Entwined in One Direction. (PÅ PAUSE - sorry...)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Mød Zayn: Den nye dreng på skolen. En standart teenager, der er lidt usikker på sig selv, som hader sin mors kæreste og vil gøre det meste, for at få nye venner.
Dette er historien om, hvordan han havnede midt i et nyt college, fyldt med nye mennesker, nye regler og nye, dømmende blikke.
I sin søgen på at finde sig selv, lykkes det ham samle fire vidt forskellige personer, og skabe noget, der vokser sig større end nogen af dem nogensinde kunne have håbet på.
Men hvor langt tør du gå, når chancen for at miste dit omdømme bliver truende stor?
Når du finder ud af, hvor svært det er, at være sig selv?
Det er fandeme ikke let at være teenager - især ikke når kærlighed er så forvirrende, venskaber er underlige og drømme bliver for store.
Dette er historien om, hvordan fem drenge blev til One Direction.
(Drengene er sjovt nok ikke kendte...)

171Likes
173Kommentarer
8072Visninger
AA

12. Popularity is a full-time job.

 

 

Harrys synsvinkel

 

Jeg tager mig selv i at kigge på Stacys ekstreme kavalergang, inden jeg løsriver blikket og kigger hen på Zayn igen. "Kommer i?"

Både han og Niall nikker og er hurtigt henne ved mig. "Jeg kommer bare hen i kantinen om lidt, ikke?" Siger Zayn til sin mor, men jeg begynder allerede at gå, og forventer at de bare følger med. Mine håndflader er svedige og jeg sætter farten yderligere op, mens jeg prøver at se normal ud i hovedet.

"Harry, hvad er det, der sker?" Kan jeg høre Niall spørge om bag mig. 

"Det får du at se lige om lidt. Jeg gider ikke forklare det, for jeg ved det ærligt talt ikke…" Mumler jeg hurtigt, og kanter mig forbi en overvægtig dame, der langsomt går på midten af gangen.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil fortælle dem det, men som jeg sagde, er jeg usikker på, hvad der skete. Alt jeg ved er, at Liam ser rødt, for lige pludseligt var han begyndt at tæske løs på Brandon. Vi har gjort ham sur mange gange før, men jeg har aldrig set ham sådan der. Det var som om, noget slog klik.

Nu skal du ikke tro, jeg er en totalt tøsedreng, for det er jo bare Liam, men… Okay, hvem prøver jeg at narre? Jeg blev virkelig forskrækket og faktisk også lidt skræmt. Det må de andre bare ikke vide.

Jeg kigger mig panisk fra side til side, inden jeg skubber dørene op, så vi kommer udenfor. Jeg kan skimte cirklen af drenge, der kigger på, længere fremme, og får allerede en nagende klump i halsen, jeg ikke kan synke. De andre ved ikke, at jeg hentede Zayn og Niall - de ved slet ikke, at jeg overhovedet taler til dem, eller generelt bekymrer mig for folk. For jeg er faktisk skide bekymret for Liam lige nu…

Tænk, hvis folk kunne læse tanker. Så havde jeg mistet min status som en af de seje for længst; Så ville alle kunne se, hvilket skvat jeg i virkeligheden er. 

Jeg sætter i løb det sidste stykke, for at ankomme før de to andre. Trey kigger på mig med et fjoget grin. "Tjek dem lige Harry, det er helt fucked!" Hans grin er ubehageligt, og det sætter sig i min krop, der i forvejen så småt er blevet til et nervevrag. Jeg maser mig forbi nogle af de andre drenge, der står og hujer, så jeg kommer inderst i klumpen og har frit udsyn til Liam og Brandon. Liam holder Brandon nede med den ene arm, og prøver hele tiden at slå ham med en knyttet næve, men Brandon parerer med sin frie arm. De er lidt gået i lås, indtil Liam rammer Brandon hårdt på kinden. Larmen fra cirklen af drenge bliver højere, og Liam ser sit snit til at tørre noget af det blod, der strømmer fra hans læbe, væk.

"Liam!" Udbryder Zayn højt, da han og Niall får mast sig ind til de to kæmpende. Liam ignorerer dem, og stiller sig op, hvorefter han sparker til Brandon, der stadig ligger og ømmer sig.

"Hvad fanden går der af dig!?" Siger Niall, der ser ligeså bleg ud, som jeg føler mig. Brandon beklager sig højlydt fra jorden og tager sig til sin arm, der har fået en stor hudafskrabning.

