Entwined in One Direction. (PÅ PAUSE - sorry...)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Mød Zayn: Den nye dreng på skolen. En standart teenager, der er lidt usikker på sig selv, som hader sin mors kæreste og vil gøre det meste, for at få nye venner.
Dette er historien om, hvordan han havnede midt i et nyt college, fyldt med nye mennesker, nye regler og nye, dømmende blikke.
I sin søgen på at finde sig selv, lykkes det ham samle fire vidt forskellige personer, og skabe noget, der vokser sig større end nogen af dem nogensinde kunne have håbet på.
Men hvor langt tør du gå, når chancen for at miste dit omdømme bliver truende stor?
Når du finder ud af, hvor svært det er, at være sig selv?
Det er fandeme ikke let at være teenager - især ikke når kærlighed er så forvirrende, venskaber er underlige og drømme bliver for store.
Dette er historien om, hvordan fem drenge blev til One Direction.
(Drengene er sjovt nok ikke kendte...)

171Likes
173Kommentarer
8184Visninger
AA

13. If only my daydreams were real.

 

Nialls synsvinkel

 

Jeg laver en slupre-lyd, da jeg sætter munden for koppen, og den varme te spreder sig i min mund. Mine øjne glider over de sirligt skrevne ord, og jeg fugter fingrespidserne, inden jeg bladrer.

"If only you saw what I can see, 

you'll understand why I want you so desperately. 

Right now, I'm looking at you and I can't believe, 

you don't know you're beautiful. 

That's what makes you beautiful." Jeg tygger lidt på, hvad jeg lige læste. Det, at hun ikke ved, hun er smuk, gør hende smuk. Det er så rigtigt.

Hvis nu vi tager Megan som eksempel. Hun er så bevidst om, at hun er smuk og populær, at det gør hende forfærdelig. I mine øjne, gør det hende grim. Hvis bare alle kunne forstå det her - så ville de måske få et helt nyt syn på verdenen og deres medmennesker.

Men disse ord kommer ikke ud til alle, for de er gemt og skrevet i Louis' sorte bog, sammen med alle hans andre smukke ord. Da jeg først begyndte at læse det, troede jeg ikke på, det var ham, der havde skrevet det. Men eftersom jeg nogle steder kan se, hvordan han er gået i stå og begyndt forfra, eller har streget ord ud, er jeg overbevist om, at det er hans. 

Jeg overvejede lidt at lægge noget af det ud på min blog, men det ville ikke føles rigtigt. Så ville jeg tage æren for noget, der ikke var mit, som Louis nok heller ikke ligefrem ønsker skal ud, da han jo har gemt det hele væk. Der er nok en grund til, at han ikke bare går rundt og fortæller alle om sine tanker, eller er medlem af poesi-klubben (ja, jeg tjekkede). 

Hvis bare jeg på en eller anden måde kunne få ham til at ville dele det, så han kunne åbnes alle øjne. En måde, jeg kunne få alle til at høre det.

Døren går op og ind kommer Liam. Jeg skynder mig at klappe bogen sammen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler lidt, at det er min hemmelighed. Jeg følger ham med øjnene, mens han slæber sig hen til sin seng og med et højt suk smider sig på den. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre eller sige, så jeg bliver siddende i min egen seng, mens jeg kigger på ham.

"Bare sig det hipster-kid," Mumler han mod puden. Jeg smiler kort over, at han kaldte mig hipster-kid, for det har han ikke gjort i lang tid. Ikke at jeg savner det, for han plejede at sige det så nedladende, men det viser mig på en måde, at han er okay. 

"Hvad?" Spørger jeg forvirret, da jeg ikke aner, hvad han snakker om.

"Sig din mening om det, der skete igår. Jeg ved, du har et eller andet spørgsmål…" Siger han, stadig med hovedet begravet mod puden, så hans stemme lyder fjern. Jeg rynker brynene lidt.

