Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
864Visninger
AA

20. Zelina

20
Zelina

 

Der er nu gået tre måneder siden vi mødte drengene i kloakkerne. Det betyder, at der er cirka en måned til jeg har fødselsdag og jeg bliver femten. Det er helt utroligt. Uvirkeligt. Selvom jeg har været hos Mester Splinter og drengene længe, føles det her stadig som en lang drøm, jeg bare ikke kan vågne fra. Men jeg har nevet mig selv i armen et par gange, og jeg kan stadig mærke smerten. Nej, det er ikke en drøm. Det er ikke en drøm. Jeg er nede i New Yorks kloakker, sammen med mine tre bedste veninder, og jeg har været her længere end jeg skulle have været. Meget længere. Selvom jeg føler mig meget mere rolig efter Raph kom og trøstede mig den dag efter træningen, kan jeg ikke lade vær med hele tiden at tænke på min familie. Hvad laver de? Leder de efter mig? Hvordan har de det? Hvordan skal jeg kunne fortælle dem, at jeg er okay? Og hvis jeg kunne det, ville de så tro på det?

 

Jeg sukker dybt og begraver ansigtet i mine håndflader. Jeg sidder oppe i Raphs hængekøje med benene dinglende ned fra kanten af den. Hængekøjen ligner bare et net, der er blevet hængt op mellem to pæle. Da vi kom hertil og jeg for første gang trådte ind på Raphs værelse, var der ret rodet. Det var ikke længe jeg kunne holde det ud, så jeg endte med at få ham til at hjælpe med at rydde op. Nu kan man da nogenlunde holde det ud. Raph ville ikke engang rejse sig op igen efter en time. Han kan virkelig være doven. Endnu et suk slipper ud fra min mund da jeg fjerner hænderne fra mit ansigt. Derefter får jeg den største forskrækkelse i mit liv.

 

Mikeys ansigt er helt tæt på mit og han smiler et kæmpe smil. Jeg skriger og viger tilbage, så hængekøjen begynder at svaje og jeg er lige ved falde ned. Mike griner højt, og skynder sig og gribe fat i mig, så jeg ikke falder. Jeg kigger forskrækket på ham og griner nervøst. "Mike, for helvede... Det der må du aldrig gøre igen." Mikey hænger på hovedet fra armgangen lige over hængekøjen. Han griner og klapper mig på skulderen, så godt som han nu kan. "Jeg skulle hilse fra Donnie og spørge, om du havde set Chili nogle steder?" Jeg kigger ned fra hængekøjen og tænker. "Hmm... Ikke rigtig. Sidste gang jeg så hende, snakkede jeg sammen med hende nede i køkkenet. Kan hun måske være inde på en af de andres værelser?" Mikey ryster på hovedet med lukkede øjne. "Nope. De andre har kigget. Hun er heller ikke inde hos Mester Splinter.", "Så er hun nok gået ud i tunellerne...", siger jeg og rynker brynene. "Bah. Jeg gider ikke lede lige nu. Hun kommer nok på et eller andet tidspunkt.", siger Mike, griber fat i armgangen med hænderne og kravler ned. "Jeg har lovet Ubah, at vi skulle spille mere Superquest i dag!", siger han med et smil og går ud af værelset.

 

Jeg får en dårlig fornemmelse i maven. Chili kan godt finde på bare at gemme sig når hun er ked af det, selvom det er ved at aftage nu. Det kan godt være, at hun er god til at finde veje, men tunnellerne er så indviklede hernede, så indviklede at selv Don kan have svært ved at finde rundt hernede engang imellem. Hvis hun farer vild, bliver det svært at finde hende, for New York City er så mega stor en by, og det vil især også blive svært, hvis hun ikke har taget sin T-Phone med. Det kunne godt ligne hende at glemme den. Hun kan da ikke være gået alt for langt væk, vel? Hun ved jo hvor stor byen er... Jeg ryster kort på hovedet og prøver at ignorere min dårlige fornemmelse. Hun kommer tilbage igen. Jeg rømmer mig kort, griber fat i armgangen, svinger mig hen til en af pælene og glider forsigtigt ned.