"Han gjorde grin med kræft! Han gjorde fucking grin med kræft!" Brøler Liam højt, og sparker til Brandon igen. Han er blevet helt rød i hovedet, og i hans tinding kan man se en blodåre, der vokser, jo vredere han bliver.

"Liam-" Zayn rækker ud efter Liam, der hurtigt bevæger sig væk og kigger på hans hånd med afsky.

"Han sagde, at folk, der har kræft, burde blive aflivet med det samme! Han havde modet til at sige til mig, at han håbede, jeg fik kræft!" Brandon, der ellers lige var kommet op og stå, er ved at vælte igen, da Liam kaster sig mod ham og slår ham med al sin kraft i maven. Brandon langer ud efter Liam, der hurtigt undviger, inden han sparker Brandon i skridtet, så han falder sammen i smerte.

Trey udstøder et lille grin, der får Liam til at kigge på ham. "Synes du, det er sjovt?"

"Jeg synes, du er fucked. Det var jo bare en joke-" Trey stopper sig selv, da Liam faretruende nærmer sig. Han stirrer direkte på Trey, men fordi jeg står lige ved siden af, kan jeg mærke hvordan hans blik borer sig ind i ham. Mens han går, knækker han sine knoer, og lyden får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

"Så du synes, det er fedt at joke om uskyldige menneskers død? Små, kræftramte børn - de burde bare blive aflivet?" Han griner højt og sarkastisk, inden han fortsætter. "Det kan jeg godt se. Det er skide sjovt." 

Der er blevet helt stille, og ingen tør sige noget. Min hjerte galoperer afsted, og jeg er bange for, at jeg får et hjertestop, da han sætter farten op og giver Trey en mavepuster. "Er det stadig sjovt, hva'? Prøv om du kan grine nu!" Råber han, og sparker til jorden, så Trey får det i ansigtet og på tøjet. Jeg stirrer bange på Liam, og er stensikker på, at jeg bliver den næste. Hvorfor har vi også altid skullet drille ham? Man kan jo se på ham, at han ikke har det godt i forvejen, så hvorfor skal vi altid gøre alting værre?

"Liam, stop!" Råber Zayn panisk, så det flænser stilheden, der før kun indeholdt lyden af Liams spark. Niall og Zayn er henne ved ham, og tager fat i begge hans arme. Manisk prøver han at vride sig fri, og hvis jeg ikke tager meget fejl, er han begyndt at græde.

"Slip mig! SLIP MIG!" Han brøler af sine lungers fulde kraft og ganske rigtigt, græder han. Tårerne strømmer ned ad hans kinder, og blander sig med det nu intørrede blod på hans læbe. Jeg bliver bare ved med at stirre skræmt på ham, for jeg har aldrig i mit liv set nogen være på den måde før. Så ked af det og vred på samme tid - som om han ikke kan tænke klart.

"Liam, hør på mig!" Befaler Niall, men Liam bliver ved med at kæmpe for at komme fri. Bag dem kan jeg se Brandon kravle væk, med frygten malet i ansigtet, sikkert fordi han er bange for, hvad Liam kan finde på, hvis han river sig løs. "De er ikke det værd, okay? Du ved godt, at de bare er nogle latterlige taber, der ikke ved en skid! Lad det ligge, okay?" Fortsætter Niall. "Lad det ligge."

Det sidste bliver sagt mere bestemt, og Liam overgiver sig så småt. "Men han sagde-"

"Glem hvad han sagde. Han er ikke det værd." Afbryder Zayn ham, og både han og Niall ser begge mere rolige ud nu, som om de har fået mere kontrol over situationen. Liam sukker og snøfter kort, inden han spytter noget blod ud, så det lander på græsset og langsomt siver ned i jorden.

"Skal du have en tudekiks?" Bliver der råbt fra mængden, hvilket forårsager en latter. Jeg griner også, men så lavt, at det næsten kunne være ligemeget. I stedet kigger jeg bekymret hen på Liam. Han har blikket rettet mod jorden, og jeg kan se hvor meget han prøver at beherske sig selv.

"Luk røven din store idiot!" Svarer Niall, så der bliver sagt et sarkastisk 'uuh'.

"Hvad fanden er der galt med jer?" Nu er det Zayn, der taler, og han slipper sit tag i Liam, mens han lader sit blik glide rundt på folk. Jeg krymper mig, da han når til mig. "Kan i ikke se, han er ked af det?"