Selvfølgelig har jeg spørgsmål, det er ikke det. Men… Jeg ved ikke… Jeg føler ikke, det behøver at blive forklaret. "Faktisk, så nej… Jeg blev bare lidt overrasket over, at du kunne flippe sådan ud, men du ved, jeg synes, de fortjente det." Det sidste siger jeg med et lille smil på læberne, og han vender sig rundt, så han ligger på siden og kigger hen på mig. Han ser forvirret ud over mine ord, og klør sig lidt på kinden.

"Var det det? Ingen bedrevidende kommentarer? Intet?" Jeg ryster lidt på hovedet. "Nå… Jeg ved ikke… Jeg havde nok bare forventet det, og jeg syntes det var underligt, du, eller Zayn for den sags skyld, ikke har spurgt ind til det overhovedet."

"Altså, du skal ikke tro, vi er ligeglade!" Skynder jeg mig at sige. "Vi tænkte bare, at hvis der var noget, du ville ud med, ville du sige det til os…" Jeg holder en kort pause, mens jeg kigger lidt på ham. "Er der da… Noget du vil sige?"

En stilhed sænker sig over os, og Liam fjerner sit blik fra mig, og kigger i stedet på et punkt bag mig. "Tak."

Jeg smiler til ham, og jeg ved, han kan se det, selvom han ikke kigger direkte på mig. "Det var så lidt - skulle det være en anden gang?"

Mine ord får også ham til at smile lidt, men et undrende udtryk erstatter det hurtigt. Han rynker brynene, så en tydelig rynke dukker frem i hans pande, og han rykker sine øjne og møder mine igen. "Hvordan fandt i egentlig ud af det?"

"Vent, har Zayn ikke sagt det til dig?" Liam ryster lidt på hovedet over mit spørgsmål. "Harry hentede os… Han sagde ikke så meget, men så utrolig nervøs ud."

"Harry? Som i Harry Styles?" Liam gør store øjne til mig, og som han siger det, går det også op for mig, hvor underligt det egentlig var. Hvorfor i alverden ville Harry have os til at hjælpe? Han burde da være fuldstændig ligeglad - burde han ikke?

"Ja…" Får jeg mumlet, "Han kom og hentede os, men inden vi kom helt hen til dig, var han løbet i forvejen."

"Sikkert for ikke at blive set med jer…" Sukker han, og smider sig igen på sengen, hvorefter han kort lukker øjnene i. "Hvad ved jeg…"

Men hvis det var fordi, Harry ikke ville blive set sammen med os, hvorfor hentede han os så? Han kunne jo bare have ladet være…

"Men jeg er pisse træt, så jeg vil lige sove lidt, og tænke over tingene…" Siger Liam, og tager en lille indånding, inden han hiver sin dyne op om sig. Jeg smiler skævt, og beslutter mig for, at jeg nok hellere må smutte. Helle for ikke at vække Liam - I've already been there and done that, og mildest sagt, kan det ikke anbefales…!

Da jeg rejser mig op, lægger jeg mærke til bogen, der bare ligger på sengen. Det er som om den hvisker mit navn. Niall, Niall...

Nærmest tryllebundet rækker jeg ud efter den, og da jeg får fat i den, knuger jeg om den. Jeg skynder mig at tage min rygsæk, og tømmer den for bøger ud på min seng. Hurtigt lader jeg den sorte bog dumpe ned i, sammen med min computer og oplader.

Liam giver en utilfreds lyd fra sig, så jeg i en fart svinger tasken over ryggen, og skynder mig ud af døren, der alt for højt smækker i bag mig. Begge mine hænder ryger om taskens remme, mens jeg går, som om jeg havde et bestemt mål, hvilket jeg langt fra har. Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen, men alligevel bliver jeg ved med at gå. 

Bestemt holder jeg blikket rettet lige frem for mig, da et par åndsvage Jakker går forbi mig. Til min overraskelse siger de absolut intet. Ja, faktisk værdiger de mig ikke en gang et blik, så jeg i et øjeblik bliver nervøs for… For hvad? At de ikke nærer så stort et had til mig, som jeg går og tror?

