Entwined in One Direction. (PÅ PAUSE - sorry...)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Mød Zayn: Den nye dreng på skolen. En standart teenager, der er lidt usikker på sig selv, som hader sin mors kæreste og vil gøre det meste, for at få nye venner.
Dette er historien om, hvordan han havnede midt i et nyt college, fyldt med nye mennesker, nye regler og nye, dømmende blikke.
I sin søgen på at finde sig selv, lykkes det ham samle fire vidt forskellige personer, og skabe noget, der vokser sig større end nogen af dem nogensinde kunne have håbet på.
Men hvor langt tør du gå, når chancen for at miste dit omdømme bliver truende stor?
Når du finder ud af, hvor svært det er, at være sig selv?
Det er fandeme ikke let at være teenager - især ikke når kærlighed er så forvirrende, venskaber er underlige og drømme bliver for store.
Dette er historien om, hvordan fem drenge blev til One Direction.
(Drengene er sjovt nok ikke kendte...)

171Likes
173Kommentarer
8069Visninger
AA

10. Oh so poetic...

 

Nialls synsvinkel

 

Jeg slukker min iPhone og lægger den ned i lommen, mens et lille smil stadig spiller på mine læber. Jeg er blevet fuldstændig afhængig af en fotograf, der kalder sig "UnknownStudent", og hans billeder har en eller anden underlig effekt på mig. De fortæller alle hver sin lille historie, og bringer så mange følelser frem i mig. Er kunst ikke bare fantastisk?

Jeg går så langsomt jeg kan, mens jeg irriteret kommer i tanke om, hvad det er, jeg skal. Tanken får mit smil til at falme og blive erstattet med en sur grimasse. 

Jeg strammer grebet om mine bøger lidt, da to Jakker går forbi mig. Jeg har ikke en gang fundet ud af, hvad de hedder, for jeg er ærligt talt ligeglad. For mig ser de alle ens ud. Hvordan kan de holde ud at have det samme tøj på, som en masse andre, hver dag? Jeg forstår dem virkelig ikke…

Jeg nærmer mig døren, der fører ind til værelset tilhørende den eneste Jakke, hvis navn jeg kan: Harry Styles.

Jeg har engelsk med ham, og vi har et langt forløb om digte. Min engelsk-lærer mener dog, at mine tekster er for "specielle". Specielle. Hans ord, ikke mine! Han er simpelthen så snæversynet… Jeg var nær dumpet, fordi jeg valgte at skrive om tyggegummi, da overemnet var "Meningen med livet". Han kunne åbenbart ikke forstå min sammenligning med at føle sig brugt som et tyggegummi, der bliver sat under bordet i fysik-lokalet, eller hvordan vi, jo længere vi lever, mister vores smag, men aldrig vores farve.

Nej, han syntes at jeg skulle have skrevet noget ligegyldigt pis om kærlighed eller venskab, men er meningen med digte ikke, at vi får lov til at udtrykke os gennem tekst? Han burde slet ikke dømme mig på den måde…

Men det er ikke en gang det værste af det hele. Nej, gæt hvem klassens stjerneelev er. Harry. Selveste Mr. Styles, der åbenbart er genial til at skrive digte. Så selvfølgelig har vores lærer bedt ham om at skulle være min lektiehjælp. 

Vi protesterede begge, men eftersom der blev truet med, at vi ville blive dumpet, var der ikke rigtig nogen vej udenom. Selvom jeg nu ikke helt forstår, hvorfor Harry lige pludselig har noget imod at dumpe. Er det ikke det, han er bedst til? Nå nej, det havde jeg jo glemt, han er jo også ih, så åh, poetisk. Poetisk min røv!

Mine fødder stopper, da jeg fanger tallet 23 med mit blik. Harrys værelse. Øv, hvor jeg ikke gider det her.