"Jo, du har ret… Skal vi hente hans mor? Nå, nej, det er jo rigtigt, der var jo ingen, der kom for at besøge ham…" Trey er kommet op og stå igen, og det er så typisk ham at blive ved. Hvorfor er det, at han ikke kan fornemme, hvornår grænsen er nået?

"Hold din kæft! Du er så fucking dum! Niall slip mig! Slip mig, så jeg kan slå tænderne ud af det grimme smil!" Liam begynder igen at vride sig fri fra Nialls greb, så Zayn bliver nødt til at hjælpe med at holde ham igen.

"Årh, giver dine venner dig ikke lov?" Fortsætter Trey flabet.

"I det mindste har jeg venner, der beskytter og hjælper mig. Det er mere, end man kan sige om jer." Hvisler Liam ud mellem tænderne, inden han endnu en gang spytter. Roligt retter han sig op, og uden at sige mere begynder de tre drenge at gå.

Liams ord sidder i mig. Han har ret… Hvis jeg kom op og slås med nogen, ville ingen af mine "venner" hjælpe mig. De ville derimod stå og heppe. Men det er nu engang sådan, de er… 

En alt for velkendt følelse spreder sig i mig - jalousi. Jeg, selveste Harry Styles, en af de mest populære på hele skolen, er fucking jaloux på dem. For jeg kan ikke komme udenom det: jeg savner at have nogen, jeg ved, jeg kan stole på. Nogen, der kender til alt ved mig, kender mine svagheder og ikke kun fokuserer på mine styrker. I stedet lever jeg et forskruet dobbeltliv, hvor den ægte Harry glider længere og længere væk. Det er så sjældent, at jeg kan være mig selv, og selv når jeg er alene på mit værelse, tør jeg aldrig at give mig 100 procent hen.

Hvad ville folk ikke tænke, hvis de fandt ud af, at min hobby er at lave mash-ups, samples og beats på min computer? Hvis de vidste, at jeg faktisk tænker over de ting, jeg gør? Hvis de mødte mig.

Jeg har ikke altid været sådan her. En gang interesserede jeg mig faktisk for mine fag i skolen og lavede altid lektier. Jeg var god til alle de faglige ting. Men jo ældre jeg blev, jo mere gik det op for mig, at du ikke både kan være vildt populær og god i skolen. For popularitet er et fuldtidsjob, der skal plejes konstant og tager på kræfterne. Desværre har jeg også indset, hvor langt bagud jeg er røget, fordi jeg lægger alt fokus på fodbold og mit sociale liv. Så hvorfor overhovedet forsøge længere?

"Seriøst, de nørder er så syge i hovedet!" Griner Trey, og det går op for mig, at jeg stod og stenede. Jeg er hurtig til at udstøde et lille, kækt grin, inden jeg hurtigt nikker. 

"Totalt psyko!" Svarer jeg, så jeg kan se, at Trey bliver tilfreds. Han klapper mig kort på ryggen, som tegn til at vi burde gå tilbage. Derfor følger jeg med mængden, selvom jeg allermest har lyst til at gå væk fra dem. Men jeg har efterhånden erfaret, hvor svært det er at gå mod strømmen.

Brandon går foran mig, og jeg kan se, på måden han går, at han har slået sit ben. Men selvfølgelig bider han smerten i sig, for svaghed og smerte er absolut ikke noget, der skal kunnes ses. Han børster på sin arm, så noget af jorden ryger af som små støvskyer, der fordufter i luften.

Jeg kører afslappet en hånd op til min hals, og giver mig selv lov til at kradse på min i forvejen irriterede hud. Kraven på vores jakker har en tendens til at rive mod min stakkels hals, men man må lide for sit image - er det ikke det, de siger?

 

***

 

Jeg sidder med min computer, og trangen, til at høre musik og lade mig inspirere, er enormt stor. Det kribler i mine fingre, men alligevel forbliver jeg på min facebook startside, der er ligeså intetsigende som altid, og scroller op og ned. Jeg kaster et blik hen mod bunken af bøger og papirer, der ligger på bordet. Jeg burde virkelig lave lektier, i stedet for bare at sidde her og lave absolut ingenting. 

Men det er som om, jeg ikke kan rejse mig. Det virker så uoverskueligt at skulle gå i gang med noget, der ikke en gang bliver forventet af mig. En af de eneste grunde til, at jeg ikke er blevet smidt ud endnu, er, at jeg er god til fodbold. Selvom det er ude af sæsonen lige nu, har det stadig stor betydning for, hvordan jeg klarer mig gennem skolen. Ja, det er jo tydeligt, at mine andre lærere ikke har de helt store forventninger til mig.