"Niall!" Jeg klemmer øjnene sammen og tager en dyb indånding for at kontrollere mig selv. Selvfølgelig var det derfor, de ikke sagde noget til mig. Da jeg slår øjnene op, står Megan lige foran mig, med sit kæmpe, falske smil på læberne. "Var det ikke bare dejligt at se de gamle i går? Jeg glæder mig sådan, til næste gang de kommer, for det føles rigtigt som om, vi er i familie!" Hun griner lidt, men jeg sukker bare. 

"Hør, det er ikke for at være led-" Jeg bremser mig selv, da jeg opdager hvordan Megans udtryk har ændret sig. Hun bider sig blidt i underlæben, der er smurt ind i et tykt lag lipgloss, mens hun vikler en lille lok hår rundt om sin finger. Hendes øjne følger tydeligvis noget bag mig, så jeg vender mig rundt.

Sig det er løgn.

Bag mig står Zayn og skriver på sin telefon, mens han afslappet læner sig op ad væggen. Et lille smil spiller på hans læber, mens fingrene hurtigt glider over skærmen. 

Tilbage til Megan, er hendes smil kun blevet større, og hendes blik mere betaget. Jeg ruller kort med øjnene, inden jeg knipser foran hende. Hun ser et øjeblik forvirret ud, inden hun spørgende kigger på mig. "Megan, stod du lige og overgloede Zayn?"

"Nej jeg gjorde ej!" Siger hun, med et lille grin, der, til hendes ærgrelse, langt fra dækker den lyserøde farve, hendes kinder nu har fået.

"Megan, kan du lide Zayn!?" Spørgsmålet flyver ud af munden på mig, og min stemme lyder overraskende nervøs. Jeg vil bare ikke have, at hun på nogen måde skal kunne lide min ven. For hvad nu hvis han bliver forblændet af hendes Megan-hed? Så ville jeg have mistet ham, og uden ham, er jeg i tvivl om, om Liam så stadig gider mig. Og uden dem er jeg tilbage, hvor jeg startede: Som den ensomme outsider. Nej, det må ikke ske. Megan må ikke kunne lide Zayn!

"Altså, lide og lide… Han er da meget sød," Siger hun, efterfulgt af at hun igen bider sig i læben, som var hun en karakter fra en dårlig fanfiction. "Altså, jeg mener, du må da meget gerne lægge et godt ord ind for mig."

Jeg er så tæt på at grine højt, for derefter at give hende en lille lussing, så hun måske selv kan fatte, hvor latterligt det lød i mine ører. "Megan, hør, det har jeg ikke tænkt mig. Zayn er ikke som alle de dumme fyre, du plejer at kunne lide, og jeg vil ikke se dig knuse hans hjerte."

Hun kigger forarget på mig, med munden på vid gab. "Knuse hans hjerte? Hvorfor skal du altid være så nederen?" Endnu en gang er jeg ved at grine, og må tage en lille indånding.

"Jeg siger bare, at-"

"Hey Niall! Jeg tænkte nok, det var dig, da jeg så din taske," Zayn, der nu står ved siden af mig, griner kort, inden han klapper mig på armen. Jeg sender ham et lille smil, der fordufter i samme sekund, som Megan åbner kæften.

"Hej Zayn," Siger hun sukkersødt, og lyder så uskyldig at man skulle tro, det var løgn - hvilket det jo også er. Zayn falder umuligt for det der.

"Oh, hej Megan, jeg så dig slet ikke! Altså, ikke at jeg ikke lægger mærke til dig, for det gør jeg, men… Du ved, hvad jeg mener." Jeg er så tæt på at slå en hånd for panden, fordi Zayn simpelthen lyder så dum og fjoget, at jeg skammer mig på hans vegne. 

"Zayn," Siger jeg og afbryder Megan, der skulle til at svare ham, "Skulle du ikke et eller andet?"