Jeg banker fire gang på døren, fordi 3 er for lidt, og står lidt og venter. Uden jeg tænker over det, begynder jeg at nynne, mens mine fingre trommer mod mit lår. Hurtigt lægger jeg min anden hånd over den for at holde den i ro. Det der musik-ting er steget mig fuldstændigt til hovedet. Hvordan er det lykkedes Zayn, at få mig til at gå så meget op i det? Jeg har konstant en trang til at spille guitar. 

For at være ærlig, har jeg faktisk overtaget musiklokalets guitar. Musik er et valgfag her, som næsten ingen har valgt, så jeg regner ikke med, at der er nogen, der kommer til at savne den. Jeg mener, det er jo ikke den eneste guitar, vi har! 

Det irriterende ved det er bare, at Liam bliver ved med at drille mig med, at jeg har stjålet den. Ja, han bruger ordet stjålet. Som om jeg er en eller anden tyv! Jeg bildte ham bare ind at jeg synes, det er for mainstream at købe en ny guitar - at den skal være vintage. I virkeligheden er det bare fordi, jeg ikke har penge nok. Og jeg nægter altså at spørge min far om penge!

Jeg ved præcis hvad, han ville sige.

Han ville sige, at jeg skulle spørge Stacy, som så ville sige, at jeg skulle gøre mig fortjent til dem. I hendes verden er "at gøre sig fortjent" til noget, at enten bære hendes shoppingposer som et andet trækæsel, eller lufte klamme Mr. Chu. Mr. Chu er hendes dumme taskerotte, AKA chihuahua, som ikke laver andet end at sidde i en af hendes forfærdelige, usmagelige tasker eller gø af folk, den ikke kan lide. Jeg er så en af de folk. Den hund hader mig, mindst ligeså meget som jeg hader Primark.

Men selvfølgelig får Megan alt, hvad hun peger på. Jeg kan huske, at jeg lige havde spurgt min far (og Stacy…), om jeg måtte låne nogle penge, så jeg kunne købe nogle vintage sko, jeg havde set i en genbrugsforretning. I en genbrugsforretning. I kan selv regne ud, at det ikke var så dyrt igen, ikke? Nå, de begyndte i hvert fald at plapre om, at jeg skulle gøre mig fortjent, og at jeg bruger for mange penge på ligegyldige ting - hvilket jeg absolut ikke gør. Midt i det hele kom Megan valsende ind, og uden så meget som at hilse på nogen af os, spurgte hun om penge til et nyt par Jimmy Choo's. And guess what. Hun fik pengene uden at skulle gøre noget som helst, mens jeg intet fik, og skoene blev solgt, før jeg selv havde sparet sammen.

Jeg hader Megan. Jeg hader Stacy. Jeg hader Mr. Chu.

Hvorfor skulle min far absolut også blive gift med en botox-fyldt, wannabe barbie, der lige havde en rædselsfuld datter med i købet?

Jeg har stået så fordybet i mine egne tanker, at det først nu går op for mig, at Harry stadig ikke har åbnet døren. Jeg sukker stille og retter lidt på mine briller, inden jeg igen hamrer på døren.

Den krøltop har bare at lukke op snart…

Da intet sker, griber jeg fat om håndtaget og trykker det ned. Døren går op, og jeg tager et skridt ind i det lille rum, der ligner mit eget, bortset fra at her kun er 2 senge i stedet for 3. Det første, der fanger mine øjne, er Harry, der sidder med høretelefoner på, mens han koncentreret kigger på sin computers skærm. Krøllerne stikker rodet ud mellem høretelefonerne, som jeg genkender som Louis'. Han har ikke sin sædvanlige jakke på, der i stedet ligger sammenkrøllet i fodenden af den seng, han ligger i. 

Hans blik kører frem og tilbage på skærmen, mens han ivrigt klikker på musen, som om han flytter noget på skærmen. Kort lukker han øjnene i, og lader sit hoved vippe lidt til noget, der må være en rytme.

