Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
860Visninger
AA

4. Zelina

4
Zelina

Nu har Ubah været væk i 3 uger. 3 hele UGER. Jeg kan slet ikke fatte, at det her sker. Det var bare meningen at vi skulle af sted på en sjov tøsetur til New York City, men i det næste er vores hud grøn og vi ligner jeg ved ikke hvad. Nu render vi rundt i hele byen og leder efter vores forsvundne veninde, og vi er ved at dø af sult. Sikke en dejlig tøsetur det her har været.

Mine tanker og stilheden bliver afbrudt af Chili, der kommer tilbage fra hendes patrulje. Hun sparker til en sodavandsdåse, der ligger på jorden, sukker og sætter sig ned ved siden af Christine. Christine kigger på Chili med et bekymret udtryk i ansigtet. Jeg er sikker på at jeg godt kan forudsige hvad Chili vil svare. ”Jeg fandt ikke noget.”, siger hun. ”Ingen spor. Ikke engang det mindste tegn.” Chili ser op og kigger på mig. Hun er trist. Det tror jeg vi alle sammen er. Nogle gange er jeg nervøs for om Chili har dårlig samvittighed. Men det er jo ikke hendes skyld, at vi rørte ved det klamme, grønne, snaskede stads og blev muteret om til skildpadder, firben og frøer. Det er slet ingens skyld overhovedet.

Efter vi havde været her i New York et stykke tid, insisterede Chili på at tage ned til en eller anden reptil kæledyrsbutik. Så vi tog derned. Chili og Christine stod og kiggede på skildpadder, Ubah kiggede på en frø og jeg... Ja, jeg stod og nærmest snakkede med et lille firben. Typisk mig. Vi fik endda lov til at røre dem. Nå, men da jeg endelig fik trukket Chili ud af butikken, opdagede Ubah noget grønt stads, der lå på jorden. Hun tog det op og viste det til os. Det lignede, eller det VAR, grønt slim. På glasset stod der ”TCRI”. Ingen af os forstod hvad det betød, selv ikke Christine, men vi var ligeglade. Vi stod og legede lidt med det, men til sidst blev jeg en smule utålmodig, og vi gik tilbage til hotellet. Næste morgen har vi kun fire fingre, vores hud begynder at blive grøn, jeg har fået en lille hale og Christine og Chili vågner op med skjolde. Vi blev inde på vores værelse, skræmte og forvirrede. Til sidst blev det nok Ubahs hår er væk, Chili og Christine har kun tre fingre og mig og Ubah har fire, Ubahs hænder og fødder er orange og hendes øjne røde, jeg har en lang hale, vores næser er væk, ørerne er væk og jeg kan nævne tusinder af flere ting. Vi kunne ikke blive. Folk ville ikke acceptere os. Vi flygtede og fik ingen af vores ting med. Undtaget mit videokamera. Efter vi havde gemt os i blindgyder og på gaderne, blev vi jagtet. En mand, kaldet Bishop, vil have fat i os og undersøge os. Men det bliver ikke sådan et vi er i live i undersøgelsen. Han vil have vores DNA, og han vil have det på den voldsomme måde. Bishop har fået hjælp af en stor og stadig voksende gadebande, De Lilla Drager. Nu jagter de os, leder efter os på alle gader. En dag blev vi splittet fra Ubah i en flugt og vi har ikke set hende siden.

Nu kan vi skjule os, men Ubah er væk. Nu sidder vi her i vores grønne hud, vores nye jeg. Og jeg er sikker på at Chili føler at det er hendes skyld, fordi at det var hende der ville ind i den kæledyrs butik. Jeg ville bare ønske at hun kunne lade vær med at give sig selv skylden. Christine lægger en hånd på Chilis skulder. ”Vi skal nok finde hende, Chili.”, siger hun. ”Ja, og hvordan er det lige muligt i en storby, Chris?” bryder jeg ind. Chili kigger stadig ned i jorden og sænker skuldrene. Jeg rejser mig fra den kolde jord og rækker mine hænder ud mod dem. ”Kom. Vi kan ikke blive her længere. Vi må finde Ubah, selvom det ser ud til at være umuligt. Vi kan ikke bare lade hende i stikken.” Christine tager min hånd og rejser sig, men Chili bliver siddende og stirrer ned i asfalten. Jeg knæler ved siden af hende. ”Kom nu, Chili.” Jeg stryger hende over håret og min hånd ligger sig så på hendes skulder. ”Prøv og hør her, der er intet af det her, der er din skyld. Vi kunne ikke vide at det stads var en skidt ting. Lad nu vær med at gøre dig selv dårligt tilpas. Ubah har brug for dig.” Hun snøfter og nikker så. ”Du har ret.” Jeg tager hendes hånd, og hjælper hende op og stå. Christine begynder at gå ud af blindgyden, og jeg giver Chili et hurtigt kram før vi går med.