Han glor uforstående på mig, sikkert fordi han ikke forstår tonen, jeg snakkede i. "Øh jo, faktisk så-"

"Hey Zayn," En ny stemme får vores opmærksomhed, så vi alle tre vender hovedet mod der, hvor den kom fra. Foran os står en pige, med lyst hår, hvor man kan se afskygningen af en turkis dip-dye. Hun smiler usikkert, da hun opdager, hvordan vi alle glor på hende, og kører noget hår om bag øret. Hun har en mørkeblå silkeskjorte på, der er knappet helt op i halsen. Under kraven er en forholdsvis stor halskæde. Hun har normale, sorte jeans på, og nogle ret vilde sandaler. Alt i alt ser hun sød ud, og er nærmest den diamentrale modsætning af Megan, der rart nok ikke har sin cheerleader-uniform på, men i stedet en lille nederdel, der sidder i livet, og en lyserød crop-top. 

"Lana, hej!" Siger Zayn glad, og går hen for at give hende et kram, der tydeligt kommer lidt bag på dem begge, for det er ikke kun Lanas kinder, der bliver lyserøde, men også Zayns. "Lana, det her er Megan og Niall." Præsenterer Zayn os. Lana smiler, og kigger først på Megan, der står med et bitchet smil og iskolde øjne. Da hun ikke trykker Lanas udstrakte hånd, griber jeg den i stedet og smiler stort til hende. Hun ser lettet og taknemmelig på mig.

"Niall, jeg bliver nødt til at sige, at jeg elsker din blog!" Hendes ros gør mig stolt og forfjamsket på samme tid, så mit smil vokser sig til et lille grin.

"Jamen, tusind tak. Det er jeg virkelig glad for at høre!" Jeg vender blikket mod Megan, der bare står og skuler mod Lana. "Nå, det er ikke for at være uhøflig, men jeg bliver nødt til at smutte nu," Lyver jeg, "Men det var hyggeligt at møde dig Lana. Zayn, vi ses senere! Og hej-hej, søs." Det sidste vrænger jeg og vinker kort til Megan, inden jeg sætter den ene fod foran den anden og kommer længere og længere væk fra der, hvor vi stod.

 

***

 

"The end of the night, we should say goodbye, but we carry on, while everyone's gone." Synger jeg stille, mens jeg spiller den lille melodi, jeg lige fandt på. Jeg smiler svagt, da det faktisk lyder godt.

Jeg har siddet her i et godt stykke tid nu, fordi jeg havde brug for at flygte lidt. Der er aldrig nogen i musiklokalet, og da det var ret tæt på, tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne sætte mig herind og læse i Louis' bog. Det endte med, at jeg fandt en guitar frem, og det ene førte til det andet. Her sidder jeg så, og har faktisk lige fået skabt en melodi, der passede til Louis' tekst. Jeg ved ikke hvordan det skete, men det føltes så naturligt og rigtigt. Som om det bare lå til mig. Nej, nu bliver det alt for langt ude.

Jeg strammer grebet om guitaren og kvæler dermed den sidste lyd, der stadig rungede i den. Hvad er det overhovedet, jeg laver? Jeg blogger - det er det, jeg er god til. Ikke til at spille musik og synge, og især ikke sidde og forestille sig hvor godt den fulde sang ville lyde.

Jeg kigger stjålent ned på bogen, der ligger på en taburet foran mig, og mine øjne glider kort over resten af teksten. Det ville virkelig lyde godt, hvis det blev til en hel sang. Men jeg skulle ikke synge den alene - jeg skulle få Liam og Zayn med. Måske også Harry… Og så kunne vi begynde at spille og synge sammen, og måske ville vi en dag blive store, og jeg ville have bevist for mig selv, at jeg tog fejl, dengang jeg mente, jeg kun kunne finde ud af at blogge, og det hele bare var en tåbelig drøm.

Jeg sukker stille og ryster lidt på hovedet over mig selv. Hvorfor lader jeg overhovedet sådan nogle tåbelige tanker komme ind i mit hoved? 

Forsigtigt lukker jeg bogen sammen, så jeg ikke længere kan kigge på Louis' digt. Det havde inspireret mig på en måde, jeg aldrig havde prøvet at blive inspireret på før. Som om jeg ikke længere læste det som et digt, men som en sang. Som noget, der kunne sættes til live. Og det værste var, at jeg godt kunne lide den form for inspiration. Derfor har jeg lukket den bog sammen nu, for jeg bliver nødt til at stoppe mig selv. Det er for stor en ting at realisere, til overhovedet at overveje at drømme om det.