Jeg står lidt og ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Harry åbner øjnene igen, kigger kort op på mig, og så ned på skærmen igen. Jeg når lige undrende at hæve mit ene øjenbryn, inden han forskrækket kigger op på mig igen. Hurtigt river han høretelefonerne af, og smækker computeren sammen. "Hvad fanden laver du her!?"

Jeg rynker panden, og kigger mig et øjeblik forvirret omkring. Det er onsdag, ikke? "Øh, vi havde en aftale, om at du skulle hjælpe mig med-"

Harry slår en høj, falsk latter op, mens han rejser sig fra sengen. Hurtigt får han taget sin jakke på igen, inden han går hen mod mig. Han er ikke specielt højere eller større end mig, men jeg føler mig alligevel intimideret. 

Da han passerer mig, går han hårdt ind i min skulder, så jeg irriteret tager mig til den, og skuler efter ham. Han går hen til døren, som han hurtigt lukker. Hvis jeg ikke hører helt forkert, forlader et lille, lettet suk hans læber, inden han igen vender sig mod mig. "Hvad fanden skulle det til for?" Spørger jeg anklagende, mens jeg peger på min arm.

Han trækker kort på skuldrene, inden han bevæger sig hen til en af de stole, der står ved bordet. Mens han trækker den ud, svarer han mig. "Er du klar over hvor pinligt det her er? Ingen må vide, at du er her, er det forstået?" Hans blik fanger kort mit, inden han sætter sig henslængt på stolen.

Jeg himler med øjnene og må endnu en gang rette på mine briller. "Det er nu heller ikke fordi, jeg synes, det her er fedt. Det bliver over mit lig, at nogen må se mig gå her ind og snakke med dig!" Jeg rynker på næsen og spytter nærmest det sidste ord ud.

"Det tager jeg næsten som en kompliment." Jeg kigger undrende på ham, både over det, han lige sagde, og så det faktum at ordet 'kompliment' findes i hans ordforråd. "Ja altså, du er jo hipster, ikke? Og i kan ikke lide ting, der er mainstream, hvilket vil sige, at du synes, jeg er mainstream. Det betyder vel så, at du synes mange snakker med mig, hvilket betyder, at du synes, jeg er populær. Så tak." Forklarer han snørklet, uden så meget som at rynke brynene en enkelt gang.

"Næ, jeg synes bare, du er irriterende og dum." Svarer jeg, med et kort træk på skuldrene. Jeg er lige ved at smile, da jeg ser, hvordan han for et øjeblik ser fornærmet ud. Han mumler noget, jeg ikke helt kan høre, inden han vender sig rundt i stolen, så hans albuer støtter mod bordet.

"Skulle jeg hjælpe dig med det møg eller hvad?" Mumler han så, hvilket får mig til at gå hen og sætte mig på en stol ved siden af ham. Jeg lægger mine bøger fra mig og forventer lidt, at han snakker videre, men da han ikke rigtigt gør tegn til det, sukker jeg lidt.

"Ja…?"

"Okay, først tager du et papir og en blyant." Han nikker mod noget papir, der ligger længere henne på bordet. Jeg rækker ud efter det, og tager et stykke. Harry giver mig en blyant, som jeg tager imod. "Så," Han tager sin finger op i luften, og rejser sig.

Undrende følger mit blik ham. Han går hen mod den modsatte seng, end den, han lå på før. Hvis det overhovedet er muligt, bliver mit blik endnu mere undrende, da han går ned på alle fire og begynder at rode under sengen.

"Øh, Harr-"

"Så finder du denne her," Afbryder han mig og tager en lille, sort bog frem. Han holder den triumferende i hånden, inden han igen går over og sætter sig ved siden af mig.

"Og det er..?"

"En bog, fyldt med digte," Han slår op på en tilfældig side, rømmer sig lidt, og holder så bogen frem for sig.

"You're so pretty

when you cry.

Wasn't ready,

to hear you say goodbye.

Now you're tearing me apart.

You're so London,

your own style.