 

Jeg keder mig. Jeg vil gerne lave noget, og det skal helst være sammen med pigerne, eller i det mindste bare en eller to af dem, da Ubah jo skal spille Superquest. Forhåbentlig kommer Chili snart tilbage, så i mellemtiden kan jeg spørge Chris, om vi ikke kunne lave et eller andet. Hvad, ved jeg ikke. Bare et eller andet. Jeg står oppe ved kanten af trappen og prøver at få et overblik over hulen. Mikey er ved at slå sin playstation til, mens Ubah står sammen med Mester Splinter, Donnie og Raph og snakker. Don og Ubah har et bekymret udtryk i ansigtet, mens Raph og Splinter har et mere neutralt ansigtsudtryk. Lige nu er det Don, der taler. Jeg drejer hovedet, og ser Leo og Chris komme ud af dojo'en. Leo har en tyk bog med natblå omslag i den ene hånd. Det må være bogen om Japan, som Christine fortalte mig om tidligere. Jeg skynder mig ned ad trappen og går hen til Christine med hastige skridt. "Hey, Chris?", spørger jeg og smiler til hende. Hun kigger på mig med løftede øjenbryn og venter på jeg kommer hen til hende. "Har du lyst til at hænge ud?"

 

Christine bider sig lidt i læben og kigger på Leonardo. Han siger ikke noget og trækker bare lidt på mundvigen. "Det... Kan jeg desværre ikke lige nu, Zeze. Leo og jeg har tænkt os at se noget film." Mine muskler i overarmene spændes en smule. "Men det skal I først i aften, ikke? I kan jo bare vente til om aftenen, så kan vi lave noget indtil da?", jeg smiler prøvende. Chris smiler til mig og begynder at fnise. Leo smiler skævt til mig og trækker på den ene skulder. "Det er aften nu, Zeze.", siger han og jeg kan se på ham, at han prøver at holde sin latter inde. Jeg træder et par skridt tilbage og smiler falsk. "Erh... Okay så. Hyg jer." Med hastige skridt går jeg igen op ad trapperne, hen mod udgangen til hulen. Jeg gider ikke være her længere. Bag mig kan jeg høre Donatello råbe efter mig: "Zelina, hvor skal du hen? Husk-" Murstensvæggene lukker sig bag mig, før jeg får hørt hele hans sætning færdig. Jeg er også ligeglad. Nu vil jeg bare gerne finde Chili.

 

Hvis jeg bare husker vejen tilbage til hulen, husker at kigge hvor jeg går, vil det da ikke være så svært at kunne finde hjem igen, vel? Så længe jeg bare ikke er alene om det. Med faste og beslutsomme skridt går jeg ned ad tunnellen, væk fra hulen. Her er mørkt og klamt. Jeg har ikke været så meget ude i tunnellerne og har ikke fuldkommen vænnet mig til det, da Mester Splinter ikke vil lade os gå op på overfladen. Og selvom vi gerne må være ude i tunnellerne, bare vi har en af drengene eller vores T-phone med, gider jeg stadig ikke være herude. Eller, jeg har nu ikke haft så meget tid til det. Jeg har mere taget mig af, at lære alle fire skildpadde brødre at kende, samt deres sensei. Jeg har brugt timer på at træne til at være en kunoichi og brugt tid sammen med både gamle og nye venner. Og mest af alt, at acceptere, at jeg måske kommer til at bo hernede til mine sidste dage.

 

Mens jeg går igennem tunnellerne, husker jeg omhyggeligt at se mig tilbage og kigge på områderne. Jeg vil helst ikke fare vild i New Yorks kloakker, og i hvert fald heller ikke når jeg ikke engang kender mere end en tiendedel af byen. Heldigvis kan jeg stadig huske vejen tilbage, men det er stadigvæk ubehageligt at gå hernede, og jeg er stadig nervøs for ikke at kunne finde vejen tilbage. Chili, for helvede... Hvorfor skulle du også bare forsvinde ud i den blå luft? Jeg sukker dybt og får en lyst til at vende om, da jeg pludselig hører et skrig af frygt... Over mig? Jeg kigger forvirret rundt og op på loftet. Da jeg kigger til venstre for mig, ser jeg en stige, der er synlig ved hjælp af en lampes belysning. Den fører opad. Jeg går forsigtigt hen til den og griber fat i de kolde og rustne jerntrin. Nervøs for at gå op på overfladen, som Mester Splinter har forbudt mig at gøre, men nysgerrig efter at vide, hvor skriget kom fra. Men jeg kan jo bare gå ned igen, ikke? Jeg bider mig forsigtigt i underlæben, og trækker mig selv op, så mine fødder kan finde plads på trinnene. Stigen er lang og fører op til et kloakdæksel, som jeg igen kan se på grund af lamperne i murstensvæggen. Med faste, men omhyggelige skridt, kravler jeg op ad stigen og jo tættere jeg kommer på overfladen, jo mere hører jeg fra situationen ovenfra. Da jeg når til enden af stigen, slår jeg på kloakdækslet med flad hånd, så det går op, og jeg skubber det væk. Jeg trækker mig det sidste stykke op og lader vær med at lukke for hullet i asfalten, så jeg kan finde tilbage igen, hvis der sker noget.