Gaderne blive mere og mere tomme, så snart kan vi gå rundt uden at skulle gemme os i skyggerne.
Vi når til sidst til en hel tom gade, hvor gadelygterne er blevet tændt, da det er ved at blive mørkt. Jeg går lige bag ved Christine og foran Chili. Pludselig hører jeg Chili snøfte bag mig. Jeg vender mig om og ser en grædende Chili stå foran mig. Hun kigger trist på mig. Hendes grå øjne er fulde af ulykkelighed. Jeg kalder hurtigt på Christine og hun stopper op. Hun kommer hen til os. ”Hvad er der galt, Chili?”

Chili kigger først på Christine, men flytter så blikket og hviler det på mig. ”Jeg er sulten,” siger hun. ”Jeg fryser. Jeg er træt. Jeg er ked af det. Mit liv vil aldrig blive det samme igen! Vi kan aldrig komme hjem til Danmark igen! Min familie.. Mine dyr, mine heste.. Jeg får dem aldrig at se igen!” Hun falder ned på knæ. ”Jeg kan ikke mere!” Jeg trækker i Chilis overarm i forsøget på at få hende op og stå. ”Nej, Chili. Vi kan ikke give op nu! Så snart vi er sammen med Ubah igen, kan vi måske finde et sted at være! Kom nu, please..” Hun reagerer ikke. Jeg knæler foran hende, løfter hendes hoved og stryger en lok fra hendes mørkeblonde hår væk fra hendes ansigt. ”Du har været stærk så mange gange før i dit liv. Det kan du være igen.” Jeg kan se at hun er lige ved at græde. Hun har lyst til at se væk, men hun kan ikke løsrive sig mit blik.

Vi bliver afbrudt af Christine. ”Jeg synes jeg så noget!” Chili snøfter endnu en gang og rejser sig. ”Hvad mener du?” Chili og jeg kigger forvirrede på Christine. ”Jeg så en skygge! Men det kom ikke fra et menneske. Den havde ikke den rigtige form. Det lignede at den havde en rund taske på ryggen eller sådan noget.” Nu rejser jeg mig også. Mit blik vandrer rundt omkring. Men jeg kan ikke se noget. ”Okay Christine, hold op med det fis.” Det ligner ikke Christine, at sige sådan noget i en situation som denne her. ”Jeg mener det!” Chili tysser på os begge og vi tier stille. Her er helt stille. Det eneste vi kan høre er bilerne flere gader væk. Pludselig hører jeg et sus bag mig og jeg vender mig hurtigt om. En mørk silhuet løber igennem skyggerne, hen til et kloakdæksel, åbner det, hopper ned og lukker efter sig. I starten bliver jeg en smule bange. Jeg får en kuldegysning, og ryster voldsomt over hele kroppen i få sekunder.

Chili står allerede ved siden af mig. ”Vi skal efter den skygge.”, siger jeg. ”Hvorfor?” spørger Christine. ”For det første, kan vi ligeså godt lede efter Ubah nede i kloakken, selvom det er mega klamt. Det er et sted man kan gemme sig for De Lilla Drager. Og for det andet, hvad skal vi så ellers gøre? Vi har næsten ledt hele New York igennem nu!” Chili sukker udmattet og løber hen til kloakdækslet. Christine og jeg løber hen og hjælper hende med at få løftet dækslet. Da vi har smidt dækslet fra os, er Christine den første til at kravle ned i hullet. Jeg kravler ned bagefter. Men vi mangler en. Vi mangler Chili.

Jeg ser op fra hullet og ser Chili stirre rædselsslagent ned på mig. Hun ryster på hovedet. ”Nej. Jeg vil ikke! Jeg kan ikke gå derned! Der er vildt mørkt!” Åh ja. Hun er jo mørkeræd. Uden at sige noget rækker jeg min hånd op mod hende. Hun tøver lidt. Overvejer om hun skal udfordre sin skræk endnu en gang. Men til sidst tager hun min hånd. Hun kravler ned ad stigen sammen med mig og Christine. Midt i mørket kan jeg høre hende pive stille. Da vi er nået helt ned, springer Chili frem mod mig og knuger sig ind til mig. Det gør hun hver gang jeg er med hende inde i mørket. Heldigvis er der lys hernede i kloakken.

Christine er gået en smule frem, men da jeg kigger hen imod hende, ser jeg at hun står bomstille. Hun er som stivnet, en statue. Jeg slipper mit greb om Chili og går forsigtigt hen til Christine. Chili går lige bag mig. ”Christine?” Hun stirrer lige frem for sig. Hun har fået øje på noget. Og da jeg følger hendes blik, forstår jeg godt hvorfor hun stirrer.

Lige foran os står der tre mutant teenage skildpadde drenge og en gammel mutant rotte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...