Jeg savner faktisk lidt at få ros, og jeg savner at have håbet; Få det tilfredse sus i kroppen, når det hårde arbejde bliver belønnet med et 12-tal. Det er længe siden, det sidst er sket, men det er ikke ligefrem en følelse man glemmer.

Min jakke ligger i min fodende, hvor den altid ender, i samme øjeblik jeg træder ind på mit værelse. Det er rart for min hals at få en pause, og så er jakken heller ikke ligefrem beregnet til det varme sensommer vejr. 

Selvom der er mange ting, jeg kunne lave i dag, kan jeg mærke, jeg ikke har energien til det. Jeg har ikke energien til at skulle være på og gå rundt og larme og være latterlig, som jeg plejer. Jeg vil bare gerne have lov til at nyde min søndag.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har det som om jeg går på line mellem den, jeg føler, jeg skal være, og den jeg er. For når jeg tænker på, hvordan Niall og Zayn beskyttede Liam i går, så… Jeg får lyst til at blive venner med dem. Jeg ved, at det er en latterlig tanke, for hvem prøver jeg at narre? Hverken Niall eller Liam ville snakke til mig af fri vilje. Hvorfor skulle de også det? Jeg er jo en kæmpe nar overfor dem. Ja, faktisk er de nok dem, vi mest går efter, for de er så oplagte - de er anderledes, og det virker som en naturlig ting, at det derfor er dem, der skal nedgøres.

Men Zayn snakker til mig. Det er som om, han er en nøgle til alt det, jeg gerne vil: Han har gode venner, og er selv en god ven overfor andre, han virker god i skolen og Megan kan lide ham. 

Derfor prøver jeg at få ham til at virke mere cool i de andres øjne, så han måske kan blive accepteret som en, jeg kan være venner med. Han er allerede god til fodbold, så hvis jeg bare kunne få ham fast på holdet… Måske ville han kunne overbevise Niall og Liam om, at jeg ikke er så ondskabsfuld, som jeg ellers ser ud til at være.

"Harry?" Siger Louis, der har siddet i sin egen seng med høretelefoner på, lige så længe som jeg. Det er måske også det faktum, at jeg ikke har været alene, at jeg forbliver på facebook.

"Mhm?"

"Har du set min bog? Du ved, den lille, sorte bog?" Han kigger over på mig, og hvis jeg ikke tager helt fejl, er der spor af fortvivlelse i hans blik. Jeg ville ønske, han ville være mere åben, for så ville det måske også være muligt for os at have det venskab, Liam, Niall og Zayn har fået. Især Niall og Liam, der har kendt hinanden siden vi startede på årgangen. Men det er jeg måske selv skyld i, for det er jo ikke fordi, jeg sætter mig og spiser med ham til frokost, eller spørger om han vil hænge ud eller sådan noget… Jeg vil bare ikke ses med sådan en som ham.

Sådan en som ham. Forfærdelig tanke, Harry. Hvad er der nu galt med ham? Bare fordi han er sig selv, og jeg ikke er…

"Øh… Nej," Siger jeg hurtigt og ryster på hovedet for at understrege det. Han ser skuffet ud og svarer mig ikke. En lille klump samler sig i min hals, og den må nok stamme fra den nagende skyldfølelse, der nu rumsterer i min krop. Niall har stadig bogen, som jeg selvfølgelig har glemt alt om… Det er jo ikke fordi, jeg snakker med Niall særligt tit, og hvis jeg gør, er det for at håne ham. Det er jo ikke lige tidspunktet, hvor man siger "By the way, kan jeg få Louis' bog tilbage?", er det vel? "Men jeg skal nok lede efter den."

Mit svar kommer bag på mig, og det ser det også ud til at gøre på ham, for han smiler tøvende til mig. Jeg smiler svagt tilbage for at forsikre ham om, at jeg faktisk mente det, og ikke bare sagde det som noget sarkastisk. 

"Tak." Mumler han, så jeg igen kigger over på ham. 

"Det var da så lidt," Mit smil vokser, fordi vi faktisk har en samtale. Det var rart at få brudt stilheden lidt og komme ud af mine tanker. "Var det godt at se din familie i går?"

Han kigger overrasket på mig og hans blik, der møder mit, er undrende. "Ja?" Ender han med at sige spørgende, som om han er bange for at svare forkert. 