Together,

we're so good, so why,

are you tearing me apart?" Han laver et lille diva-suk, inden han tager sig til brystet. "Jeg ved det, jeg er genial."

Jeg sidder bare som et stort spørgsmålstegn. Har Harry selv skrevet det der? Og hvorfor har han det gemt i en lille, sort bog, under en seng? "Så… Du har en bog, med digte, du har skreve-"

"Jeg har sgu da ikke skrevet dem! Hvor gay tror du lige, jeg er?" Han kigger forskrækket på mig, inden han slår til mig med bogen. En trang til at irettesætte ham stiger op i mig, men jeg behersker mig selv og vælger i stedet at formulere et spørgsmål.

"Jamen, hvis digte er det så?"

"Louis'. Han laver ikke andet end at skrive dem. Denne her bog er fyldt til randen med andet pis, ligesom det, jeg lige læste for dig," Griner han fjoget, inden han lægger bogen fra sig på bordet igen. 

"Det var da ikke pis," Mumler jeg, irriteret over hvordan han behandler sin roomies ting - hvordan han behandler kunst. Han trækker blot på skuldrene igen, og lægger bogen hen ved siden af mit papir.

"Så skal du bare finde et digt, der passer nogenlunde til vores opgave, kopiere det over på dit papir, skrive dit navn på, og voila: Et styks digt!" Han smiler til mig, hvilket får mig til at rynke brynene. Jeg glor bare mistroisk på ham. Hvorfor i alverden skulle han fortælle mig sit bedste trick, når jeg er en af de personer, han hader mest?

Stadig med mit blik rettet mistroisk mod ham og hans underligt venlige smil, rækker jeg ud efter bogen. Jeg når kort at få fat om den, inden han slår sin hånd mod min. Med det samme forsvinder hans smil, og han kigger alvorligt på mig. "Men du får kun lov til at låne bogen på en betingelse,"

Jeg er lige ved at udbryde 'hvad sagde jeg', men da der jo ikke var nogen, der hørte mine tanker, ville det være pænt, freaking underligt. I stedet ender jeg bare med at kigge spørgende på ham, for at vise at han bare skal fortsætte. "Du skal love, at du ikke siger noget til nogen om i lørdags, hvor jeg… Du ved…" Han kigger sig hurtigt rundt, og læner sig så lidt frem, inden han i et hviskende toneleje fortsætter. "Sang.

Jeg kigger lidt på ham, men kan ikke helt tyde hvad, der foregår i hans hoved lige nu - hvis der altså foregår noget… "Men Harry, du var jo god, og synes du ikke, at det var sjovt-"

"Nej, nej og nej. Jeg ved ikke hvad der gik af mig, og du har bare at lade som om, at det aldrig skete, for ellers vil jeg gøre dit og dine to… dumme venners liv til et levende helvede." Han holdt nogle små pauser, sikkert for at finde de rette ord, og få dem til at lyde så faretruende som muligt. Hans øjne borer sig ind i mine og understreger, at han mener det. 

Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund får jeg… Medfølelse med ham. "Lover du det?"

Spørgsmålet kommer meget mere følsomt ud, end Harry sikkert havde tænkt sig, og jeg er lige ved at grine over hans barnlige udtryk. Jeg kan i hvert fald selv huske, fra da jeg var lille, hvor meget det betød, hvis man lovede noget - når man først havde lovet det, ville man ikke bryde sit løfte. Jeg kan ikke lade være med at smile skævt til ham, inden jeg klemmer mine læber sammen til en streg og nikker lidt. "Det lover jeg."

"Godt." Han nikker også lidt, og lader sit blik fortsat hvile på mig. "Nå jo, forresten, øh…" Harry klør lidt i sine krøller og kigger så væk fra mig igen. "Ved du om Megan har nogle planer på søndag? Nu hvor du er hendes bror og sådan-"

"Stedbror." Retter jeg ham hurtigt. Jeg vil fandeme ikke betegnes som nogen, der deler blod med den lille, populære, falske væsel. "Og det ved jeg ikke. Jeg tror, du snakker meget mere med hende, end jeg gør. Jeg prøver i hvert fald at undgå det." Siger jeg med væmmelse, mens jeg glor på Harry, der kort smiler over mine ord.

