"Men hvad skal vi sige? Jeg mener, hvordan tror du han vil reagere på det…?" Mine ord får Niall til at kigge ud i rummet, mens han stille sukker.

"Det ved jeg ikke… Jeg ved virkelig ikke hvordan, man skal sige sådan noget… Gid der var en anden måde at sige det, end med ord." Nialls ord får en idé til at blomstre i mig, og jeg bliver varm om hjertet, som den forsigtigt tager form. 

"Jeg ved det," Får jeg endelig sagt, med et lille smil på læben, der får Niall til at kigge undrende på mig. "Vi har et musiklokale ikke? Du låner en guitar derfra. Niall, hvad ville være bedre, end at synge det til ham?"

 

 

***

(//Inden i læser videre, vil jeg virkelig anbefale jer at sætte Running Through the Fields med Sister Hazel på, da det er den sang, de synger. Den er virkelig smuk, så hvis du ikke kender den, burde du virkelig lytte til den. Virkelig.//)

 

 

"Hvad er der? Hvorfor skal jeg sidde her? Og hvad fuck sker der for din guitar, hipster-kid?" Siger Liam irriteret, og griner ikke en gang af sig selv, da han kalder Niall for hipster-kid. Normalt ville Niall have bedt ham om, ikke at kalde ham det, men han lader være, og kigger i stedet bare hen på mig, som et tegn på, at jeg skal føre ordet. Liam kigger mærkeligt på os, og læner sig op ad væggen. Han sidder i min seng, som vi har bedt ham om, mens vi sidder foran ham, på to stole.

"Liam, vi ved hvem Connor er, og hvad der er sket med ham." Jeg siger den korte sætning, så roligt som jeg kan. Med det samme glor Liam på os, med et blik blandet af overraskelse og tristhed.

"Hvordan-"

"Vi vil gerne synge noget for dig, for vi vidste ikke, hvordan vi ellers skulle sige det til dig…" Afbryder jeg ham, før han kan nå at spørge om noget. Han ser utilpas ud, men lukker stille munden igen. Jeg nikker kort til Niall, der begynder at spille på guitaren. "Do it all, again and again. But I'm missing you today, don't know why you went away, and there's so much more to say, but I'll be with you some day." 

Nialls rolige spil på guitaren, får mig til at slappe af, men han stopper kort, og synger med mig. "So many days I'm searching, so many nights I'm left alone. Sometimes the song of the wind, well it's… Only the warning for the storm." Vi holder den lange tone, inden Niall igen begynder at spille på guitaren.

"Well we shared a season, running through the fields, we never had a reason to be scared of things, that were so unreal. Making our own stories, playing our own games, we never had no worries. Never thought things would ever change," Jeg kigger på Liam, der sidder stille. Jeg fanger hans brune øjne, mens jeg synger det korte omkvæd. "But I'm missing you today, don't know why you went away,"

Jeg går ned i et hviskende leje, mens Niall synger anden stemme, som vi havde øvet. "Times I sat and wondered, nights we sat and cried, I'm proud to be your brother. No one knows how hard we tried to make it to tomorrow, for just another day. There's never time to borrow, for things I'll never get to say," Jeg lukker øjnene i igen, og kan mærke hvordan en tåre glider ned ad min kind.

Igen kommer omkvædet, og jeg kan høre på Nialls stemme, at han også græder. Det hele føles så rigtigt, og stemningen herinde er næsten magisk. Vi kommer til næste vers, som jeg personligt synes, er det bedste. Derfor fanger jeg igen Liams blik. Jeg bliver så rørt, da jeg ser, hvordan han kæmper med ikke at græde. "Moments turn to hours, months they turn to years, it's different now without you, with your image crystal clear. The child was the teacher, a brother and a friend, a fragile little creature, who'd do it all again and again," Tårerne løber nu ned ad Liams kinder, og han kigger mod vinduet.

"But I'm missing you today, don't know why you went away," Synger Niall alene, inden jeg synger andenstemme. "and there's so much more to say, but I'll be with you some day. So many days I'm searching, so many nights I'm left alone. Sometimes the song of the wind, well it's… Only the warning for the storm." Vi holder igen flot hele tonen, mens vores stemmer klinger. Niall stopper med guitaren, og jeg synger den sidste linje. "Well we shared a season, running through the fields…" Niall spiller stille melodien en sidste gang, inden sangen slutter.

Vi kigger begge hen på Liam, der bider sig i læben, og stadig kigger ud af vinduet. Jeg kan mærke hvor påvirket jeg bliver af hele situationen, og prøver forgæves at synke.

Liam vender sit blik mod os, og prøver at få kontrol over sig selv igen. "Tak," Ordet kommer halvkvalt ud af munden på ham, inden han igen begynder at græde. Hulkende tager han benene op under sig selv, og holder om dem, mens han begraver hovedet mod sine knæ. Hans skuldre ryster voldsomt, mens det ene hulk, efter det andet, lyder fra ham. 

Jeg sidder lidt, og betragter ham, mens jeg ikke helt ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Ved siden af mig sætter Niall sin guitar fra sig på gulvet, inden han rejser sig, og går hen til Liam. Jeg følger hurtigt efter.

Forsigtigt lægger jeg en arm om hans rystende skuldre, så de holder op med at bevæge sig helt så meget. "Tak…" Siger han igen, stadig med hovedet mod knæene.

"Vi er her for dig, Liam." Siger jeg ærligt, hvilket får ham til langsomt at tage hovedet op. Han nikker lidt, og et lille smil dukker frem på hans læber.

"Det ved jeg…" Niall smiler stort over hans ord, og det smitter af på mig.

"Vi så videoen af dig Liam… Du var fantastisk. Jeg ved, at Connor aldrig ville ønske, at du skulle stoppe med at synge." Niall kigger alvorligt på Liam, men ser stadig blid, og venlig ud.

Liam tager sig lidt til hovedet, mens han stille puster ud, og nikker så. "Jeg ved det, det… Det er bare så svært." Han kæmper igen med tårerne, men overgiver sig til sidst, så gråden igen overtager hans krop.

Jeg fanger kort Nialls blik, og kan se hvordan det hvide i hans øjne er blevet helt lyserødt. Sådan sidder vi så i stilhed, og hører på Liams tilbageholdte gråd, mens alle mine tanker sendes til Connor, hvor end han er nu.

 

__________________________________________________________________________

 

Hej!

Da jeg skrev det her, begyndte jeg faktisk at tude, for jeg hørte sangen på replay... Jeg mener det virkelig: Brug lidt tid, hvor i hører sangen, og lytter til ordene og smerten i hans stemme. Synes det er så smukt...

I må meget gerne kommentere, hvad i synes and stuff.... Tak.

 

Anyways, nu sidder jeg i mit sommerhus, med den søde Majbritt, og spiser morgenmad og har det hyggeligt!<3 Dejlig start på sommerferien...!

GOD SOMMERFERIE BTW!!!

 

xx Silke

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...