"Fedt. Savner du ikke at være hjemme en gang imellem? Du ved, sådan helt hjemme?" 

Mine ord får ham til bare at se mistænksom ud, mens jeg blot bliver ved med at smile skævt. "Hvad er du ude på?"

"Hvad?"

"Du plejer ikke at tale sådan til mig." Det får mig til at sukke, at han siger det, for jeg ved, han har ret. Jeg kigger mut væk fra ham og ned på min hånd, hvor jeg giver mig tl at pille lidt ved en neglerod. Havde jeg seriøst troet, at han ville forvente andet, end at jeg ikke ville have en samtale, men bare fiskede efter noget? For sådan plejer jeg jo at være, og det irriterer mig, at selvom jeg prøver, får jeg aldrig en chance for at bryde ud af den boks, jeg er blevet sat i. "Men jo, det gør jeg. Jeg savner det, lige indtil jeg kommer derhen. Så vil jeg bare gerne tilbage igen."

Ved lyden af Louis' stemme kigger jeg igen over på ham. Det er som om, han ser… forstående på mig. Som om han lige læste mine tanker, eller at han kan se på mig, at jeg faktisk bare prøvede at være venlig. Et lille grin glider over hans læber, og det kaster et skær over hans ansigt, jeg aldrig har set før. Jeg er vant til at han sjældent smiler, og hvis han endelig griner, er det enten hånligt eller sarkastisk. Men det her, det er noget helt andet, og det gør mig tryg. "Præcis!" Jeg smiler stort, og han gengælder det kort.

Med et lille smil, der stadig spiller på mine læber, læner jeg mig tilbage, og kigger op mod loftet. Stilheden sænker sig igen, men jeg føler, at jeg godt kan bryde den. "Du, Louis?" Siger jeg, uden at vente på et svar. "Kender du det, hvor man ville ønske, man var en anden? Jeg ved det lyder tosset, men nogle gange, så… Jeg ville bare ønske, jeg kunne starte forfra, som en ny person. Helt fra bunden, hvor jeg så ville tage skolen mere seriøs, og få rigtige venner, du ved… Det er jo rart, at bare kunne snakke, som vi gør lige nu. Sådan en afslappet stemning ville jeg gerne have med alle mine venner. Det er bare som om, jeg ikke tør være mig selv… Du ved, jeg tør jo godt, det er ikke det, men jeg er bare bange for, at jeg ikke vil blive accepteret, og så mister jeg alt. Forstår du?" Min talestrøm stopper, og jeg drejer mit hoved, så jeg kigger hen på Louis.

Han kigger igen på sin computerskærm, men registrerer vidst, at jeg kigger på ham, for med et ryk vender han hovedet. Han klikker på en tast på computeren og tager den ene høretelefon væk fra øret. "Undskyld, sagde du noget?"

En tom følelse spreder sig i mig. Jeg har lige lettet mig hjerte, men nu er det som om, det bliver fyldt med alle tankerne og følelserne igen, fordi jeg slet ikke fik delt dem med nogen, som jeg ellers troede. Måske er det bare universets måde at fortælle mig, at jeg ikke skal prøve at være noget, jeg ikke er, selvom det er den, jeg vil være. Jeg ender med at sukke, og ryster lidt på hovedet til Louis. "Det er ligegyligt, bare glem det. Det er fuldstændigt ligegyldigt…"

__________________________________________________________________________

Så fik i lige et indblik i, hvad der foregår i Harrys hoved, og hvordan hans syn på tingene er.

Kunne i lide hans synsvinkel, og synes i, det var lækkert med en anden tankegang, ligesom med Niall? Og ja, hvad siger i til Harrys personlighed? Havde i gættet, hvad der var sket med Liam? I ved, jeg ville elske, hvis i skriver jeres tanker i en kommentar!

 

Det er lige gået op for mig, hvor lang denne movella kommer til at blive, for jeg har virkelig mange idéer til den, og så synes jeg simpelthen, den er så hyggelig at skrive på! Altså, virkelig, det er sjovt at sidde og finde på alt det her, og det faktum, at jeg formår at vække nogle bestemte følelser i jer, er jo også fantastisk!

 

VIGTIGT: Jeg tager på lejrskole fra mandag til fredag, og får sjovt nok ikke skrevet noget (har ikke en gang internet, wuuu) sååå... I ved hvor langsom jeg er, men jeg prøver at få skrevet så meget jeg kan, når jeg har tid!

 

xx Silke

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...