 

Jeg står midt ude på den vej, som Christine, Chili og jeg stod på den dag vi så en af drengenes skygge og fulgte efter ham. Jeg har da gået meget længere end det? Af hvad jeg selv kan huske, var der ikke så langt herfra og til hulen. Men tja, tunnellerne er stadig svære og indviklede, og jeg kunne sikkert sagtens have gået i cirkler eller have taget en stor omvej. Himmelen er sort som kul og små fine hvide stjerner lyser den op i samarbejde med den kuglerunde måne. Lysene i vinduerne er stadig tændte i de store og høje skyskrabere, jeg kan se herfra. Jeg lukker øjnene og mærker en kølig brise lege med mit hår. Jeg kan ikke lade vær med at smile. Endelig frisk luft. "I MÅ IKKE GØRE MIG ONDT!", hører jeg en skrige oppe fra bygningen, der står ved siden af den gamle garage og har en stige op til taget. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg må op på det tag. Mine ben sætter automatisk i spurt hen mod trappen, og jeg styrter op ad den og springer hvert andet trin over. Oppe på taget kan jeg høre slag og støn fra en, der har fået slået luften ud af lungerne. Jeg sætter farten op, både rædselslagen, med bankende hjerte og desperat efter at komme op på toppen. Mine ben får endelig sprunget de sidste trin op. Overfor mig, på midten af taget, står der noget med syv mænd, alle i sorte jakkesæt, tilbageredt hår og våben. De står spredt og kigger hen mod en mand i midten af mængden, med tykt gråt hår i en hestehale, stubskæg og mørke solbriller. Min mave vender sig da jeg ser den sprøjte han har i hånden, for jeg har en klar fornemmelse om hvad der er i den. Overfor manden med sprøjten ligger... hun.
Chili.

 

Normalt plejer jeg at tænke mig om før jeg gør noget. Det her er en af undtagelserne. Lige før manden for sat sig på knæ overfor Chili, styrter jeg hen imod ham. "NEJ!" Jeg svinger min arm tilbage, og tyrer en knytnæve hårdt i ansigtet på ham. Blodet begynder at løbe ud af næsen på ham og han skynder sig at skjule sit ansigt  med den ene hånd. Han stønner. Smerte. Jeg vender mig hurtigt om, griber fat i Chilis ene arm og svinger den over min nakke, så hun støtter sig op ad mig. "Zelina..!", hendes stemme er kun en lille piven. Jeg svarer hende ikke, koncentrerer mig bare om mændene. De retter alle sammen deres pistoler mod os, og da når jeg ikke at tænke længere. Jeg løber med besvær hen mod trappen, og holder så godt fast i min veninde, som gjaldt det hele verdenen. En af kuglerne når at suse lige forbi mit ansigt og strejfer mit pandehår. Mit hjerte er næsten holdt op med at slå, og jeg kan ikke tænke på andet end væk. Mine lår brænder og det samme gør min hals. Da jeg når hen til trappen og styrter ned sammen med Chili, kan jeg høre hende kvæle et skrig. "Hold ud...", når jeg hurtigt at hviske, før endnu et skud slår ned mod os og rammer det mørke gelænder. Jeg trækker mig hurtigt væk, selvom kuglen ikke ramte os, og fortsætter hurtigt ned. Vi når endelig ned til enden af trapperne, og jeg ser mig lynhurtigt om. Mændene er gået hen til kanten af taget og nogle af dem er ved at løbe ned ad trapperne efter os. Min vejrtrækning er blevet hurtigere, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for, at de ikke ser os løbe ned i hullet.

 

"Sky-Skyggerne...", siger Chili med en pivet stemme, som om hun lige havde læst mine tanker. Jeg kigger i samme retning som hende, hen mod bygningen på den anden side af garagen, der slår skygger ned på hele den lille blindgyde. Mine ben sætter i løb, men mine skridt er ligeså lydløse som fjer, der falder til jorden. Ordet "kunoichi" bliver ved med at køre i mit hoved, mens jeg presser mig op mod muren, og bevæger mig hen mod kloakdækslet og flugtvejen. Mændene er halvvejs nede ad trappen, og jeg er nødt til at være hurtig. Jeg lukker øjnene hårdt i, bider mig i underlæben og åbner så mine øjne igen. Jeg trykker Chili ind til mig og holder hårdt fast i hendes håndled. Hvis jeg stadig havde fobi for håndled, er jeg ikke sikker på, om jeg ville kunne gøre det her. "Chi, du bliver nødt til at hjælpe mig nu. Jeg kan ikke løbe hurtigt nok med hele din vægt, så du bliver nødt til også at løbe lidt selv.", hvisker jeg til hende. Hun nikker, og udstøder en lille lyd, en blanding mellem et hulk, et hvin og et piv. Alle muskler i min krop spændes og før jeg når at tænke mere over noget som helst, styrter jeg frem mod hullet i asfalten. Chili løber kejtet og usikkert, men hun gør alt hvad hun kan for ikke at lade hendes vægt sænke os for meget. Skud hviner om ørerne på os, men vi undviger så godt vi kan. Da vi når hen til hullet, slynger jeg Chili derned og hun griber selv fat i stigen, og kravler langsomt og anspændt ned. Mens Chili kommer længere ned, griber jeg fat i det tunge kloakdæksel og bruger det som skjold mod de livsfarlige kugler. Da jeg kan komme ned i kloakken, springer jeg hurtigt ned i hullet og griber med nød og næppe fat i stigen, mens jeg trækker kloakdækslet over vores hoveder. Jeg kan høre et par sidste skud ramme dækslet, og endelig føler jeg mig i sikkerhed.