"Tror du virkelig det?"

"Hvad?"

"At jeg snakker mere med hende, end hendes egen bror…" Forklarer han, stadig med et fjoget smil og julelys i øjnene. Jeg er lige ved at sukke af ham, og hans stupiditet. Selvfølgelig er han også forblændet af hendes åh så fantastiske Megan-hed.

"Stedbror. Og ja, du er jo hendes ven: Du er i hendes omgangskreds, du er en sportsidiot, der ikke kan se igennem hendes polerede skal og opdage hvor falsk, hun er. Du gider at snakke med hende, hvilket jeg ikke gør. Så ja." Forklarer jeg, mens jeg sender ham et falsk smil. Han kigger frem for sig og nikker lidt, stadig med smilet spillende på læberne.

"Jeg snakker mere med hende, end hendes egen bror…"

"Stedbror." Sukker jeg, og føler at vi bliver ved med at gentage os selv. "Var der andet, du ville vide?"

"Hvorfor går du egentlig med briller uden glas i?" Han kigger igen hen på mig, med et undrende blik, som om det var et spørgsmål, han længe har tænkt over. Jeg kan mærke, hvordan min mund kort åbner sig, fordi jeg blev så overrasket over, hvor distræt han er. Det er jo fuldstændigt som en af de guldfisk, der har en korttidshukommelse på 2 minutter… 

Jeg sidder lidt og overvejer mit svar, men siden han synes at jeg er en såkaldt 'hipster', beslutter jeg mig endelig for, hvad jeg skal sige. "Fordi der ikke er andre her, der gør det."

"Latterligt…" Mumler han, hvilket irriterer mig.

"Ikke ligeså latterligt som at gå med den samme jakke hver dag."

"Nønø…" Bliver hans intelligente svar, inden han kigger ned på sine hænder, og giver sig til at pille lidt i sin neglerod. Tilfreds skubber jeg mine briller længere op på næsen, og skubber mig og min stol lidt ud fra bordet, inden jeg rejser mig op. Min bevægelse får Harry til at kigge op på mig.

"Selvom det her var yderst lærerigt," Siger jeg sarkastisk, "tror jeg, jeg vil smutte nu. Men tak for hjælpen," Jeg griber ud efter bogen, og lægger den oven på mine andre bøger, inden jeg tager dem alle op i favnen. "Det er okay, jeg tager bogen med nu, ikke? Jeg kan bare få Megan til at aflevere den til dig igen, eller noget." Effekten Megans navn har på hans kinder, der nu er lyserøde, er ekstremt komisk og latterlig.

"Ja, det er helt okay, og det var da så lidt. Husk nu vores aftale, ikke? Et ord og," Han tager sin pegefinger for halsen, inden han med en hurtig bevægelse kører den henover, mens han udstøder en lyd, der nok skulle forestille lyden fra en, der bliver halshukket. Jeg nikker lidt, og må klemme læberne sammen for ikke at grine af ham. 

"Selvfølgelig." Jeg nikker kort med hovedet, inden jeg vender rundt på hælen og går hen mod døren. Med min frie hånd tager jeg ned i håndtaget, så døren åbner sig. Lettelsen skyder igennem mig, da jeg sætter mine fødder ud på gangens gulv og endelig er ude af Harrys værelse igen.

"Luk døren! Og skrid så med dig, freak!" Det sidste tilføjer han med fuld kraft på stemmen, så nogle af dem, der står og hænger på gangen, glor hen på mig og griner lidt. Irriteret sukker jeg og vender mig rundt, hvorefter jeg med et højt brag får smækket hans dør i.