Det giver et sæt i mig, da der bliver taget ned i håndtaget, og døren går op. Ind træder en pige, der har ryggen til mig, mens hun slæber på en stor bongo-lignende tromme. Hun får baksende sat den op langs væggen, ved siden af nogle andre trommer, da et prust lyder fra hende.

Jeg rømmer mig kort, da jeg ellers ikke helt ved, hvad jeg skal gøre. Det gibber i hende, og hun vender sig forskrækket rundt. Mine øjne møder hendes, der nok er de mest grå øjne, jeg nogensinde har set. Sådan helt lysegrå og nærmest metalliske i deres skær. Hendes hår er brunt og pjusket, og er samlet i en rodet fletning, der hænger over hendes højre skulder. Jeg når ikke at kigge videre på hende, før hun hurtigt vender hovedet mod gulvet.

"Undskyld jeg bare vadede ind, jeg så dig slet ikke! Jeg skal nok gå igen, før jeg forstyrrer mere," Hun gør tegn til at gå, så min stemme næsten lyder helt panisk.

"Nej, det er fint! Er der flere ting, du skal have på plads? Skal jeg hjælpe?" Jeg smiler venligt til hende, men da hun kigger op, kigger hun hurtigt ned igen. Undrende hæver jeg det ene øjenbryn over den mystiske pige. 

"Nej, ellers tak, det var bare den ene tromme." Hun siger det sidste med et lille grin, sikkert fordi hun synes, det lyder dumt. Mit blik glider ned på hendes sko. Det er nogle sorte og grå sneakers, med batik-mønster, og jeg kan ikke lade være med at komplimentere dem.

"Wow, dine sko er fede!"

Hun svarer ikke med det samme, men vrikker lidt med fødderne, hvilket får mit smil til at vokse. "Well, tak! Det var hyggeligt at snakke med dig Niall, men jeg skal altså videre nu," Hun kigger hurtigt op igen og smiler, inden hun vender sig rundt og med hurtige skridt går ud af døren. Tilbage sidder jeg som et stort spørgsmålstegn.

Hun kunne mit navn… Hun kaldte mig Niall, gjorde hun ikke? Eller hørte jeg bare syner…? Nej, jeg er altså overbevist om, at hun kunne mit navn. Men hvordan vidste hun, det var mig, når hun knapt nok så på mig? Og hvorfor gjorde hun egentlig ikke det?

Jeg ryster lidt på hovedet og udstøder et lille grin, på grund af det hele. Måden hun var på, var ret… Underlig. Som om hun kendte mig, men så alligevel ikke… 

Stadig med et smil på læberne, rejser jeg mig op, og går hen for at stille guitaren på plads. Hvem var den pige? Hendes opførsel har gjort mig nysgerrig, og jeg kan ikke gennemskue, hvordan jeg kunne blive så fascineret af hende på så kort tid, men det er som om, noget siger mig, det ikke er sidste gang jeg ser hende.

Der var også bare noget, der virkede bekendt ved hende… Hvad ved jeg.

Jeg sørger for forsigtigt at lægge bogen ned i min taske igen, mens jeg prøver at glemme alle de nye spørgsmål, der nu cirkulerer rundt i mit hoved.

_____________________________________________________________________________________

Så blev der endelig opdateret! Hvad siger i? Skriv jeres tanker i en kommentar, da jeg elsker at læse dem. Hvad tror i, der kommer til at ske? Hvem var pigen? Dam dam daaam (okay, spørgsmålene denne gang er knapt så dramatiske...)

Jeg håber selvfølgelig, at i kunne lide kapitlet, og undskylder mange gange for den ringe opdatering. Jeg prøver virkelig at stramme op, men ja... Jeg prøver bare samtidigt at gøre det godt og gennemtænkt... 

Jeg håber, i forstår!

 

Kan stadig ikke fatte, der er over 200 favoritlister. I skal have så stor en tak, at det halve kunne være nok! 

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...