Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
842Visninger
AA

12. Zelina

12
Zelina

 

Raphael læner sig hen imod mig og hvisker: "Ved du hvad jeg tror?" Jeg læner mig også hen imod ham og hvisker: "Nej..." Jeg er helt betaget af Raph. Faktisk, så tror jeg, at jeg allerede er forelsket. Dammit, Zelina. Jeg kan jo ikke engang være sikker på om han kan lide mig, men det er jo så typisk mig. Men Raph er altså anderledes... Han er ikke ligesom andre drenge, som jeg har datet. Og han er i hvert fald ikke Steffen! Bvadr! "De falder helt klart i søvn under filmen!" Han griner lumsk, men ikke en lumsk latter, som gør mig utryg. Det er umuligt for Raphael at gøre mig utryg. Ud af øjenkrogen, ser jeg Chili gå forbi mig og Raph.

 

"Hey Zeze..." Jeg er så betaget af Raph, så jeg vinker bare kort til hende. Hun går op ad trappen, stopper på halvvejen, vender sig om og kigger hen imod mig i få sekunder. Så går hun op på Donatellos værelse. Jeg lyser en smule op ved Raphs sidste sætning og smiler. "Tror du virkelig?" Måske er der håb for vores filmaften alligevel! Og jeg glæder mig! Hold da fest, hvor jeg glæder mig! Raph kigger hen mod Michelangelo og Ubah, og så tilbage på mig. "Hey, han er min lillebror." Vi hvisker stadig til hinanden. Raph sender mig et smil og rejser sig. Jeg rejser mig også.

 

Til sidst kan jeg ikke styre det. Jeg giver ham et kæmpe kram og hvisker til ham: "Tusind tak, Raph. For alt; morgenmad, filmaften, alt..." Først tror jeg at Raph er lidt forvirret og rømmer sig. Men så krammer han igen. "Det... var så lidt." Vi giver slip på hinanden, og jeg kigger ham smilende i øjnene. Åh, de øjne. Hans kønne, kønne grønne øjne. Mine øjne er bare nogle normale, blå øjne, men Raph... Hans øjenfarve er en skinnende, strålende, næsten skrigende grøn, og jeg kunne kigge på dem dag ind og dag ud. Grønne øjne er bare de smukkeste. Især når det gælder Raph. "Jeg sætter virkelig pris på hvad du gør for mig." Han smiler. Et skævt smil, sådan som jeg elsker det. "Så lidt da." Han gør et kast med hovedet. "Kom. Vi går op på mit værelse igen." Raphael læner sig frem imod mig med armene over kors og hvisker: "De falder jo i søvn senere."

 

Jeg fniser og vi går sammen hen til trappen. Raph stopper to trin oppe, og klapper Leonardo på skulderen, som sidder på trappen og snakker med Christine. Leonardo svarer bare Raph med et suk. Jeg når lige at sende Christine et smil, før Raph og jeg løber grinende op på hans værelse. Da vi kommer ind på værelset, går Raphael over og sætter sig på en slags bænk, hvor han tager fat i en vægt. "Well, så skal vi bare lavet noget her imens.". "Ja, lad os det." Jeg har det utroligt godt i nærheden af Raph. Jeg føler at vi er ved at være rigtig tætte venner nu her... Og plus, så er kan jeg godt lide ham. Sådan lide, lide ham. Allerede. Dog er det ikke sådan så jeg allerede er faldet fuldstændig pladask, men han er så sød! "Hvad laver I så hernede? Okay, I træner, ser film, spiller... Er der andet?" Raphs overarm skifter mellem at spænde og slappe af, mens han løfter og sænker vægten han har i hånden. Jeg håber ikke at jeg stirrer for meget. "Spilder vores tid. Det er meget sjovere at være på overfladen og knalde de dumme i hovederne, men vores frygtløse leder skal bare have orden på alting." Han ruller med øjnene, men stopper så pludselig i hans bevægelse og taber vægten på gulvet.

 

"Jeg har helt glemt at introducere dig overfor Spike!" Han rejser sig, går hen til et hjørne af værelset. Gad vide hvem Spike er? Jeg finder hurtigt ud af det, for Raph går hen til et lille bord og sætter en skildpadde på det. En skildpadde? Hvordan har han fået fat på den? Jeg går hen til bordet og kigger på skildpadden. Den er faktisk enormt sød. Den har en gylden farve og dens øjne er nærmest også helt gyldne. "Spike, det her er min nye veninde, Zelina!" Jeg kigger op på Raphael, og han står og smiler. "Spike er min skildpadde. Og den bedste ven jeg har.", siger han med et strålende smil. "Awww..." Så er han jo slet ikke så hård, som han prøver at være. Det kan godt være at Raphael er hård som en sten udenpå, men indeni er han jo den sødeste fyr nogensinde. Jeg nusser Spike under hagen og kigger ham ind i de gyldne øjne. "Hvor er han kær! Hej Spike!" Spike lægger hovedet på skrå og kigger på mig. Raph lægger armene over kors og smiler. "Han kan lide dig!". "Han er virkelig sød!"