Jeg strammer grebet om mine bøger og begynder, med hastige skridt, at gå det lille stykke hen mod mit eget, dejlige værelse. Jeg skal bare ind og lave mig selv en dejlig kop urtete, der måske kan få min irritation til at gå lidt væk igen. 

Med fornyet energi sætter jeg farten op, og et smil vokser sig frem på mine læber, da jeg endelig står foran min egen dør igen. Jeg skal lige til at tage ned i håndtaget, da en skinger stemme flænser luften og går direkte i mit stakkels øre. "Niall!"

Irriteret vender jeg mig rundt, og som jeg havde forudset, står Megan foran mig. Bag hende står to piger, der sender hinanden nogle sigende blikke, inden de følger i røven på Megan, hen mod mig. De glor på mig, som om jeg var jordens største særling, men jeg skuler bare tilbage på dem, inden jeg retter blikket mod Megan igen. Jeg når desværre ikke at reagere, før hun har omfavnet mig, så jeg får hendes klamme, lyse hår i hele hovedet, og mine næsebor bliver invaderet af hendes tunge parfume. "Hej Megan." Mumler jeg, da hun endelig trækker sig væk.

"Ej Nialler, hvorfor skal du absolut have de falske briller på? Du ligner jo en nørd, eller sådan noget." Smasker hun, så hendes pink tyggegummi kommer til syne i hendes store kæft. De to piger bag hende nikker bekræftende, men jeg sukker bare.

"Hvad vil du?"

"Jo, ser du brormand-"

"Stop med at kalde mig brormand..! Jeg er ikke din bror." Vrænger jeg. Hvor svært kan det være at få det ind i knolden på folk?

"Men din far er jo sammen med min mor, så teknisk set-"

"Teknisk set er vi ikke søskende, nej." Sukker jeg og kigger opgivende mod loftet. Vi har haft denne her diskussion titusind gange før, og lige nu vil jeg bare ind, drikke noget te, blogge lidt og få overstået mine lektier. "Kan du komme til sagen?"

"Ja, jeg ville bare lige minde dig om, at det er besøgsdag på lørdag, såååå," Hun smiler stort, og klapper ivrigt i hænderne. "Mor har sagt, at jeg skulle købe noget pænt tøj til dig, så du kunne se lidt præsentabel ud. Og det har jeg så gjort!" Jeg skal til at bryde ind og brokke mig, men hun holder sin hånd op foran mig, for at få mig til at tie stille. "Nicole." 

En af pigerne bag hende finder sin taske frem, og hiver hurtigt noget lyserødt strik op. Jeg er allerede stået af.

Stolt tager Megan imod den, og holder den frem for mig, så jeg kan se den. Det er en tyndtstrikket trøje, der som sagt er lyserød, har en V-hals med et grønt mønster i kraven og har et lille, blåt mærke, som jeg ikke helt kan definere, hvad er, på brystet. Jeg er hurtig til at rynke brynene, og ryste på hovedet. "Aldrig i livet."

"Nialler, kom nu-"

Jeg afbryder Megan ved at vende mig rundt, åbne døren, og smække den i bag mig, med sådan en fart, at stilheden føles massiv, da Megans talestrøm bliver afbrudt. Jeg skynder mig at låse døren - bare for en sikkerheds skyld.

Bøgerne i min favn bliver smidt på bordet, hvorefter jeg med begge fingre masserer mine tindinger, og går hen mod vores slidte elkedel. 

Da jeg har fået sat vandet over, og bare venter på at det koger, går jeg hen til bøgerne igen. Forsigtigt fjerner jeg de øverste, så den lille, sorte bog kommer til syne. Mine fingre glider over det matte omslag, inden jeg tager den op i min hånd. Det ville da være ret interessant at læse, hvad ham Louis har skrevet.

 

___________________________________________________________________________

Hvad synes i så om at læse lidt fra Nialls synsvinkel? Og ja, tell me everything!

Stay fab!

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...