 

Jeg kravler ned ad stigen med rystende arme og ben, og med usikre skridt. Chili er allerede nået helt ned i kloakken. Ved de sidste par trin springer jeg ned fra stigen, og falder på knæ, da mine ben giver efter. Mine arme ryster og prøver desperat at holde min krop oppe, mens jeg forpustet prøver at få vejret igen. Ved siden af mig sidder Chili, og skjuler sit ansigt i sine knæ, mens hun holder fat om sin ene fod med begge hænder. Jeg kravler hen til hende og lægger en hånd på hendes skulder. "Chili... Chili, er du okay?", siger jeg med en stemme, der er ved at kvæles af at jeg er forpustet. Hun ser op på mig med tårer strømmende ned ad kinderne og et ansigt, der stadig viser hvor skrækslagen hun var oppe på overfladen. "Ze-Zeli...", hendes stemme er lille og bange, stadig ikke andet end en piven. Hun slår armene om mig, og begynder at græde ind i min skulder. Hun skælver voldsomt. "Jeg troede jeg skulle dø...", piver og græder hun ind i mit brune, fyldige hår. Jeg tysser stille på hende og begynder også selv at få tårer trillende ned ad kinderne. "Det er okay nu, Chili. Vi er i sik-sikkerhed." Vores rystende arme holder så hårdt fast om hinandens skuldre, at det næsten gør ondt. "Tak, Ze-Zelina... Tak for at du reddede mit liv.", hvisker Chili ind i mit hår. Jeg har aldrig prøvet noget lignende hvad der lige skete deroppe. Vi sidder længe og bare holder fast i hinanden, som om vi ikke kan forstå, at vi rent faktisk stadig er i live.

 

Efter et stykke tid, trækker jeg mig forsigtigt ud af Chilis greb med et snøft. Hun tørrer sine tårer væk med en mindre rystende hånd og kigger ned i jorden. "Vi må hellere se at komme tilbage igen.", siger jeg til hende og rejser mig besværligt op. Hun nikker stille og kigger så op på mig, stadig siddende på jorden. Jeg drejer hovedet og kigger mig over skulderen, men kigger hurtigt på Chili igen og rækker min hånd frem mod hende. Hun tøver, men tager den alligevel. Jeg trækker hende op sammen med næsten hele hendes vægt, og hjælper hende med et finde balancen igen. Hun står let foroverbøjet, med vægten på sin højre fod. Jeg smiler opmuntrende til hende, men smilet er ikke det største. Jeg vender mig om og begynder at gå. Men pludselig hører jeg Chili skrige bag mig og hun falder til jorden. Jeg vender mig forskrækket om og ser på hende. Hun prøver at kæmpe sig op og stå igen, med tårer i øjnene, men før hun når at rejse sig, er jeg henne ved hende og griber fat i hendes ene arm. "Hvad er der galt?", "Min fod...", snøfter hun. "Da de slog mig, vrikkede jeg om på den og faldt." Hendes stemme bliver til en lille piven igen. "Det gør ondt!" Jeg sukker udmattet. Jeg skal støtte hende igen. Men hvis vi nogensinde skal kunne nå hjem inden alle de andre går fuldstændig i spåner, bliver jeg nødt til det, og selv hvis det ikke havde været det, ville jeg gøre det alligevel. Chili har brug for hjælp. "Kom.", siger jeg og lægger igen hendes arm over min nakke. Chili prøver at komme op så godt hun kan, prøver ikke at støtte på hendes venstre fod. "Vi skal nok klare det, Chi."
Hvis vi altså overhovedet kan klare det.
Hvis jeg altså overhovedet vil kunne huske vejen hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...