 

Det er han. Helt vildt nuttet. Skildpadder er bare nuttede i det hele taget. Men så er Chili og Christine også "nuttede"? Og Raph... Og alle de andre, undtaget Ubah. Vent, nej. Spike er nuttet, ikke de andre, eller også Raph. Eller noget. "Han er enormt god at snakke med." Raph stiller en skål foran Spike og lægger et salatblad i den. "Spørg ham om noget, og så sig at han skal tage en bid af sit blad, hvis han forstår." Kan man virkelig lære en skildpadde det? Raph må godt nok være tæt knyttet til Spike. Det er faktisk ret sødt. Spike kigger sultent på salatbladet og kigger så op på mig. "Hmmm... Spike, synes du at mig og pigerne burde være her? Tag en bid af bladet hvis ja." Leonardo ville jo ikke have det. Men hvad med nu? Nu hvor han er blevet så gode venner med Christine? Spike holder en lille pause, men bider så af bladet og ser op på mig mens han tygger i det. "Jeg er helt enig, Spike!", siger Raph og rækker tommel op. Jeg smiler. "Tak, Spike. Og også dig, Raph – tak."

 

"For at jeg fik min åndssvage storebror, Leo, til ikke at lade jer dø? Det var så lidt." Jeg kigger mig lidt omkring. Raphael har et ret fedt værelse. Her hænger en sandsæk, han har en guitar, en masse vægte, en stolpe, hvor der sidder en sai fast og hvor en masse andre ting hænger, som en hockeymaske, et stativ med en armgang, så man kan hoppe ned i hans hængekøje... Og så selvfølgelig Spike. "Hvis du synes her er rodet, så skulle du se Mikeys værelse." Han griner. "Jeg gætter på, at der er meget rodet.", siger jeg. Han rømmer sig og prøver at holde masken, men jeg kan sagtens se at han er lige ved at grine igen. "Der ligger pizzabakker på gulvet..." Jeg spidser læberne, som jeg nogle gange gør i nogle situationer.

 

"Jeg har lagt mærke til at jeres hår er ret uglet. Hvorfor? Har I virkelig rendt rundt i gaderne så længe?" Åh nej. Jeg kigger op på mit hår og lægger hænderne på det. "Ser det virkelig så dumt ud?" Jeg giver slip på mit hår igen. "Men jo, vi har været der i pænt lang tid, og ingen af os er specielt gode til det der med at gemme os og kæmpe. Især mig!". "Så er det godt, at du har mig." Han smiler til mig på en lidt flirtende måde, og jeg kan ikke lade være med at rødme. "... Tak.". ”Dit hår er ret kønt. Og det er et virkelig cool sidecut.” Han lader sine fingre køre over mit sidecut og smiler skævt. Den spruttende glæde og det at jeg er ved at blive lalleglad, er lige ved at nå ud til overfladen, men jeg holder det inde så godt jeg kan, for ikke at begynde at skrige af glæde.

 

"Jeg synes ikke, at jeg har set Donnie siden han hældte havregryn ud over din veninde... Det er lidt underligt, for det er sådan set ham, der gerne ville have jer herind... Selvfølgelig også mig, men Don var ret trist i et stykke tid. Han var vidst træt af at leve sammen med os andre." Raphael sukker, en smule trist. "Jeg tror min bror er ved at blive sindssyg." Han tager Spike op i sine hænder, og Spike kravler op på hans skulder. "Hej igen, Spike.", siger jeg med et lille smil. Jeg kigger op på Raph. Det er egentlig ret synd for ham, nu hvor jeg tænker over det. Både Donatello og Raphael. Det er godt at han har Spike. Det ser ud til, at de har et meget stærkt bånd til hinanden. "Tja, det tager vist hårdt på ham - måske trænger han bare til omsorg og frihed..."

 

"Frihed?" Raphael ser spørgende på mig. "Tja, vi har da i det mindste PRØVET på at få frihed. Hvis du var et menneske, og slet ikke anede at Mester Splinter, mine brødre eller jeg fandtes, hvordan ville du så reagere hvis du så en af os?", han nusser Spike under hagen. "Nårh yeah, men..." Til det ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal svare. Jeg begynder at savne Chili nu. Og fortryder lidt at jeg bare afviste hende.

 

Gad vide hvordan hun har det lige nu? Jeg savner lidt at snakke med hende...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...